Safira; en historie om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Safira løb op af vindeltrappen, efter manden, tog buen ned fra skuldrene, tog sigte og skød, hun hørte manden skrige og så ingenting, hun vidste at han var død, men så begyndte alle nede i salen at snakke og kongen rejste sig og fik alle til at tie Safira er forældreløs, hendes far døde før hun blev født og hendes mor døde i barselssengen så nu bor hun hos hendes tante som arbejder oppe på slottet, Safira elsker at sidde og kigge på når der bliver trænet ude i gåden oppe på slottet men har aldrig selv fået lov til at være med til at øve, men det gør ikke noget, fordi hun har i al hemmelighed trænet selv ude i skoven, men en dag overhøre hun en samtale der forandre hendes liv totalt... PS. Jeg er ordblind men elsker stadigvæk at læse og skrive PPS. Jeg er blevet inspireret af bogen Skyggens Lærling, men ingen af personerne i Skyggens Lærling er med i min bog, det er udelukkede personer jeg selv har fundet på

5Likes
6Kommentarer
649Visninger
AA

3. Ranger

Ranger

"Hvad er det du har gjort?" Tante Susan var meget vred

"Undskyld jeg prøvede bare at hjælpe, nu slipper du så for mig" Safira gik ind på hendes værelse og begyndte at pakke så kom tante Susan ind og lage hånden på Safira skuldre

"Undskyld, jeg elsker dig, jeg var bare bange for at du kom noget til" Safira vente sig om og så hende i øjnen og svarede hende så med et smil

"Det var jeg også" hun gik hen og tog nogle bøger ned fra hylden og lage dem i tasken

"Men hvorfor gjorder du det så?" Tante Susan var målløs

"Fordi jeg følte det var det rigtige, fordi du havde fortalt hvor god og venlig dronning Sara var, derfor" tante Susan skulle lige til at svare da nogen bankede på døren og ind kom dronning Sara

"Undskyld hvis jeg forstyrre, må jeg tale med dig et øjeblik, Susan" tante Susan nikkede og gik ud sammen med Sara, Safira lagde sig på sengen og faldt om gående i søvn, men efter nogen tid vågnede hun fordi mærkede hvor sulten hun var, hun gik ned i køkkenet og fandt Ellen

"Der er du, jeg sagde jo du ville blive til noget en dag, sagde jeg ikke?" Ellen gav hende straks en masse bolle og Safira var så sulten at hun spiste så mange at Ellen til sidst måtte stoppe hende fordi ellers var der ikke nogen til fest gæsterne, Safira grinede "nå, Safira fortæl mig så, hvornår er du blevet så god med en bue" da Ellen stilede det spørsmål var der mange der stoppede op for at lytte

"Siden jeg begyndte at øve mig" alle grinede og Safira sagde tak for mad og gik op i seng igen og denne gang sov hun helt til den lyse morgen hvor tante Susan vækkede hende

"Du bliver nødt til at stå op nu, ellers når du ikke at komme med til Araluen" da tante Susan sagde det var Safira lysvågen med det samme.

"Safira, kom her, stil bare din taske der over så er der nogen der tager sig af den" Sara så meget anderledes ud i hendes rytter tøj

"Tak deres majestæt" Safira gik hen til den hest dronningen havde ud peget som hendes

"Lad vær med alt det der majestæt-halløj, jeg hedder Sara, så bare kald mig det, ikke? Nå, fortæl mig så hele historien, om dig altså" Sara så venligt på Safira der begyndte at fortælle

"Det startede med at jeg hørte kongen tale med en af sine..." Længer nåede hun ikke fordi Sara afbrød hende

"Nej, helt fra begyndelsen, fortæl om dine forælder" Sara smilede til hende

"Min far døde før jeg blev født og min mor døde i barselssengen, hun var ung og havde et meget dårligt helbrede, siden har jeg boet tante Susan, det er der for jeg ved alt det om min mor og far, jeg har længe trænet med min bue ude i skoven" her afbrød Sara igen

"I skoven?" Og Safira nikkede

"Ja jeg spurgte om jeg måtte øve mig sammen med de andre bueskytter men fik at vide at piger ikke må bruge våben, jeg ved det er latterligt, men sådan er det i Malte, derfor har jeg trænet hemmeligt i skoven siden jeg var 10 år, og min bue har altid været gemt i et hult træ, jeg kom engang til at tage min bue med hjem og så knækkede tante Susan min bue, og bagefter brændte hun den. Så forleden kom jeg hjem efter at havde trænet i skoven og fik besked på at stille en kurv boller op i salen, på vej tilbage hørte jeg kongen og en af hans tjener snakke om at få ryddet dig af vejen og da så tjeneren gik fulgte jeg efter ham, vi gik tæt forbi det træ hvor jeg gemte min bue, så jeg besluttede mig for at tager den med, vi gik i fire timer, så kom vi til en lille hytte, inde i hytten boede snigskytten, tjeneren gik ind og jeg satte mig under et vindue og hørte hvad de sagde, der sagde de igen at de ville dræbe dig, den nat sov jeg i et brændeskur og og morgen fulgte jeg efter ham tilbage til slottet, fire timers gåtur uden mad, jeg havde fundet nogle bær om morgenen men dem bliver man ikke mæt af, men han gik ind af en bagdør i slotte og jeg løb efter, det var en vindeltrappe der snoede sig hele vejen op til den balkon vi stod oppe på, jeg løb op af trappen sigtede efter hans nakke, lige der hvor jeg vidste at de naver der ville lamme hele kroppen sad, og jeg skød, han skreg og faldt, og døde i faldet, der efter klatrede jeg ned af den søjle tættest på vægen hvor de andre tjenestefolk stod, og så, ja, du kende selv rasten" Safira smilede og Sara smilede tilbage

"Deres majestæt dronning Sara, vi er fremme ved slottet" en mand var kommet ridende unde de havde lagt mærke til ham

"Tak, tag rasten af følget med, jeg skal lige vise Safira noget, far? Kom, lad os presenter Safira for de andre Ranger" den mand der havde hviskede til dronning aften i forvejen nikkede og red op på siden af Sara og de tre fortsatte af en lille skovsti, der hvor skovstien endte var der en lysning, i lysningen sad der 20 andre unge på Safiras alder, der var kun tre piger i blandt dem, rasten var drenge, alle rejste sig op da de tre rytter kom ind i lysningen, en af pigerne hviskede til de to andre

"Se hendes bue, den kan nok ikke engang skyde 10 meter" og de fnisede alle tre

"Nanna? Hvis du er så sikker på det, hvorfor så ikke lave en lille konkurrence mellem dig og unge Safira har, og forresten ville Safira fra og med i morgen være medlem af rangerkorpset, Nanna du starter, skydeskiverne er der, du har tre pile, værsågod at begynde" imens pigen der hed Nanna skød steg Safira ned og så sig om, der omme bag ved hende var der også en skydeskive, den var knap 70 meter væk men Safira vidste hvad hun selv kunne,

"Så er det din tur" det var Nanna der sagde det og Safira nikkede og tog buen ned fra skulderen, tog sigte og skød to pile mod den første skydeskive så snurerede hun 180 grader rundt og sendte den sidste pil lige imod den skydeskive der stod i den modsatte ende af lysningen, bag hende hørte hun en bump og så den splinterne lyd da pil nummer to ramte den første pil kun få sekunder sener kommer der er bump da den sidste pil borer sig dybt ind i den lærdes overtrukne træ skydeskive

"Hvordan...?" Safira vente sig om og så 22 måbende ansigter

"Træning, jeg har trænet siden jeg var 10" Safira smilede

"Jeg vidste du var god, men ikke så god, dig vil jeg helst ikke stå overfor i kamp" alle grinede af Sara kommentar "i har fri resten af i dag, men i skal møde op her i morgen kl 7, jeg vil gerne begynde med noget seriøs træning nu, jeg stoler ikke på ham kong John efter i går, tag alt jeres udstyr med, også hest, Safira? Kom med, så vil jeg fortælle dig hvad rangerkorpset går ud på og hvilken rolle det spiller" Sara satte sig op på sin hest og det samme gjorder Safira, de tre red tilbage til slottet i tavshed, Safira tænkte på at det hun havde oplevet siden hun havde tænkt at hun aldrig ville blive til noget, og se bare hvad hun var nu, en del af et elite korps.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...