Safira; en historie om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Safira løb op af vindeltrappen, efter manden, tog buen ned fra skuldrene, tog sigte og skød, hun hørte manden skrige og så ingenting, hun vidste at han var død, men så begyndte alle nede i salen at snakke og kongen rejste sig og fik alle til at tie Safira er forældreløs, hendes far døde før hun blev født og hendes mor døde i barselssengen så nu bor hun hos hendes tante som arbejder oppe på slottet, Safira elsker at sidde og kigge på når der bliver trænet ude i gåden oppe på slottet men har aldrig selv fået lov til at være med til at øve, men det gør ikke noget, fordi hun har i al hemmelighed trænet selv ude i skoven, men en dag overhøre hun en samtale der forandre hendes liv totalt... PS. Jeg er ordblind men elsker stadigvæk at læse og skrive PPS. Jeg er blevet inspireret af bogen Skyggens Lærling, men ingen af personerne i Skyggens Lærling er med i min bog, det er udelukkede personer jeg selv har fundet på

5Likes
6Kommentarer
646Visninger
AA

4. Quick

Quick

Safira fulgte efter Sara ind i stalden og hen til en del hvor 25 heste gik frit inde i en lille indhegning, der var en låge ud, så. hvis man ville kunne man lukke hestene ud i en udendørs fold, Sara piftede lavt og en smuk, lille, lysebrun hingst smuttede ud mellem de andre og hen til de to, henne ved hegnet

"Dette er Quick, han er en rangerhest, han er den hurtigste og klogeste hest du kan finde, og kun du kan ride på den, fordi inde du sætter dig op på den første gang skal du bare hviske 'viol' i øret på den, det er for at sikre mod tyveri, tag den ud og prøv den" Sara havde allerede åbnet ledet så hesten kunne komme ud, Safira tog hans grime og førte ham ud på gårdspladsen hvor han stod og trippede nervøst

"'Viol' rolig nu, min ven" sagde Safira beroligende til Quick, hvor efter hun svang sig elegant op på hestens ryg, der eftergav hun hesten et lille klem med hælen og Quick satte igang i et roligt skridt tempo, med et lille klem mere satte han i trav og med et let klem med det ene knæ satte han i galop, Safira red to runder på gårdspladsen i galop før hun stoppede Quick med et let ryk i tøjlen, han stoppede brat men Safira blev med lethed siddende i sadlen

"Flot, sæt ham ind til de andre, og følg med, nu skal du se noget af alt det andet udstyr du kommer til at bruge" Sara og Safira gik op på slottet, da de kom ind gik de ind af en lille dør og ned af en smal trappe, trappen førte ned til en lille gange med en masse værelser, gangen var godt oplyst så der var meget hyggeligt, Sara gik hen til en af døren og åbnede og de kom ind i et lille hyggeligt værelse, der stod en seng samt et natbord over i den ene side, ude midt på gulvet var der et bord og 4 stole og i den anden side var der en sofa og et lavt bord, på væggen overfor døren var der et vindue hvor det varme dagslys strømmede ind, men Safiras blik blev fanget af en bue, er pilekogger, et bælte med en skede hvor der sad to knive i, to metal stykker, en kappe magen til den hun selv havde syet, måske lidt pænere men effekten var den samme og til sidst en lille bylt med et par grønne bukser og en grå bluse

"Hvor er her hyggeligt" udbrød Safira

"Ikke nok med det er det også meget godt strategisk, i bor tættest på døren og i den anden ende er der en trappe der føre og til rådssalen, så kan i komme hurtigt frem" Sara smilede og gik hen til bordet og tog buen op "det har er dine nye våben, de er langt beder kvalitet end dine nuværende, og med den har bue kan du skyde dobbelt så langt som du kan med din gamle" Safira tog buen op og vejede den prøvende i hånden, det havde en god balance derefter rakte hun hånden ud mod bæltet og spændte det om livet, så trak hun den ene af de to knive op, den var bred og tung, Safira lod sin finger køre hen langs æggen og hun kunne mærke hvor skarp den var, så stak hun den i skeden igen og tog den anden kniv frem, den var meget tynd og havde hen god balance, den var god at kaste med tænkte Safira

"Hvad er de her så til?" Safira løftede de to jern stykker op og Sara smilede og tog den ene

"Hvis du har den i hånden når du slår kommer der støre kraft bag slaget, men man kan også skrue den sammen og kaste den, tilsammen vejer de her ligeså meget som den mindste af dine knive, kastekniven, den anden, saxkniven er ikke til at kaste med, kun til nærkamp" Sara gav Safira jern stykket igen "nu skal jeg op og plan lægge et trænings program sammen med lord Adam, min krigsrådgiver, jeg regner med at en Rangeruddanelse kommer til at tage fem år med alt det i skal nå at lære, hyg dig, og se om du kan blive venner med nogen af de andre" Sara gik ud af rummet og Safira var alene, men kun kort, så åbnede Nanna døren og kom ind

"Hej, undskyld jeg var så strid, ude i skoven i dag, du er virkelig en god skytte" Nanna havde sat sig i sofaen og Safira smilede og gik over og satte sig ved siden af hende

"Det er okay, jeg var bare så træt af at ingen tror at jeg kan noget, jeg kommer fra Malte, der må piger ikke engang havde en kniv i hånden, med mindre det er for at dække bord, men jeg trænede i hemmelighed, jeg vidste godt at hvis nogen vidste at jeg trænede med våben ville jeg blive arresteret, også kommer jeg her til og får mulighed for at træne med rigtige våben også siger du at jeg sikret ikke kan skyde, jeg blev bare så gal, jeg vil gerne blive til noget en dag, og nu har jeg endelig fået chancen" Safira smilede og Nanna nikkede og smilede tilbage

"Okay, jeg vil gerne at vi kan være venner, altså kun hvis du har lyst, eftersom vi kun er 4 piger mod 17 drenge er det vigtigt at vi holder sammen" Nanna så spørgende på Safira der nikkede og smilede over hele ansigtet

"Det vil jeg så gerne, tak" de to piger snakkede indtil en gongong lød ude fra gangen

"Så er der aftensmad, kom vi skal hente vores mad i køkkenet og så kan vi spise den i stuen, den ligger nede i den anden ende af gangen, det er vores fælles rum, der plejer vi at spise" Nanna rejste sig og tog Safira hånd og de gik sammen hen for at hente deres mad, da de kom ind i stuen satte Nanna sig ved siden af de to andre piger og gjorde tegn til at Safira skulle sætter sig ved siden af hende, på den anden side af Safira sad en spinkel dreng

"Hej Safira, jeg heder Will, vil du ikke nok lære mig at skyde sådan som du gjorder i dag" Safira så helt paf på ham, tæk at en dreng spurgte om hun ville lære ham noget om våben "undskyld, sagde jeg noget forkert?" Will var blevet skrænt af hendes reaktion

"Nej, det er bare fordi der er aldrig nogen der har spurgt mig om jeg vil lære dem noget, der hvor jeg kommer fra var der slet ikke nogen der vidste at jeg kunne skyde, for hvis sad jeg sikret i fængsel nu" Safira så hans spørgende udtryk og forklarede " i Malte må piger ikke bære våben, og da slet ikke bruge dem, hvis ikke dronning Sara havde taget mig med har til var jeg helt sikret i fængsel nu" Safira smilede til Will

"Hvorfor tog dronning Sara dig enetelit med her til?" Alle blev stille, de ville alle gerne høre det

"Fordi jeg reddede hende fra at blive skudt at en snigmorder" Safira tog en bid af den pølse hun havde på sin tallerken

"Hvordan?" Kom det fra Nanna

"Jeg skød snigmorderen" Safira ville helst ikke prale

"Hvordan vidste du at han ville dræbe Sara?" Var der en dreng nede i den anden ende af lokalet der ville vide

"Jeg havde hørt nogle mænd snakke om det, og så fandt jeg et brev hvor det stod" Safira tog en slurk vand

"Hvem var det der ville dræbe hende?" De blev ved med at spøger til det

"Kong John, han hader piger" flere grinede

"Hvordan vidste du hvor han var?" Safira sukkede

"Jeg var fulgt efter ham helt hjemme fra hans hytte" flere gispede og nogle få striderede på hende med vantro lysende ud af øjnene

"Var du slet ikke bange?" Det var Will han havde taget hendes hånd

"Jo, men hvad er livet uden chancer?" Hun smilede og der med var samtalen forbi, efter aftensmaden gik Safira ind på sit værelse og gik i seng, hun havde nogle lange dage foran sig.

Der gik 4 1/2 år gik uden de hørte noget til kong John, årene gik med træning, træning og træning, under træningen blev Safira gide venne med Nanna og Will, de tre var de bedste på holdet men de andre kom lige efter, Nannas farmilie blev ligsom den farmilie Safira aldrig selv havde haft, hun elskede dem, hun elskede sit nye liv, hun elskede Araluen, men en dag kom en rytter galoperne ind på gårdspladsen, han endte freden, og vente op og ned på Safira liv, igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...