Safira; en historie om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Safira løb op af vindeltrappen, efter manden, tog buen ned fra skuldrene, tog sigte og skød, hun hørte manden skrige og så ingenting, hun vidste at han var død, men så begyndte alle nede i salen at snakke og kongen rejste sig og fik alle til at tie Safira er forældreløs, hendes far døde før hun blev født og hendes mor døde i barselssengen så nu bor hun hos hendes tante som arbejder oppe på slottet, Safira elsker at sidde og kigge på når der bliver trænet ude i gåden oppe på slottet men har aldrig selv fået lov til at være med til at øve, men det gør ikke noget, fordi hun har i al hemmelighed trænet selv ude i skoven, men en dag overhøre hun en samtale der forandre hendes liv totalt... PS. Jeg er ordblind men elsker stadigvæk at læse og skrive PPS. Jeg er blevet inspireret af bogen Skyggens Lærling, men ingen af personerne i Skyggens Lærling er med i min bog, det er udelukkede personer jeg selv har fundet på

5Likes
6Kommentarer
643Visninger
AA

11. Lærlingen

Lærlingen

"Far? Hvad?" Angelina slog hånden for munden, det var ikke meningen hun ville sige noget, men Sara vente sig bar smilede mod hende, hun lignede Safira lidt, kun øjnene

"Hvem er du?" Saras stemme var blød og rolig

"Jeg er Angelina, deres majestæt" Angelina nejede og Safira fnisede da det ikke gik så godt

"Bare kald mig Sara, det gør alle de andre Ranger også, og du er ligeså meget Ranger som de andre selvom du stadig er lærling" Sara smilede igen "og du burde opføre dig ordenligt, jeg er stadig din dronning, Safira" Sara havde vent sig mod Safira der stod med hånden for munden for ikke at grine

"Undskyld, deres majestæt" Safira nejede så overdrevet at selv Lord Adam ikke kunne holde masken, kun Sara kunne

"Du bliver vist aldrig voksen, vel?" Safira smilede og rystede på hovet, Sara smilede "det er okay, sæt jer ned, lad os få de formelle papirer overståede så i kan komme ud og skyde hare, ikke" begge piger grinede men Angelina så bare uforstående til og satte sig på en stol

"Jeg lader jer om det" Lord Adam smilede og gik ud

"Undskyld Angelina det er en interne joke, den er faktisk også ved at være gammel, 8 år, det er noget af en joke" Safira rystede smilende på hovet

"Har du så selv sagt ja til at blive lærling? Og har din mor? Eller er det bare Safira der har bortført dig?" Sara satte sig ned og så på Angelina, imens tog Safira det brev Angelina selv havde læst samme morgen op og lagde det på bordet

"Jeg har selv sagt ja, og min mor har også sagt ja, men hvordan kan du beskylde Safira for at bortføre mig?" Angelina så ned da det fik op for hende at hun havde sagt det sidste højt

"Hun er min søster, sådan er hun bare" Safira og Sara smilede

"Din søster!? Det vidste jeg ikke" Angelina måbede

"Det er også en hemmelighed, du må aldrig fortælle det til andre end din familie, og selvfølgelig os, men vi ved det godt" Sara smilede, nu da Angelina så efter kunne hun da godt se at de lignede hinanden, hun nikkede

"Men hvorfor er der ingen andre der ved det? Nogen må da havde opdaget at dronningen fik et barn mere" Sara smilede igen og Safira smilede også

"Vores mor har aldrig været dronning, og jeg lærte først Safira at kende da jeg var 20 og hun 15, og hvis ikke hun havde været der havde vi aldrig set hinanden, for første gang jeg mødte hende reddede hun mit liv med sin fantastiske bueskydning" Sara så alvorligt på Angelina "har du nogen sinde set hende skyde?" Sara smilede, det gjorder hun tit

"Jeg har set hende træne med min bror" Angelina så på Safira

"Nej, hun har ikke set mig skyde, ikke rigtigt" Sara fnisede

"Du har trænet Matias" Sara tog brevet og satte sit segl på

"Ja men han har ikke kræfter til at spænde buen" Angelina så måbende på Safira da hun sagde det

"Han er så stræk, og så har han ikke kræfter til at spænde en bue?" Angelina var målløs, og Safira nikkede

"Det er nogle andre muskler man skal bruge til at spænde en bue med, han er god med et sværd men ikke med en bue, men det er du til gengæld" Angelina så ned, ingen havde før sagt at hun var god til at skyde

"Det ved jeg ikke" Sara grinede og Safira tog fat om Angelinas hage og løftede den stile op så deres øjne mødtes

"Det var ikke er spørgsmål, det var en konstatering, da du var 7 skød du din første hare, det var fantastisk" Safira smilede

"Så du det?" Angelina var overrasket

"Ja, hun har holdt øje med dig de sidste 8 år" Sara grinede stadigvæk, det hele var meget sjovt

"Hvad? I 8 år?" Angelina så fra den ene til den anden

"Hør, du skyder fantastisk, du kan bevæge dig næsten lydløst og du kan også rimelig godt bevæge din uden at blive set, nu skal du bare trænes" Safira så ind i Angelinas øjne og der var ingen tivl om at det hun sagde var sandt

"Okay" Angelinas øjne lyste af begejstring

"Sådan skal det være, her er de formelle dokumenter, i må godt gå nu, Safira, vil du ikke lige sende far ind, og jeg skulle hilse fra Nanna, hun har det godt" de rejste sig og Sara gav Angelina et kram og Angelina fik også et

"Tak det skal jeg gøre" de gik ud af salen og fandt Lord Adam "Sara vil se dig i tronsalen" Safira smilede og lagde armen om Angelinas skulder, først gik de lidt uden nogen sagde noget

"Er det rigtigt at jeg er så god som du siger?" Angelina så op

"Ja, du er næsten ligeså god som jeg var på din alder" Safira grinede og Angelina blev usikker

"Er det godt eller skidt?" Angelina så op for at for et præcist svar, men Safira grinede bare

"Jeg sagde næsten, bare spørg Nanna, Will, Lord Adam eller Sara, på det tidspunkt var jeg mægtig god, jeg reddede Sara med et skud, og fik to nye venner med tre, det var overnaturligt" Safira grinede og Angelina måbede

"Hvordan?" Angelina ville havde det hele at vide

"Jeg kan vise dig det når vi kommer hjem til min hytte, indtil må du vist heler få hele historien om min fortid at vide" og så begyndte hun at fortælle: først om hvordan hun havde forfulgt og skudt snigmorderen, derefter om hvordan hun var kommet til Araluen, så om hendes første mission, og om hvordan hun fandt ud af at Sara var hendes søster, og til sidst om de seneste år hvor hele landet havde været i fred og det kedede hende noget så frygteligt "og så mødte jeg din mor, vi er faksisk næsten lige gamle, ej, hun er 10 år ældre men det er tæt på, jeg ville prøve at lære din bror at skyde med bue og pil, men han var mere til sværd, og så lærte du det i stedet, og du var god, derfor besluttede jeg at tage dig som lærling når du blev gammel nok" Angelina så at Safira talte sandt og nikkede, det var meget på en gang.

"Angelina! Er du så officielt rangerlærling nu?" Sofia ville vide alt, og hun var ikke bange for at spørger

"Ja det er jeg" Angelina gav hende et kæmpe kram, der var kun 1 års forskel

"Sejt, hvornår skal du så begynde at dræbe hele kongerigets fjerner" Sofia var 14, men alligevel så barnlig og ligefrem

"Når jeg er uddannet" Angelina smilede og så over på Safira der stod lænet op af et træ i nærheden

"Jep og det er hun om præcis 5 år fra i dag" Safira gjorder store øjne og Safira fortsatte: "du skal møde ved min hytte i morgen tidlig kl 7, Angelina! Kom til tiden" Safira vente sig om for at gå men stoppede da hun kom i tanke om noget "du må godt for tælle dem det du hørte på slottet før, om mig" Safira vente sig om og gik, hun smilede i hættens skygge, men det var der ingen der så, så sadlede hun Quick op og red tilbage til hytten hvor hun tog den mindre kappe og det andet udstyr frem, hun smilede, for 20 år siden var det hende der var den lille, nye Ranger, nu var hun den der skulle lære fra sig, hun smilede igen, det skulle nok blive sjovt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...