Safira; en historie om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Safira løb op af vindeltrappen, efter manden, tog buen ned fra skuldrene, tog sigte og skød, hun hørte manden skrige og så ingenting, hun vidste at han var død, men så begyndte alle nede i salen at snakke og kongen rejste sig og fik alle til at tie Safira er forældreløs, hendes far døde før hun blev født og hendes mor døde i barselssengen så nu bor hun hos hendes tante som arbejder oppe på slottet, Safira elsker at sidde og kigge på når der bliver trænet ude i gåden oppe på slottet men har aldrig selv fået lov til at være med til at øve, men det gør ikke noget, fordi hun har i al hemmelighed trænet selv ude i skoven, men en dag overhøre hun en samtale der forandre hendes liv totalt... PS. Jeg er ordblind men elsker stadigvæk at læse og skrive PPS. Jeg er blevet inspireret af bogen Skyggens Lærling, men ingen af personerne i Skyggens Lærling er med i min bog, det er udelukkede personer jeg selv har fundet på

5Likes
6Kommentarer
646Visninger
AA

12. Kunsten at ramme plet

Kunsten at ramme plet

Safira sendte en pil afsted mod skydeskiven i den anden ende af lysningen, den ramte plet, det raslede i en bunke blade bag hende, hun sigtede på skydeskiven til højer, da pilen drejede kunne hun se en spinkel skikkelse smutte om bag et træ, det raslede igen, Safira sendte pilen afsted, lige da hun havde skudt snurrede hun rundt og sendte en pil afsted mod bladbunken, så var der en der skreg, Safira smilede ved sig selv

"Angelina! Kom nu ud fra dit skjul, du har stået der det sidste kvarter, jeg er jo ikke farlig" Safira tog buen og tog stregen af den, i går havde hun spurgt Angelina om hun ville være hendes lærling, og hun havde sagt ja, klokken var nu 7.15

"Er du ikke? du havde jo nær skudt mig ned" Angelina trådte ud fra sit skjul, og så at Safira gik hen i mod hende mens hun grinede

"Okay, måske er jeg lidt farlig, men ikke overfor dig, mere overfor denne kanin" hun bøjede sig ned og samlede en død kanin op, den var ramt lige i hjerte, den blødte næsten ikke, og den var død på stedet "normalt skyder jeg ikke mennesker, kun dyr" Safira smilede og lagde armen om skulderne på Angelina og begyndte at gå, først sagde Angelina ikke noget

"Hvordan vidste du at der var en kanin der?" Angelina så op, hun var stadig lidt forskrækket

"Et instinkt, nogen gange er det det der gør om man lever eller dør, eller om andre dør eller lever" Safira slog det hen

"Har dit instinkt redet nogen andre end dig selv før?" Angelina blev ved med at spørger, Safira var ikke glad for at prale, men det var ved at spørger man blev klog

"Ja, jeg har redet min søster 3 gange og Nanna og Will utallige gange i krig" Safira så væk, hun brød sig ikke om at snakke om de ting hun havde gjorte, det virkede forkert

"3 gange?" Angelina så på Safira, der smilede sørgmodigt

"Ja, nu skal du ikke spørger mere" de var kommet tilbage til Safiras hytte, de gik ind og Safira lagde kaninen i vasken

"Er det mit udstyr?" Angelina gik hen til bordet hvor Safira havde lagt hendes udstyr frem, Safira sukkede og Angelina så op, hun slog hånden for munden "ups, undskyld" Safira smilede i hættens skygge

"Ja det er det" Safira greb buen og gav den til Angelina "det første du skal lære er at skyde med den her" Angelina nikkede og tog imod buen, den var meget flotter end den hun havde haft der hjemme

"Men jeg kan jo godt skyde lidt" Angelina så på Safira

"Ja men ikke med den der, prøv at spænd den ud til fuld træklængde" Angelina tøvede men Safira gjorder en håndbevægelse og så prøvede Angelina at trække i buen, men hun kunne slet ikke trække den ud til fuld træklængde

"Hvorfor kan jeg ikke?" Angelina så opgivende op mod Safira

"Du bruger de forkerte muskler" hun tog buen fra Angelina og lagde den på bordet, Angelina tog kappen på, den var blød, Safira smilede, hun kunne huske den første gang hun havde taget den på, det var så længe siden "det er min første kappe, når du bliver ældre kan du få en ny en, men nu vokser du så hurtigt" Safira så på Angelina, hun var den lillesøster hun aldrig havde fået, eller den datter

"Hvad er det her?" Angelina holdte de to slagjern op

"Det er slagjern, de bruges til at slå hårdt med, hvis man sætter dem sammen har de samme vægt som kastekniven" Safira smilede til Angelina

"Hvilken en er kastekniven?" Angelina tog dobbelskeden op og holdte den frem for sig, det var hendes nu

"Den største er saxkniven, den mindste er kastekniven" Safira så at Angelina smilede, det var godt

"Og de er mine? Lige til jeg..." Angelinas stemme tonede ud og hun satte sig ned på en stol

"Ja" Safira satte sig også ned "er du okay?" Der var noget i Angelinas stemme der havde fortalt Safira at hun ikke var okay

"Nej, nu hvor jeg skal være Ranger kommer der et tidspunkt hvor jeg skal i krig, så kom jeg til at tænke på min far, altså min rigtige far" Angelina så ned i bordet

"Din rigtige far? Er du da ikke smedens datter?" Safira var nysgerrig, hun var van til komplicerede familieforhold

"Det er jeg ikke, det hele er ret kompliceret" Angelina rejste sig og gik over til ildstedet, hun kastede et stykke træ ind i ilden, Safira rejste sig og gik over til hende, hun lagde armen om skuldrene på Angelina "du vil ikke kunne forstå det" Angelina græd, men Safira vidste at hun bedre end nogen anden kunne forstå det der nu ville komme til at ske

"Prøv, jeg har selv en meget kompliceret fortid" Safira gav Angelina et klem og hun så op

"Kort efter min mor var blevet gravid med Sofia, drog min far i krig, på det tidspunkt var der meget krig" Safira nikkede, det var de fire år hvor Sara erobrede hele øen "han døde, min mor var ulykkelig, men hun giftede sig for hun kunne ikke klare sig med tre børn, så hun giftede sig med smeden, men de fik ikke nogen børn" Angelina satte sig i sofaen og græd

"Jeg var med i den krig, jeg var med i dem alle, alle 20, der var ikke mange der døde i vores hær, det gør mig så ondt at en af dem var din far" Safira satte sig i sofaen, det gjorder ondt at se Angelina så ked af det "de første 15 år af mit liv levede jeg i den tro at min fra var død og det samme med min mor, der var ingen der havde fortalt mig at jeg havde en søster, ikke før jeg blev 20, den samme dag fandt jeg også ud af at min far ikke var død, men blevet landsforvist af hans egen bror, hans tvillingebror, og at min mor ikke var død i barselssengen, men blevet myrdet, af min onkel, hendes svigerbror, kong John af Malte" Safira så på Angelina, det var den korte version af hendes liv

"Det er da uretfærdigt" Angelina havde altid syndes at Safira var sådan en heldig pige

"Livet er uretfærdigt, se selv på dit liv, det er ikke fair at du skulle mindste din far, det er ikke fair at min mor skulle myrdes" Safira rejste sig og træk Angelina med op og gav hende et knus, hun var den lillesøster hun aldrig havde fået

"Tak, skal vi træne nu?" Safira brød ud i latter da hun hørte at Angelina ville komme over sorg med træning

"Hvis du er klar" så gik de ud af døren og hen mod den lysning hvor Safira havde hængt skydeskiver op.

Angelina skød den ene pil efter den anden afsted mod de 5 små skydeskiver 50-70 meter væk, hun ramte ret godt, e havde også trænet i 4 timer, men hun havde stadig den samme gejst som da de begynde

"Godt, det er nok for nu, der er stadig meget at arbejde med, men du klare det godt, lad os gå vider med din kniv kast, der efter kan vi lave mad, efter det går vi i gang med at træne lydløs og uset bevægelse" Safira tog sin kniv op og kastede den mod en skydeskive

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...