Safira; en historie om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Safira løb op af vindeltrappen, efter manden, tog buen ned fra skuldrene, tog sigte og skød, hun hørte manden skrige og så ingenting, hun vidste at han var død, men så begyndte alle nede i salen at snakke og kongen rejste sig og fik alle til at tie Safira er forældreløs, hendes far døde før hun blev født og hendes mor døde i barselssengen så nu bor hun hos hendes tante som arbejder oppe på slottet, Safira elsker at sidde og kigge på når der bliver trænet ude i gåden oppe på slottet men har aldrig selv fået lov til at være med til at øve, men det gør ikke noget, fordi hun har i al hemmelighed trænet selv ude i skoven, men en dag overhøre hun en samtale der forandre hendes liv totalt... PS. Jeg er ordblind men elsker stadigvæk at læse og skrive PPS. Jeg er blevet inspireret af bogen Skyggens Lærling, men ingen af personerne i Skyggens Lærling er med i min bog, det er udelukkede personer jeg selv har fundet på

5Likes
6Kommentarer
638Visninger
AA

2. Festen

Festen

Safira vågnede tidligt den morgen, man sov altså ikke godt på en stabel brand, men i det mindste var der tørt og lunt, det var nemlig forår hun så sig om i det lille skur, og så knurrerede hendes mave, bare hun havde haft noget mad, hun havde ikke fået noget siden i går til middag, middag, hun skulle følge efter lejemorderen og beskytte dronning Sara, selv om hun aldrig havde mødt hende følte hun at hun kendte dronningen, der var et eller andet, noget der føltes rigtigt ved at ville beskytte dronning Sara, Safira rejste sig og gik ud af skruet med sin bue i hånden, derefter gik hun ind i skoven, men ikke så langt at hun ikke kunne se hytten og finde ud af hvornår morderen kom ud og begav sig på vej mod slottet, hun fandt nogle vilde bær på en busk, efter at havde tilbragt så mange timer i skoven vidste hun hvilke bær der var giftige og hvilke der ikke var, Safira satte sig til rette og ventede på at han skulle komme ud fra hytten, imens tænkte hun på hvad hun ville gøre når de kom tilbage til slottet, ingen vil tro på hende, ikke i et land hvor piger normalt blev regnet som ingenting, hvad kunne hun stille op, hun var kun 15 år gammel, bare hun også kunne nå at blive noget, ikke bare tjenestepige, så kom hun i tanke om det brev lejemorderen havde fået, hvis hun bare kunne få fat i det kunne hun bevise det hele, og så var de nødt til at tro hende, efter flere timers venten kom manden ud lukkede døren og gik, han havde ikke låst, så Safira gik hen tog i døren i g gik ind, midt på et stort spisebord lå der et brev, brevet havde kongens segl på så det måtte være det brev Safira ledte efter, hun gik hen til bordet og rakte hånden ud efter brevet da hun hørte nogen ude på trappen, hun lod brevet ligge og skyndte sig over i hjørnet hvor der var aller mest mørkt, manden kom ind og gik hen til bordet og tog brevet, han så slet ikke i Safiras retning, han vente sig om og gik ud, da han vente sig om så Safira den stor armbrøst der hang ned over hans ryg, hun gøs ved tanken om at hun kunne blive afsløret og skudt, det måtte ikke ske, hun skulle rede dronningen, da manden lukkede døren hørte hun at han denne gang låste døren, hvad skulle hun nu gøre, hun var fanget inde i en snigmorders hytte og der var ingen vej ud, eller, vinduet stod jo åbnet, så hun kravlede ud og så lige mandens kappe forsvinde ind i skoven, hen mod slottet, hun tog sig sammen og fulgte efter ham, efter to timer stoppede han og tog noget at spise, igen mærkede Safira hvor sulten hun var, men denne gang ville hun ikke samle bær og spise dem, tænk nu hvis hun blev opdaget nu når hun var så tæt på, efter pausen gik de to timer mere og så var de fremme ved slottet, han gik bag om, om til en lille dør, han åbnede den og smuttede ind og lukkede dørene bag sig, Safira talte til ti før hun tog i døren og gik ind, der var en vindeltrappe, Safira løb op af vindeltrappen, efter manden, tog buen ned fra skuldrene, tog sigte og skød, hun hørte manden skrige og så ingenting, hun vidste at han var død, men så begyndte alle nede i salen at snakke og kongen rejste sig og fik alle til at tie

"Hvad skal dette betyde?" Alle kiggede på kongen så ingen så at Safira klatrede ned af en søjle, ned fra den balkon hvor vindeltrappe var endt, hun smuttede lydløst ind i rækken med tjenestefolk

"At nogen vil skabe splid mellem vores lande" dronning Sara var rolig og fatte

"Men hvem?" Kongen var bange for at nogen skulle stå frem og afsløre ham

"Det må der være en der ved" Sara tog en bid af en pølse

"Hvem?" Kongen var vred

"Mig" Safira trådte frem og alles øjne redtes mod hende

"Dig?" Kongen var ved blive mere og mere vred

"Ja, jeg hørte at nogen ville dræbe dronning Sara, og jeg havde hørt så meget godt om dem, deres majestæt, at jeg tænkte at jeg ville beskytte dem" Sara havde lænet sig frem

"Hvordan ved du at det var mig de ville dræbe?" Sara så meget nysgerrig ud

"Jeg hørte hvad de sagde, og jeg fandt et brev i hans hytte" Safira gik over mod manden der lå i en akavet stilling og vente ham om så hun kunne nå det brev der lå i hans inderlomme, hun rakte brevet til dronning Sara der tog imod det og læste det højt:

"Jeg, kong John, lover snigmorderen Jack Black at hvis han under fredsforhandlingerne 13/5 dræber dronning Sara af Araluen vil jeg belønne ham med 60 guldmønter, for at vise at jeg ikke bedrager vil jeg give de første 20 guldmønter før opgaven er udført

Kong John af Malte" dronning Sara så over på kong John der havde sat sig ned og nu sad og krympede sig "hvad her du at sige til det?" Nogen af dronninges soldater ryggede lidt tætter på kongen

"Øh" kongen sad bare der

"Fordi vi er til FREDSFORHANLDLING vil jeg lade dette passer" dronning Sara havde rejst sig og så meget myndig ud "hvad hedder du så, min ven" Sara så over op Safira

"Jeg hedder Safira, deres majestæt" Sara bukkede let

"Sådan et specielt navn til sådan en speciel pige, hvem er dine forældre?" Safira så ned i gulvet fordi hun rødmede

"Min forældre er døde, jeg bor hos min fars søster, min tante Susan" tante Susan trådte frem og bukkede men sagde ikke noget, en af dronninges rådgiver lænede sig over mod dronningen og hviskede noget

"Jeg er ved at oprette et special korps, med super gode bueskytter, hvis din tante giver lov vil du så rejse med mig til Araluen? Jeg skal bruge unge mennesker som dig" Safira var målløs men svarede alligevel meget hurtigt

"Ja, det er det jeg altid har drømt om, deres majestæt" Sara smilede til hende og så derefter over på Susan der nikkede som tegn på at Safira godt måtte tage afsted

"Tak, Safira, vi rejser i morgen ved middags tid, jeg skal nok sørger for en hest til dig, kan du ride?" dronningen satte sig ned igen og smilede varmt til Safira der nikkede og bukkede

"Jeg skal nok sørger for at være der til tiden, deres majestæt" Safira bukkede og gik over mod tante Susan der holdte døren åben så de begge kunne gå ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...