Safira; en historie om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Safira løb op af vindeltrappen, efter manden, tog buen ned fra skuldrene, tog sigte og skød, hun hørte manden skrige og så ingenting, hun vidste at han var død, men så begyndte alle nede i salen at snakke og kongen rejste sig og fik alle til at tie Safira er forældreløs, hendes far døde før hun blev født og hendes mor døde i barselssengen så nu bor hun hos hendes tante som arbejder oppe på slottet, Safira elsker at sidde og kigge på når der bliver trænet ude i gåden oppe på slottet men har aldrig selv fået lov til at være med til at øve, men det gør ikke noget, fordi hun har i al hemmelighed trænet selv ude i skoven, men en dag overhøre hun en samtale der forandre hendes liv totalt... PS. Jeg er ordblind men elsker stadigvæk at læse og skrive PPS. Jeg er blevet inspireret af bogen Skyggens Lærling, men ingen af personerne i Skyggens Lærling er med i min bog, det er udelukkede personer jeg selv har fundet på

5Likes
6Kommentarer
638Visninger
AA

7. Far?!

Far?!

"Hvor kunne du? Jeg stolede på dig" kong John så vantro på Safira der bare sad og så på ham

"Så stolede du på den forkerte" Safira styrede samtalen

"Du kan da ikke forråde mig, jeg er din onkel" John så op

"Hvad?" Safira sprang op af stolen

"Far?!" Sara var også oppe at stå nu

"Ud, alle sammen, nu" alle rejste sig og gik undtagen Will

"Will, gå nu vi skal nok klare os" Will gik men kun modstræbende, han gjorder tegn til at han var lige udenfor

"Safira, verden er kompliceret, det må du forstå" Adam rejste sig og gik hen til John "og man må jo ikke forråde sin farmilie, vel? John" John så ned og svarede ikke

"Svar, din kujon" Safira var sur og gav John en lussing "jeg sagde: svar" hvæsede Safira

"Hvad skal jeg siger? Uanset hvad hakker du jo ned på mig" John så op på Adam

"Ja, lige netop, du er begyndt at tænke" Adam gik tilbage og satte sig

"Vil du havde at jeg skal sige at jeg er ked af det? vil du havde at jeg skal sige at jeg har fortrudt det jeg gjorde?" John så forpint ud som han sad der bundte og på knæ

"Det er lige meget, det bringer ikke Ariana tilbage" Adam satte sig tungt ned, han så meget ældre ud nu

"Ariana?! Min mor? Hvad handler alt det her om?" Safira så rundt på dem alle sammen

"Ja din mor, glem alt hvad Susan og fjolset der har sagt om din farmilie, det er alt sammen løgn, undtagen det med at din mor er død, ellers er det hele løgn" Adam rejste sig og gik lidt frem og tilbage foran de andre "Will, hent lady Susan" de hørte en løbe afsted

"Fortæl mig så sandheden" Safira så op på Adam

"Din far blev landsforvist på grund af nogle falske rygter hans bedste ven, hans egen tvilling, havde spredt kort før du blev født, derefter myrdede han din mor, og så fortalte han dig alle de løgne om din farmilie, vidste du måske at du har en søster?" Adam var stoppet op og pegede anklagende på John

"Er han din tvilling?" Sara stod også op nu

"Hvad snakker i om?" Safira stod og så forvirret ud da Will kom ind med Susan

"Safira? er du okay?" Will slap Susan, der bare blev stående, og løb over til Safira der stod og rystede

"Ja Will, vær sød at gå, vi skal nok klare det" Safira forsøgte at lyde modig men det gik ikke, Will blev stående

"Will, gå" Sara havde mere held med sin stemme end Safira, Will gik men kun modstræbende

"Susan, godt at se dig igen" Adam smilede til Susan der braste i gråd og faldt på knæ

"Jeg ber dig, det var John der fik mig til det, du ved at det var dig jeg elskede højst, du ved det" græd Susan

"Ja, Safira tag dig af min søster" Adam så ned på Susan

"Din søster? Fortæl mig så hvordan det hænger sammen" Safira blev ved med at se på Adam

"Jeg er din far, Sara er din søster, fjolset der er min tvillingebror, Susan er min storesøster" Adam så på Safira

"Er han din tvilling?" Sara var ligeså forvirret som Safira

"Ja, vent lad mig fortælle det hele, jeg valgte selv at det var ham der skulle være konge frem for mig, jeg var forelsket i Ariana og derfor ville jeg gøre alt for at gifte mig med hende, så fik vi Sara og derefter begyndte John at sprede rygter om at jeg ville overtage tronen, men det var ikke sandt, så han landsforviste mig, så tog mig og Sara til Araluen og ventede på at Ariana og dig ville komme, men i kom ikke, da jeg så dig og hørte hvad du havde gjort til fredsforhandligerne vidste jeg at du var min datter, det barn Ariana ventede da jeg blev landsforvist" Adam satte sig sig tungt ned, han så gammel ud

"Tak, med jeres tilladelse vil jeg gå i seng, jeg er træt" Safira var lykkelig, endelig var der nogen der havde fortalt sandheden, og for boldt få timer siden havde hun ingen far, og nu, nu havde hun både en far og en søster "hvis ikke i har noget imod det ville jeg være glad hvis det bare blev mellem os"

"Selvfølgelig, gå du bare i seng, ingen af os siger det til nogen" Sara smilede altid så venligt, Safira gik ud af døren og ned på hendes værelse, lage sig i sengen, lukkede øjnene og sov med det samme, hun lagde slet ikke mærke til at Will kom ind og gav hende et kys på kinden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...