Safira; en historie om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Safira løb op af vindeltrappen, efter manden, tog buen ned fra skuldrene, tog sigte og skød, hun hørte manden skrige og så ingenting, hun vidste at han var død, men så begyndte alle nede i salen at snakke og kongen rejste sig og fik alle til at tie Safira er forældreløs, hendes far døde før hun blev født og hendes mor døde i barselssengen så nu bor hun hos hendes tante som arbejder oppe på slottet, Safira elsker at sidde og kigge på når der bliver trænet ude i gåden oppe på slottet men har aldrig selv fået lov til at være med til at øve, men det gør ikke noget, fordi hun har i al hemmelighed trænet selv ude i skoven, men en dag overhøre hun en samtale der forandre hendes liv totalt... PS. Jeg er ordblind men elsker stadigvæk at læse og skrive PPS. Jeg er blevet inspireret af bogen Skyggens Lærling, men ingen af personerne i Skyggens Lærling er med i min bog, det er udelukkede personer jeg selv har fundet på

5Likes
6Kommentarer
636Visninger
AA

16. Et liv som Ranger

Et liv som Ranger

Safira så alvorligt på Angelina, hun sad der og smilede, det var denne dag hun havde ventet på lige siden hun blev lærling, nu ville hun ud og være Ranger selv, Safira ville ikke give slip på hende, hun var jo kun et lille barn, og dog, hun var 20 år, som alt dog var gået hurtigt

"Tænk at det er fem år siden jeg grab dig i at prøve at stjæle et brev fra mit hus, det er fem år siden at, undskyld jeg nævner det, din lille søster kom løbende hen og spurgte om du var blevet Ranger, og da jeg fortalte hende at du først blev Ranger om fem år sagde hun at hun selv ville hænge bladet om din hals, men for 4 måneder siden ofrede hun sig for at dronning Sara kunne leve, og stadig sidder du her i dag, du har klaret det hele så godt, du træner for at glemme, men du må aldrig glemme hende helt, aldrig" Angelina smilede, men Safira kunne se på hendes øjne at hun græd indvendig, hun havde også håbet at det var Sofia der skulle havde hængt hendes guld Egeblad om halsen på hende

"Nej, det vil jeg ikke" en tåre trillede ned af kinden på hende

"Godt" Safira gav hende et klem på skulderen "nu til hvilket len du skal havde, vi har besluttet at du skal overtage Sylfiks len, og Nanna skal overtage kystlenet Kasta, fordi Jesper fik en skade der gør at han ikke kan fungere som praktisererne Ranger og er der for nødt til at trække sig tilbage, normalt vil en helt ny Ranger ikke få sådan et vigtigt len, men jeg er i lenet lige ved siden af, og baron Felix er en god og stærk mand, han kan hjælpe dig, det ligger heler ikke ved en kyst så der er næsten ingen chance for angreb på det len" Safira bøjede sig frem så det kun var Angelina der kunne høre hende "og fordi det er det len hvor Emma er, så kan du også holde øje med hende" Angelinas øjne skindede, hun var glad og ked af det på samme tid, hun glædede sig til at se Emma igen, men hun lignede samtidig sin mor rigtig meget, det ville blive så hårdt

"Tak" sagde hun bare, mere kunne hun ikke få frem.

"Du er 45 år, dronning og har stadig ikke fået nogen børn, du skal finde en arving" Safira så på Sara der sad på sengen og så ud af vinduet

"Men jeg vil ikke gifte mig igen" Sara sukkede og rejste sig "jeg vil kun havde Peter, men jeg kan ikke blive gravid" hun så på Safira med tåre i øjnene "jeg kan ikke"

"Det er okay, i Sylfiks er der et myndlingehus, der kan du adopter et barn fra, det er der mange kvinder der ikke selv kan få børn der gør" Safira gik hen til sin søster og gav hende et knus, der var mange svære valg i en Rangers liv, mange beslutninger, "det er okay" for Safira var det også en mulighed for at besøge Angelina, hendes gamle lærling, den datter hun aldrig selv havde fået, elle den lillesøster.

"Baronesse Madelin! Hvor dejligt at se dig" Sara omfavnede sin kusine, de skulle finde en lille pige der kunne arve kronen når Sara trak sig tilbage

"Det er også dejligt at se jer, jeg gælder mig til at hjælpe med at finde en arving til tronen" Madelin var altid sådan en glad person "hvad med Emma?" Hviskede hun

"Det bliver ikke hende, jeg kan mærke at hun er bestemt til noget andet stort" Sara smilede og vente sig mod Safira hvis du vil må du godt gå ned og besøge Angelina" Sara smilede da Safira nikkede og gik, Angelina betød meget for Safira det vidste Sara godt, alt for godt.

"Angelina? Må jeg komme ind?" Safira gik ind af døren, ind i den lille tre-værelsers hytte

"Hej, jeg er glad for at du kom" Angelina gav glad Safira et knus, hun var glad for at se en hun kunne snakke med Emma om "hvorfor kommer du nu?"

"Jeg skulle ledsage dronning Sara, hun er oppe på borgen, sammen med Madelin, hun vil finde en arving" Angelina vente sig om og så på Safira der sad i sofaen

"Hvem? Emma?" Angelina gik hen og satte sig ved siden af Safira og tog hendes hænder

"Nej ikke Emma, jeg ved ikke hvem det skal være, men det skal være en pige" Safira gav Angelinas hånd et klem

"Det er hårdt at se Sofias udtrykte billede næsten hver dag, se hende og vide at hun ikke genkender mig, vide at hun ikke ved hvad hendes mor havde været igennem for hendes skyld..." Angelina så med tåre i øjnene på Safira

"Når hun er gammel nok må du fortælle hende hvem hendes mor er og hvad hun har gjort for hendes skyld, og måske også hvem du er for hende" Safira knugede Angelina ind til sig, den datter hun aldrig havde fået, den søster John tog fra hende ved at dræbe hendes mor, ved at fordrive hendes fra fra landet

"Hvornår er hun gammel nok?" Angelina så på Safira

"Når hun bliver 15 år, så er hun gammel nok" de to kvinder sad sammen og delte sorg og glæde, lige til Safira rejste sig og blev nødt til at gå, nødt til at gå tilbage til den virkelige verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...