Safira; en historie om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Safira løb op af vindeltrappen, efter manden, tog buen ned fra skuldrene, tog sigte og skød, hun hørte manden skrige og så ingenting, hun vidste at han var død, men så begyndte alle nede i salen at snakke og kongen rejste sig og fik alle til at tie Safira er forældreløs, hendes far døde før hun blev født og hendes mor døde i barselssengen så nu bor hun hos hendes tante som arbejder oppe på slottet, Safira elsker at sidde og kigge på når der bliver trænet ude i gåden oppe på slottet men har aldrig selv fået lov til at være med til at øve, men det gør ikke noget, fordi hun har i al hemmelighed trænet selv ude i skoven, men en dag overhøre hun en samtale der forandre hendes liv totalt... PS. Jeg er ordblind men elsker stadigvæk at læse og skrive PPS. Jeg er blevet inspireret af bogen Skyggens Lærling, men ingen af personerne i Skyggens Lærling er med i min bog, det er udelukkede personer jeg selv har fundet på

5Likes
6Kommentarer
638Visninger
AA

5. En mission

En mission

"Safira, kom her" Lord Adam kaldte på Safira hende fra en lille dør i slottets væg og Safira gik hen til ham "kong John er ved at samle en hær, find den bedste til at finde ud af hvornår og hvordan han vil gøre det, send ham eller hende afsted i aften, jeg stoler på dig" Lord Adam vente sig om og gik ind igen

"Nanna, Will, kom" Safira kaldet på hendes to bedste venne

"Hvad ville Lord Adam?" Nanna vidste at det havde noget med ham at gør

"Han ville havde at jeg skulle sende en ud og spioner på kong John, han er ved at samle en hær, jeg skal finde ud af hvornår og hvordan" Safira så over på de to andre

"Lad mig tage afsted" men Safira rystede på hovedet af Will

"Nej, jeg vil havde at i fortæller ham i morgen at jeg er taget afsted, og der efter har i to kommandoen" Safira vente sig om for at gå hen til stalden men Wills hånd stoppede hende

"Hvornår er du tilbage?" Han vidste at han ikke kunne få hende til at skifte mening

"Om aller højst en uge, ikke mere, det lover jeg" Safira smilede

"Pas godt på dig selv, og kom hjem igen, hjem til os" Nanna var lige ved at græde

"Vær stærk Nanna, jeg elsker dig, Will, pas godt på hende, jeg elsker også dig" Safira gav dem vær et kram og gik så, inden hun fortrød det hun var ved at gøre, hun sadlede Quick, hendes 6 1/2 år gamle lysebrune hingst, op, hun satte sig op på Quick og red ud af porten, hun så sig ikke tilbage, hvad nu hvis hun ikke kom tilbage? Hvad nu hvis det ikke lykkedes? Nej hun ville ikke tænke den tanke, hun ville komme tilbage, hun ville klare det, det skulle hun.

"Hvem er du? Og hvad er dit ærinde?" En vagt stoppede Safira da kom til slottet i Malte

"Sig til lady Susan at hendes niece, Safira, er kommet tilbage" Safira udstrålede så meget myndighed at vagten bare adlød, "nå Quick, nu skal vi bare håbe på det bedste" efter lidt tid kom vagten tilbage og lukkede hende ind

"Du skal komme op i rådssalen, kongen vil se dig, lady Susan sagde at du selv kunne finde vej, skal jeg tage din hest?" Safira steg ned fra Quick

"Tak, men nej jeg tager mig selv af min hest tak" svaret var koldt, og tålte ikke noget modsvar, Safira satte Quick ind i en bås, hun gav ham et kys på panden "jeg bliver nødt til at gå nu" Safira smuttede op af trappen og ind i køkkenet

"Hej Ellen" sagde Safira da hun så den gamle kokkepige henne ved et bor

"Safira! Hvad laver du her?" Ellen var blevet helt forskrækket da hun hørte Safiras stemme

"Jeg er kommet hjem, nå jeg må smutte, kongen vil se mig i rådssalen" Safira skulle til at gå da hun hørte Ellens stemme bag sig

"I den mundering? Held og lykke" Safira smilede til tak og gik så op i rådssalen, da hun åbnede døren blev der helt stille og alle kiggede på hende da hun gik hen til dem, hun bukkede da hun var helt tæt på

"Deres majestæt" Safira så kongen direkte ind i øjnene

"Safira! Godt at se at du er hjemme igen, hvorfor kom du tilbage?" Kongen så venligt på Safira

"Træningen var ikke så spænede, og dronning Sara holdte for mange fester, og jeg hader fester, og de 10 andre Ranger, et elite korps af bueskytter, er ikke så gode, så træningen er på et lavt niveau" Safira bukkede igen

"Okay, godt at se dig igen, fester?" Kongen så på Safira

"Ja der er så mange fester at vi ikke når at træne så meget, og nu går alle op i den efterårsfest at vi heller ikke når at træne" Safira snakkede men valgte sine ord med omhu

"Efterårsfest? Hvornår?" Kongen havde fanget pointen

"Om to uger, den 7 oktober, hvorfor?" Safira vidste udemærket hvorfor, men det ville hun ikke sige det

"Hvis vi angriber mens alle er optaget af festen så..." Længere nåede han ikke fordi Safira afbrød ham

"Angribe?" Safira satte en forvirret mine op, men det var rent skuespil, hun vidste det godt

"Ved du ikke at... Ved dronning Sara ikke at, at vi er ved at samle en hær?" Kongen var mindst ligeså forvirret som Safira forgav at være

"Nej hun er alt for optaget af sine fester, hvornår vil i angribe?" Safira lyste op

"Vi kunne angribe den 7 oktober, hvor ligger porten?" Safira havde forstået at det var nu hun skulle bruge hendes trumf kort

"Den ligger mod vest, så hvis vi angriber sent for de solen i øjnene og vi skal gøre det så sent at de fleste soldater af så fulde at de ikke kan kæmpe, hvor mange mænd råder du over?" Safira var gået hen til det bord hvor det lå et kort

"Genialt, jeg råder over 400 mand, men 250 er lejesoldater" kongen var fulgt efter hende

"Dem får du ikke brug for, du skal kæmpe mod 100 fordrukne mænd, og ti elendige bueskytter" Safira var ikke glad for at sige alt det, for dronningen havde mindst 200 mænd under sin kommando, og ingen af dem var fordrukne, og helt sikket ikke den dag slaget ville stå, og der fandtes ikke ti elendige bueskytter på slottet, det var 20 mesterskytter

"Fantastisk, så vil jeg spare en hel masse penge, vi bliver nødt til at holde en velkomstfest for dig" Safira stønnede som en del af skuespilet

"Nej tak deres majestæt, jeg har fået fester nok, jeg har mest lyst til et godt måltid mad og en varm seng at sove i" Safira bukkede og vente sig om for at gå

"Ja, jeg siger til jomfru Ellen at hun skal give dig noget ordenligt mad, du kan sove på dit gamle værelse" kongen smilede og vendte sig om mod kortet og begyndte at noter en masse ting ned

"Jo en ting til, må jeg få tilladelse til at beholde mine våben, jeg har gået med dem så længe at det vil blive mærkeligt at tage dem af" Safira smilede sødt til kongen

"Jo selvfølgelig" kongen skrev en seddel og satte sit segl på papiret "her, tag det, det er en tilladelse til at bære våben" tante Susan fulgte Safira op på hendes gamle værelse

"Jeg er glad for at du er tilbage" Susan kysede Safira på panden og gik igen, Safira lagde sine ting på sengen og går ned i køkkenet til Ellen

"Hej, jeg overlevede, og nu er jeg sulten, kong John sagde at jeg bare skulle be dig om et godt måltid mad" Safira strålede og Ellen smilede tilbage

"Godt, her er noget mad" Ellen satte en tallerken med grønsager og et lille stykke kød på, Safira smil blegnede

"Er der ikke mere?" Ellen grinede

"Nej med alle de soldater, de spiser som bjørne" nu var det Safira tur til at grinede

"De bliver sendt hjem nu, kongen har besluttet at sende alle lejesoldaterne hjem" nu smilede Ellen igen

"Men vi kunne alligevel godt bruge noget frisk kød" sagde Ellen drømmende og nu var det Safira tur til at smile

"Jeg kan skaffe noget, jeg skyder rimelig godt" så braste Ellen i latter

"Det kan du ikke, du må sletter ikke bære våben" Ellen blev meget alvorlig da hun sagde det

"Jo se her" Safira tog den seddel kongen havde givet hende frem og Ellen læste den om hyggeligt og nikkede

"spørg ham i morgen, du får sikket lov" Ellen gav Safira et kram og lod hende spise færdig i fred, derefter gik Safira op i rådssalen igen, lige nu var det kun kogen og ti af hans rådgiver der var tilbage, de så op da hun kom ind

"Safira" udbrød kongen glad "har du fået noget at spise?" Og Safira nikkede

"Ja tak, jeg ville bare lige se hvordan det går, og der er noget jeg kan hjælpe med" Safira studerede kortet og alle notaterne om hyggeligt

"Nej jeg tror vi har en god plan, nu skal vi bare vente til den 5, vi tager turen over flere dage, vi rejser ved middagstid den 5, tager det stile og roligt den 6, og så skulle vi gerne være fremme den 6, så overnatter vi bare et sted hvor de ikke kan se os, venter der til om aften den 7 og så angriber vi dem, genialt, ikke?" Safira nikkede meget og længe

"Jo det er en meget fin plan, har du bueskytter med?" Kongen rystede på hovet og Safira smilede ved sig selv "det gør ikke noget, men en ting der gør noget, mad, der er næsten ikke mere frisk kød, og hvis vi skal forsyne en hær" kongen bed sig i læben

"Hvad skal jeg gøre?" Han spurgte hende og ikke hans mænd

"Jeg kan tage ud at jage, der er ikke meget for mig at gøre midt i al den krigsforberedelse, jeg skal jo ikke med" Safira vidste godt af hun skulle med men hun ville bare havde kongen til at sige det foran nogle andre

"Jo du skal med, hvis ikke det var for dig ville vi jo ikke havde denne geniale plan, og det med jagten var en god idé, hvornår vil du tage afsted?" Sådan tænkte Safira nu har han sagt det

"Jeg kan tage afsted i morgen, men det er en stor hær så jeg skal nok være væk et par dage, så kommer jeg hjem om tre dage, to dage fra jeg er taget afsted" kongen nikkede og gjorder tegn til at hun kunne gå, hun gik op på sit værelse og tog et kort op som hun havde haft med, hun tegnede planen ind og skrev alle notater ned og udarbejdede også en plan for hvordan de skulle bekæmpes, så smilede hun og lagde sig på sengen og sov.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...