Safira; en historie om mod og venskab

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2015
  • Opdateret: 22 feb. 2015
  • Status: Færdig
Safira løb op af vindeltrappen, efter manden, tog buen ned fra skuldrene, tog sigte og skød, hun hørte manden skrige og så ingenting, hun vidste at han var død, men så begyndte alle nede i salen at snakke og kongen rejste sig og fik alle til at tie Safira er forældreløs, hendes far døde før hun blev født og hendes mor døde i barselssengen så nu bor hun hos hendes tante som arbejder oppe på slottet, Safira elsker at sidde og kigge på når der bliver trænet ude i gåden oppe på slottet men har aldrig selv fået lov til at være med til at øve, men det gør ikke noget, fordi hun har i al hemmelighed trænet selv ude i skoven, men en dag overhøre hun en samtale der forandre hendes liv totalt... PS. Jeg er ordblind men elsker stadigvæk at læse og skrive PPS. Jeg er blevet inspireret af bogen Skyggens Lærling, men ingen af personerne i Skyggens Lærling er med i min bog, det er udelukkede personer jeg selv har fundet på

5Likes
6Kommentarer
655Visninger
AA

6. Bekæmpet - indefra

Bekæmpet - indefra

Safira galoperede ind på gårdspladsen og hoppede af Quick, det var ved at blive mørkt men alligevel kom der to personer løbende ud af slottet, Nanna og Will, Safira lukkede øjnene og en lille tåre trillede ned af hendes kind, en tåre af udmattelse, en tåre af glæde, en tåre af kærlighed til hendes to bedste venne, de eneste hun ville overlade Quick til, og det blev hun nødt til

"Jeg er så glad for at se jer, vil i ikke nok tage jer at Quick, jeg skal melde tilbage, det haster" Safira svajede af udmattelse og Nanna grab hende

"Ikke mere end du kan komme til kræfter inden, vel?" Men det hjalp ikke Safira blev ved med at insister og til sidst gav Nanna efter og førte hende op i rådssalen men Will tog sig af Quick, da de kom ind så alle der sad rundt om bordet op og så de to piger stå i døren rejste flere sig op for at hjælpe Safira ned at side, en forsøgte at tage hendes pilekogger af med blev stoppet af Safira

"Nej" hun tog det selv ned og fiskede det kort hun havde tegnet op og lagde det på boret så alle kunne se det, så samlede hun den sidste rast af energi og forklarede fjendens taktik og så kom hun til deres "vi skal havde alle vagter til at gemme sig, vi skal lade dem bryde ind og når de alle er inde dukker der 200 skarpt bevæbnede, ikke fulde mænd frem og overrasker dem, oppe fra muren bliver de beskudt af tyve Ranger, men de tror kun der er 10, og at de slet ikke kan skyde, vi skal havde ti drenge og piger nede fra byen, og de skal ikke kunne skyde, vi skal bare give dem kapper og buer, også skal de tyve Ranger side ned så man ikke kan se dem nede fra" alle striderede beundrede på hende

"Hvor skal du så være?" Var der en der spurgte, han havde lagt mærke til at hun havde sagt de tyve Ranger og ikke os tyve Ranger

"Her, det er jeg nødt til" hun pegede på fjendes kommandotelt "jeg skal nok tage mig kongen og hans mest betroede mænd" efter det besvimede Safira af udmattelse, da hun vågnede igen lå hun i sin seng og det varme sollys strømmede ind af vinduet og ramte hende i hovet, hun satte sig op med et ryk, hvor lang tid havde hun sovet?

"Fortæl mig så hvad du har lavet imens du var i Malte" Sara sad på en stol og så på hende, Safira fortalte det hele

"Og jeg bliver nødt til at havde noget kød med tilbage, ellers virker det ikke" Safira lod hovedet falde tilbage på puden

"Genialt, jeg skal nok få Will til at skaffe dig nok kød, men du skal sove, jeg sørger for at du bliver vækket i god tid så du kan få noget at spise, inden du tager tilbage" Sara rejste sig hun vidste ligesom Will at hun ikke kunne får Safira til at ombestemme sig

"Tak" mumlede Safira og lukkede øjnene og sov.

"Held og lykke" var der flere der råbte efter Safira da hun red ud af porten og tilbage mod Malet, nu skulle hun bare holde løbet kørende indtil de havde vundet, hvis de nu bare vandt.

"Jeg er Safira, og jeg er stadig lady Susans niece, og jeg har frisk kød med hjem" Safira blev lukket ind og red over til køkkendøren og kaldte på Ellen, hun kom ud og så de to store rådyr

"Fantastisk" hun fik dyrene og Safira satte Quick i stalden og gik op på sit værelse og faldt i søvn.

Det var den 5 oktober og de skulle afsted mod Araluen i dag, Safira gik ned i køkkenet, der havde hun været meget de sidste ti dage

"Hej Ellen, er du sikker på af du ikke vil med?" Safira havde spurgt mangen gange og kendte godt svaret

"Nej det kan jeg ikke, du ligner din far så meget" Ellen gav Safira et stykke brød med ost

"Jeg kommer tilbage når alt det her er over, det lover jeg" Safira spiste sin mad og rejste sig for at gå ud til stalden for at hente Quick

"Held og lykke" Ellen gav Safira en pose med lidt godt til turen

"Tak" Safira smilede og gik ud til Quick "så Quick, nu skal vi hjem, hjem til Nanna, Will, Ablis og Jackpot" Safira satte sig op på Quick og red ud til de andre ude på gårdspladsen til de andre

"Alle klar, så rider vi" råbte John og så begav de sig afsted mod Araluen, Safira red sammen med Susan og de snakkede om alt og intet men ikke om de år Safira havde tilbragt i Araluen

"Angrib!" Kongen brølede ordren til hele hæren og de løb frem i spredt orden, de taber tænkte Safira, her fra kunne man ikke se hvad der sket inde bag muren, men Safira vidste det

"Jeg fik noget vin med, vil i havde et glas?" De nikkede og Safira gik hen og hældte vin op i ni glas "skål" sagde Safira og de drak alle sammen op, undtagen Safira, hun havde nemlige hældt sovemiddel i vinen så derfor faldt de alle sammen bevistløse om efter kort tid, Safira smilede og gik ud til Quick, red i fuld galop ned til slottet og ind på gårdspladsen, her oppede hun af og gav tøjlerne til en af stalddrengen

"Sæt ham i stalden, og giv ham mad og vand, tak" så gik hun ud for at finde Will og Nanna

"Godt at se dig hjemme igen" de havde fundet hende først

"Tak, jeg overlevede" de grinede alle sammen, der var rat at le igen, le sammen med ens venner

"Selvfølgelig, der var aldrig nogen der tvivlede på dig, jeg skulle sige at dronning Sara ville se dig i tronsalen" Will havde lagt armen om hende

"Tak, vil i tage jer af kong John, lady Susan og de andre oppe i teltet, de er bevistløse, sende kongen ind i tronsalen, vi kan ligeså godt begynde med alle de retsager" Safira vente sig mod Nanna "tag dig af min tante Susan, hun er den eneste kvinde, bare sørg for at hun får en tårncelle, tak" Safira gav hende et knus og derefter vendte hun sig mod Will og gav ham et kys på kinden, så gik hun op mod slottet og ind i tronsalen hvor dronning Sara og lord Adam sad og ventede på hende

"Safira, godt at se dig hjemme igen, tak for alt det du har gjort" Lord Adam smilede til hende da hun bukkede

"Will kommer med kong John om lidt, hun bukkede igen og stod så lidt og ikke vidste hvad skulle gøre

"Kom og sæt dig, du skal være med til at dømme kongen og de andre, det er dig der har givet os sejre" Sara pegede på en stol ved siden af hende

"Tak" Safira gik op og satte sig på stolen, lige da hun hade sat sig gik døren op og Will kom ind med kongen på slæb, han så op og blev dybt rystet da han så Safira

"Safira" måbede han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...