Agent Angel Ashley

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 aug. 2014
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Englen Ashley lever i himlen med de andre meget ældre døde. Ashley keder sig og en dag hun endnu engang har gjort noget hun ikke må, bliver hun sendt til Vejrguden. Han sætter hende på en opgave, som hun ikke ved hvad går ud på. Ashley bliver dog hurtigt interesseret i drengen David og hans kæreste Emilies liv.

1Likes
0Kommentarer
160Visninger

1. A.A.A.

Agent Angel Ashley - A.A.A. 
Rimelig cool ikke? Jeg har selv fundet på det. Det er ikke så officielt. Mest sådan noget jeg selv og... Jeg selv kalder mig selv. 
Ja, for jeg kan lige så godt afsløre at de gamle røvhuller er ligeså meget nogle gamle røvhuller når de er døde som når de er levende. Problemet er bare, at det vrimler med dem heroppe. Eller vrimler er nok et for stærkt ord eftersom de fleste bevæger sig med 2 km/t. Ingen af dem bliver glade når jeg hjælper dem lidt vej i kørestolen. Med et skub. Mod en væg. 
Det problem, der så gør problemet større er jo, at der er ingen til ligesom at være modvægt til mængden af gammel, hængende hud. Ungdommen lever bare længere end alderdommen. Min ungdom gjorde så bare ikke. 
Nu bliver jeg helt trist, fordi ja, jeg er jo så død. Sådan i himlen død. Jeg endte dog ikke i helvede. Nå men i hvertfald så er min oldemor jo glad. Vi ser hinanden hver eneste fucking dag. Jubi siger jeg bare. 
"Du bliver så stor" Siger hun så. Der er bare det ved det, at jeg bliver ikke rigtig større end jeg er nu. Ens vækst er ligesom færdig. Gået i nul. 

"Ashley Hampshire." Så for søren det er ikke godt det her.  "Hvad tror du så du laver nu?" 
Jeg kigger ned på min hånd, der er fyldt med regnskyer og så tilbage på 'Rotten' med et uskyldigt smil.
Han tager et par skridt frem og kigger ned. Hans øjne bliver dobbelt så store da han får øje på mit værk. Imponerende. 
Så et meget misbilligende blik.
"Jeg tænkte, at Østrig havde brug for lidt regn... Pletvis regn."
"Det der er Holland og de havde bestemt ikke brug for regn formet som A'er ind over deres land."
"Arh så du kan godt se det er A'er? Fedt!" Endnu et misbilligende blik. 
"Kom med Mrs. Hampshire." Jeg må svæve lidt efter ham med hængende hoved. Opdaget igen. Det var 1000 gange lettere på jorden at lave lidt sjov. Som sagt vrimler det med gamle røvhuller. 
"Pas på!" råber han pludselig til mig og jeg stopper med ét op. Fordi det er da noget man lærer hurtigt heroppe: At stoppe når der bliver sagt stop. Chancen for, at du er ved at ryge ned i et hul til jorden er ret så stor. Der er ikke så meget andet end det heroppe, der kan gøre ondt. 
'Rotten' vifter mig tilbage og hvis det ike er løgn mumler han endda noget med møgunge. Øv.

"Ja, send en tsunami til Sri Lanka. Danskerne donerer ikke særlig meget til velgørenhed i øjeblikket. Hvordan ser det ud med Kina? Har de fleste høstet? Godt kan du så ikke sende en hedebølge over Hong Kong? Perfekt. Nå hvad siger I så?" Vejrguden vender sig i sin sky og kigger på mig og 'Rotten'. Foran ham er det kæmpe hul jeg var ved at skvatte ned i. 
"Tag et kig på Holland." 'Rotten' peger med en, efter min mening, utrolig offensiv finger ned mod Østrig, som så åbenbart er Holland. 
Et fnis udslipper Vejrguden, men så rynkes hans bryn. "Hvad skulle det nu til for unge dame?"
Hvad er dog det for et spørgsmål? Så et svar må han leve uden.
"Lad os lige få rettet op på det." Han vifter hånden over Holland og kører den så rundt i en cirkel. Til sidst griber han de indsamlede skyer i hans kæmpe hånd.
"Lad os bruge dem her i stedet." Vejrguden kører igen sin hånd rundt i en cirkel og slipper så skyerne over et lille område i Afrika. 
"Det er fint Scrab du kan gå." Vejrguden sender 'Rotten' væk uden et smil. 
"Ashley Hampshire. Sig mig. Er det ikke 8. gang jeg ser dig her?" Gud! Så mange gange! det kan da næsten ikke passe. 
"Hvad skal vi gøre det ved?" Det klassiske spørgsmål. 
"Svar øser du jo ikke ligefrem ud af dig." Hov nej da jeg har ikke svaret på et eneste af hans spørgsmål. Det er også nogle dumme spørgsmål han kommer med.
Der er stille lidt og Vejrguden kigger så længe på mig, at det begynder at blive ubehageligt. Endelig slipper han blikket, sukker og kaster så et blik på Afrika. 

"De var meget velformede må jeg sige." Han smiler lidt til mig og jeg griner tilbage. Det her gamle røvhul er ikke helt så slemt alligevel. Men så kigger han minsandten på mig igen.
"Du keder dig vist gør du ikke? Du hviler ikke rigtig i fred." Jokes kan han sørme også lavet. Jeg nikker til ham. Det er virkelig kedeligt alt det her heroppe. 
"Det er lige før jeg savner skolen." Vejrguden smiler igen til mig. Lidt for meget faktisk til, at jeg er helt tryg ved hvad han nu vil sige.
"Fantastisk! Så har jeg den helt rette opgave til dig jo." Jeg kigger overrasket på ham.
"En opgave?"
"Kom nærmere. Sæt dig bare." Jeg kommer hen ved siden af ham og sætter mig på skyen.
"Kan du se der? Det er Danmark." Vejrguden holder sine hænder op på hver side af mine øjne og jeg kan mærke hvordan landet Danmark kommer tættere og tættere på til jeg til sidst kan se noget, der ligner en skole. 
"Det er Grønnegårdsskolen og om lidt er klokken 8, der begynder dagen. Du skal følge 9.b." Vejrguden tager mig pludselig i hver vinge (jep sådan nogle har jeg) og dropper mig ud over skyen. Jeg falder gennem hullet og lander i et træ i skolegården på Grønnegårdsskolen. 
Hvad skulle det dog ligne? Hvad skal jeg her!? Jeg springer ned fra træet og ryster irriteret mine vinger fri for grene og blade. Så knipser jeg med fingrene og jeg ved, at jeg er usynlig for alle. Selv Vejrguden. 
Skolegården er fyldt op med små rollinger, men så kommer en dreng gående over skolegården. han ser ikke videre kvik ud, men han er den eneste, der ser ud til at være gammel nok til kunne tørre sig selv bagi. Afsted med mig. 
Gangene på Grønengårdskolen er lange, lige og på hver side hænger knagerække efter knagerække. Drengen, der har rodet, kort hår og en slidt Eastpak på ryggen smutter så ind gennem en dør med skiltet '9.b' på. Sørme så. Jeg er lidt af en detektiv hvis jeg selv skal sige det. 
"Nu for sent igen David?" Lærerens stemme er streng.
David nikker og mumler "undskyld" i et ligegyldigt tonefald imens han søger mod en ledig plads. 
David blinker, uden, at læreren opdager noget, til en, der må være hans kammerat. Kammeraten griner tilbage til ham. 
Jeg lader mit blik vandre over resten af klassen. De ser ganske almindelige ud og så ligner det, at de er samme alder som mig. David ser dog et år eller to ældre ud. 

Jeg begynder hurtigt at kede mig i klassen som jeg heller ikke forstår et ord af. Det er ikke noget nyt kan man så sige. Jeg savnede nok ikke rigtig skolen alligevel. Hele dagen forløber med mig siddende op af væggen ved siden af døren indtil deres sidste time endelig er færdig. Eller det er ihvertfald Davids sidste time. Fordi han går ud af døren med sine ting trods det lader til, at resten af klassen venter på næste time. 
Jeg smutter hurtigt efter ham fordi jeg er ved at kede mig så meget, at jeg kunne falde i søvn, selvom engle ikke sover. Så det ville være noget af en præstation.
David går hurtigt gennem skolegården og gangene igen. Hurtigere end da han skulle ind i klassen. 
Jeg følger ham helt til et hus han uden videre træder ind i. Han går ind på et værelse, der sagtens kunne være hans. I sengen ligger dog en anden med langt brunt, bølget hår. Da David har smækket døren bag sig vender personen sig om med det samme og frem kommer en pige med buttede læber og runde kinder. Hun smiler til David, der smider tasken og sig selv på sengen. 
"Har du hygget dig?" Spørger David pigen.
"Mmh, men mere nu du er her." Jeg kan ikke se hendes ansigt fordi hun har vendt sig igen, men man man kan næsten høre smilet i hendes stemme. David smiler ihvertfald og kysser hende på kinden.
"Sulten?" David fisker to cup noodles frem fra sin rygsæk og vifter med dem. 
"Jep!" Både pigen og David springer ud af sengen og fortsætter ind i et køkken. 
Hvorfor er det jeg følger efter dem? 

David hiver låget af de to kopper og sætter dem på skift ind under en hane, der sidder ved siden af en anden hane. Utroligt nok kommer der kogende vand ud af den. Wauw. Det havde vi ihvertfald ikke i mit hjem. I det hele taget er køkkenet stort, hvidt og åbent ind til en spisestue med en kæmpe lampe over. 
Parret sætter sig på to barstole der står på den anden side af disken, der åbner op til spisestuen.
Hver med en gaffel begynder de at slubre ind og pigen begynder lidt efter at tilbyde David nudler fra hendes kop. Han tager imod dem og suger ind til snippen af en nuddel rammer hans næse og sprøjter med noget af vandet. Pigen får åbenbart noget på sig og imens hun griner lægger David hans ene hånd på hendes knæ og tørrer vanddråben af hendes kind med den anden hånd. Hvor er det dog sukkersødt. Bvadr. 
Det kunne være nu meget morsomt at lave lidt sjov. Så da pigen tager endnu en gaffel med nudler dinglende fra, skubber jeg til hendes hånd. Nudlerne falder af gaflen og ned i skødet på David, der bander højt. 
"For helvede Emilie!" 
"Åhh undskyld. Jeg ved ikke hvad der skete, det må du undskylde. Det var virkelig ikke med vilje." Pigen ved navn Emilie hopper ned fra den høje stol og griber en klud fra vasken. David tager den i et ryk fra hende og begynder at samle de slimede nudler op. 
David har da godt nok lidt vredesproblemer, hva'? Man skal kunne tage en spøg. Jeg griner ihvertfald. Godt nok for mig selv men det er jo lige meget. 

Da David har fået nudlerne af sine jeans går de i stilhed ind på soveværelset igen. Han spørger, stadig lidt vrissen, om de skal se en film. Jeg registrerer ikke rigtig hvilken de bestemmer sig for. Jeg har ikke lyst til at kigge med den. Men jeg går ikke. Jeg har mere lyst til at blive. Se om David får flere vredesudbrud. Men det gør han ikke. De første 10 minutter sidder de op af væggen i sengen, men så rækker David en hånd ind bag Emilie. Emilie bærer ikke nag og ligger sig med sit hoved på hans skulder. Jeg sidder og betragter dem som de sidder der. Måske er de ikke så sukkersøde alligevel. Eller sukker er de ikke, men de ser nu søde ud. Især Emilie. Gid jeg kunne læse tanker. Når nu jeg kan stalke andres liv uden de opdager mig, hvorfor kan jeg så ikke også læse deres tanker?
Men det er som om Emilies ansigt afslører hvad hun tænker. Hun ser ud som om hun er fuldstændig ligeglad med filmen. Lidt som om hun ikke kan koncentrere sig om den. Men hun ser ikke ud som om hun keder sig eller er urolig. Nej, mere sådan tryg. 
Jeg kan ikke huske hvornår nogen sidst holdt om mig. Jo da jeg var død holdt min mor mig i sine arme, men det kunne jeg ikke mærke. Jeg havde forladt mig krop og alt det der. Mon ikke? Altså jeg er jo en engel. Så hvis bare lige kunne glide ind der i midten af de to. Bare lige får at se om jeg kunne mærke det.

"Så er det vist tid til at vende tilbage Ashley." Verjguden står pludselig foran mig. Jeg ryster forvirret på hovedet. Jeg er tilbage i himlen.
"Hvad skulle det nu til for?" 
"Du udfører ikke din opgave ved at drømme." 

"Jeg ved jo ikke engang hvad min opgave er." 
"Nååårh mon ikke Agent Angel Ashley nok skal finde ud af det?" Verjguden blinker ved gud grød til mig. Hvordan kan han vide det var det a'erne stod for? Man kan da heller ikke få lov itl at hvile i fred.

Og lige så hurtigt som jeg var tilbage i himlen, er jeg nu tilbage på Grønnegårdsskolen. 
Denne gang er den helt tom og jeg begynder at vandre ned af gangene. Der er kun et af rummene, der kommer stemmer fra.
'Lærerværelse'.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...