Claire

I den sidste måned af sin graviditet begynder den 18-årige Grace Burgess at skrive dagbog for at dokumentere de enkelte dage. Men dagbogen tager hurtigt en anden drejning, som hun begynder at stille spørgsmål til sin kæreste Joel, der tydeligvis skjuler noget stort for hende. - Bidrag til Halo-konkurrencen ved sidste mulighed.

28Likes
24Kommentarer
1514Visninger
AA

22. 26 december 2013

26 december 2013

Så vi er stadig i Hickory fordi den spand af en Toyota besluttede at gå i stykker. Nu har jeg virkelig ikke styr på biler, så hvad den spand fejler, aner jeg ikke. Men det gav Joel og mig tid til at snakke, imens vi få opsnuset en mekaniker, der trods juleferien gad at reparere bilen. Vi fandt en lille café på gadehjørnet og jeg bemærkede, hvor nervøs Joel så ud.

”Bare rolig. Bilen skal nok klare den,” havde jeg sagt, hvilket fik ham til at ryste på hovedet. Det var helt sikkert ikke første gang, at den bil havde været ond imod dens kører.

”Det ved jeg,” endte han alligevel med at sige, men jeg kunne se, at det ikke var det, han var nervøs for. Så jeg havde spurgt, hvad det i stedet var, der gik ham på. Han mente, at vi var bagud rejsen. Men det var heller ikke det. Dét kunne jeg se på ham.

Til sidst fik jeg det ud af ham. Og det her lyder sindssygt. Joel vil tage mig med til himlen. Han vil i kontakt med gud eller en af de andre, der har nok autoritet, og han vil bede om, at jeg kan få lov til at overleve. Jeg havde ikke lyst til at overleve, prøvede jeg, men han ville ikke høre, og noget I mig var nysgerrig. Jeg ville gerne se himlen, imens jeg stadig var míg.

Der var intet at diskutere. Måske heller ikke for min side, når det nu kom til stykket.

Så det er planen.

Vi fik bilen tilbage sidst på eftermiddagen men besluttede at tage en ekstra overnatning. Vi skulle nok have tid alligevel, erkendte Joel. Jeg må sige, at jeg hader moteller. De er så klamme og indelukkende. Han har lovet, at vi finder et rigtig hotel i Chattanooga. Joel har stadig lidt penge tilbage, og de skal jo også bruges.

Her til aften spurgte jeg Joel, hvor tit han egentlig bad til gud, og han sagde, at han gjorde det hver gang, han havde tiden, men nogle gange skulle der mere til. Jeg hentydede til aftenen hos mine bedsteforældre, og han sagde, at vi kunne prøve at gøre det samme.

Så jeg fik vingerne at se igen.

Vi sad sammen bøjet ind over sengen. Joel havde fundet et gammelt halssmykke frem fra hans taske, som han lagde i hænderne, og så begyndte han at messe. Jeg spurgte ikke, hvad smykket var for et, eller hvor det kom fra. Det lignede en medaljon af et art og kunne umuligt være fra de sidste årtusinder. Det var oldgammelt og alligevel i en fin stand.

Jeg havde siddet tavst ved hans side og prøvede bedst muligt at efterabe hans stilling med armene på sengen, imens hovedet hang sløvt ned af. Der var noget spændingsfyldt over situationen. Jeg kunne mærke, hvordan selv nakkehårene rejste sig. Jeg sad der med lukkede øjne, og mærkede, hvordan Joel tog min hånd i hans. Det var rart. Det var som, at en magi flød igennem vores kroppe. Åh, Claire. Det var den bedste følelse i verden!

Da vi havde siddet der i noget, der havde føltes som timer, lagde Joel smykket hen i tasken igen, og dernæst trak han mig med op på sengen, hvor vi lå i lang tid uden at sige noget. Så spurgte jeg ham om medaljonen, og han fortalte, at den kom fra en krigsherrer i 800-tallet. Det var smykket, han brugte til at bede om forladelse, hver gang han havde syndet, og smykket var fyldt med magi fra uskyldigt blod. Det var taget fra manden, da han var blevet slået ihjel, og han havde taget det med op til det nederste lag af himlen. Joel havde fået det sidenhen, da det bar på mange sjæle.

Det var hans måde at give dem lidt guddommeligt.

Jeg forstår mig ikke på kristendommen, men på den anden side tror jeg heller ikke, at den er så firkantet, at man bare kan skrive det hele ned i bibelske skrifter. Den skal mærkes på egen krop. Det er ikke kun små fortællinger om Adam og Eva, Noahs ark og så videre. Det er handlinger, der beskriver, hvor vi står henne i samfundet – hvad vi har fortjent, når vores skæbne er gjort op.

Jeg begynder at synes meget mere om den. Og tanken om, at jeg snart får dens indre kerne at se om dage, gør mig så spændt, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Nå, jeg kan mærke, at jeg har brug for en lang lur oven på køretuen – hvis da bilen nogensinde lader os komme frem

God nat Claire

Grace

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...