Claire

I den sidste måned af sin graviditet begynder den 18-årige Grace Burgess at skrive dagbog for at dokumentere de enkelte dage. Men dagbogen tager hurtigt en anden drejning, som hun begynder at stille spørgsmål til sin kæreste Joel, der tydeligvis skjuler noget stort for hende. - Bidrag til Halo-konkurrencen ved sidste mulighed.

28Likes
24Kommentarer
1520Visninger
AA

16. 16 december 2013

16 december 2013

Så dette er dag 1 af ’de sidste dage af mit liv’. Vi tog ind til byen i dag, og Joel købte mig det smukkeste armbånd i sølv, hvor der som vedhæng hang en lille stjerne med en sten i midten. Jeg spurgte Joel, om man fik sine ting med fra graven, når man rejste til himmelen, og han sagde, at det var noget, der blev bedømt efter, hvor inderligt mennesket ønskede at have dem med. Det armbånd skal med mig i graven. Det skal være en ting, jeg vil kigge på hver dag, når han ikke er ved min side længere.

Jeg spurgte også Joel, om han ikke kunne følge med mig i himlen, og han fortalte mig om de forskellige lag af himmel, der eksisterer, og at selvom jeg havde været et inderligt godt menneske, så ville jeg ikke have adgang til englenes og vogternes plads. Det skar i hjertet, da jeg fandt ud af, at han ville drage tilbage for at opfostre vores barn indtil, det kunne klare sig selv.

Jeg prøvede at huske på personer, jeg havde mistet til døden. Min elskede faster, vi altid besøgte til jul, var deroppe et sted, forsikrede jeg mig om. Vi skulle altid bede bordbøn og juleaftensnat satte vi altid lys i haven for dem, vi havde mistet. Dengang havde jeg hvert år tændt et lys for min elskede kanin, Sofus. Hun var god, faster Eris. Måske endte vi i sammen himmel-lag? Så var jeg i hvert fald ikke så alene.

Vi købte et juletræ. Jeg havde udpeget det største, og selvom Joel havde forsikret, at vi ikke havde pladsen, købte han det uden tøven. Da vi var kommet hjem til lejligheden, måtte vi have saven frem og save 40 centimeter af bunden, før den LIGE kunne nå loftet. Joel har lovet mig den bedste jul, og jeg glæder mig. Jeg vil endda prøve at lokke mor og far herover. Lade dem have en sidste jul med deres datter og håbe, at vi kan lægge fjendtligheden på hylden for en gangs skyld.

Det er rart, Claie. Det at dø er ikke så værst igen, når man først har sat sig op efter, at der ingen udvej er. Det er lidt ligesom at tage sig sammen til at gå til tandlægen. Man kan tælle ned og tælle ned, men på et tidspunkt skal man igennem, og sådan er det bare. 90% af smerten er jo tandlægeskrækken, og er den først væk, så virker de 10% sidste procenter jo som en småting.

Jeg er klar.

I morgen skal juletræet pyntes samt resten af lejligheden, og selvom jeg ikke når at få barnet at se, føler jeg mig som en mor. Ikke helt som den, jeg har betragtet fra barns ben, men jeg er sikker på, at jeg er mor-materiale. En mor uden et barn. Og hvad så? Jeg ville være en god mor, og det glæder mig. For jeg ved, at jeg fandt en god far til barnet, der nok skal lære barnet op uden mig ved sin side.

Mine fajitas er vidst færdige, for det lugter godt nok brændt! Måske skulle jeg liiige blive lidt bedre til madlavningsdelen!

Grace

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...