Et sidste blik

Man skal huske aldrig at tage noget forgivet, der skal nemelig ikke meget til, før alt er forandret.....

0Likes
0Kommentarer
158Visninger

1. 1

Et sidste blik

Strålerne fra solen, som skinnede ind gennem mit vindue, vækkede mig. Jeg vendte mig om på den anden side for at sove videre. For sent. Jeg var vågen. Jeg satte mig langsomt op, det føltes som om der flød bly i mine årer. Jeg missede med øjnene, og mit værelse blev tydeligere og tydeligere. Jeg roede i mit hår, der sikkert lignede en høstark. Jeg havde også den klamme morgensmag i munden. Jeg slæbte mine fødder over til mit klædeskab, hvor jeg roede i den store tøjbunke, efter noget der ikke var alt for krøllet. Det lykkes mig, at finde en striktrøje, samt et par bukser. Jeg klædte mig på, hvorefter jeg gik ud på badeværelset for at se, om jeg kunne gøre noget ved den høstak, jeg rendte rundt med. Jeg havde ret. Mit hår lignede noget, der burde være løgn. Men efter at have revet utallige knuder ud, fik jeg lavet en nogenlunde præsentabel hestehale.

På vej ned i køkkenet, blev jeg mødt af duften af nybagt brød. Jeg fulgte duften, og skyndte mig ud i køkkenet. Jeg var den første udover min mor, der var vågen. Hun fløj rundt i køkkenet, og havde som altid gang i for meget på en gang. Hendes forklæde var fyldt med mel, samt hendes hår. Hun var både ved at lave brød, der bagte i ovnen, havregrød som var ved at koge over, lave te og var ved at vaske op. Jeg ville først hjælpe hende, men besluttede at lade være. Når hun var i gang med så mange ting, var det bedst ikke at forstyrre hende. Jeg satte mig hen til bordet og tog et stykke brød og begyndte at smøre det med marmelade.
Efter et lille stykke tid, kom min far og Lillian også ned i køkkenet. Min far satte sig overfor mig, og begyndte at læse sin avis. Min lillesøster Lillian, satte sig ved siden af mig. Hun var ved og flette sit lange lyse hår. Hun var klædt i, en sort trøje, en pink cardigan hvorpå der var lavet flotte mønstre af pailletter, en grå nederdel med prikker og hvide blomster på kanten og ballerina sko. Hun sang som en engel, og i dag skulle hun til casting for et pigekor. Hun var endelig blevet otte, og var nu gammel nok. Så det var en stor dag. Mor serverede havregrød for Lillian, og satte sig overfor hende.
”Nåh er du spændt Lillian?” Spurgte hun, mens hun smurte sig en mad. Lillian trak på skuldrene.
”Egentligt ikke.”
Selvfølgelig var hun ikke det. Lillian blev aldrig nervøs. Hverken når hun skulle have svære prøver, eller når hun skulle op på en scene, hvorfor skulle hun så være nervøs nu? Det var altid Lillian, som var perfekt, både hendes udseende og personlighed. Hun havde langt lyst næsten hvidt hår, klare blå øjne og hun var lille og sød, og så kunne hun bare ikke finde ud af at lave fejl. Man skulle næsten ikke tro, at vi var i familie. Jeg havde langt mørkt hår, med store uregerlige krøller, mørke øjne, og så var jeg langt fra perfekt. Jeg gik altid i sort, når jeg havde prøve i skolen. Jeg kunne ikke synge, ligesom hende, og så havde jeg en mærkelig evne, til at tiltrække problemer. 
”Jeg smutter lige op og gør mig færdig, og så kører vi.” Sagde mor, og forsvandt ud af døren. Lillian smuttede også op for at gøre sig færdig og far havde noget hurtigt parpier arbejde. Så jeg ryddede bare op alene.
Jeg samlede alle tallerknerne, bestikket og glassene sammen og lagde det i blød, i en balje lunken vand. Efter at det havde stået i blød noget tid, begyndte jeg at vaske op. Vandet var dejligt varmt for mine kolde hænder, det gav mig helt gåsehud. Pludselig efter fem minutters tid, begyndte vandet at blive rødt. Jeg rev hurtigt min hånd til mig, så det sprøjtede med vand til alle sider. Jeg kiggede forskrækket på mine våde rynkede hænder, og så til min store forskrækkelse, at det var min hånd blodet kom fra. Der var en lille fint snit, hvor der piblede blod fra. Jeg ånde lette op. Jeg havde bare stukket hånden ned i brødkniven, uden at have mærket det. Nu hvor jeg så det, kunne jeg godt mærke, at det begyndte at svie lidt. Jeg grinede lidt af min egen dumhed, og skyndte mig op på mit værelse.

Et kvarter senere, sad vi alle i bilen, klar til at køre. Lillian nærmest hoppede op og ned i sædet, mens hun bad min far, om han ikke nok ville skynde sig. Jeg rullede med øjnene, og vendte min opmærksomhed mod mit vindue. Træer, marker og huse susede forbi os. Vi kørte så hurtigt, at det hele flød sammen, til en lang uendelig farvemasse.
Der begyndte at dryppe små klare regndråber på mit vindue, og himmelen var blevet mørk og truende. Der gik ikke lang tid før, regnen trommede mod bilruderne, man kunne også svagt høre brag i det fjerne, efterfulgt af et lille lys oppe mellem de mørke skyer. Jeg trak mig væk fra vinduet, og lænede mig tilbage i sædet, mens jeg prøvede at lukke den irriterende trommelyd ude. Lillian begyndte at synge, for at varme sin stemme op. Hendes stemme fyldte hele bilen, med dens rene og smukke klang, den knækkede aldrig. Alle i bilen havde stoppet deres samtaler, for at nyde hendes stemme. Jeg viste ikke, hvad det var, men hun ligesom tryllebandt folk, så man bare måtte høre sangen til ende. Jeg lagde min kind mod den kolde rude, lukkede øjnene og lyttede til blandingen af skønsag og trommende regn.
Men det varede ikke længe. 

Pludselig kunne jeg høre min mor skrige, og dytten fra de andre biler. Jeg spærrede øjnene op, mens jeg spejdede ud af vinduet, efter grunden til min mors skrigeri. Det føltes som om, at mit blod frøs til is, da jeg så bilen, og den havde retning direkte mod os. Pludselig skete der mange ting på en gang. Regnen trommede hårdt mod forruden, og gjorde det nærmest umuligt at se noget. Mor vendte sig om mod os og begyndte at give os en masse instrukser, som vi ikke hørte efter. Lillian blev ved med at synge, på trods af situationen.
Og så skete der noget meget mærkeligt. Der hvor jeg tideligere havde sat min hånd ned i brødkniven, begyndte det uden videre at bløde. Det var ikke meget, det løb bare langsomt ned af mit håndled og videre ned af min arm, i en lang fin rød linje.
Det føltes som at tiden næsten stod stille, alt skete meget langsomt, uden at jeg kunne nå et gøre noget. Far drejede skarpt bilen, vi blev alle slynget hårdt over til siden og bilen vendte vandret midt på vejen. Lillian lukkede sine varme finger om min hånd, mens hun kiggede på mig med sine klare blå øjne, der var helt blanke, og der trillede stille en klar tåre ned af hendes kind. Hun var bange, det kunne jeg se, men hun sang stadig. Hun fjernede ikke blikket fra mig, hun stoppede heler ikke med og synge. Selv ikke da bilen kørte ind i hendes side.
Splintret glas fløj til alle sider, jeg blev kastet ind i siden, og slog hårdt mit hovede mod ruden, og kunne høre lyden af glas, der splintrede. Bilen bevægede sig, det kunne jeg mærke. Vi blev skubbet et langt stykke, indtil vi ramte ind i noget stort, der stoppede bilen. Jeg blev kastet frem i sædet, men min sikkerhedssele holdte mig tilbage. Mit blik var sløret, alt kørte rundt og flød sammen til en stor masse. Det dunkede i mit hoved, jeg havde kvalme og kunne smage blod. Jeg prøvede at skrige på hjælp, men min stemme knækkede over. Jeg strammede grebet om Lillians hånd, men der kom ingen respons. Den var også blevet så underlig kold. Jeg prøvede at dreje mit hoved, men forgæves, jeg sad i spænd mellem bildøren og det andet sæde og kunne ikke røre mig ud af stedet. Der var heller ingen form for livstegn, oppe foran. Far og mor hang helt slappe i deres sikkerhedsseler, de bevægede sig ikke den mindste smule. Selv ikke deres åndedræt kunne høres.
Varme tårere begyndte at løbe ned af mine kinder. Det kunne ikke passe, det måtte ikke passe. Var der ingenting at gøre? Kunne man ikke nå at redde dem, hvis der kom noget hjælp hurtigt? Jeg lukkede mine øjne, og prøvede at finde hoved og hale i det hele. Og så gjorde jeg det, jeg sang. Jeg sang Lillians sang, den hun skulle have sunget til prøven, den sang hun havde sunget for få minutter siden. Jeg sang ikke særlig højt, bare ligeså stille for mig selv, samtidig med at jeg knugede Lillians hånd så hårdt, jeg kunne. Sådan fortsatte jeg i det, der føltes som en evighed, indtil jeg kunne høre lyden af sirener, der nærmede sig.                                                                                                                                            

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...