Hænder

Dette var en opgave jeg fik stillet, hvor jeg b.l.a skulle have hænder indført i teksten, som det grundlæggende element.

2Likes
2Kommentarer
178Visninger

1. Hænder

Hænder

Jeg havde aldrig studset over udtrykket ”Bundet på hænder og fødder.” Jeg havde aldrig tænkt over, at jeg hele mit liv - havde jeg været bundet på hænder og fødder. Jeg sammenlignede aldrig mit liv med andres. Jeg tænkte aldrig over, hvordan mine veninder smilede når deres fædre hentede dem fra skole - eller sendte dem en sms. De tog glædeligt på familieudflugt og kunne snakke i flere måneder om, hvor dejligt det var at have lidt tid sammen med familien. Alt dette lukkede jeg ude, og levede i min egen lille boble. Hvad skulle jeg sige? Hvad skulle jeg gøre? Hvem skulle kunne hjælpe mig? Ingen.

Jeg kunne mærke, hvordan de varme solstråler skinnede ind gennem mit vindue og varmede mit ansigt, som ikke var dækket af dynen. Jeg missede med øjnene, og gabte mens jeg kunne smage den klamme morgensmag i munden. Jeg sparkede langsomt min dejlige varme dyne af mig, og lod min krop angribe af de kolde vindstød, som kom fra mit utætte vindue. Jeg fik rejst mig fra sengen, og slæbte mine fødder efter mig hen til spejlet - det føltes som, at der flød bly i mine årer. Spejlet vidste en lille mager pige, med dybblå øjne, fedet karamelfarvet hår, som klaskede ind til hendes ansigt. Jeg drejede mig foran spejlet og væmmes ved synet. Mine ribben var meget synlige, mit bryst var faldt som et strygebræt, og mine øjne sank længere og længere ind i mit hoved. Jeg sukkede og skyndte at vende ryggen til det væmmelige væsen, som stod og kiggede på mig.
Det gav et sæt i mig, da det bankede på døren.
”Mynte! Er du oppe?” Lød en dyb stemme fra den anden side af døren.
”J-ja….Jeg klæder lige om, så kommer jeg far” Min stemme var grødet og hæs.
”Få lidt fart på! Vi har jo ikke hele dagen.” Han var gnaven i dag, det kunne jeg mærke. Jeg hadede når han var sådan! Jeg kunne aldrig vide, hvad jeg havde i vente. Han havde to sider - den kærlige side og den væmmelige side, som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig.
Jeg fandt en stor sweater frem og et par løse bukser, samt et stort fyldigt tørklæde. Efter at have set mig en sidste gang i spejlet, skyndte mig ud af døren.

Jeg hørte ikke efter i matematik, lærerens snakken var blot som en summen, mens han ihærdigt tegnede trekanter og cirkler på tavlen med store armbevægelser. Jeg kunne høre skoleklokken kime, og samtlige stole blev rykket ud fra bordene, taskerne blev pakket og snakken om, hvem der skulle være sammen efter skole begyndte. Pludselig var der en, som lagde en stor hånd på min skulder og jeg blevet revet ud af min trance. Jeg for op og kiggede forskrækket på min matematiklærer, der stod med et spørgende udtryk i ansigtet.
”Er der noget galt Mynte? Jeg ville bare spørge om der var noget i vejen - du virker lidt fraværende i timerne.” Der var oprigtig bekymring i hans stemme.
Jeg havde ikke lyst til at se ham i øjnene, så jeg kiggede blot på mine grimme hænder.
”Nej der er ikke noget galt….Jeg har bare ikke fået sovet så godt her på det sidste.” Løj jeg.
Han kiggede længe indgående på mig, men slap mig så med øjnene.
”Du ved at du bare kan komme, hvis der er noget som plager dig. Det er kun et spørgsmål om, at række hånden frem. ”
”Jo selvfølgelig.” Svarede jeg hurtigt og fløj gennem lokalet og ud af klassen. Mit hoved dunkede og mine håndflader var svedige. Hvorfor var han begyndt at spørge om sådanne ting? Hvorfor kunne det pludselig ses? Hvad gjorde jeg galt? Jeg kunne mærke panikken stige i mig. Ville han sladre til skolelederen, eller ringe til min far. Jeg kunne ikke få holdt på mig selv, hvad skulle jeg gøre af mig selv? Det endte med at jeg satte i løb.

Da jeg endelig nåede vores gamle næsten faldefærdige hus, med rådne vinduer og smuldrende mursten - kunne jeg se ham side ind i stuen, i færd med at se fodboldt. Jeg tog en dyb indånding og prøvede at få min vejrtrækning under kontrol. Min hånd rystede let, da jeg trykkede håndtaget ned, og gik ind til ham. Det var som at gå ind i en mur, lugten af gamle madrester, mandesved og alt for sjælden rengøring angreb straks mine næstebord, da jeg trådte indenfor døren. Han vendte sig mod mig, og smilede langt op i øjnene.
”Hej Mynte, hvordan var din dag i skolen?” Hans stemme havde forvandlet sig til en blid og varm.
”Hmmm den var fin….” Jeg prøvede at få min stemme til, at lyde så normal så muligt.
”Neeej, den kan ikke bare have været fin! Kom her og fortæl mig om det.” Han klappede på sofaen.
Jeg trak på skulderen. ”Jeg vil faktisk gerne bare i gang med mine lektier”
”Kom er!” Han stemme blev straks hård og kommanderende.
Det gav et sug i maven, men jeg adlød hans ordre. Jeg sank langt ned i den dybe sofa, mens jeg prøvede at fokusere på den kamp, som kørte i fjernsynet - men jeg kunne ikke abstrahere fra den varme, som kom fra hans store krop. Pludselig lå hans hånd på mit lår. Det gibbede i mig, og jeg frøs hurtigt til is. Den enorme hånd, som var stor nok til at nå rundt om hele mit lår, begyndte langsomt at køre op og ned i blide cirkler. Jeg bed mig i tungen, jeg måtte ikke protestere. Med den anden hånd begyndte han at ae mit hår, flere gange stak han næsen ned i det. Jeg knep øjnene sammen, og prøvede at tænke på noget andet. Det var snart overstået. Pludselig låste han sin hånd i et jerngreb om mit hår, og trak mit hoved op til hans, så jeg kunne lugte hans fæle ånde. Hans øjne var vilde, men samtidig helt døde for følelser. Jeg kneb mine øjne hårdt sammen, og prøvede at få min sjæl til at forlade min krop.

Mine tårer blandede sig med det varme vand fra bruseren, jeg vaskede mig ikke rigtig. Jeg stod bare og lod det bløde vand kærtegne mit ækle krop. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg stod under bruseren. En time…måske to. Jeg var også ligeglad, jeg ville bare stå og nyde det varme vand. Da jeg trådte ud af bruseren, svøbte jeg hurtigt et håndklæde stramt omkring mig. jeg kiggede i spejlet, men det er dugget helt til og jeg kunne kun se omridset af en lille skabning. Jeg farede sammen, da døren gik op. Han var kun iført underbukser. Han ænsede mig slet ikke, men begyndte blot at vaske hans enorme hænder. Han vaskede altid hænder, men jeg vidste ikke hvorfor. Måske troede han, at han kunne vaske skammen af sig. Rene hænder = rent sind. Han fortsatte i fem minutter, før han forlod rummet uden en eneste bemærkning. Jeg sank langsomt ned på de kolde klinker, og kravlede sammen i fosterstilling. Jeg tænkte på udtrykket ”Med livet i hænderne.” Det var et underligt udtryk, hvem ville gerne have ansvaret for andres liv? Hvem ønskede den magt, at blot en lille handling - kunne ændre en andens tilværelse? Men hvad indebar sådanne handlinger? En løgn, en tilståelse eller et råb om hjælp….    

Jeg krøb sammen under min dyne, og prøvede at glemme hverdagen. Jeg knugede en lille fold papir ind til mig, som var det livsnødvendigt. Jeg havde længe tænkt over det. Længe gået og samlet mod til mig. Men nu skulle det ske! I dag var dagen, hvor det hele ville få en ende. Jeg rejste mig forsigtigt fra sengen, og prøvede at være så lydløs så mugelig. Jeg havde allerede tøj på, og min taske var pakket og klar. Jeg åbnede forsigtigt det knirkende vindue, samt anstrengte mig for, at komme så yndefuldt gennem åbningen jeg kunne. Det havde lige regnet, så luften var dejlig frisk. Blomsternes hoveder var fyldt med vand, mens bladene hang tungt ned fra træerne. Græsset var dækket af små vandkrystaller, og fuglenes lystige sang kunne høres i det fjerne.
Jeg sprang op på min cykel, og begav mig mod skoven. Skoven plejede at virke uhyggelig, men ikke i dag. Solens stråler skinnede ned gennem trækronerne, imens duften af mos og grannåle kærtegnede mine næsebord. Jeg vidste ikke, hvor langt ind jeg skulle - men jeg ville først blive fundet, når jeg var klar til det. Da jeg nåede en lysning omgivet af alverdens bær og planter, var jeg ikke i tvivl. Det skulle være her. Jeg lagde mig ned på det bløde mos og indåndede dets dejlige duft. Jeg kunne se lige op mellem trækronerne, hvor solen smilede til mig. Jeg roede i min taske og fandt den lille seddel, samt et glas med piller i mange farver. Jeg kiggede for en kort stund på glasset, men tog så beslutsomt en stor håndfuld og puttede i munden. Jeg gav mig ikke tid til at tænke, men slugte med dem samme. Nu var der ingen vej tilbage…..Jeg lagde mig tilbage på mosset, med sedlen i hånden og kiggede en sidste gang på den smukke sol - før jeg roligt lukkede mine øjne.

Kære vedkommende, som finder mig.
Du må undskylde, at du skal udsættes for dette, men jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Vi to har sikkert levet vidt forskellige liv, men vi har nok begge mødt det samme udtryk.
”En andens liv i hænderne”
Jah…Jeg ved ikke om du nogensinde har tænkt over dette, men det har jeg gjort meget her på det sidste. Jeg mener ikke, at man burede have ansvaret for en andens liv - specielt ikke når man ikke kan leve op til det ansvar! Men jeg har også haft ansvaret for en anden, mit ord kunne have kostet mange år bag tremmer, men jeg valgte at holde dem for mig selv. Jeg har nemlig valgt, at jeg vil have mit eget liv i mine hænder, og være herre over mit liv og min fremtid! Jeg fortryder ikke det valg, som jeg har taget. Tværtimod. Jeg er et bedre sted nu, hvor jeg kan sove om natten og føle mig tryg. Håber at dette giver mening for dig - for det gør det for mig.
Kærligste hilsner Mynte.                             

                                                                                                                                                               

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...