Louis Tomlinson - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 aug. 2014
  • Opdateret: 17 aug. 2014
  • Status: Færdig
Louis står i en svær situation, hvor tabet af hans farfar er nært forestående.. Dette er et oneshot - og der fortsættes ikke på historien..

5Likes
5Kommentarer
222Visninger
AA

1. Den søde sygeplejerske

Jeg træder ind i det velkendte hus med de mange minder. Duften er den samme og minder mig om mange timer og dage i dette hjem gennem min barndom. Jeg stopper op i gangen og indfanger alle indtrykkene, og gør mig bevidst at det måske er sidste gang jeg er her inden det hele er forandret. Harry stopper op bag mig, og lægger en hånd på min skulder. Han giver mig den ro som ikke selv kan finde for tiden og han forstår mig.

Jeg hører min Farmors skridt og kigger op da hun kommer frem i døren. Hun bryder ud i et smil, et smil der får det triste til at forsvinde for en kort bemærkning og jeg slipper min taske og lader den falde ned på gulvet. Jeg bøjer mig let og lægger armene om hende og kysser hende på kinden.

”Louis, hvor er jeg glad for at du er kommet. Farfar har glædet sig sådan til at se dig. Gå bare ind til ham” siger hun med et smil, og vender så blikket mod Harry og lyser igen op i et smil    

”og Harry, det er dejligt at se dig” siger hun, og jeg hører hende hviske inden jeg er helt uden for rækkevidde ”og tak fordi du er med ham”. Jeg kan ikke lade være med at smile, Farmor forstår mig altid.

Jeg går ind i stuen hvor Farfar ligger i en hospitalsseng ved vinduet. Jeg kan høre hans rolige vejrtrækning, og jeg er ikke i tvivl om at han sover roligt. Han ser fredfyldt ud og jeg står i et øjeblik og kigger på ham inden jeg går hen til ham. Han har tabt sig, kinderne er let indsunkne og huden hænger lidt løst på armene. 

Jeg lægger forsigtigt en hånd på hans hånd, og han reagerer let. Der går lidt tid før han åbner øjnene, og jeg står roligt og venter til han vågner helt. Han kigger på mig og lyser op i et smil der får alle de negative tanker til at forsvinde – og han lægger sin anden hånd på min. Jeg sætter mig ned på den stol der står ved sengen mens jeg holder øjenkontakten med ham. Vi sidder lidt og bare kigger hinanden i øjnene, og jeg fornemmer at han prøver at udvise alt den ro han kan. Vi ved begge at det kun går en vej nu, og det går stærkt.

”Går det godt med dig, min dreng?” Farfar kigger på mig og jeg nikker. Jeg ved godt, at Farfar ikke er tilfreds med kun et nik så jeg tænker lidt over hvad jeg skal svare

”Vi er lige blevet færdige med de sidste indspilninger, så det kører på skinner. Så nu er den tour ved at få planlagt de sidste steder og datoer, der er allerede totalt udsolgt. Drengene og jeg har det stadig godt sammen” Farfar nikker og klemmer og min hånd,

”hvad med pigerne? Fundet en?” Jeg ryster på hovedet med et smil,

”Nej, der er lidt dødt på den front” griner jeg, og Farfar klukker let før han bryder ud i et lille hosteanfald der tapper ham for kræfter

”Men Farfar, fortæl mig hvordan det går” jeg kan godt høre at jeg næsten lyder som et barn, men jeg har desperat brug for at vide hvor vi står.

”Det går jo kun en vej nu, men jeg er ikke bange. Jeg nyder den sidste tid jeg har, og prøver at få det bedste ud af det. Dem der kommer og hjælper er nogle søde piger, der har alverdens tålmodighed. Jeg får medicin når jeg har brug for det, og de fleste sygeplejersker er også søde. Der er nogen der er for hektiske, andre for omklamrende og en der er så sukkersød at man skulle tro hun tror jeg er et barn. MEN, hende der kommer om natten for tiden er guld værd. Hun er en ung pige, på alder med dig tror jeg, nyuddannet. Men hun er simpelthen så sød. Hun giver sig tid til både at snakke med mig, med din Farmor og tid til bare at sidde her hvis der er brug for det. Hun trækker sig hvis hun fornemmer at det er behovet og hun læser alle mine små tegn. Jeg kan ikke lyve for hende. Hvis hun ser tegn på at jeg har smerter, så kan jeg ikke sige at det ikke er så slemt. Hun giver kram og holder i hånd, og i det hele taget er hun bare det bedste. Man føler sig aldrig i vejen, og hun kommer lige så mange gange som behovet er der” jeg smiler til ham, og kan tydeligt fornemme at hende sygeplejersken betyder alverden for ham.

Farfar flytter blikket hen mod døren og jeg vender mig rundt. Farmor og Harry står og kigger på os. Harry lænet skødesløst op af dørkarmen. Farfar vinker dem hen med en lille håndbevægelse, og der går ikke længe før de begge står ved sengen. Harry rækker hånden frem og hilser.

”Harry din gamle dreng, godt at se dig” udbryder han, og Harry griner lidt inden både Farmor og Harry finder en stol og sætter sig. 

”Helen, vi snakkede lige om Louise. Er det egentlig hende der kommer i nat?” spørger Farfar om og min Farmor smiler til ham.

”Ja, hun sagde hun er her resten af ugen” svarer Farmor, og Farfar nikker.

”Gudskelov” siger han stille og vi andre griner af ham

 

Farmor laver mad, Harry og jeg ser fjernsyn og Farfar sover – hvilket han gør en stor del af tiden. Kræfterne er ikke til at være vågen særlig længe af gangen.

Hoveddøren går pludselig op efter et par få bank på døren, og ind træder to damer. Farmor hilser på dem kan vi høre og inden længe træder de ind i stuen. Den unge dame spærre øjnene op da hun ser os, og skal til at udbryde et eller andet da den anden kigger bestemt på hende. 
Man kan direkte se, hvordan hun kvæler et udbrud og Harry og jeg ser det som et stikord til at fordufte og vi står kort efter ude i køkkenet, lænet op af køkkenbordet.

”Blev I genkendt?” spørger Farmor og jeg nikker kraftigt på hovedet. Hun smiler og ryster let på hovedet, mens hun åbner ovnen og kigger ind i den.

”Skal du have hjælp?” spørger Harry om mens jeg står i mine egne tanker,

”Hvis I gider dække bord. Bare herude. Freddy er så træt når de har været her, så han sover alligevel” svarer hun og vi begynder at finde service frem, og Farmor hælder vandet fra grøntsagerne.

Efter lidt tid bliver der sagt ”farvel, og hav en god aften” fra døren og vi siger alle ”i lige måde” og vi hører hoveddøren gå.

”Hvor vil I sove? Der er altid gæsteværelset ovenpå, men jeg ved ikke om I hellere vil sove i stuen?” spørger Farmor og jeg nikker.

”Jeg vil gerne sove i stuen ved Farfar” siger jeg stille og Harry nikker samtykkende. Jeg tror ikke han vil lade mig sove alene, i tilfælde af at der sker noget om natten. Farmor nikker og smiler.

”Det tror jeg Farfar er glad for – I kan bare tage madrasserne oppe fra gæsteværelset af. De er godt nok tunge, men det kan i to jo nok klare”

 

Jeg vågner ved at døren ind til stuen går op. Vedkommende der kommer ind er godt nok stille, men jeg reagerer alligevel på den fremmede lyd. Jeg kan fornemme en der gå over i hjørnet modsat mig og tænder en gulvlampe der står i hjørnet. Jeg gipper lidt med øjnene og kigger hen mod hjørnet hvor jeg nu kan se en ung pige med langt lyst hår. Hun går stille hen til Farfar, men jeg tror hun kan fornemme at hun bliver betragtet så kun kigger hen mod mig med et lille smil.

”Hej” hvisker hun, og jeg hvisker et retur før hun vender blikket tilbage på Farfar.

”Godaften Freddy” siger hun stille, og jeg kan se et smil brede sig da Farfar tydeligvis vågner. Farfar grynter lidt og rømmer sig inden han kan sige noget.

”Hej Louise” hører jeg ham sige lavt, og Louise lægger en hånd på hans arm.

”Hvordan står det til?” jeg kan se hvordan hun er opmærksom på alt hvad Farfar gør

”Jeg tror jeg skal have noget smertestillende at sove på” Louise smiler, og ryster let på hovedet.

”Du tror? Ja, den er sgu god med dig” siger hun og Farfar klukker. Louise går ud i køkkenet, hvor jeg kan høre at hun skramler lidt med tingene.

Harry bevæger sig ved siden af mig, og jeg kigger over på ham. Han vågnede vist også da Louise kom ind, og han kigger beroligende på mig inden han retter på sin pude og lægger sig til rette igen. Jeg gør det samme og trækker dynen godt op omkring mig og lukker øjnene.

Lidt efter kommer Louise ind igen, og jeg må tage hatten af for hende. Hun er godt nok stille.

”Så Freddy, så får du noget mod smerterne. Jeg har også taget lidt vanddrivende med, for jeg kan høre du begynder at ralle let” Farfar kommer bare med en tilfreds lyd, han er nok allerede væk igen.

Louise skramler lidt med fjernbetjeningen til sengen, og jeg gyser da den begynder at pibe. Louise stopper sengen.

”Det var da godt nok en hæslig lyd” udbryder hun, 

”Det startede i morges” hører jeg Farfar sige, og Louise ryster på hovedet.

”Så skal den da smørres lidt” hun sukker, og begynder at give Farfar hans medicin. Jeg slår dynen til side og rejser mig op, og går ud i køkkenet hvor der er en dør ud til et bryggers/værksted.

Jeg tænder lyset og gipper med øjnene, før jeg kan fokusere. Jeg finder noget låseolie og tager det ned fra hylden, og går ind i stuen igen. Louise kigger opmærksomt på mig da jeg nærmer mig sengen, og hun smiler da hun ser hvad jeg står med i hånden.

”Louis redder tydeligvis din hørelse, ellers også er det hans egen” siger Louise stille til Farfar der først åbner øjnene og kigger undrende på hende før han vender blikket mod mig. Han smiler lidt og rækker hånden ud mod mig, og jeg tager hans hånd.

Louise hiver handskerne af og lægger dem sammen med sprøjterne på bordet, før hun rækker ud efter låseolien som jeg rækker til hende. Farfar har ikke sluppet min hånd, men han er ved at falde hen igen. Louise kraver rundt på gulvet, og puffer let til mit ben da hun skal til hvor jeg står. Jeg træder et skridt til siden, stadig med Farfars hånd i min.

”Så prøver vi igen” hvisker hun og trykker tøvende på knappen så sengen kører ned. Den er helt lydløs, og jeg lægger Farfars hånd tilbage på dynen før jeg rækker en hånd i vejret over sengen som en high five. Louise ryster på hovedet af mig, men lægger dog sin egen hånd mod min helt lydløst. Ikke noget med at vække Farfar. Hun lister hen i hjørnet og slukker lyset inden hun går ud i gangen. Jeg følger stille efter hende, og hun vender sig mod mig, da hun nok fornemmer at jeg vil spørge om noget.

”Hvad er vanddrivende, og hvorfor skulle han have det?” jeg gør mig umage med at lyde undrende, så hun ikke føler sig overvåget. Hun giver mig et smil, og jeg se hun overvejer hvor meget jeg kan tåle at høre.

”Din Farfar’ hjerte bliver svagere og svagere, det gør at væsken i hans krop ikke bliver udskilt gennem nyrerne og tisset ud som normalt. Så vanddrivende gør egentlig det, at drive vandet ud af lungerne og sørge for at det bliver tisset ud i stedet for. Det er derfor du kan opleve at din Farfar raller, det er væsken i lungerne.” svarer hun og jeg nikker, det var da et sprog man kan forstå.

”Har det været der længe?” spørger jeg stille, hun overvejer igen hvor meget hun skal fortælle

”Nej, det er første nat jeg oplever det. Derfor kommer jeg igen om et par timer, og tjekker din Farfar så han ikke kommer til at ligge og ralle. Jeg gav ham ikke fuld dosis af det vandrivende, da det ikke var så fremtrædende.” jeg nikker igen,

”Der går ikke længe..” nærmest konstaterer jeg og Louise lægger en hånd på min arm.

”Jeg er rigtig ked af det, men nej det gør der ikke. Det er nok også det bedste for din Farfar, og han er helt indforstået med det. Brug den sidste tid med ham, hans elsker dig højt Louis. Han er meget stolt af dig, og han har glædet sig til at se dig.” siger Louise stille og jeg flytter blikket fra gulvet og op i hendes ansigt.

”Tak.. Både fordi du er dig, Farfar er meget glad for dig, og fordi du siger tingene både så jeg forstår det og er ærlig” hun giver mig et smil og giver min arm et klem inden hun vender sig for at gå ud.

”Sov godt Louis” siger hun,

”Tak, og god arbejdslyst” svarer jeg og hun lukker døren.

 

Jeg bliver vækket af en hånd der lægger sig på min arm, og først glor jeg dumt på Harry der bestemt ikke har lagt en hånd på min arm før det går op for mig, at det må være en bag mig. Jeg vender stille rundt, og ser Louise sidde på hug ved min madras. Jeg kigger ængsteligt på hende men hun smiler til mig.

”Undskyld jeg vækker dig. Jeg ville bare lige sige, at din Farfar har det okay. Han raller ikke – så jeg går bare igen. Jeg har ikke vækket ham. Så jeg kommer igen om to timer” hvisker hun og jeg nikker.

”Tak for beskeden, det er jeg glad for” hvisker jeg retur og hun smiler inden hun rejser sig op og forlader stuen, og døren går kort efter.

 

Jeg går ud i køkkenet hvor jeg hører stemmer, og ser Louise stå og snakke med Farmor. Farmor kigger hen på mig.

”Godmorgen Louis, sovet godt?” Jeg nikker og sætter mig på en stol ved bordet. Jeg kigger op på uret og ser at klokken er seks om morgenen, og husker pludseligt at Louise også havde været der klokken fire hvor Farfar både fik smertestillende og vanddrivende.

”Hvordan har Farfar det?” jeg kigger på Louise,

”Han har det godt. Han begyndte jo at ralle igen, men der er ikke noget nu. Han har sovet dejlig roligt i nat, og han hviskede til mig der klokken fire at han var så glad for at du sov ved ham. Han føler sig meget tryg  når du er der” svarer Louise mig, og jeg mærker tårerne i øjnene. Farmor kommer hen og sætter sig ved siden af mig, og lægger en arm om mig. Der triller nogle tårer og jeg snøfter, og der bliver stukket et stykke køkkenrulle hen til mig. 

En lavmælt bibben får mig til at kigge op. Farmor skal til at rejse sig, men ser at Louise allerede er ved at tage de nybagte boller ud af ovnen, og hun sætter dem på komfuret.

”Har du tid og lyst til at spise morgenmad med os?” spørger Farmor om, og Louise kigger overrasket på hende.

”Er du sikker?” spørger Louise, og Farmor kigger på hende

”Ja da, du er meget velkommen. Ikk Louis?” Jeg nikker mod Louise og hun smiler let.

”Det vil jeg meget gerne så, jeg har alligevel ikke mere planlagt nu.. Men jeg skal lige have skrevet et lille notat om hvordan det er gået i nat” siger hun og finder en iPad frem af tasken. Jeg rykker en stol ind så Louise kan sidde ved siden af mig, og hun sætter sig og starter sin iPad. Hun er hurtig og effektiv til at skrive hvad hun har gjort hos Farfar i nat, og inden længe er hun færdig og lægger den til side.

”Er du okay?” spørger hun mig om og kigger på mig. Jeg trækker på skuldrene da jeg ikke føler jeg kan sætte ord på mine følelser uden at begynde at græde.

”Det er okay at være ked af det, og det er okay at være frustreret. Jeg kan ikke forhindre det, men jeg er her hvis du, eller I, har brug for at snakke med mig om det. Jeg er her nu, og jeg kommer igen i aften. Jeg møder kl. 23, så I ringer bare til det nummer I har hvis I vil have jeg skal komme herhen.

”Er Farfar her i aften?” hvisker jeg, og kan fornemme Farmor kigger på mig. Louise giver tegn til Farmor om, at komme og sætte sig.

”Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke svare på hvor lang tid han er her endnu. Det kan gå hurtigt, eller det kan gå langsomt, men jeg er her stadig i nat og jeg kommer gerne forbi” siger hun og Farmor griber ud efter min hånd, og tager et stykke køkkenrulle i den anden hånd.

Louise rejser sig og fortsætter med det Farmor var i gang med, og der står lidt efter boller og alt tilbehøret på bordet.

Harry kommer ud i køkkenet med krøllerne ud til alle sider, og slår sig ned på en stol.

”Godmorgen” siger Louise til ham, og han kigger forskrækket op og lader en hånd glide gennem krøllerne.

”Bare rolig, jeg tager ingen billeder” siger Louise. Farmor og jeg griner, og selv Harry må trække på smilebåndet.

Morgenmaden var god, og vi hyggede os. Louise er en rigtig sød pige, og hun er meget åben – som hun selv siger måske for åben, men hun hyggede sig og følte sig godt tilpas.

 

Farfar fik det værre og værre i løbet af dagen, og har slet ikke været vågen siden omkring klokken 14. Han reagerer ikke rigtig på at vi snakker til ham. Jeg kan mærke at jeg savner Louise. De sygeplejersker der har været her i løbet af dagen har ikke været så rolige, og selv Farmor har ikke været tilpas i deres selskab.

Min far har været forbi i løbet af dagen, men efter aftale med Farmor kørte han hjem igen. Han kunne ikke rigtig overskue det, men han sagde han var glad for at jeg var der.

Farmor kigger på mig klokken 23 og jeg nikker. Vi har begge trippet for, at Louise kan komme og se til Farfar. Hun kan nok ikke gøre noget, men vi vil være langt roligere når hun er her. Farmor rejser sig fra pladsen ved Farfars seng og går ud i køkkenet hvor jeg lidt efter hører hun snakker i telefon. Harry sidder ovre i sofaen. Jeg er glad for, at han er her. Han møder mit blik og giver mig et smil, og jeg smiler retur til ham.

10 minutter senere går døren op, og Louise kommer ind i stuen. Hun giver Farmor et kram, og Farmor giver endelig sig selv lov til at græde. Hun har været så stærk hele dagen, men jeg kan godt mærke at hun har haft behov for at græde. Jeg rejser mig og går ud i køkkenet. Harry rejser sig og følger efter. Jeg sætter hænderne på køkkenbordet og lader tårerne løbe, og jeg mærker at Harry lægge en arm om min ryg men lader mig ellers græde.

Et godt stykke tid efter kommer Louise ud i køkkenet, og Harry slipper mig og går igen ind i stuen. Louise kommer helt hen til mig og lægger en hånd på min hånd. Jeg griber den og klemmer den hårdt. Hun står stille og lader mig komme mig. Jeg kigger på hende, og hun sender mig et lille smil. 

”Har du brug for et kram?” spørger hun stille, og jeg nikker. Jeg vender mig og Louise lægger armene om mig og jeg knuger hende ind til mig. Jeg lægger mit hoved mod hendes, og pludselig mærker jeg små sommerfugle i maven. Jeg kan ikke stå her og blive småforelsket i en pige jeg ikke kender, situationen virker absurd. Louise gør ikke tegn til at slippe mig, så jeg holder hende stadig tæt ind til mig. Louise kigger op, og jeg kigger hende i øjnene. Hun smiler, måske genert, til mig – og jeg lukker kort øjnene før jeg igen møder hendes blik.

Uden jeg egentlig selv tænker over det er mine læber pludselig på hendes. Hun skubber mig ikke væk, og jeg kan ikke få mig selv til at trække mig væk selvom tidspunktet er fuldstændig grotesk.

”Okaaay, det her er lidt skørt” hvisker hun da vi begge skal trække vejret. Jeg kan ikke lade være med at smile, og ryster let på hovedet.

”Undskyld” hvisker jeg. Hun fanger mit blik igen.

”Der er ikke noget at undskylde - jeg troede ikke jeg følte noget for dig, men det gør jeg vist” hun hvisker det sidste. Jeg fniser.

”Og jeg kan kun sige i lige måde..”

 

Louise blev siddende sammen med os om natten, hun havde fået sine kollegaer til at tage de andre besøg. Farmor og jeg sad ved farfars seng, Louise stod lidt derfra lænet op af et vindue og Harry sad og halvsov i sofaen.

Da klokken blev 05.17 sov Farfar stille ind. Mens Farmor ringede rundt til familien hjalp jeg Louise med, at få ham vasket og få ham i noget pænt tøj. 

Jeg trækker Louise med ud i udestuen, selvom den er noget kold. Men jeg har brug for, at have hende lidt for mig selv. Jeg trækker hende ind til mig og kysser hende. Hun læggerne hænderne på mine kinder og kigger mig dybt i øjnene. Jeg nikker som svar på hendes usagte spørgsmål. Jeg er okay. Det var det bedste for Farfar, og nu vil jeg holde fast i minderne.. Minderne om de mange timer jeg brugte sammen med ham som barn, og hans store støtte da jeg var teenager og fyldt med hormoner..

 

14 dage senere

#Hej Louis. Jeg kommer til London i morgen, har du tid til at ses? Knus Louise# beskeden tigger ind da jeg sidder sammen med drengene, og jeg kan ikke andet end at smile. Jeg har ikke set Louise siden dagene efter min farfars død, hvor hun var en kæmpe hjælp. Jeg savner hende.

#Ja for fanden! Jeg savner dig <3# svarer jeg, og der kommer en besked lidt efter

#Jeg savner også dig meget – jeg skriver angående i morgen# sommerfuglene flagrer i maven..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...