Fatal Forelskelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2014
  • Opdateret: 7 aug. 2014
  • Status: Igang
Hagiel er den ærkeengel der tager sig af kærlighed; kærlighed mellem venner, familie og kærlighed mellem elskende. Hans job er at sørge for, at der altid er balance i mellem kærlighed og had, hans job består i at få folk til at elske hinanden. Men hvad sker der når Hagiel selv bliver forelsket i et menneske? Han ved at følelsen er forbudt, men han kan ikke holde sig fra hende, og hendes opløftende intellekt. Han begynder at vende Faderen, sin skaber, ryggen sammen med sine forpligtelser, og tænker kun på at være sammen med hende.

1Likes
0Kommentarer
192Visninger

2. 1

Solen varmede mine vinger, mens jeg sad på min sky og funderede over tingenes tilstand. Jeg skuede som altid ud over verden, og i dag så jeg ikke blot al kærligheden, men også al hadet der gennemsyrer den korrupte Jord, hvor min ypperste opgave var at bringe elskende sammen. Faderen havde én gang prøvet at rense Jorden for alt had, men det havde kun hjulpet ganske lidt, og han kunne ikke længere finde en, der var stærk nok i troen til at han kunne gentage forsøget.

Jeg besluttede mig for at kigge nærmere på det had, der så pludseligt var kommet inden for mit syn, måske var der ikke længere balance i verden, hvilket betød at jeg ikke havde gjort mit job ordentligt. Der var ikke noget værre end ubalancen, for hvis den ikke blev rettet op hurtigt, ville den have fatale konsekvenser. De store slag, som menneskene kender som Første- og Anden Verdenskrig, opstod på grund af ubalancen, fordi hadet overskyggede kærligheden, og historien gengav ned til mindste detalje hvor fatalt dét var!

Jeg fløj i lang tid ude på landet, hvor der kun boede ganske få, og hvor hadet ikke eksisterede. Jeg huskede hvert eneste af de par og familier der boede her, for jeg havde hjulpet dem alle sammen engang. Efter noget tid ankom jeg til en storby, hvor bygningerne var utroligt høje, og man yndede at kalde dem for ”skyskabere”, selvom de i realiteten ikke engang rørte ved et andet luftlag. Der var for mange mennesker her, til at jeg kunne flyve uset forbi dem alle, og derfor valgte jeg at lande.

I samme øjeblik mine fødder ramte jorden forsvandt mine vinger, og min nøgne krop blev dækket af tøj. Det tog et par skridt at lære, hvordan man holder balancen på benene, fordi jeg normalt ikke brugte dem.

Det var overskyet den dag. Endnu et sikkert tegn på ubalance, hvis først Faderen valgte at samle skyerne, og farve dem grå, for at adskille Himmel og Jord var der noget galt. Hvis jeg ikke fik bragt det i orden, stod jeg over for en enorm skideballe når først jeg kom tilbage.

Jeg gik ned af en meget befolket gade, som jeg tror menneskene i denne by kaldte for 5th Avenue. Jeg befandt mig midt i menneskemylderet, og vidste instinktivt at der måtte være nogle at finde der, som kunne rette op på ubalancen. Det var der jeg så hende første gang.

Hun sad alene på en café og læste en bog. Hendes krøllede, lyse hår faldt over skuldrene, og jeg kunne skimte de klare, blå øjne der nærmest opslugte bogen. Den store, lyserøde mund var helt afslappet. Det der ikke måtte ske, var nu sket. Det var forbudt, men måske den eneste måde at genoprette balancen. På grund af mit hverv var jeg heldigvis en mester i det som blev kaldt at flirte.

”Hvad læser du?” jeg var lydløst gået over gaden, og stod nu bag hende. Jeg gjorde min stemme dyb og hæs, og lagde mit ansigt i de venligste folder. Hun kiggede forskrækket op på mig, men jeg så roen komme tilbage i hendes øjne, da hun registrerede mit smil. Jeg satte mig ned på stolen over for hende, og lod ikke mit smil blegne.  

”Ærkeenglenes kamp, den er ret god” hun lukkede bogen sammen og viste mig omslaget. På forsiden var der et billede af en engel med svagt lyserøde vinger - det var mig - og ved siden af mig, var en engel med snehvide vinger og et sværd - Gabriel. Det ville ikke blive nemt at komme tæt på hende, uden at hun opdagede hvem jeg var, hvis hun læste en bog om mig.

”Den ser god ud. Er det englene Hagiel og Gabriel den handler om?” jeg gjorde mit bedste for at lyde henkastet, og ikke desperat, da jeg vidste at kvinder tog den slags ilde op nu til dags. Hun kiggede måbende på mig - var den slags ikke almen viden længere? Sidste gang jeg havde haft en samtale med et menneske, indrømmet det var cirka 200 år siden, vidste hun da hvad navnene på englene var, og hvordan de så ud.

”Jo det er, hvordan vidste du det? Nå, lige meget den handler om at Hagiel og Gabriel bliver sendt ud af Gud for at skabe et harmonisk samfund, men det er ikke helt nemt, som titlen også antyder. Du burde læse den” hun lød som om hun nød at have en samtale med mig, men fornøjelsen var uden tvivl på min side. Hun var smuk. Næsten smukkere end de kvindelige engle jeg dagligt omgikkes.

”Lad os bare sige, at jeg er lidt af en nørd, og elsker at suge informationer til mig” jeg lænede mig tilbage i café stolen, og betragtede hende tænke over et svar der ikke ville ende samtalen. Kunne jeg mon bruge mine evner på at få hende til at elske mig? Jeg kunne jo ikke gøre det imod hendes vilje.

”Du ligner ikke just en nørd. Jeg hedder Catherine” hun rakte hånden frem, og jeg tog den.

”Det vil jeg tage til mig som en kompliment. Mit navn er Mitch” hun sendte mig et smil, der var ligeså guddommeligt - hvis ikke mere - end jeg havde regnet med, og turdet håbe på. Det var kun til mit held, at Faderen havde valgt at lukke passagen, så kunne han nemlig ikke følge med i hvad der skete på Jorden, men ligeså snart han fandt ud af, at jeg var hernede ville han åbne igen, og kalde mig op.

”Så, Mitch, hvad laver du til daglig?” i det mindste blev jeg ikke blankt afvist, men det gjorde jeg nu aldrig, det var lidt en evne, jeg besad og som jeg yndede at bruge når jeg fik muligheden. Selvom jeg normalt brugte den til noget mere overfladisk, jeg havde aldrig før følt sådan, specielt ikke for et menneske, og jeg vidste at netop denne følelse var forbudt for mig, men jeg kunne ikke modstå den. Engle havde ikke den samme dømmekraft som Faderen, der ikke lod sine følelser skygge over rigtigt og forkert. Engle var stadig delvist mennesker, sådan havde Faderen skabt os, så kun han var guddommelig.

”Jeg underviser i religion på New York University” det ville give en plausibel forklaring på, hvorfor jeg så hurtigt havde genkendt mig selv og min broder på bogens omslag. Bare hun nu ikke gik på NYU, men det tvivlede jeg på. Hun lignede en der havde et arbejde, ikke en der studerede, og slet ikke en der studerede religion.

”Virkelig? Det er måske derfor du genkender Ærkeenglene?” hun havde bidt på krogen, og jeg bebrejdede hende ikke som jeg nogle gange gjorde med de mennesker jeg legede med for morsomhedens skyld. Mange menneskers intelligens var abnormt lav i forhold til min, men Catherine virkede ikke ligeså uintelligent.

”Ja, det er det. Må jeg også have den frihed at spørge hvad du laver?” en engels evner ud i dødelig samtale var ikke medfødt, men vi besøgte jævnligt mennesker, og øvede os i at virke menneskelig for bedre at kunne udføre vores opgaver.

”Jeg har en Ph.d. i symboler, nogle ville kalde mig symbolforsker, og derefter associere mig med Robert Langdon fra Da Vinci mysteriet” hun besad ikke et kedeligt jordisk erhverv som jeg havde frygtet, heldigvis.

”Dette er sikkert et normalt spørgsmål at få når man bruger dagen på at studere symboler - og sikkert også en del religiøse - men er du religiøs?” jeg måtte stille spørgsmålet. Hvis hun ikke troede på mig, var jeg ikke sikker på om jeg kunne blive ved hende, det var en af begrænsningerne for en engel, jeg kunne være hos mennesker og hjælpe dem, men kun så længe de troede på mig, men jeg kendte ikke begrænsningerne for en person jeg selv havde valgt at være sammen med.

”Religiøsitet kan være mange ting, og det bliver også fremstillet som så uendeligt mange forskellige ting, og det gør dit spørgsmål så utroligt interessant, men også svært at svare på. Jeg lever af at tolke urgamle - og nye - symboler, finde ud af hvad de betyder, og for det meste er betydningen religiøs. Det eksempel jeg husker bedst, var et symbol der blev fundet i Mekka, der senere viste sig at være et akronym af en samtale en mand havde haft med Ærkeenglen Gabriel, og akronymet blev fundet på Adams Sten, og vi daterede symbolet til at være mindst 3500 år gammel, hvilket var før der blev skrevet fantasy bøger omkring engle, og det bekræftede på en eller anden måde min tro at der findes noget” de blå øjne blev en anelse mørkere da hun omtalte hendes hverv, og selvom emnet var så uendeligt spændende kendte jeg udmærket historien bag det, min broder yndede at fortælle om den gerning, som om det var det eneste gode han havde gjort i sit liv, og det kunne han måske have ret i.

Jeg glædede mig til den dag, hvor jeg kunne fortælle hende hele historien. ”Catherine, jeg ville elske at diskutere symboler med dig en anden dag, men nu bliver jeg desværre nød til at gå. Du kan komme forbi mit kontor en dag?” det ville ikke være svært for mig at finde ud af, hvornår hun kom, medmindre altså Faderen besluttede sig for at lukke passagen permanent.

”Det vil jeg meget gerne Mitch. Jeg skal nok holde mig inden for den normale kontortid” hun smilte til mig igen, og hvis der kunne komme sommerfugle i min mave, havde det været det største udbrud af sommerfugle i maven, der nogensinde ville komme.

”Det vil jeg se frem til. Hav en fortsat rigtig god dag” jeg skubbede mig op fra stolen, og gik hurtigt over på den anden side af gaden. Faderen havde stadig lukket passagen, og jeg vidste at han ikke ville åbne den før at han enten fandt mig, eller at der var mere balance i tingenes tilstand. Med andre ord; jeg havde travlt.

Jeg fandt en afsides og tom gyde, hvor jeg kunne lette uden at blive lagt mærke til. Det tog kun et sekund at komme så højt op, at folk troede jeg var en fugl. Jeg fløj ud til en mindre forstad, det var som regel her der var størst grundlag for kærlighed, om ikke for elskende, så kunne man altid rode bod på en splittet familie. Jeg hørte hurtigt kaldet, et menneskes stille bøn blev til en rungende alarm i mit hoved, umuligt at abstrahere fra, hvilket grundlæggende også var intentionen.

Et forfærdeligt syn mødte mig. En ung mand - nærmest kun en dreng -  stod med en pistol og sigtede på sin mor, og vidst også sin søster. Det var moderen der bad til mig, og jeg havde kun kort tid at handle i, hvis det skulle lykkes mig at redde menneskeliv i dag. Drengens udstrakte arm rystede, og pegefingeren der var viklet om aftrækkeren rystede mindst ligeså meget; han kunne ikke kontrollere, hvornår den ville gå af.

Jeg så tårer i hans øjne, og vidste derved at han ikke var en tabt sag. Der var noget jeg kunne gøre, og det gav mig en umådelig tilfreds følelse, der bredte sig som en svag varme i min krop. Det føltes altid godt for mig, at have gjort noget når Gabriel altid sad og spillede vigtig.

Jeg gjorde mig usynlig og steg ned til drengen, hvor jeg begyndte at viske ind i hans øre. ”Din familie elsker dig, det er ikke det eneste alternativ du har, uanset hvad du har gjort vil de altid elske dig, de bliver ikke sure på dig, læg nu pistolen fra dig” jeg forsøgte mig altid med ord, inden jeg gik til de stærkere midler. Tårerne begyndte at trille sagte ned fra drengens kinder, han havde hørt mine ord. Der kom flere og flere tårer nu, og hans kinder begyndte at glinse som tegn på, at han snart ville bryde ud i reel gråd.

Han sænkede hurtigt armen, smed pistolen på gulvet og løb ind i favnen på sin mor, mens han græd og mumlede Undskyld ind i hendes bryst. Jeg mærkede at jeg blev lettere, at en byrde var blevet løftet fra mine skuldre. Jeg fløj ud af huset, og susede lidt omkring, mens jeg ventede på at Faderen ville åbne passagen. Han kunne da ikke fange mig hernede i al evighed? Eller var det netop hans plan?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...