If I die young

*Treer til I'm Falling To Pieces* Harry ved Sophia utro og da han prøvede at fikse det blev han ramt af en bil og endte i en koma. Nu må Sophia finde ud af hvad hun skal gøre og hvad der er det rigtige at gøre...

5Likes
12Kommentarer
1025Visninger
AA

4. July 23rd

Sophias POV:

Jeg vågnede op gispende efter vejret. Jeg lagde hånden på mit bryst som for at få mit hjerte til at sætte farten ned. Jay der ubevidst prøvede at få mig til at lægge ned igen, men jeg ville ikke sove igen. Jeg ville ikke opleve mareridtet en gang til.

Mit blik faldt over på uret der stod på bordet ved siden af sengen. 8:22 am 23/7 2014. Der var gået 4 måneder. Allerede. Det gjorde ondt at tænke på.

Jeg rejste mig og træk i løbetøjet. Jeg havde aldrig før været typen der elskede at løbe, men ulykken havde ændret meget. Det gav mig et sted at tænke for mig på en anden måde end når jeg skrev. Når jeg skrev skulle jeg tænke gennem andre mennesker. Her var det mine egne tanker. Jeg løb for godt en time. Da jeg kom hjem var Jay stået op. Han sad ved køkkenbordet i vores lejlighed med en kop kaffe foran ham.

"God morgen," sagde jeg mens jeg tog en vandflaske

"Du vækkede mig," sagde han og gabte.

"Undskyld," sagde jeg.

"Du har været ude at løbe," noterede han.

"Ja, jeg jeg havde brug for at tænke," sagde jeg. Han kiggede spørgere på mig. "Det er gået fire måneder," sagde jeg. Han nikkede stille. Han vidste godt hvad der var sket. Hele verden vidste det. Men modsat hele verden dømmede Jay mig ikke og han mente ikke at det var min skyld.

"Tager du ind på hospitalet i dag?" spurgte han.

"Ja, Louis spurgte mig om jeg ikke ville," sagde jeg. Jay nikkede sammenbidt. Jeg vidste Jay og Louis ikke kunne lide hinanden, og derfor havde jeg også tøvet med at finde sammen med Jay til at begynde med. Det var faktisk Louis der tilsidst havde fået mig til at sige ja. Han havde sagt jeg fortjente at finde lykke og at mig og Harry ikke længere havde været sammen da det skete. Jeg var ikke bundet i det forhold.

"Det er helt fint," sagde han stille og kyssede mig. "Er det okay hvis Tom kommer over senere i dag? Han spurgte om vi skulle hænge ud," tilføjede han stille.

"Det er helt fint," sagde jeg. "Jeg går i bad. Jeg et pænt klam."

"Ja jeg ville ikke have sagt noget men nå du selv bringer det op så..."

"Idiot," mumlede jeg og slog ham let på maven.

Efter badet gjorde jeg mig klar til at tage afsted. På vej ud så jeg at Tom var kommet.

"Hey Tom," sagde jeg.

"Hey So," sagde han. Jay og alle hans bandmates og deres kærester kaldte mig So. Jeg havde ikke noget i mod. I starten havde syntes det var underligt for Harrys bandmates og Harry selv kaldte mig altid Sophia. "Du ser munter ud i dag," kommenterede han.

Jeg kiggede ned af mig selv. Sorte sorts, en sort tank top og et par lysebrune lædersandaler med simili sten på stropperne som Perrie også havde.

"Hey jeg har den her," sagde jeg og viste ham den blomstrede hårsløjfe jeg havde i håret.

"Nå ja men det ændrer jo hele outfittet," sagde han.

Jeg rullede med øjnene. "Hvordan har Kelsey det?"

"Hun har det fint, jeg skulle hilse," sagde han.

"Hils igen. Jeg smutter nu vi ses," sagde jeg og kyssede Jay.

"Ses skal jeg gøre dig?" spurgte han. Jeg kunne hære at han gerne ville være sammen med mig, men vi vidste begge hvor akavet det ville være hvis han kom med.

"Nej, det er fint nok, jeg har brug for at tænke lidt inden," svarede jeg.

"Vi ses," sagde han.

"Ses So," sagde Tom og vinkede. Jeg vinkede og sagde ses.

Ude på gaden kunne jeg se en masse gadesælgere der solgte gadesælgere der solgte aviser med overskriften 4 MÅNEDER SIDEN 1D ULYKKE. Af en eller grund kom jeg til at tænke på hvordan mit og Jays forhold havde skabt overskrifter. HARRY STYLES EKS SKIFTER BOYBAND KÆRESTER havde været en af dem. Jay og mig havde mødt hinanden til et awardshow i USA omkring en måned efter Harrys ulykke. Han havde været der sammen med sine bandmates fra The Wanted som desværre nu havde slået op fordi deres pladeselskab havde droppet dem, men ifølge dem selv så håbede de stadig på at finde sammen igen. Vi var blevet placeret ved siden af hinanden og vi havde snakket rigtig godt sammen. Senere havde vi også været til den samme efterfest og efter begge at være blevet godt fulde havde vi haft et one night stand og det havde så udviklet sig til dates og det hele. Jeg var selvfølgelig blevet slammet helt vildt af aviser og fans der anklagede mig for at komme videre for hurtigt og at jeg var respektløs overfor Harry. Jeg havde også været nervøs for om det var for hurtigt men til sidst havde Louis fået mig overbevist om at jeg ret til at være lykkelig.

"Og desuden så havde dig og Harry også slået op inden ulykken," havde han sagt. "Den eneste grund til at folk er efter dig er fordi det skete få minutter efter hinanden."

Selvom mig og Jay var sammen havde jeg stadig brug for at de Harry og vide at han stadig var i live, og hvordan det stod til. Om det var blevet værre eller bedre. Men det var altid det samme svar. "Han er stabil, men det ser ikke ud som om han har tænkt sig at vågne." Men vi havde alle brug for at høre om ham, vi havde alle det lille spinkle håb om at han ville vågne.

Zayn og Louis sad allerede inde på hospitalet da jeg kom.

"Hey," sagde jeg og fik omtrent det samme svar igen. "Hvad siger lægerne?" Jeg kiggede rundt og jeg lod mærke til at de prøvede at undgå at se mig i øjnene. "Hvor er Liam og Niall?"

"De er øhm ude på toilettet," sagde Zayn og jeg kunne se en enkelt tåre. Det her var ikke godt. "Niall kunne ikke klare det."

"Kunne ikke klare hvad?" spurgte jeg og kiggede rundt. Min panik steg mere og mere.

"Det er gået ned af bakke," sagde Zayn. Louis rejste sig op og slog en hånd ind i væggen. En sygeplejerske kom hen og skældte ham ud.

Jeg kunne mærke luften forsvinde ud af mine lunger og alle følelserne forsvinde med den. Nej det var ikke det der skulle ske Det var ikke derfor vi havde valgt at gennemgå den her form for tortur.

"Du kan vare gå ind til ham hvis du vil," sagde Zayn. Overraskende nok virkede han ekstrem rolig. Normalt var det ham der slog i væggene. Louis var den rolige når der var noget galt. Og Harry eller Liam ville være den der græd ude på toilettet. Men Harry var her ikke lige nu og hvis det fortsatte i den retning ville han aldrig nogensinde komme igen.

"Tak," hviskede jeg og gik der ind med lange skridt.

Harrys POV:

Døren åbnede igen og jeg kunne høre fodskridt. Drengene havde allerede været her i dag. De havde snakket om at Sophia ville komme. Jeg vidste hvad jeg skulle tænke om det. I starten havde hun sovet her. I den første uge havde hun ikke forladt det rum jeg lå i. Til sidst havde lægerne sendt hende hjem. Så var hun kommet hver dag gættede jeg på indtil der kom en stor periode hvor hun ikke kom. Hun var sikkert taget tilbage til USA.

"Hey Harry," sagde hun stille. "Det er øhm det er den 23 juli. Det er fire år siden at i blev sat sammen. Og fire måneder måneder siden det skete." Hun holdte en kort pause. "Harry jeg er virkelig ked af det." Nu græd hun.

'Men det var jo ikke din skyld," ville jeg sige.

"Harry det var aldrig min mening at det her skulle ske. Undskyld undskyld undskyld." Jeg kunne mærke hendes hånd i min, og hun havde lagt sit hoved oven på hånden. "De siger at det er begyndt at gå ned af bakke. Lægerne altså. Du må ikke forlade os. Du må ikke forlade mig. Drengene har brug for dig og din familie og dine fans og jeg..." Hun stoppede sig selv efter den sætning.

Hun blev siddende i nogen timer og fortalte mig om alle mulige ting. Hun undskyldte for at der var gået en uge siden hun sidst var her. Men det gjorde ikke noget. Så længe hun bare stadig kom og besøgte mig.

"Jeg bliver nødt til at gå nu," sagde hun. "Jeg har en aftale med Jay min nye øhm kæreste." Nå ja han havde hun fortalt mig om tidligere. Hun havde fortjent en der gjorde hende lykkelig. Især efter hvad jeg havde gjordt mod hende.

"Vi ses Harry, jeg kommer snart igen det lover jeg." Så gik hun og jeg var alene igen. Men inden hun gik mærkede jeg et par læber presset mod min pande. Og som altid var det tanken om hende der gav mig modet til at kæmpe videre.

Sophias POV:

På vej ud af hospitalet græd jeg. Lydløst. Det var begyndt efter jeg havde sagt farvel til drengene. Liam og og Niall var kommet ud fra toilettet.

Jeg var på vej hjem til Harrys gamle lejlighed. Eller min og Harrys gamle lejlighed. Drengene og jeg delte huslejen. Vi kunne ikke få os selv til at sælge den og skulle rydde ud af den. Det ville gøre det endnu mere virkeligt. Eller mere virkeligt end det allerede var. Jeg var faktisk den eneste der stadig kom tilbage hertil. Jeg brugte undskyldningen at det skulle bære pænt når Harry vågnede igen. Så jeg gik i gang med at støve af og så støvsugede jeg. Så vaskede jeg gulvene. Da jeg var færdig besluttede jeg mig for at vaske hans skjorter. Mens jeg ventede på at vaskemaskinen blev færdig læste jeg i en af hans bøger. Han havde ikke mange ikke nær så mange som mig, men jeg nød altid at kigge i dem han havde når jeg kom og gjorde rent. Efter et par timer var tøjet færdig og havde både været i vaskemaskinen og tørretumbleren. Jeg strøg skjorterne mens jeg så tv. De sendte et nyhedsindslag om Harry. Jeg skruede væk. Det gjorde alt for ondt at se på. Jay skrev på et tidspunkt hvor jeg var henne. Jeg fortalte han jeg var hjemme hos Harry og gøre rent. Han svarede med at Tom og Kelsey kom og spiste. Mens jeg hang skjorterne op fangede et billed min opmærksomhed. Det var mig og Harry på vores årsdag. Han havde taget mig ud og spise, og mens vi fik dessert fik han en af tjenerne til at tage et billed. Mens jeg sad og smilede til kameraet drejede Harry mit ansigt og kyssede mig så billedet var endt med at blive taget midt i et kys. Mindet fik et smil på mine læber og bragte tårer i mine øjne. Jeg satte mig ned på sengen.

"Jeg savner dig Harry," sagde jeg og lænede hovedet mod sengestolpen. "Så meget."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...