Fra Min Synsvinkel ~Fanfiktion Divergent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2014
  • Opdateret: 31 aug. 2014
  • Status: Igang
”Jeg har valgt min kæreste, men var det nu også en god idé? ” Myra har stået over for nogle svære valg, og de bliver ikke lettere. Efter Edward fik en gaffel i øjet og de udgik fra skytsenglenes rank liste, har de været faktionsløse. De er blevet taget godt i mod af de faktionsløse, men Myra kan ikke lide at være faktionsløs – slet ikke. Det føles som en sygdom, Edward skræmmer hende og hun kan ikke finde fodfæste. En nat hvor de sidder i toget, springer nogle på. Den nat ændre alt hvad Myra nogensinde har tænkt om Edward. Nu er hun på flugt fra hele samfundet, eller i hvert fald Edward. Kredit til min veninde Lea, for at lave et cover! <3

5Likes
4Kommentarer
252Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

Jeg vågner ved at der er en der ryster mig i mine skuldre.

”Hallo, ” stemmen er hæs, men bestemt en mande stemme.

 

Jeg retter mig op med et ryk, og ser at manden bevæge sig tilbage.
Jeg bider mig i læben, og får mit brune hår om bag øret.

 

”Er Edward okay? ” spørger jeg ham.

Hans nøddebrune øjne skinner, og han svarer ”Gå til venstre og så ind til døren som er for enden.”

Han går hen og sætter sig på en stol og ser kun lige på døren, som er til højre for mig.
Døren med den pokkers seddel.

 

Hvem han er aner jeg ikke.

Hvad hvis vi bliver smidt ud?
Hvad hvis vi dør, eller sulter? -Okay, det er næsten det samme.

Flere af de åndsvage spørgsmål blev ved med at køre i hovedet på mig.

Hvad nu hvis.
 

Jeg rejste mig fra stolen, og begyndte at gå ned af gangen.

Slut med at bide sig selv i læben, når man er nervøs!

Mine skridt giver genlyd, efter en evighed når jeg endelig ned til hjørnet, og drejer til venstre.

Nu kan jeg se døren.
Eddies dør.

Okay, nu skal jeg bare tage mig sammen! Du kan godt Myra!
Min helt egen pep-talk stemme.

 

Jeg når døren, og tager ned i håndtaget.

Jeg åbner lige så stille døren, og kan se Eddie lægge i en seng med bandager omkring hovedet.
Jeg går derind og lukker døren.

Han løfter sit hoved, og smiler.
”Hej Beautiful. “
“Hej Eddie. ”

*

( 3 måneder senere )

Okay Myra, nu gør du bare som vi har planlagt.
 Ja, jeg snakker med mig selv. Men det skal lykkes, han skal lytte til mig.

Efter at Edward fik den kniv i øjet, blev han smidt ud, og jeg ville jo alligevel have været smidt ud. Jeg mener, altså jeg lå jo nederst, det var bare et spørgsmål om tid.
Men som sagt, så synes jeg ikke at jeg skulle være der, når han ikke var der, for det var ham der var grunden til at jeg valgte skytsenglene.

 

Så samme dag stod vi på et tog, men der var faktionsløse i det.
Uheldigt.
Edward fik dem talt til fornuft, så de ikke stod med deres pistoler i hovedet på os.
Nu sover vi med mange faktionsløse, i en af de forladte bygninger. Det er mærkeligt.

Jeg kan overhovedet ikke klare at været her, det føles som om at alle stirrer på mig, og jeg kan ikke klare mig uden en faktion.
Jeg kan overhovedet ikke forstå at jeg ikke vågner i en seng, og går ned til far for at kysse ham godmorgen.

Nu skal jeg så fortælle Edward, hvordan jeg har det, og få ham til at lytte og være sammen med mig, i stedet for alle andre.
 

Jeg åbner døren til et rum fyldt med papir og kort hængende rundt i rummet.
Edward og tre andre vender sig om, for at kigge hvem der har afbrudt dem, i deres møde.
Edwards mund bliver til en streg, da han ser det er mig.

Nej, hvor er han glad for at se mig. Sarkasme… Tak min ven.

 

Edward går over til mig, for så at tage fat i min arm. Jeg sender ham nogle forvirrede og vrede øjne, og tager min arm til mig.

Hvorfor tager ham fat i mig?! Jeg vil jo bare snakke med ham, det er jo ikke fordi jeg vil lytte til hvad de snakker om.

”Hvis I vil have mig undskyldt. ” siger Edward, og får mig ud af lokalet.
Lukker døren og hiver mig over til et andet rum.

Der lukker han også døren og tager sine arme over kors.
Jeg har stadig ikke vænnet mig til at han har en klap for det ene øje.
Det er en hvid klap, og der er malet et blåt øje på den.

”Hvad er der, Myra? ”

”Det er bare… ” jeg bider mig selv i læben, og stopper det jeg skulle sige.

”Det er bare hvad, kan du ikke få det overstået, jeg skal videre. ” Han tripper med foden, og bare hans kropssprog udstråler utålmodighed. 
 

”JEG SYNES BARE IKKE AT JEG HØRE TIL HER, EDWARD! Jeg… Jeg. Du er næsten ikke sammen med mig mere, du er altid sammen med nogle andre. ” Pis jeg skulle ikke have stammet.

”Og… Og hvad sker der for at du tager fat i min arm? Hvad sker der? Hvorfor er du sådan? ” jeg hvisker det sidste, og får tårer i øjnene.

Han kigger ned i gulvet og mumler at jeg bare afbrød ham i noget vigtigt.

”Hør søde, søde Myra. Skat, det er bare at jeg har nogle vigtige ting i gære, og jeg vil ikke have dig indblandet i det. Kan du ikke bare være tålmodig? For min skyld, ” Han er gået hen i mod mig, og har taget min hånd.

Jeg nikker og kigger ned i gulvet. Han lufter min hånd, og kysser den som en ridder kysser en prinsesse.

Han går derefter ud af døren, og tilbage er der bare mit savn efter min Eddie, ikke ham her, den kolde Edward.

 

__________________________________________________________________

Ja, det er sent, faktisk er klokken alt for mange, og jeg skal tidligt op, men jeg ville lige lægge dette kapitel ud, inden jeg smutter til Berlin. 
Derfor skriver jeg ikke i en uge, sorry. :(

Men her er et.
See ya -N <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...