Fra Min Synsvinkel ~Fanfiktion Divergent

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2014
  • Opdateret: 31 aug. 2014
  • Status: Igang
”Jeg har valgt min kæreste, men var det nu også en god idé? ” Myra har stået over for nogle svære valg, og de bliver ikke lettere. Efter Edward fik en gaffel i øjet og de udgik fra skytsenglenes rank liste, har de været faktionsløse. De er blevet taget godt i mod af de faktionsløse, men Myra kan ikke lide at være faktionsløs – slet ikke. Det føles som en sygdom, Edward skræmmer hende og hun kan ikke finde fodfæste. En nat hvor de sidder i toget, springer nogle på. Den nat ændre alt hvad Myra nogensinde har tænkt om Edward. Nu er hun på flugt fra hele samfundet, eller i hvert fald Edward. Kredit til min veninde Lea, for at lave et cover! <3

5Likes
4Kommentarer
253Visninger
AA

2. Kapitel 1

 


Jeg vågner af at der er en der skriger. Det er et smerte skrig, så rædselsfuldt.

 

Brudstykker kommer fra udvælgelsesdagen, og dagene derefter.
 

Fars mund der buer nedad, mens en grimase af skuffelse og ensomhed skyller ind over hans tidligere roligeudtryk.

Skytsenglenes jubel, mens resten af salen stille klapper.
 Edward der tager i mod mig, kyser mig og omfavner mig i et trygt kram.

 

Jeg løber med Edward i hånden, mod det tog som resten af dem som kommer fra Skytsenglenes kompleks hopper på.
Skriget fra min hals, da jeg springer ned i et kæmpe hul, som fører ned til Skytsenglenes hjem.

 

Min klump i halsen da Eric siger at de vælger os, og dem som ikke klare sig igennem introduktionsprogramet, rank listen, vil udgå.

Dem som udgår vil blive faktionsløse. 

Der er bare nogle problemer, jeg er alt for spinkel, ikke særlig hurtig og jeg egner mig ikke som en der slår på folk.

Lige i det øjeblik blev jeg rædselsslagen, for jeg kan ikke leve uden en faktion.

Men det største problem er nok at jeg står nederst.

*

Tilbage til skriget.

Det er så højt at jeg slår mine hænder for ørene, og bider mig hårdt i læben. Det kommer fra en der ligger på gulvet, lidt foran mig. 

 

Følelsen af panik rammer mig, og jeg sætter mig hurtigt op.

Det er mørkt, og jeg kan ikke se en disse. Mit hjerte kommer hurtigt op at flyve, og en metal smag rammer mig.

Jeg har bidt hul i min læbe. 

Fedt.

Mine tanker skriger af mig, hvem er det, hvorfor er der ikke nogle der tænder lyset, bare det ikke er Edward. 
For the love of god, tænd det pokkers lys!

 

Han er min eneste ven, og den eneste der har revet mit hjerte ud, og har taget det til sig selv.

Endnu et skrig kommer og jeg tumler ud af sengen, med dynen liggende på gulvet.

Please ikke Edward.

"Tænd lyset! " er der en der råber. Det hele går så hurtigt at jeg slet ikke får vænnet mine øjne til mørket, før at lyset bliver tændt.

 

På gulvet ligger Edward. Han holder om sit ansigt med begge hænder.

Op ad der hvor højre øje skulle sidde, stikker der noget metal op.

En bordkniv for at være helt præcis.

 

Jeg begynder at skrige, da jeg faktisk fatter at det er Edward der ligger skrigende på gulvet.
 Min eneste tanke er for helvede, hvorfor?!
Hvorfor ham, huh?!

Åh, gud nej!

 

Tris knæler ned ved siden af Edward, og ligger sine hænder på hans skuldre.

”Lig stille, ” siger hun med en stemme så rolig, at det er foruroligende.

Jeg stopper med at skrige, da min stemme er så hæs og ru, at det gør ondt i halsen.

Så gør jeg ikke andet end at stå og kigger på.

 

Jeg føler mig som en vindueskigger, en tilskuer.

Snakken forsætter, men jeg har ikke øje for andet end Eddie.

 

Bag mig er der nogle der kaster op.

Jeg rynker ikke engang på næsen af stanken, der følger med.

Står der bare med et udtryksløst ansigtsudtryk.

Helt tom.

 

Jeg græder ikke.

Ikke en eneste tåre.

 

Da der endelig kommer en sygeplejeske, ånder jeg lette ud.

Hjælpen er kommet.

Flere sygeplejesker kommer, og hjælper hende den første med at løfte ham op på en bårde.

 

Jeg følger stille med, og går i baggrunden.

Hvorfor skulle det også ske for lige præcis Eddie?!

 

Da vi når til hospitalet skynder de sig over til en dør, hvor der står operation på en seddel klistret fast på døren.

 

Jeg sætter mig på en stol tættes på døren.
 

Så er det bare at vente. 

 

__________________________________________________________________

Så kom det første kapitel, og jeg har glædet mig sindsygt til at dele det med jer. 
Der går cirka en uge før næste kapitel kommer, jeg håber at i vil vente spændt. 
Og tak for den respons, det gør mig helt vildt glad, i må gerne komme med mere - hvis i har lyst. :) 

-N <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...