In love with my brother | Justin Bieber

Hvad ville du gøre hvis du blev smask forelsket i din storebror? Din storebror, som er tre år ældre end dig selv? Se det er det store spørgsmål for Crystal Bieber på seksten år. Hun falder langsomt for sin storebror, Justin Bieber på nitten år. Men det store problem er netop, at de er søskende og det er jo med garanti forbudt kærlighed. Crystal plejer at være en fornuftig pige, men skal hun gøre det fornuftige ved at kæmpe mod sine forbudte følelser eller skal hun lade de ustyrlige følelser give los? Hvad med hendes bror? Føler han det på samme måde som Crystal? Hvad kommer til at ske? Find ud af det i "In love with my brother". - læses på eget ansvar. Justin er ikke kendt.

272Likes
444Kommentarer
91474Visninger
AA

9. nine

Crystal's synsvinkel:


Jeg stillede koppen med te fra mig på natbordet og lod min svage krop dumpe ned i sengen. Et lavt suk undslap mine læber og jeg tog fat om dynen og trak den rundt om min krop.

Mine mave rumlede stille og skreg efter noget mad, men jeg havde intet overskud i min krop til at gå nedenunder og få noget at spise, så jeg lod min mave rumle.

Jeg begravede mit ansigt ned i puden, så jeg havde svært ved at få luft, men det var jeg ligeglad med. Mit liv føltes så meningsløst og urimeligt.

Jeg havde slet ikke bevæget mig ud fra mit værelse, siden i går aftes, kun når jeg skulle på toilettet, ellers ikke. Det værste, der kunne ske, var sket, men jeg fortrød ikke noget. Jeg fortrød ikke at jeg havde bevæget mig ud i et hemmeligt forhold med min storebror, for jeg elskede ham. Det gjorde jeg virkelig og det indså jeg først ordenligt nu hvor vores forhold var blevet opdaget. Der var intet hemmeligt over det længere, mine forældre vidste det hele.

Jeg lukkede øjnene ganske forsigtigt i og tænkte tilbage på i går aftes. Jeg havde hørt indefra mit eget værelse, at min mor havde grædt og hun havde grædt temmelig meget. Jeg havde overhørt hende og min fars samtale og der havde hun fortalt, at hun både var skuffet og chokeret over os og hun overvejede bestemt om hun skulle smide Justin ud af huset. Hendes undskyld var at han var nitten år gammel og det var på tide at han flyttede hjemmefra og tog sit liv mere seriøst, men jeg vidste jo godt at hun ikke mente det, for hun ville aldrig kunne finde på at smide sin egen søn ud af huset, så godt kendte jeg hende.

Jeg slog øjnene op, da der pludselig lød en banken på en rude og satte mig hurtigt op i sengen. Mit hjerte bankede hurtigt i brystet på mig og jeg kiggede hen mod ruderne på mit værelse. Det var helt mørkt udenfor, så jeg kunne intet se, plus så lå mit værelse ovenpå, så jeg havde ingen anelse om hvor banken kom fra. Det kom selvfølgelig fra en rude af, men hvordan pokker kunne nogen banke på en rude her ovenpå?

Jeg rejste rystende op fra sengen og gik hen til min make up bord, der var fyldt med alt mit make up. Jeg greb hurtigt fat om min deodorant, der stod ved siden af alle mine forskellige parfumer. Den kunne da sagtens bruges som våben, kunne den ikke?

Jeg gik med rystende skridt hen mod min balkon dør på mit værelse og kiggede ud af en af ruderne på døren. Der var ingenting at se, alting var bare mørkt. Jeg greb fat om håndtaget på døren og åbnede stille døren med min rystende hånd. Kulden ramte straks min krop og jeg begyndte hurtigt at fryse. Jeg var kun iført nogle afslappede shorts og en afslappet, hvid bluse og det var faktisk det eneste.

Jeg kiggede rundt på balkonen, men kunne intet se overhovedet. Alt var faktisk bare mørkt og uhyggeligt og selv hvis der var nogen udenfor, ville jeg ikke kunne se dem, for det var så mørkt. Der var intet at se udenfor og jeg var bange for at lydende jeg havde hørt, bare var noget jeg havde forstilt mig.

"Hallo?", spurgte jeg med en rystende stemme og stod parat til at spraye med min deodorant, hvis der faktisk var nogen udenfor, men hvem fanden ville kunne finde på at dukke op midt om aftnen?

Der kom intet svar, men alligevel ville jeg ikke bare gå i seng igen, for jeg var nærmest sikker på at jeg havde hørt en banken på ruden. Næsten hundrede procent sikker.

"Er der nogen udenfor?", spurgte jeg igen og sank en klump. Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde før og jeg var virkelig bange, for ikke at sige rædselsslagen.

En person dukkede pludseligt op i døren til balkonen og uden jeg overhovedet nåede at registrere hvem personen var, begyndte jeg at spraye amok med min deodorant og sigtede mod personens ansigt.

"Crystal, det er mig, hvad pokker har du gang i?!", sagde personen pludselig og stemmen lød alt for velkendt. Jeg stoppede med at spraye med deodoranten og mærkede varmen i mine kinder, dette var virkelig pinligt og ikke mindst akavet for mit vedkommende.

Han rettede sit blik mod mig og jeg mødte hans øjne. De var røde og lettere hævede, på grund af at jeg havde ramt ham i øjnene med deodoranten, men jeg vidste jo ikke at det var ham.

"Det må du virkelig undskylde, jeg anede ikke at det dig!", undskyldte jeg og kiggede pinligt berørt op på ham. Han blinkede et par gange med øjnene, sikkert fordi det gjorde ondt i hans øjne.

"Det er okay, baby, men kæft hvor gør det ondt i mine øjne nu!", svarede han grinende og gned sig selv i øjnene op til flere gange. Jeg grinte selv svagt over det, men var stadig meget flov over det jeg havde gjort imod ham.

Jeg betragtede ham fra top til tå og det var først nu at det rent faktisk gik op for mig, at han var iført en tyk jakke og en sort hue. Han havde en store taske i den ene hånd og den så ud til at være temmelig fyldt.

"Hvorfor har du overtøj på, Justin?", spurgte jeg stille med et lettere løftet øjenbryn, ja, han forvirrede mig altså temmelig meget lige nu.

".. fordi vi skal af sted, baby. Bare dig og mig..", svarede han stille og stillede den store taske ned på gulvet ved siden af ham. Han gik med stille skridt hen til mig og han stoppede op, da der kun var få centimeter imellem os. Jeg kunne mærke hans varme ånde mod mine læber.

"Hvorfor det?", spurgte jeg nysgerrigt og kiggede ham dybt ind i hans chokoladebrune øjne. Et svagt suk undslap hans læber og han kiggede kort ned i gulvet, men kort tid efter kiggede han mig igen ind i øjnene. Hans øjne sagde alt. Noget nagede ham.

"Fordi vi ikke kan blive boende her længere, smukke. Mor og far kender til vores hemmelighed og...", han stoppede mit i hans sætning og bed sig selv i underlæben, hvilket fik mig til at bide mig selv i underlæben. Noget var galt og han havde svært ved at fortælle mig det.

"Hvad prøver du at sige?", spurgte jeg stille og prøvede at holde øjenkontakten med ham, men hans blik var hele tiden forskellige steder rundt i mit værelse.

"Justin..", sagde jeg stille og fik endelig hans opmærksomhed. Vi kiggede hinanden i øjnene i lang tid, uden at sige noget. En enkel tåre rendte ned af hans kind og kort tid efter udstødte han et svagt, nærmest lydløst snøft.
Han greb i en forsigtig bevægelse fat om mine hænder og flettede hans fingre ind i mine. Hans fingre var kolde, men gav mig stadig en varm følelse i kroppen. Jeg elskede følelsen af at holde i hånd med ham, det betød en overflod for mig.

"Jeg.. jeg overhørte mor og fars samtale og.. De har tænkt sig at smide mig ud af huset, sådan.. bogstavelig talt. De vil ikke have mig boende, efter det der er sket. Jeg hørte dem selv sige det og de mente det, Crystal. De vil have at jeg skal finde min egen lejlighed og blive voksen, for de mener åbenbart at jeg opfører mig barnligt..", svarede han stille og det sidste mumlede han nærmest.

Jeg følte et stik i hjertet. Jeg havde slet ikke troet at vores forældre ville tage det hele så seriøst, men det gjorde åbenbart og nu havde de tænkt sig at smide Justin ud af huset, fordi de åbenbart mente at han opførte sig barnligt og det var på tide at han blev voksen.

Jeg mærkede hvordan vreden begyndte at strømme op i mig. Jeg var ikke vred på Justin, men på vores forældre. Jeg havde været ligeså meget med til det, men det var ham det hele skulle gå udover og nu ville de kraftedeme smide ham ud af huset, på grund af noget ham og jeg havde gjort og de kom med den dårligste undskyldning af alle.

"Jeg vil gerne have at vi rejser bort, du og jeg. Jeg vil ikke have vores forhold ødelagt, på grund af vores forældre, for jeg elsker dig og så er jeg ligeglad med hvad pokker folk tænker omkring det. De må tænke hvad de vil, så længe at jeg har dig hos mig og jeg ved at du er min..", fortsatte han og kiggede mig dybt i øjnene. Flere tåre begyndte at rende ned af hans kinder og han gav mine hænder et klem.

"Please, tag med mig. Jeg vil ikke undvære dig, det vil jeg virkelig ikke!", svarede han med en trist stemme, med tåre rendende ned af kinderne. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg kunne jo ikke bare forlade vores forældre, men samtidig ville jeg heller ikke undvære Justin. Han betød alt for meget for mig og jeg elskede ham virkelig meget, trods han var min bror. Det var lige meget, for det ændrede ikke mine følelser for ham.

"Okay, jeg tager med dig..", svarede jeg stille og troede næsten ikke mine egne ord. Dette var virkelig en stor beslutning, jeg havde taget, men jeg fortrød den ikke.

"Virkelig?", spurgte Justin med glæde i stemmen. Jeg nikkede af hans spørgsmål og straks kom der et stort smil op på hans læber. Han fjernede sine hænder fra mine og uden jeg overhovedet havde set den komme, lagde han sine arme om min nakke og trak mig ind i et lidenskabeligt tungekys. Jeg lagde mine arme om hans nakke og tungekyssede lidenskabeligt med. Han smagte som altid fantastisk og jeg nød at kysse med ham. Lige i dette øjeblik tænkte jeg slet ikke over at vores forældre kunne komme ind og opdage os, jeg nød bare at kysse med Justin og tanken om at vi skulle forsvinde væk sammen, gjorde mig glad. Han var min, lige meget hvad der ville ske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...