In love with my brother | Justin Bieber

Hvad ville du gøre hvis du blev smask forelsket i din storebror? Din storebror, som er tre år ældre end dig selv? Se det er det store spørgsmål for Crystal Bieber på seksten år. Hun falder langsomt for sin storebror, Justin Bieber på nitten år. Men det store problem er netop, at de er søskende og det er jo med garanti forbudt kærlighed. Crystal plejer at være en fornuftig pige, men skal hun gøre det fornuftige ved at kæmpe mod sine forbudte følelser eller skal hun lade de ustyrlige følelser give los? Hvad med hendes bror? Føler han det på samme måde som Crystal? Hvad kommer til at ske? Find ud af det i "In love with my brother". - læses på eget ansvar. Justin er ikke kendt.

272Likes
444Kommentarer
91324Visninger
AA

16. fifteen

Crystals synsvinkel:

Jeg gabte stort, inden jeg åbnede øjnene og strakte mig i kroppen, hvor efter jeg vendte mit ansigt til min venstre side og opdagede Justin, der lå på maven lige ved siden af mig. Jeg glippede øjnene godt op og kom i tanke om, at vi åbenbart var faldet i søvn sammen - tæt og nøgne!

Jeg sank en klump og vendte mig roligt om på siden mod ham, hvor det var tydeligt, at han var langt væk i drømmeland for hold da op hvor han snorkede, eller.. Han snorkede ikke højt, men han var langt væk i sin søvn - det var sikkert!

Jeg bed mig spændt i underlæben og selv om Justin var min storebror, så var han altså lækker at betragte og hvad jeg altid gerne ville have lov til at se, men som aldrig havde lykkedes mig, var at se hans røv.

Så forsigtigt løftede jeg dynen, mens mit blik flakkede mellem dynen og hans sovende ansigt, bare for at være sikker på, at han ikke vågnede. Det var med tungen lige i munden, det her.

Hvis jeg bare var hurtig nok, ville jeg kunne få et glimt af hans numse og så var jeg jo egentlig tilfreds nok - selvom vi havde ligget nøgne sammen hele natten, havde jeg end ikke haft muligheden for at se hans røv, så nu måtte det snart være på tide.

Jeg løftede dynen en anelse op og prøvede at være forsigtig med mine bevægelser, så han ikke vågnede og havde nu frit syn til det meste af hans krop, dog ikke alt, eftersom han jo lå på maven, men jeg havde frit udsyn til hans numse og lad mig sige det mildt - hans numse var fandeme dejlig. Hvor ville jeg gerne røre den, men den chance turde jeg simpelthen ikke tage. Justin og jeg var ikke sammen længere, som et par, så det var gjort klart at vi skulle holde det på søskendestadiet - det var i hvert fald hvad Justin syntes at vi skulle.

Jeg glemte alt om tiden, imens jeg sad og betragtede hans søde, blege numse - selvfølgelig havde jeg da set den før, men dengang var vi små børn og vi havde jo begge fået flere former nu, siden da.

"Nyder du synet?", kom det pludseligt mumlende fra højre side af mig og jeg skreg forskrækket op, hvor jeg i en fart fik trukket min egen dyne om mig og lod som om, at ingenting var sket. Jeg kravlede væk fra ham, så jeg sad ovre på min egen side af sengen.

Jeg hørte et lille charmerende grin fra ham, så jeg så med blussende kinder hen mod Justin, der havde sat sig halvt op i sengen, mens han støttede sine hænder ned i madrassen lettere bag ham. Han fugtede sine læber i et smørret smil.

"Indrøm, at du eeeelsker min røv?", grinede han drillende. Jeg skulede olmt hen på ham og fnøs en anelse.

"Hold din kæft!", svarede jeg fnysende og fornærmet vendte jeg mig bort fra hans lede og irriterende grin, mens jeg kæmpede mig ud af sengen med dynen godt om mig, for at vralte hen ad gulvet mod min kuffert. Jeg skulle bare i tøjet i en fart.

"Nårh! Er søde lille Crystal lidt morgensur nu?", kom det i et flabet grin henne fra sengen af, så jeg så skulende og fnysende over min skulder mod ham.

"Du hygger dig hva?!", svarede jeg sarkastisk igen og vendte blikket bort fra hans smørrede grin, mens jeg lettere akavet kæmpede mig i knæ med dynen omkring mig, så jeg kunne finde noget tøj i min kuffert.

"Hvorfor smider du ikke bare dynen? Jeg har ligesom set dig nøgen!", kom det grinende fra ham. Jeg bed mig i kinden og nægtede at se hen på ham og rodede blot videre i min kuffert.

"Har du glemt, at vi er søskende?!", svarede jeg spidst uden så meget som at flytte mit blik fra mit tøj i kufferten.

"Well, jeg er i alt fald ikke i tvivl om at vi er søskende nu, frøken morgensur!", grinede Justin så jeg straks rejste mig og vendte mig halvt.

"Jeg er ikke morgensur, fat det!", vrissede jeg spidst, mens jeg pegede mod ham med et par trusser i min hånd. Justin grinede indestængt i grynt og gav mig et løftet øjenbryn.

"Vi skændes jo konstant, ergo, så må vi være søskende?!", grinede han. Jeg brummede irriteret og smilede falsk mod ham.

"Haha, meget morsomt!", svarede jeg fornærmet.

Jeg kiggede irriteret væk fra ham og rodede rundt i min kuffert efter noget tøj at tage på, men synes ikke rigtig, at jeg havde noget afslappende at tage på, så det blev et par sorte, stramme jeans og en afslappende sort hættetrøje og så selvfølgelig mit undertøj og nogle strømper. Egentlig orkede jeg slet ikke stramme jeans i dag, men jeg orkede da slet ikke heller, at spørge om jeg måtte låne Justins jeans, så det blev nu bare mit eget tøj.

Jeg tog tøjet i hænderne og gik hurtigt ud på det lille badeværelset, hvor jeg lukkede og låste døren efter mig. Dynen røg ned og straks begyndte jeg at tage tøjet på, som jeg havde fundet frem. Jeg kunne ikke undgå, at betragte mig selv en smule i spejlet imens - jeg lignede mere en død end en levende.

Mit hår var meget filtret, men jeg orkede ikke at gøre en skid ved det, så det blev sat op i en hurtig og grim knold igen og det var det. Jeg orkede heller ikke dette motel længere og ville allerhelst gerne videre på vores flugt, for jeg var godt nok blevet træt af at være her. Jeg sprøjtede noget deodorant og parfume på, bare så jeg duftede en smule lækkert og gik ud fra badeværelset igen med dynen under armen.

"Hvornår kører vi videre?", spurgte jeg, med ansigtet rettet mod Justin.

Justin smilede skævt op fra sin mobil i hånden. Ja, hvad var det lige med ham og hans skide mobil? Han skulle altid glo i den, som om det var det mest interessante i hele verden?

"Nurh, er lille Crystal begyndt at..."

"Drop det der Justin! Hvornår skal vi videre?!", afbrød jeg ham olmt og kastede dynen ned i sengen ved siden af ham. Justin smilede svagt og nikkede.

"Easy girl... Skal det være på den hårde måde frøken lystig? Så smutter vi sgu da bare i dag, værre er det da ikke, vel?", svarede han i en flabet men rolig tone. Jeg nikkede bare med et flabet smil og satte mig opgivende ned på sengekanten mens jeg tog mig til panden.

"Oh god...", mumlede jeg opgivende og begyndte efterhånden at miste en smule af troen på, hvorfor pokker vi blev ved med at flygte, særligt nu hvor Justin og jeg så ikke var sammen alligevel?

Jeg sukkede tungt og rettede mig lettere op og uden at se tilbage på ham, satte jeg mig for at få et konkret svar.

"Hvorfor flygter vi i det hele taget, nu vi ligesom ikke er sammen længere?!", spurgte jeg spidst og vendte endeligt mit blik bagud, men opdagede en tom seng og vendte så blikket den anden vej, for at se, at Justin stod midt på gulvet henne ved hans kuffert, hvor han havde fået et par røde og hvide boksershorts på og lige nu stod med ryggen til og kæmpede sig i en sort og lettere slidt hoodie.

"Fordi, vi har gjort noget ulovligt og skamfuldt Crystal... Hverken du eller jeg kan se vores forældre i øjnene - svar nok?", mumlede han med ryggen til.

Jeg sukkede opgivende og smed mig ned at ligge på ryggen tværs på sengen så mine ben stadigt hvilede i gulvet.

Det var svært, at holde dette her ud. Det var helt klart nemmere, at flygte med Justin, når vi var kærester, men som tingene så ud lige nu, blev vi ikke kærester igen og det var sværere end jeg troede - jeg måtte bare putte en facade på og håbe, at den ville holde.

Jeg trak vejret tungt og kiggede op i det grimme loft, imens jeg lå og tænkte - hvis vi spolede tiden tilbage til bare i går, var tingene helt anderledes end nu. Sjovt nok, føltes det nu som om at Justin og jeg aldrig havde været kærester, men tværtimod, at han var min røv irriterende storebror, som jeg hele tiden var oppe og skændes med.

"Men jeg har ikke lyst til, at flygte resten af mit liv..", mumlede jeg og håbede på, at Justin ikke havde hørt det, men hvem prøvede jeg, at narre? Selvfølgelig havde han hørt det.

"Det kommer vi jo heller ikke til - vi skal bare bruge tid.", svarede han og kiggede hen på mig med et opgivende blik. Jeg sukkede irriteret og satte mig op, med benene helt ind til min mave.

"Hvordan kan du være så sikker på det?", spurgte jeg fornærmet.

Justin rystede lettere forvirret på hovedet og udstød med en truttende mund og trak på skuldrene.

"I have no idea, men indtil videre kan vi bare ikke vende tilbage Crystal. Vi må tage det som det kommer, og udtænke en plan på længere sigt.", forklarede han lettere og vendte sig omkring for at tage et par sorte baggyjeans på med ryggen til mig. Jeg så hen på ham med et undrende løftet øjenbryn.

"Udtænke en plan på længere sigt? Hvad med nu, så vi bare kan komme hjem igen? Jeg gider seriøst ikke denne irriterende flugt længere!", udbrød jeg irriteret med blikket hvilende stødt på hans lettere krummende ryg, mens han tydeligvis stod og fumlede med bukseknappen for at lukke den.

"Fordi det bare ikke er nogen god og klog idé, at vende hjem igen. Fat det nu bare!", svarede han bestemt og bukkede sig ned efter et par kullørtstribede sokker, hvorefter han vendte sit blik over på mig i sekunder med et stramt smil, hvorefter han gik hen og satte sig på den ene spisestuestol, for at tage sine sokker på på skift.

Jeg sukkede tungt og rejste mig fra sengen og gik de få skridt hen til ham og satte mig ned på den anden stol og betragtede ham opgivende, mens jeg trommede med mine fingernegle ned i bordet.

"Finder vi et sted og køber morgenmad?", spurgte jeg og valgte totalt emneskift.

"Tja, det gør vi vel?", mumlede han med sammenbidte tænder, så jeg lige akkurat kunne høre det og sukkede. Endnu et suk, forlod min mund og jeg tog mig kort til ansigtet med mine hænder - før vi slog op, havde jeg ikke noget imod at være på flugt, for så brugte jeg jo min tid på ham, men nu føltes det hele bare så forkert, fordi vi ikke var sammen længere.

"Er du da sulten?", spurgte han, denne gang en smule højere. Jeg trak bare ligegyldigt på skuldrene og stirrede stift ud i luften, før jeg rejste mig op fra spisestolen og kiggede hen på ham.

"Begynder vi at pakke nu så?", spurgte han og rejste sig selv op fra stolen, da han havde fået sine strømper på.

Jeg nikkede og gik hen til min kuffert, hvor jeg begyndte at pakke de sidste ting ned i den - gad ikke at pakke tingene i orden, så de blev bare mere eller mindre smidt ned i kufferten. Jeg gik ud på badeværelset, hvor jeg pakkede resten af mine ting og gik ind på værelset igen, for at smide det sidste ned i min kuffert. Der var ikke så meget at pakke, hvilket jo egentlig bare var heldigt for mig. Jeg lukkede for kufferten og endnu en gang smed jeg mig ned i sengen.

Jeg kunne mærke Justins øjne på mig, selv om jeg lå i sengen og i næste sekund rakte ud efter min mobil på sengebordet, hvor jeg rimelig ukoncentreret valgte at spille lidt spil på mobilen.

"Wow, du var sgu hurtig?", kom det i en "wow-tone" fra Justin, så jeg flygtigt så hen på ham, hvor han stod med hænderne hvilende på hans hofter.

"Vi har jo ligesom ikke pakket vores værelser med, vel?", svarede jeg lettere ligegyldigt, så Justin gav mig et opgivende blik med panderynker og rystede lettere på hovedet og begav sig ud på badeværelset.
 

"What ever...", mumlede han med ryggen til og forsvandt i sekunder ude på badeværelset bag den ret åbne dør, hvorefter han dukkede op med sin bylt med det stive tørre tøj fra regnvejret i går og hans standsede op midt på gulvet med sit tøj i armene og så bestemt ned på mig.

"Og hvad så med dine toiletsager ved håndvasken, dit shampoo og balsam og din barberhøvl i brusekabinen - det skal måske ikke med?", spurgte han i et lille flabet grin, mens han rystede på hovedet og gik hen til hans egen kuffert og lagde sit tøj ned i.

Jeg sukkede og himlede med øjnene over om hvor belastende han kunne være og i øjeblikket var selvfølgelig ikke nogen undtagelse, men han havde tydeligvis ret, for alt det havde jeg selvfølgelig glemt i farten, fordi jeg bare ikke magtede dette lorteværelse længere. Jeg ville ud at se andet og bare væk fra denne dumme by, som havde skabt drama mellem Justin og jeg.

Jeg sukkede trist og orkede på ingen måde, at gå ud for at tage mine ting på badeværelset, så jeg blev liggende doven og lettere træt i sengen.

"Vil du ikke hente det for mig og putte det i min kuffert?", spurgte jeg og skruede den søde stemme på, bare for at få ham til at hente mine ting til mig og putte dem i min kuffert. Han rullede irriteret med øjnene, men gik alligevel ud på badeværelset igen og kort tid efter, kom han ud med mine ting og var på vej hen til min kuffert.

"Du er da bare en skat!", sagde jeg med den mest falske stemme, som jeg overhovedet kunne lave. Han brummede irriteret over mig og proppede mine ting tilbage i kufferten.

Jeg smilede tilfreds over det og satte mig op i sengen. Jeg glædede mig til at komme væk og få noget morgenmad, for min rumlende mave fortalte mig, at den var sulten.

~

"Hvad skal du have?", spurgte Justin med en lettere utålmodig stemme. Jeg pustede tungt ud og stirrede mig næsten blind i menukortet, som jeg sad med og straks hev han det bare ud af hænderne på mig, så jeg så irriteret på ham.

"Hvad fanden skulle det til for?", spurgte jeg irriteret. Justin gav mig et træt og flabet blik.

"Kan det virkelig være så svært at at skulle bruge så meget tid på at glo på menukortet, i stedet for at sige, om du bare skal have breakfast eller brunchbuffetten? Er det virkelig så pokkers svært?!", spurgte han flabet og smilede flabet til mig, mens han i blinde rakte servitricen menukortene og afbrød blikket på mig, for at se op på servitricen.

"Jeg skal i alt fald have brunchbuffetten og en sort kaffe til, tak!", tilføjede han bestemt til damen, der stod og nikkede med hendes hvide forklæde ud over hendes røde og hvide stribede kjoleuniform-ting-ting. Jeg pustede irriteret og opgivende ud og så op på damen med et stramt smil.

"Det samme til mig, tak men ingen sort kaffe!", tilføjede jeg med et falsk smil mod hende, mens jeg sad og foldede mine hænder sammen på bordet foran mig. Hun nikkede bestemt og skrev det ned på hendes lille notesblok og begav sig hen mod disken og forsvandt om bag disken her i denne lille diner, som vi havde fundet et par km ude ved landevejen væk fra den lorteby - heldigvis!

Stemningen mellem Justin og jeg var meget trykket og det var helt sikkert noget vi begge kunne mærke - han var gået fra at være den søde og omsorgsfulde kæreste til at være den idiotiske og flabede storebror og det hadede jeg, for drengen havde ændret måde at være på, på under meget kort tid.

Jeg sukkede og lænede mig trist tilbage i spisestolen og undgik at kigge på Justin, så i stedet kiggede jeg rundt. Jeg kunne ikke komme fra den konklusion, at jeg hadede at stemningen mellem os skulle være sådan her. Jeg havde mest af alt lyst til at overfalde ham med hede kys, men jeg vidste også godt, at det ikke kom til at ske igen.

Jeg brugte mine håndflader, som støtte under min hage og bed mig trist i læben, før jeg besluttede mig for at finde min telefon frem, hvor jeg i kedsomhed surfede en smule rundt på de sociale medier. Jeg lagde mærke ud af øjenkrogen, at Justin selv sad optaget på hans telefon. Tanken om at vi ikke var sammen længere og han i realiteten kunne gøre hvad han ville med andre kvinder - ja, det gjorde fandeme ondt i mit hjerte som bare pokker.

"Hvor tager vi hen efter dette?", spurgte jeg, bare for at bryde tavsheden en smule.

Justin så lettere overrasket op fra sin mobil og hen på mig og lagde sin mobil på bordet ved siden af hans bestik og sukkede tungt kunne jeg se. Han bed sig flygtigt i underlæben og rystede let på hovedet.

"Altså, vi krydser snart grænsen til staterne, så næste stop bliver vel Ann Arbor eller Detroit i Michighan?", svarede han med et lettere ligegyldigt skuldertræk og i næste sekund kom servitricen og stillede en kop sort kaffe foran Justin på bordet og stillede et glas appelsinjuice til mig. Hun smilede mod os.

"Brunchen kommer straks!", konstaterede hun i et venligt smil og nikkede. Justin nikkede med et svagt smil mod hende og hun gik straks væk fra vores bord igen.

Jeg så lettere målløs hen på ham med svagt åben mund.

"Har vi virkelig kørt så langt, at vi snart krydser grænsen?", spurgte jeg målløs. Justin nikkede svagt med et meget lille smil, som endelig for mit vedkommende hverken virkede falsk eller flabet, men bare et meget lille sødt smil fra ham var nok til at få min mave til at gøre en del knuder. Han brød blikket og tog en forsigtig tår af sin kaffe.

Jeg sukkede og så flygtigt ud af vinduet ved min side og drak i blinde en tår af min juice, hvor jeg registrerede en lastbil køre forbi dineren i en allerhelvedes fart, så vejstøvet hvirvlede en smule, inden det atter lagde sig.

Endelig skinnede solen højt på himlen og graderne havde steget fra 10 til godt og vel 14 grader. Ja, det havde jeg selv registreret i Justins bil, lige inden vi steg ud på parkeringspladsen ved dineren.

Jeg så atter tilbage på Justin, der lettere optaget greb ud efter en avis fra avisholderen på væggen godt og vel en halv meter bag ham, hvor efter han vendte sig om og begyndte at bladre i avisen. Jeg så spørgende på ham, selv om han sad med blikket nede i avisen.

"Hvad med pas? Jeg mener, det er jo ikke Canada vi skal ind i men ligefrem staterne og der har vi ikke pas til?", spurgte jeg med et løftet øjenbryn på ham og straks så han med et svagt smil op fra avisen.

"Så længe vi har vores egne pas, kan vi godt krydse grænsen, men beslutter vi os for at bosætte os i én af staterne, så skal vi huske, at vi skal søge om et pas til os hver inden for tre måneder, tror jeg det hedder, ellers sender de os direkte tilbage til Canada...", forklarede han roligt med et smil og rejste sig.

"Jeg skal lige på lokum, be right back...", mumlede han lettere og jeg nikkede og fulgte ham med blikket i retningen mod wc-døren i dineren.

Da jeg ikke kunne se ham længere, kiggede jeg i stedet ned i bordet, som var af grimt træ og tydeligvis ikke moderne. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle føle eller tænke - tanker fløj rundt i hovedet og jeg kunne ikke stoppe med at tænke på, at Justin og jeg ikke var sammen længere, som kærester. Min hjerne fortalte mig, at det var den rigtige beslutning, hvorimod mit hjerte fortalte at det var en forkert beslutning, fordi jeg stadigvæk elskede ham, men vores kærlighed var forbudt og det måtte jeg affinde mig med.

Servitricen kom tilbage, denne gang med morgenmad til os. Hun placerede maden på bordet og jeg smilte taknemmeligt til hende, før hun vendte om og gik tilbage. Jeg tog fat i mit bestik og begyndte, at spise - jeg havde været så sulten, men nu havde jeg svært ved at få noget som helst ned, fordi mine tanker tog så meget overhånd.

"Skal du ikke spise, mens det er nogenlunde lunt?", hørte jeg pludseligt hans stemme over mig, hvor ved jeg så op og opdagede ham sætte sig ned på sin plads med et skævt smil, hvor han kiggede lettere hen på mig med et skævt smil, mens han foldede avisen på bordet sammen og skubbede den lettere hen mod kanten, så han kunne være der ordentligt med sin morgenmad. Jeg rystede meget svagt på hovedet med et suk.

"Jeg er vidst ikke så sulten alligevel?", mumlede jeg lettere trist. Justin så med et bekymret blik på mig.

"Er der noget galt? Det var ellers dig, der pleasede om hvornår vi kunne komme videre og få os noget morgenmad og nu siger du, at du ikke er sulten? - Jeg forstår slet ikke?", spurgte han hovedrystende og så ned på sin mad og greb ud efter sit bestik ved siden af tallerkenen og gik straks i gang med pandekagerne. Jeg betragtede ham intenst med blikket mens hans sad og skar bidder ud af pandekagen for at spise det.

Jeg sukkede tungt og lænede min kind op ad min lettere knyttet hånd og sad bare og betragtede ham, mens hans spiste til han bemærkede mit blik på ham, hvor han løftede det ene øjenbryn og rettede sig op i stolen.

"Altså helt ærligt Crystal - Hvad er der galt? Du spiser ikke din mad og du må altså huske, at det er penge lige ud af mine lommer. Vi er altså ikke ligefrem millionære, så længe jeg ikke har et job at kunne tjene penge på og der skal altså også være penge til grænsetolden og benzin når vi skal tanke op!", forklarede han bestemt med nærmest udskudte øjne mod mig, hvorefter han afbrød kontakten med mig, for at tage en tår af sin kaffe.

Jeg så bedrøvet ned i bordet med hænderne foldet sammen under bordet.

"Undskyld...", snøftede jeg og følte mine øjne blive våde.

Jeg hørte en skramlende lyd af en stol hen ad gulvet, men så slet ikke op.

"Altså, for helvede Crystal...", lød det i et mumlende suk fra Justin og sekunder efter mærkede jeg hans arm lægge sig over min ryg, hvor han trak mig ind i et halvt knus, så jeg græd stille mens jeg hvilede mit hoved på hans skulder.

Det var fandeme hårdt det her - at skulle undvære ham, når jeg havde vænnet mig til tanken om at være hans kæreste. Besværligt og grædende, fik jeg lagt mine arme om ham og pressede mig tættere mod ham, så jeg tydeligt kunne dufte ham, hvilket resulterede til, at jeg bare begyndte at græde endnu mere. Mit hjerte gjorde så ondt og episoden fra i går, blev ved med at poppe op i mit hoved. Jeg sad og hulkede og godt at jeg ikke havde lagt make up, for så havde jeg da uden tvivl lignet noget, jeg ved ikke hvad.

"Jeg savner dig så meget..", hulkede jeg og havde slet ikke lyst til at slippe ham igen, blot fordi jeg nød at have ham så tæt på mig igen. Når han opførte sig flabet og provokerende, var det som om at jeg slet ikke kunne kende ham, for det var jo ikke den Justin, som jeg var begyndt at kende - den Justin, som jeg havde forelsket mig i, var sød, omsorgsfuld, dejlig og ikke mindst kærlig. Jeg gjorde nok hans bluse temmelig våd lige nu, men det gad jeg altså ikke at tænke over.

Jeg kunne mærke hans hånd kærtegne mig blidt op og ned ad min ryg og arm og det skælvede helt i min krop, da jeg mærkede et blidt kys i min pande fra ham.

"Tro endelig ikke, at jeg ikke kæmper lige så meget som dig, men hvis du nu ser tilbage ikke, så var det vidst nok det dummeste, som vi begav os ud i... Du var bare pludselig sådan en smuk pige, som vimsede forbi mig dag ud og dag ind, og det var mere end rigeligt til, at jeg begyndte at få forkerte følelser for dig... Jeg begyndte at drømme om dig om natten og i skolen havde jeg svært ved at koncentrere mig, fordi alle de forbudte følelser om dig huserede mine tanker mer og mer... Så en dag gjorde jeg det kraftedeme... Jeg begav mig ud et sted, som jeg slet ikke måtte... Lokkede dig ind i fordærv med mig og  det er bare gået op for mig, at jeg er sådan et slet menneske... Du fortjener slet ikke det her... Jeg ønsker bare at passe på dig - forstår du det?", lød det tydeligvis grædende fra Justin, så jeg fjernede mit grædende ansigt fra hans skulder og så op på ham, hvor han smilede svagt og vildt bedrøvet med tårer, der rendte stille ned ad hans kinder.

Jeg snøftede hårdt ind og kærtegnede hans kind og hvilede min pande mod hans, mens jeg nussede hans kind med min tommelfinger.

"Du lokkede mig ikke i fordærv Justin... Jeg elsker dig jo...", snøftede jeg med blikket ned på hans læber, hvor jeg bemærkede at han smagte roligt på hans tårer.

"For helvede... Du må ikke gøre det sværere for os Crystal...", mumlede han grædende og fjernede sin pande fra min og trak sig væk, for at rejse sig. Jeg så med våde kinder op på ham.

"Går du?", spurgte jeg med en knude i maven. Han så dårligt på mig.

"Jeg trænger til luft...", mumlede han og jeg fulgte ham med blikket hen mod døren til dineren, hvor han tog sin pakke cigaretter op ad lommen og straks placerede en smøg mellem hans læber mens han gik udenfor og tændte sin smøg og gik i retningen væk fra dineren, så han endte med at sætte sig på en stor kampesten nær landevejen, hvor han sad og røg.

Jeg flyttede blikket væk fra vinduet og Justin, der var derude og så ned på min mad foran mig, mens tårerne stadigt rendte stille ned ad mine kinder.

Jeg snøftede ulykkeligt og tørrede mine tårer væk, men jeg fik intet ud af det, for der kom blot flere tårer ud af det. Jeg hulkede lavt og greb fat i en serviet, for at tørre tårerne væk en gang for alle og derefter tog jeg en dyb indånding, for nu skulle det være slut med at græde. Jeg elskede Justin, men jeg var også klar over, at jeg ikke kunne få ham og at jeg blev ved med at gøre det sværere for ham, så det skulle være slut nu - han synes det var den rigtige beslutning og et eller andet sted, kunne jeg også følge ham, men så alligevel ikke, for hvis vi elskede hinanden, som vi jo gjorde, hvorfor blev vi så ikke bare sammen og støttede hinanden, i stedet for at vi begge gik rundt og var ulykkelige?

Jeg sukkede trist og lagde servietten fra mig, hvorefter jeg besluttede mig for at begynde at spise, nu hvor Justin havde brugt penge på det og han havde jo ret i det han sagde - han arbejdede ikke og på et tidspunkt ville vores penge være brugt op, eller nu var det jo hans penge, men ja. Jeg tog en tår af den lunke juice og spiste videre. Tankerne fløj stadigvæk rundt i mit hoved, men jeg græd ikke længere - det var slut med at være ked af det, når der alligevel ikke kom noget ud af det.

Justin og jeg var fortid og vi skulle nok klare det sammen, uden at være kærester, for det havde vi jo gjort før. Før jeg blev forelsket i ham, så jeg ham jo bare som min storebror, så måske var der en mulighed for, at jeg i fremtiden kunne stoppe med at være forelsket i ham? Det håbede jeg og når man tænker over det, så var jeg måske også bare et barn, som var forelsket? Måske betød det ikke så meget i sidste ende, for jeg var trods alt kun seksten år og havde hele livet foran mig.

Egentligt, måtte det have været alle de forvirrede tanker omkring Justins og mit forhold, der havde gjort, at jeg ikke følte sult, men efterhånden, som jeg fik spist lidt efter lidt og lidt mere, kunne jeg godt mærke, at det alligevel var rart med lidt mad i maven.

En skikkelse forstyrrede mit lettere stirrende blik hen på Justins stol mens jeg spiste og jeg opdagede straks Justin sætte sig ned med et meget svagt og flygtigt smil.

"Det er godt du spiser - vi har en lang køretur foran os...", forklarede han lavt. Jeg nikkede blot og spiste roligt videre og så et øjeblik, at han selv spiste videre af hans egen mad. I flere minutter sagde vi ikke noget, men sad bare og spiste.

"Lidt skægt egentligt, at vi altid skal ende med at spise koldt mad.", udbrød han roligt, efterfulgt af et lille skævt smil og så endelig op på mig. Jeg følte en anelse varme i kinderne og grinede svagt, mens jeg nikkede.

"Du har ret!", fnes jeg. Justin tørrede sig flygtigt om munden med sin serviet og smilede skævt.

"Det må vi se at vænne os af med! Jeg savner faktisk at få varmt mad!", grinede han smørret og greb sit glas med juice. Jeg grinede lidt og nikkede.

"Skal vi love hinanden noget?", spurgte jeg med et lille fnis. Justin nikkede, mens han slap læberne om sit glas.

"Mmhm?", mumlede han spørgende, mens han nikkede med et lille grin. Jeg fnes lidt.

"Vi lover hinanden, at vores aftensmad er varm, når vi spiser den - Amar?!", spurgte jeg med et skævt smil og rakte min venstre hånd mod Justin for at give ham hånden derpå. Det var lidt med vilje at jeg brugte venstre hånd, fordi han var venstrehåndet. Han grinede lidt mens han nikkede og tog imod min hånd.

"Amar!", svarede han bestemt med et skævt smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...