Disconnected (Luke Hemmings)

Mit navn er Jesse Smith og jeg går på en normal High School og lever et helt normalt liv. Men nogen gange kan tingene bare blive for meget eller ændre sig til noget helt forkert eller noget overraskende. For engang var Luke og jeg bedste venner, helt siden alderen fire. Men en nat troede Luke at han sluttede vores opkald.. det gjorde han bare ikke. Jeg hørte hvert et ord. Alt blev nærmest "afbrudt" (Disconnected). Det er svært at være omkring ham, for alt er anderledes. Ps. Man behøves ikke være fan, for at læse denne novelle. ;) - Det er rigtig en pige ved navn Amanda, som har skrevet denne novelle på engelsk. Jeg har fået tilladelse af hende til at skrive den på dansk, så stort tak til talentfulde Amanda.

120Likes
161Kommentarer
47575Visninger
AA

2. Prolog

"Undskyld, jeg kan ikke komme over. Jeg laver lektier.", i de sidste to uger, har han lavet lektier non-stop. Luke har aldrig lavet så mange lektier i hans liv, jeg ved slet ikke hvad han laver det for.Vi har ingen tests for denne unge, og eksamen er først om tre måneder. "Hvilke lektier har du for?", Jeg kan ikke lade være, jeg har altid været så nysgerrig. "Bare en dum test, jeg prøver at ændre. Vi kan hænge ud i morgen, det lover jeg.", Selvfølgelig kan han ikke huske det. Han glemmer det altid nu.

Det er den sidste dag hos mor, så skal jeg nemlig over til min far. Hvilket er på den anden side af byen. Ja, jeg går stadig på samme skole, men Luke bor overfor der hvor min mor bor. Når jeg er hos min far tager det ca. 30 minutter at komme over til hinanden.

"Jeg skal hen til min far resten af ugen."

Jeg lyver ikke, det gør ret ondt at Luke glemte det. Lige siden skoleåret startede, har han glemt hver uge. Normalt bliver han, og tager først hjem når min far henter mig næste dag. "Shit, det er rigtigt. Undskyld, men jeg kan bare ikke. Det er en meget betydningsfuld test, jeg er bare glad for at jeg kan lave den om.", som sagt han studerer aldrig?

"Okay, det er lige meget. Undskyld, forstyrelsen.", jeg er lige ud sagt pisse sur, kan han ikke en gang holde fri for en dag? "Undskyld. Vi ses i skolen i morgen.".

Helt seriøst?

Jeg sukker og ligger min mobil på min seng, hvorfor glemmer han det? Hvorfor nu? Det ligner ham ikke. Jeg kigger over på min mobil og ser at opkaldet stadig er i gang, jeg ruller med mine øjne og er lige ved at fortælle Luke hvordan jeg har det. Men jeg stopper mig selv.

"Undskyld. Hun kan ikke stoppe med at ringe hele tiden."
"Jeg forstår det ikke, hvorfor er du venner med denne tøs, hvis du syntes hun er irriterende?"
"Fordi vores mødre er virkelig tætte og alt muligt pis. Tro mig, hvis ikke de var det, havde jeg forladt hende for lang tid siden."
"Du får hende til at lyde som om at hun er din kæreste."
"Ja, hun er klæbende nok."

Hvad? Jeg bider i min læbe, mens jeg skynder mig at afslutte opkaldet. Jeg kyler min mobil ned ad sengen, hvor jeg hører skærmen bliver smadret, jeg brøds mig ikke om sådan nogle sager. Jeg kigger rundt på mit værelse, nogle få af Luke's ting er her. Jakker, T-shirts, CD'er, selv hans sko er her. Der er billeder af ham og mig, da vi var yngre og nogle fra bare få uger siden på væggen. Jeg kan ikke holde ud til at kigge på dem længere. Mente han det virkelig? Er jeg klæbende? Irriterende? Jeg ved godt jeg kan være en lille smule klæbende, men kun få gange. Jeg vidste slet ikke Luke har det på den måde.

Min mobil begynder at ringe, jeg har bare ikke tænkt mig at tage den. I stedet kyler jeg en pude hen på den, for at få dens ringen til at blive lavere. Jeg tager armene rundt omkring mine ben, og hviler mit hoved på dem. Efter min mobil har ringet i ca. 5 minutter, stopper den, men så kommer min mor ind. "Luke er i telefonen, han siger at han har prøvet at få fat i dig.", hun smågriner lidt. Jeg kigger på hende, og ryster så på hovedet. Jeg vil ikke snakke med ham, det ved jeg nu, hvor han fandt ud af at han ikke lagde på. 

"Søde skat, han er din bedste ven, hvorfor vil du ikke snakke med ham?", hun smågriner lidt igen. Luke kan hører det hele, han griner sikkert også af det med hans ven, hvem det så var. Jeg ryster igen på hovedet, inden jeg kigger ud af vinduet, hun sukker og lukker døren. 

"Undskyld, Luke. Hun vil ikke snakke med dig."

__________________________________________________________________________

Jeg står tidligt op denne morgen, for at tage et bad og blive færdig med at pakke mine ting. Jeg går ind på mit badeværelse og tager min toilettaske, hvor alt mit badegrej er i. Jeg går ind på mit værelse og smider det på den allerede rodede seng. Luke har ringet op til flere gange her til morgen, med nogle få sms'er i blandt. Jeg sletter dem bare og ignorerer når min mobil ringer. Jeg ender i stedet med at sætte den på lydløs.

Jeg går rundt på værelset og finder ting, som Luke har efterladt her de sidste par år. Jeg ved at jeg sikkert overreagerer omkring det her, men som det er lige nu, har jeg ikke lyst til at se noget, der på nogen måde tilhører Luke. Jeg sætter mig på hug og samler en sweatshirt op under mit skrivebord, jeg holder den i mine hænder og kigger ned på den. Det er en af hans yndlings sweatshirts, jeg blev ret overrasket da han efterlod den her, for nogle måneder siden. 

Jeg smiler lidt, inden jeg rejser mig op og tager den tæt ind til mit bryst. Jeg går så hen forbi kassen fyldt med hans ting, på sengen. Jeg går hen til mit tøjskab, folder den sammen og ligger den ind bagerst på en af hylderne. "Skat?", jeg kigger tilbage fra skabet på mor, "Far vil være her om 10 minutter, vil du ikke lige sige farvel til Luke? Jeg kan pakke færdigt for dig.", spørger hun, mens hun går hen og sætter sig på min seng. Jeg ryster på hovedet, han havde chancen i går.

"Hvad er det her?", spørger hun og sætter kassen på hendes skød. "Luke's ting.", siger jeg stille og kigger rundt i værelset. "Var jeres skænderi så alvorlig?", jeg sætter mig på skrivebordet og trækker på skuldrene, "Har du lyst til at snakke om det?", spørger hun, mens hun smiler. Jeg ryster endnu en gang på hovedet, hun sukker og sætter så kassen ned på gulvet, mens hun rejser sig op. Hun går ud af mit værelse og lukker døren efter sig. 

Efter fem minutter kommer hun ind igen.

"Skat, far er kommet.", for første gang i femten år, er jeg glad for at jeg skal over til min far. Normalt er jeg tvunget til at bruge noget tid med min far. Jeg nikker til min mor, så hun ved at jeg hørte hende. Hun går ud af værelset igen, og lader døren stå åben. Jeg sidder på enden af sengen, jeg samler en af mine sorte vans op og trækker i snørebåndet inden jeg planter foden i den, og det samme med den anden. Jeg laver en grimasse, inden jeg kigger på kassen ved døren, Luke har de præcis magen til sko.

Jeg sukker dybt, inden jeg rejser mig op. I går aftes tog jeg alle billederne ned der var af ham og mig. Jeg har dem stadig i en anden kasse under sengen. Jeg kan ikke smide minderne væk, lige meget hvor ondt de så gør nu. Jeg tager min lille taske, da jeg også har noget tøj hos min far.

Jeg stopper ved mit natbord, hvor jeg frakobler laderen til min mobil. Jeg kigger på det samme område, hvor jeg smed min mobil hen i går aftes. Jeg tager langsomt puden væk, inden jeg stille vender mobilen om. Jeg tænder den, mens jeg kigger på skaden, overraskende nok var det ikke helt slemt, der er bare en lang flænge, med nogle ridser ved siden af. 

Jeg putter min mobil ned i baglommen på mine jeans, sammen med min oplader. Jeg rejser mig op og træder ud af rummet. Jeg går ned ad gangen, hvor jeg ser flere billeder af mig og Luke. Få hvor vi er mindre, og nogle fra folkeskolen. Og et par stykker der blev taget for en uge siden af os på stranden. På alle billederne ser han meget glad ud. Jeg stopper foran et billede, jeg er i baggrunden, hvor jeg prøver at tage hans RayBan solbriller fra ham. Han smiler og prøver at få dem tilbage. "Skatter?", jeg kigger væk fra billedet og hen på mor. 

Jeg nikker, inden jeg følger med hende ind i stuen, hvor far står ved hoveddøren. "Er du klar?", spørger han. Jeg nikker igen, inden jeg går ud af døren, "Hvor er Luke?", spørger han forvirret. Selvfølgelig er han forvirret, for normalt når Luke er her, skal han nærmest slæbe mig ud af døren og hen til hans bil. 

Ikke længere.

"De var oppe at skændes. Jeg ved ikke hvad det drejer sig om, hun vil ikke snakke om det."

Jeg går ned ad trapperne ved verandaen til indkørslen. Jeg kigger over på Luke's hus, jeg bider mig i læben og trækker en tot hår væk fra hovedet. Jeg går rundt omkring min fars bil og om til passager siden, hvor jeg venter på at han låser bilen op til hans sorte Range Rover. Jeg kigger op på et vindue på anden etage, som er Luke's vindue. Vinduet står vidt åben, og jeg kan hører ham svagt spille guitar. Han siger at han laver covers af sange, men jeg må ikke få lov at hører dem. Jeg må heller ikke hører ham synge. 

"Jeg er tilbage om lidt. Mor bedt mig om at afleverer kassen med hans ting.", far går forbi mig med Luke's ting.

Da far når hen til døren og ringer på klokken, stopper musikken. Hans mors bil er væk, da hun arbejder på en grundskole. Hans brødre er heller ikke hjemme, så han er sikkert alene. Efter kun få sekunder, bliver døren åbnet og der står han. Bare i sweatpants og hans blink-182 koncert t-shirt fra nogle år tilbage. Det var vores første koncert sammen. Hvilket får mig til at sukke trist, da mindet ses så klart. Far begynder at snakke, inden han rækker Luke kassen. Hans ansigt falmer, inden han kigger over vejen og hen på mig.

Jeg skynder mig at kigge ned. Det er hans skyld. Få minutter efter, kan jeg høre nogle gå over, hvor jeg er, jeg kigger op og ser min far, der ser lige så trist ud. "Han siger at han er rigtig ked af det. Jeg ved ikke hvad der skete sidste nat, men han virker helt ude af den.", siger far, og åbner bilen. Jeg sukker, "Det så ud som om han græd.", far fortsætter. Jeg sætter mig ind i bilen og smækker døren efter mig. Jeg smider min taske i bunden, mellem mine fødder, før jeg folder selen ud og tager den over mit bryst. Jeg læner mit hoved op ad vinduet, "Og du har ikke tænkt dig at sige noget.", siger far lavt. 

__________________________________________________________________________

Det er gået flere måneder, siden det lille "skænderi" skete. Jeg har ikke fundet ud af hvem den anden dreng er og jeg ved ikke om jeg har lyst til at vide det. Opringningerne og sms'erne har stadig ikke stoppet og det begynder at irriterer mig. 

"Er du sikker på at du vil det her? I kunne blive venner igen snart.", siger far, mens han samler en kuglepen op. Jeg nikker, "Helt sikker.", han sukker, mens han underskriver papiret. Nu er det officielt. 

 

(Luke's synsvinkel)

"Nummeret du har ringet til er afbrudt, du kan havde fået forkert nummer, ellers ring igen senere."

Hun har skiftet nummer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...