Disconnected (Luke Hemmings)

Mit navn er Jesse Smith og jeg går på en normal High School og lever et helt normalt liv. Men nogen gange kan tingene bare blive for meget eller ændre sig til noget helt forkert eller noget overraskende. For engang var Luke og jeg bedste venner, helt siden alderen fire. Men en nat troede Luke at han sluttede vores opkald.. det gjorde han bare ikke. Jeg hørte hvert et ord. Alt blev nærmest "afbrudt" (Disconnected). Det er svært at være omkring ham, for alt er anderledes. Ps. Man behøves ikke være fan, for at læse denne novelle. ;) - Det er rigtig en pige ved navn Amanda, som har skrevet denne novelle på engelsk. Jeg har fået tilladelse af hende til at skrive den på dansk, så stort tak til talentfulde Amanda.

120Likes
161Kommentarer
47578Visninger
AA

8. Kapitel 6

"Har du hørt hvad der skete med Kenzie og Luke?", spørger Alex. Jeg kigger over på Jason, før Alex kom, havde jeg snakket med ham. For at være sikker på at han ikke fortæller nogle, om det han gjorde i lørdags. "Nej.", siger jeg, mens jeg fumler lidt med sugerøret til min sodavand. "De blev arresteret fredag aften. Luke slap fra det, en eller anden familiemedlem kom og hentede ham. Kenzie blev smidt ud af huset ved hendes far. Og har en tilsynsværge", siger Alex og læner sig ind over frokostbordet. Jeg nikker forbi hende, hvor Luke sidder for ham selv.

Normalt er han omringet af tonsvis af mennesker, men alle besøger Kenzie derhjemme, fordi at hun ikke gider i skole. Og hvem hvor de sidste bandmedlemmer er, ærligtalt kan jeg kun lide Calum og Ashton. Michael, ja.. kan blive ramt af en bus. Ups. "Jesse, hvad syntes du?", spørger Tanner. Jeg ryster hovedet, "Hva'?", jeg kigger på dem, "Jeg spurgte om hvem du tror hentede Luke?", siger han og kigger mærkeligt på mig. "Øh, det kan være hans mor eller en af hans brødre.", jeg trækker på skuldrene. "Det er ikke hvad jeg har hørt.", siger Kate. "Hvad har du hørt?", spørger Alex. "En eller anden ung pige kom og hentede ham.", hun begynder at smile. De griner, "Måske har Hemmings en hemmelig pige bag Kenzie's ryg.", siger Alex med et smørret grin.

"Jeg er ret sikker på at Luke ikke vil være Kenzie utro.", siger Jason. Jeg kigger over på ham, og giver ham et hurtigt smil. "Hvis jeg var kærester med Kenzie, ville jeg være hende utro. For det første er hun en bitch og for det andet er hun fucking irriterende.", siger Tanner og ryster på hovedet. Jeg bider mig i læben, "Gad vide hvad de blev arresteret for.", siger Alex og smiler. Jeg lukker min taske og svinger hanken over den ene skulder, "Stoffer?", spørger Andy, og endelig siger noget.

"Det vil jo ikke ligefrem være Kenzie's første gang.", griner Alex. Jeg hamrer mine hænder ned i bordet, inden jeg rejser mig op og går.

 

(Luke's synsvinkel)

"En eller anden und pige kom og hentede ham.", jeg rynker på panden, hvis de finder ud af at det er Jesse, vil hun hade mig endnu mere. Ellers vil hun få en masse lort afvide, og det samme med mig, fordi at folk tror at jeg kunne finde på at være utro mod Kenzie. "Det vil jo ikke ligefrem være Kenzie's første gang.", jeg ved at det var Alex der sagde det. Jeg hører noget smække og så nogle gisp. "Hvad er det ned ad hendes bukser?", griner Alex, "Hold kæft, Alex.", vresser Jason. Jeg tager en lille bid af den frygtelige mad. "Hvad er der galt med dig? Du har hvisket med Jesse hele tiden? Og hvorfor bekymrer hun sig, om hvis Luke er Kenzie utro? Eller at han tager stoffer med hende. Hun sagde at hun er lige glad med ham.", har hun sagt det?

"Måske løj hun!! Bare fordi at de ikke er venner, betyder ikke at hun ikke kan bekymrer sig for ham eller interesserer sig for ham. For fuck sake, han blev arresteret pågrund af Kenzie!! Tror du bare Jesse vil ryste det af sig, at hendes gamle bedste ven hun voksede op med, bliver trukket ind i en idiotisk politibetjents bil? Selv hvis det var en pige der hentede Luke eller om så Luke har været utro, hvem helvede har brug for at vide det? Bare så det fiser ind, så gider Jesse ikke snakke om det, for helvede."

Mine øjne står vidt åbne, da jeg hører hvad Jason siger. Jeg vender mig om og kigger på dem, nogle få kigger ned i bordet og andre kigger på mig. "Du behøvede ikke at flipper ud over det.", mumler Alex. "Gud, i mennesker er så umulige.", umulige.. der er ordet igen. Døren til kantinen smækkes igen og folk fortsætter med at hviske.

Selvfølgelig kommer der rygter rundt omkring. "Hey, Hemmings. Var det stoffer du kom ind for?", jeg vender rundt og ser på Alex. Hun løfter brynene af mig, og jeg vender rundt igen, "Har du nu tænkt dig at svare?", jeg sukker, mens jeg rejser mig op. Jeg tager fat i min taske og forlader bordet. "Det var et simpelt spørgsmål.", råber Alex. Jeg skubber til døren og går ud.

"Jeg er træt af at hører på det, okay? Aller mest fra Alex. Hun opfører sig som om han fucking har dræbt en eller anden."
"Har han?"
"Nej, nej. NEJ. Aldrig."
"Bare ignorer det, lades som om det ikke rør dig."
"Det ved jeg at jeg skal, det er bare, je-jeg ved at jeg ikke skal bekymrer mig for ham. Men det føler jeg at jeg gør."

Jeg ser til højre på Jesse, som læner sig op ad en mur med Jason foran hende. Hun græder. Jeg rynker på panden, inden jeg går den anden vej ned ad gangen til mit skab.

 

(Jesse's synsvinkel)

"Det er okay at bekymrer sig, Jesse. Det er som at bekymrer sig, efter en ex-kæreste. Selvom han var en idiot, bekymrer du dig stadig.", siger Jason. Jeg ryster på hovedet og læner mig igen op ad muren, "Luke er en idiot. Men det er ikke det samme. Jeg har kendt ham lige ud sagt hele mit liv, bare to år får mig ikke til at stoppe, med at bekymrer mig om ham. Det hjælper ikke ligefrem at han er blevet arresteret. Alex gør heller ikke.", jeg sukker.

"Tag hjem, jeg dækker for dig.", Jason smiler, jeg smiler hurtigt tilbage, før jeg giver ham et knus. "Tak!", siger jeg hurtigt. Jason smiler tilbage, inden han går ind til kantinen igen. Jeg tager en dyb indånding, mens jeg gnider mig i hovedet, for at få alle tårene væk. Jeg tager min hue af og retter mit hår, før jeg sætter den på igen.

Jeg vender rundt og går ned ad gangen, hvor jeg ser Luke stå ved sit skab. Jeg stønner, inden jeg går længere ned ved siden af ham, til mit eget skab. "Jesse.", siger han stille. Jeg ignorerer ham og putter mine bøger ned i tasken. Jeg griber fat i mit skateboard, og tager den ind under den ene arm. Mit skab bliver smækket hårdt, og det giver et sæt i mig, jeg kigger op og ser Luke stå mellem mig og mit skab.

Jeg giver et blik på mine sko, før jeg kigger op på ham igen, "Stop med at ignorerer mig, okay? Jeg hørte dig og Jason.", siger han. Jeg kigger ned ad gangen, "Jeg ved at du græd.", siger han efterfølgende. "Måske er jeg syg.", mumler jeg. "Bullshit.", griner han. "Du ved ikke om jeg græd.", siger jeg bestemt. Luke løfter hans øjenbryn, "Helt seriøst? Bare fordi at du hader mig nu og vi ikke har været venner, for to år betyder ikke at alt bliver blank. Dine kinder er helt røde, efter at gnide tårene væk, dine læber er lysere end normalt, da du bider i din læbe så meget, og bare under din næse er du rød, fra at snøfte. Du græd. Nu drop alt det pis, og lades som om vi er venner, og fortæl mig hvad der er galt."

Jeg sukker, "Jeg er træt af at hører på det, okay?", jeg krydser armene. "Og du tror at du er den eneste?", siger han stille.

Jeg bliver lidt mopset, "Din veninde Alex, er pænt irriterende.", siger han. "Det ved jeg.", jeg ligger opgivende armene ned ad siden på mig selv. "Hvor skal du hen?", spørger han hurtigt. "Hjem.", jeg sukker. "Kan jeg gå med dig?", jeg nikker tøvende, før jeg går rask afsted ned mod udgangen. Luke begynder at løbe, for at indhente mig, "Jeg sagde med dig.", griner han. Jeg sukker og skubber til døren, for at komme ud.

Luke følger efter mig udenfor, hvor døren lukker efter ham. "Siden hvornår er du begyndt at gå med hue?", spørger Luke, da vi er kommet ud fra skolen. "Siden jeg er blevet for doven, til at gøre noget ved det. Siden hvornår er du begyndt at sætte dit hår sådan?", spørger jeg og kigger tilbage på ham. "Siden jeg kom i puberteten.", jeg fnyser og ryster på hovedet. "Hvad?", spørger han. "Luke, du har vokset nok 20 centimeter. Og du har fået en piercing i læben. Du kom ikke i puberteten, du dræbte den eller sådan noget.", griner jeg.

"Skal det menes som en god ting?", spørger Luke. "Du er umulig.", mumler jeg, da vi drejer ind ad et hjørne. "Det samme er du.", siger han stille. "Seriøst? Er jeg umulig? Siger ham, som ødelagde vores venskab.", vresser jeg. "Jeg er ked af det, okay?", vresser Luke tilbage. Jeg vender mig rundt og min taske falder ned til albuen, "Helt seriøst? Du er ked af det? Hvor lang tid tog det lige, hva'? To år!!", jeg begynder at grine. "Jeg var bange, okay?", råber han. "Hvad?", siger jeg mopset.

"Jeg var bange! I de her to år har jeg prøvet at samle mod til at fucking snakke med dig, jeg bliver nødt til at snakke til mig selv, før jeg går ind til timer, som jeg har med dig eller bare at gå hen til mit skide skab. Jeg ved at det er min skyld, jeg ved at jeg ødelagde venskabet, jeg ved at du hader mig, sikkert mere for hver dag der går. Jeg hader også mig selv. Det sårer også mig. Du var og er ikke den eneste der er såret her, Jesse. Hver dag jeg går hjem, husker jeg på at vi for to år siden, ville gå sammen. Hver dag husker jeg på at jeg ikke bare kan krydse gaden og hoppe ind ad dit vindue, når jeg har et mareridt eller går i panik. Jeg kan ikke ringe til dig når min bror og mor skændes mere. Jeg kan ikke gøre noget mere!"

"Hele mit liv er blevet vendt på hovedet, fordi du var indblandet i det! Jeg savner dig! Jeg savner at få dig til at grine! Jeg savner vores midnats-samtaler over mobilen! Jeg savner vores slåssekampe, efter du har slået mig i et videospil! Jeg savner din løbende næse, efter vi har leget i sneen! Jeg er ked af at jeg fucked det op, okay!? Jeg er ked af alt den sorg, du har skulle igennem. Jeg er ked af at Michael var der. Jeg er ked af at jeg sagde det. Undskyld, for alt. Jeg er ked af at du skal pakke alle minderne op og så kyle dem væk. Jeg er ked af at jeg fik dig til at græde. Jeg er ked af at jeg ignoreret dig, de sidste to uger, hvor vi var venner. Jeg er ked af at jeg forlod dig. Jeg er ked af alt hvad jeg har gjort. Jeg er så fucking ked af det."

"Men ved du hvad? Da din far gav mig den kasse, vidste jeg virkelig at jeg havde fucked det op, helt seriøst. Det var ikke som de andre gange, hvor vi glemte det til næste dag. Jeg vidste at det var ovre. Jeg kiggede tingene igennem, som jeg havde efterladt over hos dig. Men få ting manglede, og jeg vidste at du ikke gav op helt, for så ville du ikke stå her. Et sted i dit hus er den dumme jakke, som du altid tog og havde på. Det skide armbånd, du altid bedt om at havde på, og den idiotiske hue du har på nu. Du troede seriøst ikke at jeg ville ligge mærke til den? Du stjal den altid, du har beholdt nogle få ting. Det samme har jeg. Vi har ikke givet op på hinanden, selvom vi tvinger os selv til at tro det. Jeg er ked af det, Jesse."

Til slutningen af hans lille tale, står vi begge med tårer i øjnene. Det er målløst. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, men jeg ved at jeg har ventet på noget som det i to år. Jeg åbner munden, før jeg lukker den, "Hver sød at sige noget.", Luke's stemme knækker til sidst. Jeg åbner munden igen og lader en rystende vejrtrækning komme ud, "Je-jeg ved ikke hvad jeg skal sige.", siger jeg og blinker gentagne gange.

Luke nikker, han tager langsomt fat i min albue og trækker mig ind i et knus. Jeg tøver lidt, inden jeg tager mine hænder omkring ham. Jeg blev taget af og skulle igennem så meget. Min mit liv ændrede sig så meget, da han var ude af mit liv. Jeg kunne ikke havde midnats-samtaler med ham eller skrive til ham, når jeg havde brug for det. Jeg kunne ikke tvinge ham til at komme over klokken fire om morgnen, på en skolenat, hvor mine forældre skændes, men det er lige meget om de er blevet skilt, nogen gange kan jeg stadig vågne op midt om natten, og græde over det.

Luke kysser mig på panden, inden han skubber mig blidt væk, "Jeg ved du sikkert hader mig, men jeg er her for dig. Og det har og vil jeg altid være."

Oh, Luke, jeg ved ikke længere. Skal jeg hade dig, eller skal jeg komme ind? Det er flere år siden jeg har haft den tanke, år. Men du får mig til at havde andre tanker.

"Lad os fortsætte derhjemme.", mumler Luke, og giver et blik på mig, før vi drejer ned ad vejen vi bor på. Jeg sætter mit skateboard ned og stiller mig op på den og kører afsted. "Hey! Det er ikke fair! Du har dit skateboard.", råber han. Jeg kigger tilbage på ham og griner, mens jeg vender hovedet foran igen.

Da han endelig har indhentet mig, skubber han mig af boardet. Jeg faldt ikke, det var tæt på. Han skynder sig op på den, og fortsætter ned ad vejen. "Luke!", råber jeg. Han kigger tilbage og smiler, "Elsker dig!!!", råber han. 

Hvis bare du vidste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...