Disconnected (Luke Hemmings)

Mit navn er Jesse Smith og jeg går på en normal High School og lever et helt normalt liv. Men nogen gange kan tingene bare blive for meget eller ændre sig til noget helt forkert eller noget overraskende. For engang var Luke og jeg bedste venner, helt siden alderen fire. Men en nat troede Luke at han sluttede vores opkald.. det gjorde han bare ikke. Jeg hørte hvert et ord. Alt blev nærmest "afbrudt" (Disconnected). Det er svært at være omkring ham, for alt er anderledes. Ps. Man behøves ikke være fan, for at læse denne novelle. ;) - Det er rigtig en pige ved navn Amanda, som har skrevet denne novelle på engelsk. Jeg har fået tilladelse af hende til at skrive den på dansk, så stort tak til talentfulde Amanda.

120Likes
161Kommentarer
47592Visninger
AA

7. Kapitel 5

Jeg er glad for at det er weekend, jeg er så færdig med skole. 

Jeg har haft så meget af Luke denne uge, end jeg har haft i to år. Mor har nogle billeder oppe fra de vi var små. Lige meget hvor meget jeg beder hende, vil hun ikke tage dem ned. Nogle gange tager jeg dem ned og gemmer dem, men hun finder dem altid igen, ellers har hun flere kopier. 

Jeg går ned ad gangen til stuen (som er meget lys, men utrolig hyggelig). Mor sidder normalt på sofaen og læser med en kop te. Men hun er der ikke og fjernsynet er på en anden udsendelse. Jeg går over til sofaen og læner mig frem for at tage fjernbetjeningen. Jeg finder i stedet en kanal med musik.

Jeg vender rundt på hælen og går mod køkkenet. På midten af køkkenbordet ligger der et foldet stykke papir. Jeg læner mig frem, og griber fat i papiret. Jeg folder det ud, mens jeg skubber håret om bag øret.. igen.

 

Jesse,
Jeg har et møde udenfor Sydney, jeg vil være væk i ca. en uge. Hvis jeg er væk i længere tid, så ringer jeg, og fortæller hvornår jeg så er tilbage.

Kys, Mor.

 

Jeg krøller sedlen sammen og kaster den i skraldespanden til højre overfor køleskabet. Jeg åbner køleskabet og finder en flaske vand frem. Jeg lukker den langsomt med min ene fod. Jeg drak omkring halvdelen, før der er nogle der banker på døren. Jeg stønner, hvorfor i alverden vil folk nogensinde banke på min dør klokken 10 om morgnen.

Den eneste grund til at jeg er oppe, er fordi at her er mega varmt. Jeg går ud ad køkkenet, mens jeg drikker mit vand. Jeg låser op, før at jeg trækker ned i håndtaget. Jeg bliver mødt at to politibetjente stå på trappen op til døren. "Godmorgen, jeg er politibetjent Lanes og det er min partner Taylor. Er din mor hjemme?", jeg ryster på hovedet, "Nej, hun tog tidligt afsted denne morgen. Hun er til et møde udenfor Sydney, og vil nok være hjemme sidst på ugen.", forklarer jeg. Lanes nikker, "Må vi komme ind? Jeg vil gerne stille dig nogle spørgsmål, siden din mor ikke er hjemme."

Jeg tager et skridt tilbage, og åbner døren noget mere, så de begge to kan komme ind. Jeg lukker døren efter de er kommet ind, "Har i lyst til noget at drikke? Vand? Te, kaffe?", spørger jeg og går hen forbi dem, på vej ind i køkkenet. Jeg sætter låget på min flaske vand og sætter den på bordet. "Du har tilfældigvis ikke kakao?", spørger Taylor. Jeg nikker, "Så vil jeg gerne havde det.", han smiler og sætter sig ned på en af stolene. Jeg kigger over på Lanes, "Vand er fint.", hun smiler også. Jeg gør deres "drinks" færdige, og de starter med spørgsmålene.

"Hvor lang tid har du boet i Sydney?", spørger Lanes. "Ehm, I år vil det være fjorten år.", siger jeg og sætter "drinksne", hen foran dem. "Hvor boede du tidligere?", siger hun efterfølgende. Perth. Jeg har tonsvis af familie der.", siger jeg og finder en elastik frem og laver så en fin hestehale. "Hvad fik jer til at flytte?", spørger Taylor. "Min mor fik et nyt job her. Så vi flyttede alle hertil, men få år siden blev mine forældre skilt, så jeg skifter mellem mor og far."

Lanes nikker, "Nårh til sagen, kender du Hemmings' familien?", spørger hun og tager en tår vand. "Ja, de bor lige overfor os her på vejen. Min mor er gode venner med Liz.", jeg nikker. "Og dig? Nogle forbindelser?", jeg bider mig i læben, men ryster så på hovedet, "Ikke længere. Jeg snakker ikke rigtigt med dem mere, kun når Liz er på besøg.", jeg smiler svagt til dem. "Hun har sønner. Er det ikke rigtigt?", jeg nikker, "Eh, ja, Ben, Jack og Luke.", svarer jeg. "Dig og Luke går på samme folkeskole. Ikke?", jeg nikker, "Så kender du vel hans "kæreste" Kenzie Darson?", spørger Taylor og putter hænderne op, hvor han citerer "kæreste".

"Desværre. Hun er en bitch.", jeg kommer af sporet. Taylor griner, "Hvorfor spørger du mig om hans kæreste?", siger jeg og kigger undrende på ham. "Kenzie's far er musikproducer, og Luke er med i et band. For mig, er Luke kun sammen med hende, pågrund af chancen ved hendes far. Da de begge kom ind på stationen, var vi ikke så overraskede over at se Kenzie, men vi blev chokerede over at se Luke, da han ellers har en ren straffeattest.", Lanes smågriner lidt. Jeg taber med det samme min kæbe, eller det føles sådan og må også se sådan ud, "Det vids-, det vidste jeg slet ikke.", jeg ryster på hovedet, "Hvad har disse spørgsmål at gøre med min mor?", spørger jeg og læner mig tilbage.

"Bare et mere, og vi forklarer bagefter. Både dig og Luke har hinanden som nødsituations-kontakt. Selvfølgelig, efter familien, ved dig har du din mor, far og så Liz og til sidst Luke. Luke har sin mor, og så sine brødre og dig.", siger Taylor og læner sig tilbage med hænderne bag hovedet. "Og ja, Luke er i kommet i ballade, pågrund af Kenzie. Luke er ikke på den måde i ballade, men han skal udskrives af en person på listen. Din mor er ude af byen, Liz er ikke til at komme i kontakt med og det samme med hans brødre. Og du er den sidste person på listen."

"Du har indtil middag, før han får brug for kaution og det vil skrives på hans straffeattest. Tak for drinksne, vi må til at videre.", siger Lanes og rejser sig op. "Vi kan selv finde vejen ud, kan du havde en god dag, Jesse.", siger Taylor. Jeg hører hoveddøren åbne og få sekunder efter lukke. "Luke, du er den mest idiotiske og dummeste lort nogensinde.", mumler jeg. Jeg går ned ad gangen og så ind på mit værelse. Jeg finder en masse tøj frem og smider det på sengen. Jeg går over til vinduet, hvor min mobil ligger til opladning.

Jeg låser min mobil op og går så ind på app'en, hvor der er vist en telefon. Jeg ruller ned gennem kontakterne, indtil jeg finder den jeg leder efter. "Hva' så, Jesse?", "Jeg har brug for et lift.", siger jeg og skubber mine shorts ned fra sengen, "Wow, slap af. Ingen "Hej Jason, hvordan har du det?", "Hvad skal du lave i dag?"", griner han. "Hør. Alt jeg har brug for er et lift til og fra stationen.", jeg sukker. "Jeg laver bare sjov. Er hos dig om 10 minutter.", jeg ligger på og smider mobilen på sengen, før jeg skifter tøj. Jeg griber fat i mobilen og mine solbriller. Jeg skynder mig ud af værelset og ned ad gangen.

Jeg tager fat i min jakke på en af knagerne, og finder nøglen frem i en af lommerne. Jeg åbner døren og tripper ud, jeg lukker den efter mig og låser. Da jeg når det sidste trappetrin dukker Jason op. Jeg går rundt om bilen og hopper så ind, "Skal jeg gå i panik over at jeg skal kører dig til politistationen?", spørger han, mens han tager sin sele på og starter bilen. "For at være ærlig, så ved jeg det ikke.", mumler jeg og læner mit hoved op ad vinduet. Jeg kunne lige glimte et smil fra ham, inden han vender hovedet mod vejen og fortsætter.

Før jeg ved af det, er vi her. Jason holder så tæt som han kan på indgangen. "Skal jeg gå med dig ind?", spørger han og tilpasser sig i sædet, mens han kigger på mig. Jeg ryster på hovedet, "Familie halløj. Hvis jeg ikke er tilbage om 15 minutter kan du komme ind.", siger jeg og åbner døren. "Jeg vil være her.", jeg lukker døren og går forbi to parkerede biler og op til indgangen.

"Jesse??", jeg kigger over på min højre side og ser Luke håndjernet til en stol. Indeni griner jeg. Men det vil sikkert se mærkeligt ud, hvis en ung pige står midt på en politistation og griner. "Jesse, følg med mig.", jeg ser op hvor politibetjent Taylor står. Jeg tager mine solbriller af og sætter dem op på hovedet, mens jeg følger efter ham til et langt bord i et rum. "Jeg ved du sikkert tænker på hvad der helt præcist skete?", spørger han. Jeg nikker og hviler mine arme på bordet. "Her er det, en kopi af alt. Det er din.", han rækker mig en mørk gyldenbrun mappe med Luke's og Kenzie's efternavn øverst. "Og den her er til hans mor.", siger han og rækker mig en lysebrun mappe. 

"Okay, så du bliver snart atten. Er det ikke korrekt?", spørger han. Jeg nikker, "Jep, der er omkring to måneder til.", jeg sukker. "Okay, er der en anden der har kørt dig herhen?", spørger han og rejser sig op. "Ja, en af mine venner.", siger jeg og følger efter ham. Han finder en nøgle frem fra hans lomme, og sætter sig på hug, mens han fumler med at få Luke's håndjern låst op. Endelig er han færdig og Luke skynder at tage sine hænder til sig, før han når at rejse sig. "Og hver sikker på at du giver den lysebrune mappe til hans mor. Den har meget mere familieviden på Kenzie. Og den mørkebrun er for dig og din mor.", siger Taylor, mens han løfter brynene.

Jeg nikker, "Han er fri til at gå nu.". Taylor's blik følger os hele vejen ud. Jeg går ved siden af Luke, "Hvorfor gjorde du det for mig?", spørger han lavt. Jeg vender mig rundt og ser ham i øjnene, "Det var ikke for din skyld, det var for din mors. Jeg er pænt sikker på at hun ville dræbe mig, hvis jeg lod dig sidde i fængsel, indtil hun kom hjem fra arbejde.". Jeg skubber til døren mod udgangen, med en lydløs Luke ved siden. Vi er henne ved Jason's bil og jeg banker på hans rude.

Han kigger op fra hans mobil og låser døren op, hvor jeg hurtigt åbner den. "Åh fuck nej, Jesse. Nej.", han ryster på hovedet, da Luke er på vej hen mod bilen. "Hver nu sød. Jeg lover at efter det her, vil jeg ikke spørge dig om noget, der involverer Luke.", jeg beder ham. Han sukker og banker hovedet tilbage i sædet et par gange, "Du er så heldig, at jeg er din ven.", mumler han, da Luke sætter sig ind bag i. Jeg hopper ind foran, lukker døren og tager sele på. 

"Ha, du er så heldig, at jeg er din ven.", håner jeg, "Seriøst? Nu? Er jeg nu den der skal døje med dig i din periode?", siger han, mens han bakker. "Du kan altid sige nej.", jeg sukker. "Hvorfor spørger du aldrig Alex?", mumler han. "Alex hjælper ikke med noget. Det eneste hun er god til, er at farve hår.", jeg griner. "Sandt.", han kører ud fra parkeringspladsen og lige efter det stopper han for rød ved lys-krydset. "Hvad så med Kate? Selv Andy!", spørger han og tilpasser sit armbånd, hvor han efterfølgende ligger hans hånd på tingen, der skifter gear. "Frels mig, Tanner kan hjælpe hende. Og Andy skræmmer mig nogle gange, og helt ærligt, hver gang jeg ringer til hende, tager hun den ikke.", jeg lukker mine øjne og ryster.

"Så mange detaljer.", siger Jason og ryster på hovedet. "Det var frygteligt.", Jason skæver over til mig, "Okay, så mellem toilet samtalen den ene dag og Tanner og Kate. Hvad er så værst?", spørger han. Jeg læner mig forover og skifter til en anden radiostation, "De er begge klamme. Men Alex ændrede da toilet humøret, hvor hun til sidst sagde at det var klamt.", griner jeg.

"Hun har så mange gode kommentarer.", griner Jason. "Gad vide hvorfor hun ikke har en kæreste.", jeg ryster på hovedet. I radioen bliver der spillet "Dear Maria Count Me In" af All Time Low, jeg læner mig frem og skruer en smule op. "Du har da heller ikke nogen?", siger Jason og puffer til min arm. "Det er fordi jeg nyder at være single.", jeg krydser mine arme. "Seriøst?", spørger han. "Ja, hvorend du kigger er der fucking kærestepar overalt. Der kysser, krammer og holder i hånd, eh.", jeg ruller med øjnene. Jason nikker bare.

"Jeg har lige opdaget noget!", starter Jason. "At du er en tumpe uden fremtid?", spørger jeg. "Ha-ha, rigtig sjovt. Men nej. Du fylder snart atten.", han begynder at smile. "Hvis to måneder er snart, så ja.", jeg nikker. "Stop, helt seriøst. Du bliver nødt til at gøre noget det her år. Den eneste vi gjorde sidste år, var at spise pizza hos din far.", Jason sukker. "Hvad med en fest?", jeg ryster på hovedet, "Jeg kan ikke lide mennesker.", Jason begynder at fnise (ikke på en tøsemåde). "Du gør det aldrig simpelt, vel?", spørger han. "Nope.", jeg vender mig mod hans retning.

Jason kører ned ad gaden jeg bor på, "Kan du i det mindste fortælle hvad du har lyst til?", spørger han. "Øhm, ikke noget.", jeg smiler. "En dag vil jeg komme til at dræbe dig.", siger han. "Nej, du vil ikke. Du elsker mig for meget.", siger jeg smilende. "Sikkert.", han griner. "Det var ondt.", jeg spiller tøsetfornærmet. Jason holder ind til siden ved mit hus, "Vi skal nok give dig noget.", siger Jason. Jeg griner, mens jeg spænder mig op og åbner døren for at hoppe ud. "I morgen? Filmaften?", spørger jeg Jason.

"Kan ikke.", han rynker panden. Jeg løfter mine øjenbryn mod ham, "Je-Jeg har familie-ting.", siger han efterfølgende. "Så bliver den date jo god.", jeg smiler smørret til ham. "Nej.", siger han hurtigt. Jeg nikker, "Vi ses på mandag.", jeg lukker døren og bakker tilbage. Luke er allerede kommet ud og står i siden af vejen. Jason vinker inden han kører hjem.

"Jesse.", jeg kigger over på Luke, som kigger ned på jorden. "Er du virkelig lige glad?", han kigger op. Jeg sukker og ryster på hovedet, "For at være ærlig, så ved jeg det ikke længere.", jeg krydser mine arme. "Undskyld, for at spilde din dag på at få mig fri.", mumler han hurtigt, "Whatever. Bare svar mig på et spørgsmål, ved du overhovedet noget omkring Kenzie? Bare noget?", siger jeg og kigger på ham.

"Hvad skal det betyde?", vresser han. "Ved du slet ikke noget om hende?", spørger jeg og griner lidt. "Selvfølgelig gør jeg det. Hun er min kæreste.", siger han og rynker brynene, "Helt seriøst? Hvad tror du at der er i disse mapper? Tegninger af flotte enhjørninger?", spørger jeg, mens jeg holder mapperne op foran mig. "Øhm, det kunne det være.", han trækker på skuldrene. "Du er umulig.", råber jeg.

"Du er stadig fucking umulig!"

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...