Disconnected (Luke Hemmings)

Mit navn er Jesse Smith og jeg går på en normal High School og lever et helt normalt liv. Men nogen gange kan tingene bare blive for meget eller ændre sig til noget helt forkert eller noget overraskende. For engang var Luke og jeg bedste venner, helt siden alderen fire. Men en nat troede Luke at han sluttede vores opkald.. det gjorde han bare ikke. Jeg hørte hvert et ord. Alt blev nærmest "afbrudt" (Disconnected). Det er svært at være omkring ham, for alt er anderledes. Ps. Man behøves ikke være fan, for at læse denne novelle. ;) - Det er rigtig en pige ved navn Amanda, som har skrevet denne novelle på engelsk. Jeg har fået tilladelse af hende til at skrive den på dansk, så stort tak til talentfulde Amanda.

120Likes
161Kommentarer
47585Visninger
AA

38. Kapitel 35 (del 2)

"Jeg er så træt, at jeg ingen gang kan fokusere.", siger jeg og presser mit ansigt mod væggen. Michael griner, "Du ligner også en.", siger han og sætter sig på sofaen. "Jeg er træt af at komme tilbage med et comeback.", stønner jeg og flytter mig væk fra væggen. Michael har sagt farvel til Karen sidste nat, han ville ikke havde hun skulle vågne så tidligt. Så Joy har hentet Michael på vejen herover, Calum er nok over hos Luke, mens Michael er hos mig. Ashton skal nok dukke op i en af husene, når som helst.

Mor løber rundt i hele huset og gør sig selv sikker i at jeg har alt med, "Har du lyst til kaffe? Jeg kan lave en stor kop til dig. Vent, lige meget, du må alligevel ikke tage den med i flyet. Har du brug for flere penge? Årh, ja, kreditkortet. Oh, min skat, skal til Amerika.", siger mor, mens hun går ind i køkkenet. "Hvad?", det er tidlig morgen og jeg er meget forvirret. "Hun er bekymret over at du skal afsted.", siger Michael og ligger sig ned på sofaen. Jeg nikker og går langsomt ind i køkkenet, "Mor.", siger jeg og sætter mig på en af barstolene. "Jeg er okay.", siger hun og vifter med hænderne. "Mor.", gentager jeg og sukker. "Jeg kan bare ikke fatte du skal på den anden side af jorden.", siger hun med et svagt smil.

"Mor, det skal nok gå, Liz vil være der. Og jeg ringer til dig, når jeg kan.", siger jeg smilende. "Ja, hun har også mig.", siger Michael og kommer gående ind i køkkenet. Mor sukker, "Og Luke.", siger Michael langsomt. Jeg kigger skævt over på ham, han har stadig ikke fortalt mig hvad Luke sagde. Mor nikker, "Michael, kan jeg snakke med dig i nogle få sekunder?", siger hun. Michael nikker og de går udenfor på verandaen, mens de snakker tager jeg mine kufferter fra mit værelse og stiller dem foran hoveddøren sammen med Michael's. Jeg går ned ad gangen, mens hoveddøren bliver åbnet igen. Jeg går ind på mit værelse, tager min mobil fra opladning og i min taske. Jeg bærer tasken ned ad gangen og sætter den på en stol, Michael sidder på sofaen.

Jeg sætter mig ned ved siden af ham, jeg løfter mine øjenbryn af ham. "Hvad?", spørger han. "Hvad sagde Luke? Det har du ikke fortalt.", siger jeg og trækker mit ene ben under mig, mens jeg vender mig mod ham. "Har var forvirret først, med hensyn til at du havde tilgivet ham. Men efter jeg forklarede at du gerne ville tage det med ro, og at du stadig havde brug for plads, forstod han det. Han kunne ikke lide det, men han forstod det.", siger Michael. "Tak.", siger jeg, læner mig forover, tager min arm om hans venstre arm og hviler mit hoved på hans skulder. "Alt for dig, Kitty.", han kysser toppen af mit hoved. "Calum har skrevet. Vi skal nok til at derovre af.", siger han. Jeg nikker, og fjerner mine hænder, inden jeg rejser mig op. Jeg samler min taske op fra stolen, svinger den over min skulder og går ned mod hoveddøren.

Michael åbner døren, mor er stadig udenfor, og han samler hans to tasker op. Han prøvede at foreslå også at bære mine ting, men det gik op for ham at det ville blive for tungt. Michael er ikke så god til træning eller at motionere, det er han for doven til. Vi går ud fra huset, med en kuffert i hver hånd. Mor rejser sig fra trinene, tager en af mine kufferter og slynger sin arm omkring mig. Som typisk vil jeg klage over det, men jeg ved ikke hvor lang tid der går før jeg ser hende igen.

Da vi kommer over vejen, er alle ved at pakke deres kufferter ind i Liz's bil. Kun Ashton's familie er her. Joy, og Mali har nok allerede sagt farvel og taget afsted. Vi alle går bagom Liz's bil og Michael ligger kufferterne i bilen, han tager tasken fra min ryg og ligger også den ind. Mor trækker mig hen til siden, "Lov mig, at du ringer, når i er landet. Jeg er lige glad med hvad klokken er.", siger hun, mens hun begynder at græde. "Det skal jeg nok.", siger jeg, med vand i øjnene. Hun tager en rystende indånding, inden hun trækker mig ind i et knus. "Jeg elsker dig.", siger hun og børster mit hår tilbage med hendes hænder. "Jeg elsker også dig, mor.", hun træder tilbage, mens hun vifter med hånden foran sit ansigt, "Jeg går tilbage nu. Husk, ring til mig. Jeg elsker dig.", vi krammer en sidste gang, før hun går tilbage over vejen.

Michael går hen til mig, "Har du brug for en skulder at græde på?", spørger han. Jeg ruller med øjnene og slår hans skulder, "Fint. Har du så brug for en skulder at sove på?", spørger han. Jeg smiler, gnider mig under øjnene og er glad for jeg ikke bestemte mig for at tage makeup på. "Kom, Kitty. Vi skal til at ind i bilen nu.", siger han. Ashton krammer hans familie for sidste gang, før han som den første sætter sig ind i bilen. Jeg kigger over på Michael, som om at han læser min tanker, nikker han og skubber mig frem mod bilen. Jeg går forbi Luke og hopper ind i bilen.

Ashton sidder bagerst og læner hans hoved mod ruden. Tårer løber ned ad hans ansigt. Jeg sætter mig ved siden af ham og han kigger over på mig med et trist smil, "Du var der for mig, da jeg havde brug for dig. Nu har du brug for nogen.", siger jeg og tager hans hånd. Han justerer hans side position og læner sit hoved mod min skulder, hvilket efter et par sekunder ikke føles behageligt for Ashton. Jeg hviler min hånd på hans lår og rykker mig over til den anden side, og han lander med sit hoved nede på mit skød.

Calum sætter sig først ind, efterfølget af Liz der sætter sig ved føresædet, så Michael sammen med Calum. Til sidst Luke, som sætter sig forrest ved siden af Liz. Han er sur, det kan jeg se. Han giver et blik tilbage på mig, bider sig i læben og smækker døren i. Jeg sukker, læner mit hoved mod vinduet og lukker mine øjne. Jeg løber mine hænder igennem spidserne fra Ashton's hår der viser sig under hans hue. Han græder stadig, men ikke så meget som før. Han tager løst sin arm om min talje og hviler hans hoved mod min mave, mens han snøfter.

Vi alle ved hvor hårdt der er for Ashton at sige farvel til hans familie, det er endda hårdere nu, hvor de er væk i så lang tid, pågrund er tourneen. Jeg åbner mine øjne, Luke kigger tilbage på mig og jeg løfter mine øjenbryn. Han holder sin mobil op, før han peger på mig. Jeg tager forsigtigt min mobil op fra min lomme, uden at forstyrrer Ashton.

Luke: Hvorfor sidder du med Michael på flyet?
Jesse: Det har han fortalt dig, Luke. Og selvom jeg tilgav dig, har jeg stadig brug for noget plads.
Luke: Det kan jeg se. For du har jo masser af plads med Ashton.
Jesse: Hvad fanden, Luke? Du og jeg ved begge, hvor svært det er for ham, at forlade hans familie.
Luke: Calum kunne havde gjort det.
Jesse: Glem det.
Jesse: Du forstår det ikke.

Jeg sætter min mobil på flystilstand og ned i lommen på min hættetrøje. Jeg kigger bagefter på Luke, som allerede kigger på mig. Han peger på hans mobil, "Svar.", hvisker han, så kun jeg kan hører det. Jeg ryster hovedet, hvilket får ham til at rynke brynene. Før han kan nå at sige mere, parkerer Liz bilen og alle træder langsomt ud. Kun jeg og Ashton sidder til sidst i bilen, "Ash, vi er i lufthavnen.", siger jeg lavt. Han sætter sig langsomt op og gnubber sig under øjnene, han ligner lidt en lille trist hundehvalp. "Kom nu.", siger jeg stille og glider ud ad bilen, hvor han følger efter. Vi går om bag bilen, hvor alle de andre er. Liz har fundet en vogn, hvor vi sætter vores bagage på. Michael har allerede lagt min bagage på og rækker mig min taske, "Du ved godt jeg også selv kan gøre noget?", halv spørger jeg og slynger tasken over min ene skulder.

"Ja, men jeg vil ikke havde at du skal skade dig selv.", siger han og samler sin egen taske op fra bagagerummet i bilen. "Og desuden kan jeg løfte ting.", siger han. Jeg løfter mine øjenbryn og puffer til ham, "Er du sikker, bro?", spørger jeg. "Du er så dårlig til det der.", griner han. Jeg sukker og følger efter Ashton ind i bygningen. Fansene er allerede begyndt at følge efter os og tage billeder. Få render op til Ashton, hvor han kigger skævt over på mig. Jeg kan se på ham at han ikke har lyst, men han vil ikke sige det til dem, for han vil ikke sårer dem. Jeg går over til dem og de sukker trist, da Ashton går væk, "I er sikkert fans, på den måde i kigger på mig,", jeg stopper, da jeg ser over på Ashton. Han gnubber sine øjne og kigger skævt væk, "Vi vil havde Ashton, ikke dig.", er der en der siger.

"Ja, det ved jeg. Det kan jeg se. Men siden i er fans, bliver i nødt til at forstå, hvor svært det er for Ashton, at sige farvel til hans familie i så lang tid. Han er ked af det og vil heller ikke sårer jer. Han har brug for lidt plads, selvom jeg godt ved, hvor meget i gerne vil havde et billede med ham. Tro mig, jeg forstår det godt. Han har virkelig brug for lidt ro lige nu, måske senere når vi er ved gaten, men ikke nu. Det er jeg ked af.", siger jeg. 

De kigger over på Ashton, "Kan du fortælle ham at vi elsker ham? Og give ham det her?", spørger den samme pige, og rækker mig en orange konvolut og en plastik pose. "Konvolutten er med breve fra nogen af vores følgere på Twitter, og i posen er der armbånd fra vores venner. Alt har navne på, men det meste er til Ashton.", forklarer en anden pige. "Selvfølgelig. I skal havde tak, for at forstå det.", siger jeg og tager konvolutten og posen. De smiler, før de går over til de andre drenge.

Jeg sukker og går over til Ashton, "Tak, Jess.", mumler han. "Intet problem. Men nu har du altså tonsvis af breve og armbånd at kigge igennem.", siger jeg og kigger på konvolutten og posen. "Det er en 25 timers flyvetur.", siger han og griner let.

"Kom så taber, vi skal til Amerika."

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...