Disconnected (Luke Hemmings)

Mit navn er Jesse Smith og jeg går på en normal High School og lever et helt normalt liv. Men nogen gange kan tingene bare blive for meget eller ændre sig til noget helt forkert eller noget overraskende. For engang var Luke og jeg bedste venner, helt siden alderen fire. Men en nat troede Luke at han sluttede vores opkald.. det gjorde han bare ikke. Jeg hørte hvert et ord. Alt blev nærmest "afbrudt" (Disconnected). Det er svært at være omkring ham, for alt er anderledes. Ps. Man behøves ikke være fan, for at læse denne novelle. ;) - Det er rigtig en pige ved navn Amanda, som har skrevet denne novelle på engelsk. Jeg har fået tilladelse af hende til at skrive den på dansk, så stort tak til talentfulde Amanda.

120Likes
161Kommentarer
47589Visninger
AA

35. Kapitel 33

Hvem vidste at tre uger kunne gå så hurtigt?

Før jeg ved af det, er vi på lufthavnen og siger farvel, endnu en gang. Jeg har ingen gang fået tøj på, altså, ikke så meget, i hver fald. Jeg har kun en hættetrøje på, et par short og mine vans. Rodet knold, ingen makeup. Jeg har ikke grædt endnu, hvilket er et chok. Men jeg har grædt nok i de sidste tre uger, jeg er ret sikker på jeg har grædt en flod.

Jeg sidder ved siden af Michael og mor, mens vi venter på Liz og Luke kommer tilbage fra det forreste bord. Der er ingen der siger noget, der er sikkert ingen der ved hvad de skal sige. De tager afsted for ni måneder, og kommer ikke tilbage i lang tid. Selvfølgelig kan jeg tage over og besøge dem, men det vil bare være mærkeligt, når Luke og jeg stadig ikke har snakket sammen. Liz og Luke kommer tilbage og holder et lille foldet papir, "Jesse, kan jeg snakke med dig?", spørger Liz, jeg nikker og rejser mig op. Luke tager mit sæde, mens jeg følger med Liz, et stykke væk fra alting.

"Altså det her er meningen, at det er fra Luke, men siden i har slået op, bliver det fra mig.", siger hun og rækker mig papiret. Jeg rynker mine bryn og udfolder den, "Det er to flybiletter til alle steder, så du kan besøge drengene. Der er allerede købt en for LA, når de er der for et stykke tid, og så en til når de er på tour.", forklarer Liz. Jeg nikker, folder papiret sammen og ligger den ind i min hættetrøje, "Men vil det ikke være akavet siden Luke og jeg..", jeg holder en pause. Hun sukker med et smil, "Skattepige, i to elsker hinanden. Luke har ikke fortalt mig alt der skete, ikke endnu i hver fald. I to vil snart komme sammen igen, det vil jeg vædde med."

Jeg sukker og nikker, det er bedst ikke at diskutere. Jeg ved ikke om jeg har lyst til at komme sammen med Luke igen, ja, jeg savner ham helt sindsygt. Jeg græder hver nat over det. Men Michael har ret, jeg kan ikke blive ved med at løbe tilbage, når Luke gør noget forkert. Det er ikke sundt. Det giver mig stress. "Fly 476 til London, England boarding nu." Vi går tilbage til drengene, de står allerede op og siger farvel til deres familie. Jeg smiler, da jeg ser Ashton sammen med Harry, det knuser hver og en's hjerte at se ham siger farvel til dem. Han er teoretisk set far figuren for både Harry og Lauren, det dræber ham næsten at tage tilbage på tour. Calum krammer hans søster tæt, Luke siger farvel til hans brødre. Mens Michael krammer hans mor.

Jeg går derhen og står lidt tøvende, da jeg ikke ved hvor jeg ellers skal stå. De trækker sig væk fra hinanden og Karen smiler til mig, ligger en hånd på min skulder, inden hun går hen til Joy. "Liz gav dig biletter?", spørger Michael. Jeg nikker og kigger ned, "Du er ikke i tvivl om det, er du?", spørger han med et trist smil. Jeg ryster på hovedet, tager hænderne ned i lommen på min hættetrøje, "En lille smule, ligesom, jeg vil ikke havde det skal blive akavet på tour, fordi jeg kommer.", jeg sukker. "Bekymrer dig ikke om det, Kitty.", Michael trækker mig ind i et kram og tager sine arme tæt omkring min talje. Jeg strækker mig på tær, og tager mine arme om hans hals.

Efter jeg har krammet med Michael og snakket med ham i et stykke tid, går jeg hen til Calum, "Jeg kommer til at savne dig og dit mærkelige hår.", han smiler, mens han krammer mig. "Det har du Michael til.", griner jeg. "Ja, men dit er bedre.", hvisker han og peger på mine farvede spidser. "Men han lavede det.", siger jeg og rynker mine bryn. "Jeg giver dig et kompliment Smith.", han sukker. "Tak.", siger jeg langsomt. Han giver mig endnu et kram, inden han snakker med sin søster igen, jeg går over til Ashton. "Jesse.", han griber fat i mit håndled og trækker mig til side. Hans øjne er røde og store, tørre tårer på hans kind. "Siden vi skal være væk i længere tid, har jeg virkelig brug for at du tager dig lidt af Harry og Lauren for mig.", siger han. "Ja, selvfølgelig, Ash.", siger jeg med et lille smil. Han krammer mig tæt, "Tak.", siger han lavt.

Han giver mig et hurtigt lille knus, før han går tilbage til hans familie. Jeg krydser mine ben lidt. Alle siger stadig farvel, jeg ved ikke om jeg skal sige farvel til Luke. Jeg mener, jeg har ikke sagt et eneste ord til ham, siden jeg slog op med ham. Er det meningen jeg skal sige noget? Skal jeg tage skridtet? Skal jeg vente for ham? Jeg piller ved mine negle og bider i min læbe, "Jeg ved at vi ikke er gode lige nu, men kan jeg i det mindste for et knus?", jeg vender mig om og ser en alvorlig Luke. Jeg tøver, inden jeg nikker, jeg har ikke tænkt mig at lyve. Det føles skønt at kramme Luke igen, jeg griber hårdt fat i det nederste af hans trøje med mine hænder. Jeg savner ham så meget, hvad jeg ikke vil give for at komme tilbage sammen med ham.

Men jeg kan ikke, jeg, jeg kan bare ikke.

Jeg lukker mine øjne og tager en dyb indånding, "Jeg savner os,", hvisker han, "Jeg savner dig." Han tager en dyb indånding, han begraver sit ansigt ved min hals. "Jeg savner også dig, Luke.", mumler jeg. Han griber fat i min hættetrøje, "Så tag mig tilbage.", hans stemme knækker. Jeg tager et lille skridt tilbage, men holder stadig i hans trøje, "Luke, du ved at jeg ikke kan.", jeg ryster på hovedet. "Jesse, please, det er ikke hvad der skete. Det er Kenzie, hun-hun gav mig stoffer. Det ved du hun gjorde.", siger han og hviler hans hænder på min talje. "Det ved jeg, det ved jeg hun gjorde.", mumler jeg. "Så er det ikke min skyld, Jess.", han smiler skævt. "Men hvad du sagde, det er hvad du sagde der irriterer mig.", jeg synker klumpen i min hals. "Omkring hvad?", siger han. "Mig, kravle tilbage, Luke.", siger jeg lavt. "Jeg var sur, ked af det, rasende, Jess. Jeg mente det ikke.", siger han og læner sit hoved ned. Jeg kigger til siden af gulvet, "Men du sagde det stadig. At lige meget hvad du gør, vil jeg altid komme over det og komme kravlende tilbage."

Jeg griber hårdere fat i hans trøje og lukker mine øjne, "Jeg er menneskelig, Luke.", hvisker jeg. "Jeg kan ikke let komme over ting, ikke med det beløb af forræderi i mit liv. Den første gang du glemte mig, rystede jeg det af, jeg tænkte hey, han er sikkert stresset pågrund af bandet. Det er okay. Anden gang kunne jeg ikke ryste det af så let, du skulle til London. På den anden side af verden, jeg kunne nemt slippe fra dit hoved og du kunne finde en anden. Og så med Kenzie, jeg ved hun gav dig stoffer Luke. Men, jeg har været fuld før. Jeg ved det ikke er det samme, men du var den eneste jeg havde i hovedet. Jeg kan ikke gøre andet, end at tænke at det ikke er det samme med dig.", med hver en sætning, griber han hårdere fat om min hættetrøje, hans ansigt bliver mere og mere trist med hvert et ord.

"Det fik mig til at føle at jeg ikke var god nok, at jeg ikke var nok for dig. Det fik mig til at føle mig som lort, men jeg fortalte det ikke til nogen. I hver fald ikke i et stykke tid, jeg holdte det for mig selv. Det gjorde mig ked af det, virkelig ked af det.", jeg kigger væk. Jeg føler noget lande på min pande, jeg kigger op og ser Luke græde. "Hvorfor fortalte du mig det ikke, Jesse? Je-jeg kunne havde gjort noget.", siger han og ryster hovedet. "Hvad skulle jeg dog havde sagt? Hey, fordi du glemte mig et par gange, tror jeg ikke at jeg er god nok. Åh og jeg er også ved at få en rigtig alvorlig depression. Jeg elsker dig??", griner jeg let. Han griber fat i min hånd, trækker mig væk fra de andre og sætter sig ned ved nogen stole, "Luke, flyet.", mumler jeg. "Fuck flyet.", griner han let, og tørre tårene fra hans kind væk. "Lige nu, skal du fortælle mig alt. Alt du følte da vi, var kærester, alt du gik igennem i det sidste tre uger. Jeg er lige glad med om jeg misser flyet, jeg kan altid nå en anden.", siger han og ryster hovedet.

"Som jeg sagde, første gang du glemte mig, rystede jeg det af. 5 Seconds Of Summer var ved at blive større, du skrev sange og alt muligt. Jeg forstod, ligesom jeg skulle havde forstået anden gang. Men af en eller anden grund var jeg ikke i stand til det, jeg vidste du lavede band ting, det var vigtigt. Men du skulle snart afsted til London, og jeg var bange for at du ville glemme mig. Mellem første og anden gang, begyndte jeg at føle at jeg ikke var god nok. Endnu mere anden gang, fordi du skulle være væk om mindre end et måned og ville være væk i et stykke tid."

"Jeg var begyndt at blive nervøs for om du ville glemme mig og komme sammen med den næste smukke pige du så. Men det gjorde du ikke, du gjorde det sikkert at komme hjem til jul. Og jeg havde det bedre, jeg troede jeg fik det bedre. Mor så en anderledes ting i mine spisevaner, men droppede det, fordi hun troede det var en normal ting for teenagers. Et stykke tid efter jul, kan man vel sige at jeg var tilbage til normal. Jeg spiste mere, jeg vidste du elskede mig, jeg følte mig værd. Så fik du så det opkald, at du åbnede for One Direction. Jeg havde aldrig set dig så glad, jeg begyndte at blive bekymret igen."

"Turnerer i verden, for millioner af fans. Millioner af piger der kigger på dig, jeg kunne ikke lade være med at tænke, at du kiggede ud i mængden og faldt for en, der ikke er mig. Du ville tage hende backstage, glemme mig, og havde sex med hende eller noget. Det gav mig angst omkring det, jeg spiste ikke så meget, men ingen lagde mærke til det. Da du ikke blev om natten nogle gange, græd jeg, jeg græd rigtig meget. Jeg vidste ikke hvorfor, men den første jeg ringede til var Michael. Vi var tættere, bedre end før. Efter at skændes med ham over mobil, kom han endelig over. Han sagde ikke noget, ikke for et stykke tid i det mindste. Han, han holdt mig bare. Han lod mig græde alt ud, jeg havde brug for det. Han gav mig en af dine hættetrøjer, du efterlod, før han gik ud i køkkenet og gav mig noget is."

"Jeg gætter bare på det hjalp, jeg forklarede ham hvorfor jeg havde et sammenbrud. Han fortalte det aldrig til nogen, ingen af tingene jeg fortalte ham. Han, lyttede bare. Jeg fortalte ham stadig ikke om mig være svagt deprimeret, ikke indtil et par få uger siden. Men det kommer senere."

"Da Kenzie tingen skete, var det første jeg troede, at forholdet var en løgn. At du stadig kunne lide Kenzie og at jeg bare var et væddemål eller noget. Jeg havde sammenbrud mere dagligt, mor endte med at give Michael en nøgle til huset, pågrund af alle de gange han er ovre. Selv på mærkelige tidspunkter. Da han fortalte mig at Kenzie havde givet dig stoffer, ville jeg havde hende død. Jeg ville havde løbet hen til dit hus, gå ind på dit værelse og falde ind i dine arme og kysse dig. Men jeg kunne ikke, der vidste jeg allerede hvad du havde sagt. Og jeg havde ikke lyst til at løbe tilbage."

"Få dage senere, ville jeg vise folk at jeg var kommet over dig, på en måde, var mig utro. Men, det var jeg ikke. Jeg var teoretisk set død indeni. Da du havde dit eget sammenbrud, ringede Liz til mig. Michael var på skolen med mig, fordi jeg havde alt for mange sammenbrud. Han kørte mig hjem til dig og jeg gik ind. Jeg vidste hvordan du havde det, det gjorde så ondt at se dig sådan. Men det skulle gøres færdig, jeg blev nødt til det. Og det gjorde jeg. Jeg har det stadig frygteligt med hvordan og hvornår jeg slog op med dig. Men jeg kan ikke ændre det."

"Jeg tog hjem og havde endnu et sammenbrud, Michael tog sig selv af det og fortalte mor om sammebrudene. Hvor frygtelige de er, hvor mange gange jeg har dem. Det hele. Før jeg vidste af det, tog hun mig til en hjernevrider, som jeg vil kalde det. Jeg tog den her dumme test omkring følelser, og jeg var på kanten til alvorlig depression. Min læge sagde jeg havde helt perfekte grunde, hun var ikke overrasket over at jeg ikke skadede mig selv fysisk. Mor græd da hun fandt ud af at jeg var igennem så meget og at hun ingenting havde vidst."

"Det var omkring fire uger siden, den første uge hos lægen sagde jeg ikke så meget. Hun spurgte mig nogle ja eller nej spørgsmål, hvordan jeg havde det om døden, og om jeg nogensinde havde overvejet selvmord. Sandheden var at det gjorde jeg på nogen punkter. Men jeg kunne ikke skride på den måde, jeg var for bange. Hun spurgte om jeg nogensinde havde overvejet selvskade, det gjorde jeg. Men jeg vidste ingen ville havde mig igennem det, jeg vidste du ikke ville havde det. Så det gjorde jeg ikke. Jeg græd i stedet. Jeg ville hellere bruge mine dage, græde i mørket end selvskade, men jeg ville virkelig gerne. Men jeg vidste at jeg var stærkere."

"For to uger siden, tænkte jeg meget på døden. Jeg følte mig som direkte lort, min far fik fortalt hvad der var galt, og ville pludselig ind i mit liv. Det gjorde det endnu værre. Michael var begyndt at blive mere hos mig, han ved hvordan man stopper mine sammenbrud. Vi har en sygeplejerske fra hospitalet til at komme nogen gange, jeg var så svag. Jeg var blevet meget lige glad. Jeg følte mig intet værd igen. Min læge sagde at det var normalt, hun sagde med mine stadier er det normalt at havde et par dårlige dage eller noget. Hun sagde at jeg faktisk var blevet bedre og at jeg havde en slags tilbageanfald, men ikke noget stort."

"Sidste uge, slog det mig, at til sidst vil jeg ikke havde så meget støtte mere. Ashton blev fortalt hvad jeg gik igennem fra Michael, og han kom over, når Harry og Lauren var i skole. Jeg stolet kun på Michael for uger, han vidste hvad han skal gøre og ved alt. Ashton ved noget, men han ved ikke hvad han skal gøre, når jeg har et sammenbrud. Mor ved det så nu, Michael har givet hende en helt instruktion. Jeg tror Ashton har fortalt Calum at jeg er deprimeret, men jeg er ret beskyttet. Men det var sidste uge."

"Jeg havde et tilbagefald den anden nat, den var dårlig. Jeg tog til hospitalet over det, min læge snakkede med mig. Hun sagde det var normalt, jeg er ved at miste den, der har været der helt fra starten af. Det var normalt at blive stresset over, men hun snakkede mig igennem det. Hun sagde at jeg bliver okay, jeg har min mor, hende, og sygeplejersken jeg er blevet tæt med. Jeg ved at jeg bliver okay, og det tror jeg virkelig. Jeg har ikke haft et sammenbrud i et par dage nu og jeg har ikke tænkt på døden i uger."

"Jeg er tættere på fremgang, jeg var deprimeret. Jeg troede ikke jeg var god nok. Men jeg er ved at blive bedre, jeg ved at jeg er god nok, jeg hvad jeg kan gøre hvad helvede jeg har lyst til, lige meget hvad andre folk siger. Had irriterer mig ikke længere, mennesker er bare misundelige spader. De ønskede det jeg havde, og de ønskede at være mig. Og nu ser jeg det, jeg har det okay med at blive kaldt en bitch eller luder. Jeg ved at jeg kan opfører mig som en bitch, men jeg er ikke en luder. Når de kalder mig fake, ser de kun en del af mig. De ser ikke den rigtige mig, som min familie og venner ser."

"Jeg var deprimeret, jeg var ikke god nok. Men Luke, jeg arbejder på det. Måske er jeg meget bedre næste måned."

Jeg kigger over på ham, tårer løber ned ad hans kinder. Han gnider hans ansigt med sine hænder, "Gud Jesse.", mumler han. "Det var svært for mig at sige noget, jeg vidste ikke hvordan og hvad. Jeg troede det var bedre intet at sige, så det gjorde jeg bare ikke.", jeg sukker. "Luke, sødeste, vi skal gå nu.", siger Liz og går hen til os. Luke fjerner hans hænder fra hans ansigt og kigger over på Liz, på gaten og så over på mig. "Jeg bliver fin, bekymrer dig ikke om mig.", jeg giver ham et lille smil. Han nikker til Liz og hun går ind foran drengene, som samler deres tasker op. "Er du sikker på at du bliver okay? Je-Jeg vil ikke forlade dig, mens jeg ved at du kan få et tilbageanfald.", han bliver alvorlig. Vi rejser os op, "Jeg bliver okay, Luke.", jeg smiler. Han gnider sit ansigt, før han sukker, "Bare fordi vi ikke er kærester længere, behøves ikke at betyde at jeg stopper med at bekymrer mig for dig og elske dig.", siger han bestemt.

Jeg smiler, "Jeg elsker dig stadig, din store and.", siger jeg og kigger ned på mine fødder. "Please, Jess, ring til mig. Je-jeg vil bare vide om du er okay.", siger han og kigger ned på mig. Jeg nikker, "Et mere kram?", spørger han lavt. Jeg nikker og tager mine arme om hans torso, "Du lover at besøge os, brug biletterne Jesse.", hvisker han. Jeg nikker, "Det vil jeg, det lover jeg.", mumler jeg og begraver mit ansigt ind mod hans bryst. Han træder tilbage og tager blidt ved min hage, "Jeg elsker dig stadig.", siger han alvorligt. "Jeg elsker også stadig dig.", siger jeg ligeså alvorligt. Han læner sig forover og presser et lille kys på min pande.

Han træder tilbage og tager taskerne fra hans sæde, og går over til gaten med Liz bag ham. Jeg går over til familierne og ser dem tage afsted endnu en gang. Denne gang er fans blokeret, for ikke at komme over til gaten, selvfølgelig pånær, hvis de skal med flyet. Deres nye stylister går først, Michael fyrede Elizabeth for nogle få måneder siden, da de alle blev enige om at ingen kunne lide hende. Så de hyrede to tvillinger, først var jeg lidt nervøs, fordi de er virkelig smukke. Men de alle blev enige om, kun arbejde, ingen kærlighed. Og desuden, har den ene en kæreste og den anden er vild med en eller anden fyr.

Calum er den næste, han kigger tilbage og giver et trist smil. Små arme bliver taget om min talje, jeg kigger ned og ser Harry. Jeg tager mine arme om hans skuldre, jeg kigger op igen og ser Ashton kigge tilbage, da han træder hen på gangen til flyveren. Harry begraver sit ansigt i min side, jeg synker klumpen i min hals. Michael er den næste, han rækker manden hans bilet. Han scanner den og giver den tilbage til Michael, han kigger tilbage og smiler skævt. Han kigger ned i jorden, kigger tilbage, sender et trist smil og går så ned af gangen.

Luke er den sidste, og pludselig får jeg trang til at græde. Men jeg har grædt nok de sidste måneder. Han kigger tilbage, hans øjne er stadig puffede og røde. Jeg har bare lyst til at løbe over og kramme ham igen, bare en sidste gang. Og det gør jeg. Jeg tager forsigtigt Harrys arme væk fra mig og glider forbi mor og Joy. Luke smider sine tasker, da jeg kommer tættere, jeg tager mine arme omkring hans hals. Han tager sine arme om min talje, løfter mig op og trækker mig tættere ind til ham. "Du bliver nødt til at besøge os, jeg er ligeglad med hvornår og hvor. Det bliver du nødt til Jesse.", mumler han. "Det vil jeg.", græder jeg. "Jeg elsker dig okay, jeg er ked af alt hvad jeg nogensinde har gjort. Jeg var bare så bange for at miste dig, og det har jeg allerede gjort, og det gør så ondt.", han griber fat i bagenden af min hættetrøje. "Jeg elsker også dig, Luke. Jeg har bare brug for lidt mere tid.", siger jeg og lukker mine øjne tæt.

"Jeg vil give dig alt den tid du har brug for Jesse.", han træder tilbage. Vi tager vores arme til hinanden og han tager hans tasker og går mod gangen, han kigger tilbage en sidste gang, sender et smil og forsvinder så. Jeg vender om og løber ind i min mors arme, jeg græder endnu en gang. Hun gnider min ryg, hvisker det er okay igen og igen. 

Jeg vil altid elske dig Luke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...