Disconnected (Luke Hemmings)

Mit navn er Jesse Smith og jeg går på en normal High School og lever et helt normalt liv. Men nogen gange kan tingene bare blive for meget eller ændre sig til noget helt forkert eller noget overraskende. For engang var Luke og jeg bedste venner, helt siden alderen fire. Men en nat troede Luke at han sluttede vores opkald.. det gjorde han bare ikke. Jeg hørte hvert et ord. Alt blev nærmest "afbrudt" (Disconnected). Det er svært at være omkring ham, for alt er anderledes. Ps. Man behøves ikke være fan, for at læse denne novelle. ;) - Det er rigtig en pige ved navn Amanda, som har skrevet denne novelle på engelsk. Jeg har fået tilladelse af hende til at skrive den på dansk, så stort tak til talentfulde Amanda.

120Likes
161Kommentarer
47569Visninger
AA

24. Kapitel 22

(Jesse's synsvinkel)

Efter at jeg næsten har hoppet ud ad Ashton's bil, tager han mig ikke tilbage til Luke. I stedet, efter en lang diskussion, lader han mig blive hvor han bor. Jeg beder ham om at han ikke fortæller Luke at jeg er hjemme ved ham, og at jeg sover hos en af mine venner. "Du ved godt at du bliver nødt til at tage tilbage på et tidspunkt, ikke?", siger Ashton. Jeg sukker og sætter mig i sofaen.

Siden mit tøj stadig er våd fra i går, har Ashton lånt mig en af hans hættetrøjer. "Du ved også godt at han vil komme herover?", spørger han. "Jeg er væk til den tid.", siger jeg og krydser armene. "Så du er væk-", han holder en pause, da der høres to lave bank på døren. "Nu?", spørger Ashton. Jeg rejser mig hurtigt op og løber hen til bagdøren, men han griber fat i min arm, "Nej, Ashton. Hver nu sød.", beder jeg, mens jeg prøver at komme væk. Ashton holder fast om min arm og går hen til hoveddøren og åbner.

"Åh, dejligt, hej Luke.", siger Ashton og kigger over på mig, jeg gemmer mig bag døren. "Hvad er så dejligt ved det?", mumler Luke. "En brunhåret, blå-øjet, australier, lille, irriterende tøs. Lyder det bekendt?", Ashton smiler. "Hvad?", Luke lyder ret træt. Ashton skubber mig frem og ved siden af Luke. "Jeg er ikke lille.", mumler jeg. Ashton fniser, "Jaja, men det var den sjove del.", han griber fat i Luke's arm og hiver os begge gennem hans hus.

"Ashton, hvis du gør det jeg tror du gør, så har du bare ikke at gøre det."

Han fniser og giver slip fra Luke's arm, åbner et stort skab og skubber os begge to ind. Ashton lukker døren og låser den. Ashton, jeg hader dig. Det gør jeg virkelig.

Jeg læner mit hoved op ad døren, glider ned ad den og sætter mig på gulvet. Jeg hamrer hovedet ind i døren et par gange, "Du mister hjerne celler!!", råber Ashton. "Det ved du vidst alt om selv, ikke?", jeg trækker mine ben foran maven og ligger armene omkring dem, "Det var uhøflig.", siger Ashton fornærmet, jeg hører fodtrin der går længere og længere væk. "Det er det også at låse nogle inde.", hvisker jeg til mig selv.

Der har været omkring 5 minutters stilhed, i et mørkt skab. Indtil Luke siger noget, "Undskyld.", hans stemme lyder som lort, ups. "Luke,", starter jeg. "Jeg ved godt at undskyld ikke hjælper på noget.", jeg kigger over på ham og han ligger hans arme om hans ben, hvordan fanden kan han gøre det i de jeans? Medmindre de er som leggins. "Vi tager afsted i morgen.", selv i mørket, kan man stadig se hans øjne er i vand. "Hvad tidspunkt?", spørger jeg og bider mig i læben. "Fem.", siger han og kigger ned. "Om morgnen?", selvfølgelig om morgnen, Jesse. Hver nu ikke dum.

"Ja, så vi bliver faktisk nødt til at tage afsted klokken fire."

Om tolv timer. Græd ikke, græd ikke, du kan lige vove på at græde, Jesse.

Fuck.

Jeg slikker min læbe og bider ned på den, "Og så er du væk i seks måneder.", siger jeg og lader en rystende ånde komme ud. "Faktisk til Oktober, men du kan altid besøge.", siger Luke let, jeg prøver at holde klumpen tilbage i min hals, ved at læne mit hoved op ad døren. "Der er altid FaceTime og alt det.", tilføjer han. Jeg hører ham snøfte, og jeg ved at vi begge græder på det her tidspunkt. Han gør det virkelig svært for mig, at blive ved med at være sur på ham.

"Du gør det svært for mig, at forblive sur på dig.", mumler jeg. "Så lad være med at være sur på mig.", han puffer til mig. Jeg hviler hovedet på mine knæ, "Det er ikke nemt, Luke.", siger jeg stille. Jeg hører Luke flytter sig hen ved siden af mig, "Det kan det være.", jeg kigger op og over på ham, "Hvad så når du er over tusinde kilometer væk, Luke?", han sukker og læner hovedet op ad døren.

"Det ved jeg ikke, Jesse. Men hvad jeg ved, er hvad end der så sker i de her seks måneder. Så vil jeg altid elske dig, lige meget hvad. Vær mig utro, så vil jeg stadig elske dig. Hvad nej, vær mig ikke utro. Det ville være frygteligt. Lad være med det.", jeg smiler let, "Jeg er virkelig ked af at jeg glemte at hente dig. Jeg vil ikke glemme dig, aldrig. Også selvom vi ikke er sammen i fyrre år, så vil jeg stadig elske dig. Så vil jeg huske hvor stor en idiot jeg var, og hvor sød du er når du er sur."

Jeg ligger min hånd i hans og læner mit hoved på hans skulder. "Jeg kan ikke lide dig i den hættetrøje.", siger Luke stille, "Fordi det er Ashton's?", spørger jeg. "Jaer?", siger Luke og ryster hovedet let. "Nårh, men mit tøj var sådan,", jeg sukker, "Vådt.", jeg rynker mine bryn. "Tilgiver du mig?", spørger Luke, og hans stemme knækker en smule. "Selv hvis jeg siger nej, vil du finde en måde at få mig til at sige ja.", jeg sukker. "Så er det et ja?", spørger Luke. Jeg sukker, "Det er det vel.", siger jeg langsomt.

Luke strækker hans ben og bærer mig op på hans skød og krammer mig. "Jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig.", gentager han igen og igen, mens han krammer mig stramt. Jeg ligger mine arme om hans hals, og Luke begraver sit hoved ind mod min hals. Luke læner sig tilbage og skubber blidt mine hofter væk, "Jeg fortjener dig ikke.", siger han stille.

Jeg ryster på hovedet, "Har du set dig selv Lucas?", spørger jeg og griner. Han sukker, "Du har brugt nok tid på at se på en overfladisk idiot.", jeg kan stadig ikke se, men jeg roder i Luke's hår. "Jeg har brugt lang tid på mit hår, okay. Du skal ikke ødelægge det.", siger han fornærmet. "Ja, det er derfor du har irriteret dig med det.", jeg begynder at børste hans hår i den ene side. Jeg kan elsker hans hår nede, det gør han ikke. Ikke længere. 

Luke åbner munden for at sige noget, men døren åbner og vi begge falder ud ad skabet og ned på gulvet. "Uden at dømme de faldt ud ad skabet, så er de okay.", jeg vender mig om på ryggen, kigger op og ser Calum og Ashton læne sig over os. Vores ben er kludret sammen og Luke's hånd er om min talje. "Jesse, har du bukser på?", spørger Calum og tilter hans hoved. "Ja, jeg har bukser på.", jeg skubber mig selv op og sætter mig.

Luke sætter sig op og klør sin albue, "Nu hvor i to er gode igen, kan i komme ud.", fniser Ashton. Luke rejse sig, strækker sine arme ned mod mig og jeg tager dem, mens han løfter mig op og stå. "Farvel Ash, farvel Cal. Ses i morgen.", Luke tager min hånd og hiver mig med ned ad gangen. Jeg råber et hurtigt farvel til dem. Da vi når til enden af gangen, hopper jeg op på Luke's ryg. Luke får en smule over balance, men falder ikke. Jeg samler mine ben om hans mave og samler mine hænder om hans hals. Jeg kysser ham på kinden og han smiler med det samme.

"De gror op så hurtigt."
"Hold mund Ashton."

"Luke,", han fortsætter med at gå mod hoveddøren, "Ja?", siger han og bider ned ved hans læbe piercing. "Kørte du?", spørger jeg, da han går ud ad døren og lukker den. "Øh nej.", siger han og går ned ad trapperne. "Gik du?", spørger jeg og tilter mit hoved. "På en måde.", han sukker. "Er det ikke sådan cirka fem kilometer?", han nikker og begynder at gå. "Kan du klarer det?", spørger jeg, mens jeg griner. Han tager en dyb vejrtrækning, "Sikkert ikke. Men,", han kigger over på mig og smiler, "Jeg har jo nogle der skubber mig.", jeg smiler og læner mit hoved mod hans.

"Jeg har lige opdaget noget.", siger Luke langsomt. Jeg vender hovedet til venstre, så jeg bedre kan se ham, "Hvad er det?", spørger jeg. "Vi bliver nødt til at tage et selfie.", siger han smilende. "Det var mærkeligt.", griner jeg. Han sukker og læner hans hoved let tilbage, "Hver sød at tage selfies med mig.", siger han. "Tag din mobil.", kommanderer han. "Luke,", siger jeg irriteret, "Til højre. Hold fast.", han bukker sig ned og svinger sin taske af. Han roder i lommerne, for at finde sine mobil, og da han finder den rækker han den til mig. Jeg kigger ned på den og så tilbage på Luke, "Op.", siger han og vender sig rundt.

Jeg hopper igen op på hans ryg og han fortsætter med at gå igen. Jeg ligger armene over hans skuldre, tager mit hoved til den ene side og kigger ned på hans mobil i mine hænder. Jeg låser den op, men han har kode på. "0 9 2 7", siger Luke, og jeg taster med det samme numrene ind. "Er din kode-", starter jeg, men han afbryder mig. "Hvis du gør det til noget stort, smider jeg dig af.", siger han og kigger så meget i min retning han kan. "Aaawww, Lukey. Din kode er den dag vi gjorde det officielt at vi er kærester.", jeg kysser hans kind. "Hold mund.", mumler han.

Jeg ruller ned på hans mobil, "Hvad laver du?", spørger han og kigger ned på mobilen. "Opfører mig som en klassisk kæreste.", siger jeg og ruller hans kontakter igennem. "Siden hvornår er du blevet en "klassisk kæreste"?", spørger Luke. "Siden," jeg tager en lille pause og rynker brynene, "For to minutter siden.", mumler jeg. Luke smiler en smule og bider ned ved hans læbe piercing, "Hvem fanden er Jennifer?", spørger jeg og går ind på hende. "Din kusine.", griner Luke. 

"Hvorfor har du hendes nummer?", spørger jeg, "Hun tog os til All Time Low koncerten. Mor skulle være sikker på at jeg havde hendes nummer for en sikkerheds skyld, hvis jeg nu skulle miste noget.", forklarer Luke. Jeg nikker og går tilbage til hjemmeskærmen og så på Twitter. Jeg trykker på hans profil, "Wow shit Luke. Der er vidst nogen der er populær.", han har over hundrede tusinde følgere nu.

"Louis og Niall lagde en video ud af os for et stykke tid siden. Plus at det er blevet offentliggjort  at vi skal med dem på Tour.", siger Luke og stopper ved enden af fortorvet, da en bil kører forbi. Jeg nikker, "Har du stadig din Twitter?", spørger Luke og fortsætter med at gå igen. "Jep.", siger jeg og trykker på søgefeltet, hvor jeg taster mit brugernavn ind. "Hvad er dit navn?", spørger han. "Mit navn.", griner jeg og trykker på "Følg" knappen. "Du skulle ændre det.", siger Luke og kigger ned på hans mobil.

Han glemmer helt sit lille "selfie" øjeblik. Yessss.

"Til hvad?", siger jeg og sænker mine arme en smule. Han sukker akavet, "Jesse5SOS, ligesom resten af os. Du kan være en del af familien.", Luke smiler og kigger over mod mig, jeg tilter mit hoved væk fra ham. Jeg løfter mine arme igen og kigger på hans mobil, "Luke.", siger jeg og rynker brynene. "Hm.", brummer han. "Kan vi ikke bare ringe til din mor?", griner jeg.

Han stopper med at gå og stønner højt, få mennesker der gå forbi os kigger. Han slipper mine ben og tager hans mobil fra mig, "Nu hvor du bringer det op.", siger han lidt fornærmet. Jeg hopper ned ad hans ryg og han ligger mobilen mod sit øre. Jeg går ind foran ham og ligger mine arme om hans mave. Han tager hurtigt hans arme rundt om mine skuldre. "Hej mor.", siger Luke og kigger ned på mig. Jeg smiler til ham, inden jeg læner hovedet mod hans bryst. "Øh ja, det gjorde jeg. Kan du hente os? Eh, Jesse. Hvor er vi?", jeg ruller med øjnene og kigger rundt, "Nede ad gaden ved parken.", gentager Luke til Liz.

Han snakker med hende i et stykke tid, inden han lægger på, "Vil du være her til jul?", spørger jeg lavt. Luke sukker, "Jeg vil gøre det så sikkert, som muligt, skat."

 

(Næste morgen)

"Luke, du skal op nu."

Han stønner, vender sig og smasker puden over hans hoved. "Er han oppe?", spørger Liz og stikker sit hoved ind. "Sådan da.", sukker jeg og gnider mit ansigt. "Der er kaffe nedenunder.", siger hun og fortsætter med at gå ned ad gangen. "Luke kom nu. Lige meget hvor meget jeg vil havde du ikke skal tage afsted, så bliver du nødt til det.", han fjerner puden fra hans hoved og vender sig mod mig. Jeg krydser armene og han sukker dramatisk og tager hænderne op som forsvar. Jeg tager dem langsomt, han sætter sig op og løfter mig op på hans skød. 

Jeg hviler mit hoved på hans skulder, "Hvad er klokken?", mumler han. "Tyve minutter over tre.", han sukker. "Jeg kan uheldigvis miste flyet.", siger han lavt. "Det vil du ikke gøre.", jeg ryster på hovedet. "Hvis det betyder at jeg ikke skal forlade dig, så vil jeg.", han presser sine læber mod min pande. "Jeg elsker dig.", han sukker trist. "Jeg elsker dig.", siger jeg og lukker øjnene. Vi har stadig en og en halv time, indtil han rigtigt forlader mig. Jeg ønsker bilturen tager længere tid end en halv time lige nu.

Jeg rejser mig langsomt fra hans skød og Luke rejser sig op. Han går forbi mig og ind på hans badeværelse. Jeg griber fat i hans Teenage Dirtbag sweater fra bordet. Jeg går ud ad værelset og ind hvor jeg har værelse. Liz smider drengene af ved lufthavnen, så flyver de dertil, lige før Tournéen starter i Februar. Hun lader mig stadig blive, ugen tilbage, indtil mor kommer hjem. Også selvom det kun er os, når nu Luke er på hans vej til England.

Jeg griber fat i mine jeans fra sengen og skifter. Da jeg har skiftet og kun mangler sko, kommer Luke ind. Siden han ikke vågnet op til tiden, har han ikke haft tid til at fikse håret. Så han har bare en hue på i stedet. Han smiler, "Den er stadig stor til dig.", han griner let. "Din spasser.", mumler jeg og snører den højre fods snørebånd. Han sætter sig hen ved siden af mig og fletter vores fingre.

"Fem minutter!", råber Liz. Jeg rejser mig op og det samme gør Luke. Vi går begge ud ad rummet, "Jeg henter lige min bagage.", Luke læner sig ned og kysser mine læber, jeg nikker og slipper hans hånd. Jeg går ned ad trapperne til køkkenet, tager en termo kop og fylder den med kaffe. "Hvor er Luke?", spørger Liz og kommer gående ind i køkkenet. "Henter hans bagage.", siger jeg over skulderen.

Jeg sætter kaffekanden ned og åbner køleskabet for at tage noget mælk. Jeg lukker køleskabet med foden og går tilbage til min termo kop. Jeg hælder en skvis mælk i og lukker så låget stramt. Jeg sætter den på bordet, så jeg husker den og sætter mælken tilbage i køleskabet. "Fuck.", hører jeg Luke sige. "Det er varmt.", jeg vender mig om og ser ham kigge ned på koppen. Jeg går derover og tager den fra ham, "Seriøst nu?", spørger jeg og sætter den på bordet igen.

"Det er for tidligt til sarkasme.", mumler han. Jeg læner mig op ad bordet, "Alt er bare for tidligt.", jeg sukker. Luke bevæger sig hen foran mig og tager mine hænder. Han holder dem ud til siden og presser sin pande mod min. Jeg strækker mig og presser mine læber mod hans. Han holder strammere fast om mine hænder, han slipper den ene og tager den om min talje. Min den anden hånd holder også ved hans mave.

Der kan gå måneder før jeg ser Luke, skolen slutter om fire måneder. Men Luke siger at Touren ikke ender, indtil Oktober for dem og han har kun få uger fri på den tid. Så skal de til L.A i et stykke tid. Når Touren starter tager Liz afsted med dem og tager tilbage og er alene sammen med min mor igen. Jeg vil ikke havde Luke skal afsted, men det bliver han nødt til. Jeg bliver nødt til at lade ham gå. Det er en fantastisk chance for Luke og sker sikkert aldrig igen. Det er en engangs-fornøjelse.

"Tid til at tage afsted!", råber Liz. Luke rykker sig væk og jeg bider i min læbe. Jeg slipper Luke's hånd og tager koppen, mens han bliver ved med at holde armen rundt om mig, også på vej ud ad køkkenet. Luke må allerede havde lagt bagagen i bilen, siden de ikke er ved døren. Liz åbner hoveddøren og Luke og jeg går ud til bilen. Han åbner døren og lader mig komme ind først. Jeg sætter mig i midten og Luke kravler ind, mens han lukker døren efter sig. Da vi har spændt vores seler, læner jeg mig op ad ham og han ligger automatisk sin arm over min skulder. Liz sætter sig ind, starter bilen og kører ud ad indkørslen.

På vejen til lufthavnen, deler Luke og jeg kaffen, ingen siger noget, pånær de få "jeg elsker dig" vi hvisker til hinanden engang i mellem. Da vi kommer til lufthavnen er kaffen væk og klumpen i min hals vokser sig fyrre gange så stor. Jeg sætter den tomme kop på sædet og går ud.

Jeg lukker døren og går om bag bilen, hvor Liz hjælper Luke med at få sin bagage ud. En mand der arbejder på lufthavnen finder en vogn frem, hvor Luke sætter sin bagage på. Da de er færdige, kører Liz bilen rundt for at finde en parkeringsplads. Luke og jeg står ved indgangen og venter. Han skubber mig indtil ham og griber sine arme rundt om mig. Jeg læner mig ind mod hans bryst og gør alt for ikke at bryde ud i tårer nu og her.

Efter ti minutter er Liz tilbage og vi går ind i lufthavnen, mens Luke kører med vognen. Jeg står ved siden af ham, "Hemmings!", jeg kigger op og ser Irwin familien, Clifford familien og Hood familien. Luke skubber vognen hen til dem og forsvinder ind mellem dem, mens jeg følger efter. Liz stiller sig over og snakker med forældrene. 

Alle er stille. Det er så tydeligt for os, er der faktisk kan gå et helt år før vi ser dem igen. "Nårh, jeg gætter på vi skal checke jeres bagage ind, drenge.", siger Ashton's mor og former et smil. Vi står i en stor gruppe, men familien står tæt opad hinanden. Luke's brødre kunne ikke nå det her til morgen, men Luke skypede med dem sidste nat for et stykke tid. Jeg står tæt ved Luke's side, da Liz checker ham ind.

Efter at havde checket alt bagagen ind, så får familierne og jeg et specielt kort så vi kan komme forbi sikkerheds-vagterne. Igen, ingen siger rigtigt noget, pånær omkring hvad gate og nummer de skal til og være. Da vi når til den gate de skal være ved, har vi 30 minutter fyldt med tårer, kram, kys og farvel. Det er ikke en ordrer, men alle siger farvel til alle.

"Ikke noget alt for dumt, okay?"
"Hvad hvis de har lyst til at hoppe ned ad en bro eller sådan noget?"
"Det sker ikke."
"Du er ikke vores mor."
"Calum, så hjælp mig, hvis du hopper ud over en bro og lever. Så vil jeg personligt dræbe dig."
"Jeg vil også savne dig."

Jeg giver Calum et kram, før jeg bevæger mig hen til Ashton, som starter med at gå væk for at kramme Liz. "Pas på drengene, okay?", spørger jeg og kigger op på Ashton. Han smiler og nikker, "Det bliver svært.", han fniser og tager sin arm om mig. Efter nogle minutter går han over til sin mor og søskende, Harry and Lauren, der også ser glade ud. Jeg vender mig rundt og bumper ind i Michael, "Nårh Lewis. Jeg vil prøve ikke at slå dig, når jeg siger det her,", han synker en klump og hviler sine hænder på mine skuldre. "Jeg vil,", han lukker øjnene. "Savne dig.", siger han langsomt.

Jeg ruller med øjnene, "Wow tak Michael.", han giver mig et smørret smil, "Hey, det var svært at sige.", siger han og smiler, et rigtigt smil. "Jeg vil også savne dig, Clifford.", jeg griner og vi krammer. Det var et akavet kram og varede heller ikke længe, men det er stadig et kram. Tror jeg. Jeg kigger rundt efter Luke, han er den eneste jeg bliver nødt til at sige farvel til. 

Wow.

Han tager virkeligt afsted.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...