Disconnected (Luke Hemmings)

Mit navn er Jesse Smith og jeg går på en normal High School og lever et helt normalt liv. Men nogen gange kan tingene bare blive for meget eller ændre sig til noget helt forkert eller noget overraskende. For engang var Luke og jeg bedste venner, helt siden alderen fire. Men en nat troede Luke at han sluttede vores opkald.. det gjorde han bare ikke. Jeg hørte hvert et ord. Alt blev nærmest "afbrudt" (Disconnected). Det er svært at være omkring ham, for alt er anderledes. Ps. Man behøves ikke være fan, for at læse denne novelle. ;) - Det er rigtig en pige ved navn Amanda, som har skrevet denne novelle på engelsk. Jeg har fået tilladelse af hende til at skrive den på dansk, så stort tak til talentfulde Amanda.

120Likes
161Kommentarer
47574Visninger
AA

4. Kapitel 2

Alex kommer præcis klokken syv, hvor hun bliver nødt til at slæbe mig ud ad huset. Det gør hun også, bogstaveligtalt, ellers er jeg heller aldrig kommet med. "Hvorfor skal jeg med?", jeg har langt fra lyst og det ved hun også godt, men alligevel, tvinger hun mig stadig med. Jeg vil meget hellere sove... og endda hellere lave lektier. "Fordi at de kan være gode.", Alex smiler, mens hun begynder at bakke med sin bil. "Eller de kunne være frygtelige og jeg vil græde, fordi at de stinker?", god måde at opmuntre, Jesse! "Bare gør noget ved dit hår. Du ser elendig ud.", tak for lort, Alex. Din mening er simpelthen så betydningsfuld for mig. Efter jeg har fikset mit hår, er vi allerede ved parken. 

Gå ikke i panik, Jesse. Han ligger aldrig mærke til dig, mellem alle de mennesker der vil være der.

Jeg kigger ud ad vinduet, sjovt nok, er alle fra skolen her. Jeg sukker, mens jeg tvinger mig selv ud ad bilen. Jeg lukker døren bag mig, mens jeg retter lidt på min trøje. "Er du klar?", Alex smiler stort. Nej. Jeg giver hende et fake smil, nikker så og går efter hende mod scenen, som nok er lavet til i aften. "Er i klar på 5 Seconds Of Summer??", bliver der sagt og folk begynder at skrige med det samme. Vi står helt bagerst i en gruppe. Luke står på midten af scenen med en guitar, på hver hans side står der også en dreng. De to har også en guitar hver, og så er der trommeslageren i baggrunden. "Det her er vores helt nye sang, Out Of My Limit.", siger Luke ind i mikrofonen.

 

Back in high school,
we used to take it slow,
Red lipstick on and high heel stilettos.
Had a job downtown working the servo.
Had me waiting in line couldn't even let go.

 

De er gode. Jeg havde ellers håbet at de var dårlige. Alex ser ud til at kunne lide dem, hun kan lide alle bands. 

 

You're just a bit out of my limit
It's been two years now, you haven't even seen the best of me.
And in my mind now, I've been over this a thousand times.
But it's almost over,
Let's start over.

 

Alex kigger over på mig, "Hvad?", spørger jeg og trækker på skuldrene. "It's been two years. Hørte du det?", hun griner. Jeg ruller med mine øjne, "Jeg er sikker på det bare er et godt tal til sætningen. Det er hans skyld alligevel.", han har selv sagt det, ikke mig, "Sikkert.".

 

(Luke's synsvinkel)

"Let's start over.", efter at færdiggøre den første sang, er jeg helt klar på den næste. Jeg elsker at give koncert eller hvad man kalder det, også selvom det kun er overfor skolen. Jeg holder mikrofonen i venstre hånd, mens jeg kigger ud på publikum. Kenzie er på første række, ved siden af hendes veninder. Kenzie snakkede med sine veninder i mobilen, på vejen herover i bilen. Jeg hørte noget med at hun har inviteret Jesse og hendes veninde Alex, men jeg ved de sikkert ikke kommer. 

Men der tager jeg fejl.

Den ting, jeg kan sige med sikkerhed, er at det er Jesse. Nirvana trøjen. Jeg kender den trøje, den ene trøje. Selvfølgelig er der tonsvis er trøjer som denne, men ingen fra skolen har en. Det har Jesse kun. Det er en koncert trøje. Hun er den eneste, sammen med mig, der lytter til Nirvana. Og lige til prioritering, jeg gav hende den trøje. 

Jeg ryster på hovedet, jeg bliver nødt til at glemme det. Jeg ødelagde venskabet. "Eh, den næste sang hedder Try Hard." Calum har skrevet den her, men Kenzie tror, lige meget hvor mange gange jeg fortæller hende det, at jeg har skrevet den.. hun tror jeg skriver alle sangene. Jeg hjælper kun, jeg har ikke været i stand, til at skrive en hel sang i lang tid. Jeg har mistet inspiration. 

Jeg vil aldrig nogensinde skrive en sang om Kenzie. Aldrig!

 

(Jesse's synsvinkel)

"Skal vi ikke gå nu?", jeg tror de har spillet halvdelen af deres numre, og jeg kan ikke bare stå her, og se ud som om jeg elsker det. Jeg indrømmer det, jeg elsker Luke's stemme, men det må jeg holde for mig selv. Hvis jeg fortæller det til Alex, vil hun drille mig med det. Hvis jeg fortæller det til Kenzie, så dør jeg sikkert. Og jeg skal i hver fald slet ikke fortælle det til Luke. "Hvorfor? De har kun spillet fire sange.", Alex elsker tydeligvis allerede det band. Jeg tog hende engang til en lav koncert. Og hun forlod koncerten midt i tredje sang.

"Mine ben gør ondt.", jeg har knæproblemer, så måske går hun med til det nu. "Så find et sted at sidde. Jeg bliver her, og husk at jeg skal kører dig hjem.", jeg kan gå. Jeg bor kun 10 minutter herfra. Jeg sukker og vender mig rundt. 

Jeg forlader parken, og sætter mig hen på parkeringspladsen, hvor jeg venter på at koncerten er slut. Alt jeg håber på er at de ikke spiller alt for mange numre, for jeg vil virkelig gerne hjem. Jeg vidste det var en dårlig ide at komme, jeg vidste at jeg bare skulle havde sagt at min mor skulle bruge mig, eller at vi har noget familiekrise. Eller bare sige at jeg havde projekt for. Men Alex, selv hvis jeg siger min mor er på hospitalet, vil hun ikke tro på det. 

Efter hvad der føltes som en time, som rigtigt var det halve, slutter bandet endelig. 

"Tak, for at i gad at komme. Vi elsker det her.", det ser det ud til, "Tak, for at i har været et fantastisk publikum.", en anden fra bandet sagde det. Måske kender Alex navnene, det spørger jeg hende måske om senere. I det mindste kender jeg deres bandnavn, 5 Seconds Of Summer. Det giver ikke rigtig mening, når der er fire medlemmer. "Vi elsker jer!", jeg spænder kroppen forskrækket. Jeg kender den stemme, det var den dreng, der var ved Luke den aften alt skete.

Jeg ryster på hovedet, da folk begynder at gå forbi mig, nogle få stopper op for at kigge efter biler. "Jesse!!", jeg kigger tilbage og ser på Alex, der løber herhen, "Hvad?", jeg vil bare gerne hjem nu. Please, sig vi bare skal hjem nu. "Vi bliver nødt til at blive lidt.", hun tager min arm over hendes ene skuldre. "Hvad? Nej!!", jeg ryster ivrigt på hovedet. Jeg bliver ikke bare lidt, der er chancer for at jeg møder eller ser Luke. Det er dårligt nok at jeg sidder ved siden af ham, i nogle af timerne på skolen.

"Please.", beder hun. "Hvorfor?", jeg tror bare jeg bliver i bilen. "Da du gik, tog jeg op på første række. Uheldigvis kom jeg til at stå ved siden af Kenzie, men det var det værd. En af guitaristerne fortalte sikkerhedsvagten, at han ville havde mig til at vente på parkeringspladsen. Så kom nu, du behøver ikke at blive, du kan bare sætte dig ind i bilen.", har de sikkerhedsvagter? De er et skoleband??

"Fint. Jeg sætter mig ind i bilen.", hun smiler stort og krammer mig så. Jeg sidder nede på en kantsten, og er dybt jaloux over folk, der er på vej hjem lige nu. "Arh, nu kommer han.", hvisker Alex ovenfor mig. "Nu hvor jeg ser dig helt tæt, må jeg indrømme dit hår klæder dig virkelig.", selvfølgelig, er det ham fra den aften. Jeg ruller med øjnene, "Michael.", nu ved jeg så også hvad han hedder. "Alex.", rødmede hun lige? Hun rødmede!! Ej, omg.

Jeg sukker, mens jeg holder hovedet i mine håndflader, "Hvem er din ven?", jeg kigger op på Alex, som ryster på hovedet, "Michael!! Du forlod mig.", flere mennesker. Det er derfor jeg hader at gå ud ad huset. Jeg hader mennesker. Jeg rejser mig op og tager Alex's bilnøgler, og går hen til bilen. Jeg låser dørene op og hopper ind på kørerens sæde. Jeg smider nøglerne ved siden af og læner mig tilbage.

Jeg giver et blik udenfor og ser at Alex kigger på mig, mens Michael og ham trommeslageren snakker. "Skynd dig.", mimer jeg med munden, men Alex er Alex.. hun vinker bare og vender sig om mod dem igen. Jeg banker mit hoved hårdt i sædet, endda op til flere gange. Alex går rundt om bilen og åbner døren til et af bagsæderne, hvor hun stikker hovedet ind. "Vi giver dem et lift.", siger hun simpelt, imens Michael sætter sig ind bag i, "Ashton, find lige Calum og Luke.", siger han. Jeg kigger hen på Alex, "Siger hvem??", jeg kommer ikke til at blive klemt inde i en bil med Luke.

"Min bil, mine regler.", jeg bider mig i læben og tager fat i nøglerne, der ligger ved siden af. "Jeg vil hellere gå, blive ramt af en bil og så komme i koma.", nok ikke lige det med koma, men blive ramt af en bil, vil gøre mindre ondt, end at sidde i samme bil som Luke. "Waw, der er vidst nogen der ikke kan lide fremmede.", siger Michael. "Nej, jeg kan bare ikke lide idioter.", mumler jeg. Heldigvis er det kun Alex, der hører det. Ashton kommer tilbage med Calum og Luke. Alex vinker, før hun sætter sig om bag i til Michael. Hun tager forhåbentlig pis på mig nu? Ashton hopper også ind bag i, ved siden af Alex, som nu rykker sig tættere på Michael. "Hvad med alle jeres ting?", spørger Alex. "Ashton henter det i morgen.", Ashton er sikkert allerede færdig med skolen, for jeg har aldrig set ham på vores skole før. 

Calum sætter sig også om bag i, hvilket for Alex til at hoppe op på Michael's skød. Jeg tager sele på og starter bilen. Luke går hen til bilen, "Tag forsædet.", åh gud, nej! Calum lukker bagdøren og Luke, går den anden vej rundt om bilen. Da han åbner døren, er det første jeg har lyst til, er at dræbe ham eller springe ud foran en bil med fuldfart. Siden den første ting ikke kunne skade mig, er det den jeg holder mig mest til.

Han kommer langsomt ind og lukker døren, "Hvor skal i hen?", jeg håber det ikke er langt herfra og at jeg ikke skal kører hver og en hjem. "Hjem til Luke. Skal du havde adr-", starter Ashton. "Jeg ved hvor det er.", sukker jeg. Alex ryster på hovedet, og læner det så op ad vinduet. Jeg kører ud af parkeringspladsen, og kører mod Luke's hus, "Kan du tænde for radioen?", spørger Michael. Kan du springe ud ad bilen?

Jeg ruller med øjnene, men trækker så på "on-knappen". "Skru op.", siger Alex højt, hvilket næsten får mig til at miste en trommehinde. Jeg kigger tilbage og blænder hende, "Du behøves ikke blænde mig.", hvisker hun. Jeg bider mig i læben, for ikke at skrige, men i stedet skruer jeg op for radioen. "All Time Love - A Love like War" er på. 

"Hvorfor ser du så bekendt ud?", jeg kigger tilbage på personen der snakker. "Jeg har set dig før.", fortsætter Ashton. Jeg kigger tilbage på vejen, "Jeg går på jeres skole.", siger jeg enkelt. Luke flytter lidt på sig, og kigger så på mig, "Nårh ja!", siger Michael. Jeg kigger i bakspejlet på ham, "Luke's mobil.". Luke's hvad?

"Havde du engang et langt skateboard?", fortsætter han. "Øhm, ja.", jeg drejer ind ad vejen hvor jeg bor (Og Luke). "Lysere hår?", jeg ser tilbage på ham, "For nogle år siden.", siger jeg langsomt. "Så er det hende. Vent lige lidt.. Du er Jesse!!", udbryder han. "Jep.", jeg læner mig tilbage i sædet, "Vent. Er det hende hvor Luke ødelagde venskabet, altså hende han har på hans baggrund?", siger Ashton. Jeg kigger over på Luke, som allerede sidder og kigger på mig.

Jeg klør mig bag øret og kigger ud på vejen igen, "Hun er godt nok blevet lækker.", griner Michael. Typisk drenge. Jeg ruller med øjnene og kører ind til siden, hvor Luke bor, Liz kommer ud af døren med min mor i hælene. Calum åbner døren, og Ashton følger med. "Jeg ved ikke rigtigt. Jeg har lyst til at hænge ud med jer to.", Michael sender mig et smørret smil. "Gå ud, ellers sparker jeg dig hårdt i røven.", siger jeg, mens jeg let bliver irriteret på ham. "Det gør hun. Hun har før gjort det på mig, og det gør ret ondt.", siger Alex og hopper ned ad hans skød.

Michael skynder sig hurtigt ud ad bilen, men Luke rører overhovedet ikke på sig. "Har du tænkt dig at komme ud eller?", spørger Alex. Luke kigger op på mig, inden han kigger ned igen, "Undskyld.", siger han hurtigt og skynder sig ud ad bilen. "Wow, Luke fucked det op? Han har dig som sin baggrund, ikke engang hans kæreste.. og han siger undskyld..", siger Alex. Jeg er stadig i chok over at han har mig som baggrund på hans mobil, "Vent lige. Undskyldte h-", jeg synker en gang og åbner så døren. Alex sætter sig ind på forsædet, "Vi ses i morgen.", hun smiler og lukker døren efter sig. Det gjorde han ikke, Alex laver sikkert bare grin med mig.

Hun bakker og kører så hjem mod hendes hus, "Så kan jeg komme over?", Michael tager sin arm om min skulder, og jeg kigger op på ham af væmmelse, "Ja, selvfølgelig. Hvad tror du selv?", jeg tager fat om hans håndled og slynger hans arm ned ad min skulder. "Kom nu, skattepige.", råber han. "Skrid ad helvedes til.", jeg kigger på vejen efter biler, og går så over, da der ikke er nogle. 

"Så ringes vi bare ved.", råber han. "I dine drømme."

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...