Disconnected (Luke Hemmings)

Mit navn er Jesse Smith og jeg går på en normal High School og lever et helt normalt liv. Men nogen gange kan tingene bare blive for meget eller ændre sig til noget helt forkert eller noget overraskende. For engang var Luke og jeg bedste venner, helt siden alderen fire. Men en nat troede Luke at han sluttede vores opkald.. det gjorde han bare ikke. Jeg hørte hvert et ord. Alt blev nærmest "afbrudt" (Disconnected). Det er svært at være omkring ham, for alt er anderledes. Ps. Man behøves ikke være fan, for at læse denne novelle. ;) - Det er rigtig en pige ved navn Amanda, som har skrevet denne novelle på engelsk. Jeg har fået tilladelse af hende til at skrive den på dansk, så stort tak til talentfulde Amanda.

120Likes
161Kommentarer
47603Visninger
AA

18. Kapitel 16

"Jeg ved ikke hvad der er sket, Kim. Hun har kun været her en uge. Det er stadig to mere og de er, ja, det kan du godt sige.", jeg rykker mig tættere på Luke, som tager hårdere fat rundt om min talje. "Selvfølgelig, har jeg det fint med det, ja, han har da respekt for hende. Kenzie bekymrer sig ikke længere.", Luke griber hårdere fat om mine hofter, ved hendes navn for at falde ned.

"Jeg spørger om det senere, ja, selvfølgelig. Jeg ringer senere, ja, jeg sender det." Få minutter senere, kan jeg se lys fra mine øjenlåg. Både mig og Luke stønner, jeg vender mig om for at se hvor lyset kommer fra. "Oh, stop jeres stønnen og gaben. I ser søde ud.", jeg hører hende gå ud ad døren og lukker den efter sig. Luke tilpasser sig lidt, inden han ligger en arm om min talje.

Jeg mærker ham presse hans næse mod det bagerste af min hals, "Godmorgen.", mumler han. Hans læber mærker jeg bevæge sig, ved hvert et ord han siger. Jeg kigger tilbage på ham og han lyser op i et smil. "Godmorgen.", siger jeg stille. Han strækker sig hen mod mig og kysser min kind og jeg smiler. Jeg vender mig om på ryggen og kigger på ham. Han smiler, mens hans smilehuller kommer til syne. Jeg ligger min hånd på hans kind. 

Jeg prikker ham ved brynene, "Hvad laver du?", spørger han. Jeg sukker, "Prikker bare." Luke tager blidt min hånd, "Jeg er ikke Facebook." Jeg lukker øjnene og ryster på hovedet, "Den var,", jeg åbner øjnene og gnider mit ansigt med min frie hånd. "Frygteligt.", griner jeg. "Ved det.", griner Luke, "Du har brug for hjælp, med hensyn til jokes.", siger jeg og løfter mine bryn.

Luke sukker mærkeligt, da han ligger på siden. Fodtrin høres fra gangen. Luke rykker sig væk, lige i tide til Liz går ind ad døren. "Jeg bliver nødt til at tage afsted og undervise en. Jeg er tilbage ved tre-tiden.", hun kigger over og nikker, "Jesse, du har ansvaret og bliv nu ikke i sengen hele dagen.", hun venter på vores reaktion. Jeg nikker og Luke sætter sig op, "Igen.. Hvorfor er det hende der har ansvaret?", piber Luke. 

Før Liz når at svare afbryder jeg hende fra det, "Jeg er mere ansvarlig.", siger jeg og kigger på ham, han gisper og kigger ned. "Uforskammet.", mumler han. "Ikke uforskammet, når det er sandheden.", siger Liz stille. "Mor!", protesterer Luke, jeg griner sammen med Liz. Hun siger farvel, inden hun forlader rummet og minutter efter gårdspladsen.

Luke ligger sig ned tværs over min mave. Jeg stønner og han vender sig rundt, så hans hoved ligger på min mave. Han kigger op i loftet. Jeg tager en hånd gennem hans hår og han smiler. "Det er chokerende.", siger jeg lavt. Luke vender sit hoved og kigger på mig, "Hvad?", spørger han. "Du lader mig rører dit hår.", han smiler og rykker sit hoved tilbage, som det var før.

"Du er,", han tager en dyb indånding, inden han fortsætter, "Speciel.", han smiler. "Hvor beæret.", driller jeg, og Luke stikker sin tunge ud mod mig. "Jeg kan godt lide dit hår nede.", jeg smiler og børster hans hår ned til panden. Han giver et ansigtsudtryk, "Hvorfor?", jeg griner stille. "Du ser bedårende ud.", han vender hovedet med det samme, "Er jeg bedårende?", spørger han. Jeg nikker, "Jeg er en fyr på 18, det er ikke meningen at jeg skal se bedårende ud.", argumenterer han.

"Nårh, nårh.", sukker jeg. Han sætter sig op og krydser sine ben, og jeg sætter mig også op. Luke smiler, "Hvad?", spørger jeg. Han sukker.. hvad er der med ham og jeg sukker hele tiden? "Du ser godt ud i min trøje.", hans smil bliver til et smørret smil. Jeg puffer til hans arm, "Ingen grund til at mishandle.", siger han og tager om min talje og trækker mig tættere.

"Hvad ville du sige, hvis nogen sagde for to år siden, at vi vil blive som vi er nu?", spørger Luke, og kigger ned for at tage min hånd i hans. "Sikkert fortælle dem at de er på stoffer.", Luke læner sin pande mod min og kigger på mig. Han bider ned ved sin piercing i læben, før han sukker. Hans ånde rammer hurtigt mine læber. "Jeg ved ikke hvordan jeg følte dengang, det havde kommet an på hvad du ville spørge mig om. Men enden ville de være på stoffer, ellers kunne jeg kun drømme om det."

Jeg smiler og kigger ned. Luke tager hans frie hånd rundt om min talje og løfter mig op på hans skød. Han hviler sine arme om min talje, han læner sig foran for at kysse mig, men dørklokken ringer. Luke stønner og sukker. Jeg kravler væk fra hans skød, og han hopper ned ad sengen og ud ad værelset. "Hver eneste fucking gang!", råber han. Jeg griner og hopper ned ad sengen. Jeg går ind på det værelse jeg låner.

Jeg går hen til tøjskabet, og tager et par komfortable shorts frem og trækker i dem. Jeg graver dybere ind i skabet og finder min Teenage Runaway sweatshirt. Jeg holder den i mine hænder, inden jeg hurtigt skifter til den i stedet. Den er stadig for stor til mig, selv fra en fjorten årig Luke dengang. Jeg træder over til sengen og reder den.

Jeg går ud ad rummet, inden jeg smider Luke's trøje på hans seng. Jeg går ned ad gangen og hen til trappen. Jeg stopper med at kigge ned og gemmer mig bag væggen. "Hvor-Hvorfor nu?", hører jeg Luke spørger. "Jeg blev jo nødt til at sige det før end senere.", Michael? "Hvorfor? Du vidste det, du ved hvordan jeg har det! Hvorfor vil du gøre det, Michael?", råber Luke.

Jeg har ikke hørt Luke være så sur i årevis, "Jamen, jeg er ked af at jeg ikke kan styrer det, Luke! Det sker, bare.", råber Michael tilbage. Jeg læner mig helt tilbage op ad væggen, "Sker bare? Det udvikler sig, Michael. Du føler det ikke automatisk.", griner Luke. Jeg hører noget falde ned og så gå i stykker, "Så er det udviklet, Lukas!", udviklet? Hvad fanden snakker de om?

"Du kan ikke, Michael!", skriger Luke. Jeg kigger rundt om hjørnet igen, Michael kigger op og rynker brynene. Luke vender sig rundt, han sukker, tager ved sit ansigt og kører så hånden gennem hans hår. "Gå tilbage på værelset, Jesse.", snerrer Luke. Jeg kigger mellem dem og rynker panden, "Hver nu sød.", siger han og knurre sin knytnæve. Jeg går tilbage og læner mig mod væggen igen.

"Det var lidt uhøflig.", griner Michael. "Hold kæft.", snerrer Luke. "Det er alt hvad jeg prøver at sige, jeg har ikke tænkt mig at gøre noget stort ud af det. Det har jeg ikke lyst til. Jeg forstår det, jeg skal holde mig væk. Jesse er din.", Hvad? Jeg vender om og går ind på mit værelse. Få minutter senere, hører jeg en dør smække og en trampe hårdt op ad trapperne.

Jeg sætter mig op ad vinduet, "Det må du undskylde.", jeg giver et blik over på ham, inden jeg læner mit hoved op ad vinduet. Jeg trækker mine ben op til mit bryst. Luke sukker og går hen imod mig, han sætter sig ned foran mig. "Jesse, undskyld.", sukker han. "Jeg skulle ikke havde snerret af dig, Michael pissede mig bare af-", jeg afbryder ham, "Ja, det kan siges.", mumler jeg.

"Jeg er ba-", jeg afbryder ham endnu en gang, "Jeg er ikke en ejendom, Luke.", siger jeg lavt. Hans ansigt ændrer sig, "Hvad?", han trækker vejret. "Jeg ved ikke hvad fanden i drenge skændes om, men jeg hørte hvad Michael sagde.", siger jeg og kigger over på ham. "Omkring hvad?", siger Luke. Jeg ryster på hovedet, "Jesse er din.", Luke's læber skilles, "Jesse, jeg-", starter han.

Jeg ryster på hovedet, "Jeg forstår det, Luke, du elsker mig, jeg ved det. Men du kan ikke holde mig væk fra nogen.", siger jeg, mens jeg stadig ryster på hovedet. "Je-Jeg holder dig ikke væk fra nogen.", argumenterer han. "Hvad gør du så?", jeg griner. "Han kan lide dig!", han rejser sig hastit og strækker hans arme ud til siden. "Michael kan lide dig! Åbenbart i et stykke tid.", råber Luke.

"Jeg vil ikke havde at du bliver såret. Michael ødelægger tonsvis af ting med piger. Jeg vil ikke havde at du bliver såret.", Luke sætter tempoet op. "Michael har en eller anden dum ting, hver gang en fra bandet kan lide en pige. Så kommer han og ødelægger det hele. Han gør hende interesseret i ham, dater hende, lades som om han elsker hende og knuser så hendes hjerte. Selv har sex med hende og smider hende så til side. Hun skrider og kan næsten ikke stole på nogle mere."

Luke forklarer, mens han tager en hånd gennem hans hår. "Jeg vil ikke lade ham tage dig væk.", råber han. "Jeg kan ikke lade dig gå.", han sænker hans stemme. "Jeg har brug for dig.", hans stemme knækker til sidst. "Forlad mig ikke.", hvisker han og kigger over på mig. Der er vand i hans øjne. Han sætter sig ned på gulvet med benene bøjet, albuerne hviler på benene og han holder hans hoved med hans hænder.

Jeg rejser mig langsomt og bøjer mig hen foran ham. Luke ryster på hovedet, jeg holder hans håndled for at tage den væk. Han lukker hans øjne stramt, mens nogle tårer render ned ad hans kinder. Jeg holder hans kinder i mine hænder, "Luke, kig på mig.", han prøver at trække hans hoved væk, men jeg holder strammere fast. "Luke, hver nu sød.", beder jeg blidt.

Han åbner langsomt øjnene, "Lyt til mig, okay?", siger jeg og læner mit hoved en smule ned, så jeg kan se ham i øjnene. Han nikker, "Jeg forlader dig ikke, jeg går ingen steder. Den eneste måde jeg går fra dig på er over på den anden side ad gaden, i skole og på toilettet. Ellers går jeg ingen steder, Luke.", lover jeg.

Et lille smil kommer frem, "Hvordan ved jeg at du ikke lyver?", spørger han. "Luke, du kender mig bedre end min egen mor. Lyver jeg?", spørger jeg. Han ryster på hovedet, "Hvorfor spørger du så om det?", spørger jeg og smiler. Luke griber fat i mig og trækker mig tættere på ham, hvilket der får mig til at falde ned i ham.

Han griner, mens han holder om mine hofter. Jeg skubber mig op med hjælp fra mine hænder. "Jeg føler mig som et rod.", griner Luke. "Noget lækker rod.", smiler jeg. Luke griner og læner sin pande mod min. "Så jeg er lækker?", han smiler smørret. Jeg ruller med øjnene, "Helt vildt.", han gisper og ruller mig om så jeg ligger med ryggen til gulvet og ham ovenpå mig, mens han holder mine håndled nede.

"Var det sarkasme?", hvisker han. "Nej.", jeg smiler. "Din lille lort.", Luke griner og krammer mine sider, hvilket der får mig til at skrige lidt. Luke læner sig ned og presser sine læber mod mine. Han slipper mine håndled og holder sig oppe med sine arme. Jeg tager mine arme rundt om hans overkrop.

Jeg har tænkt på Luke's spørgsmål for et stykke tid siden. Jeg ved ikke hvad jeg vil sige, hvis nogen fortalte mig at jeg ville være sammen med min bedste ven lige nu. Jeg ville sikkert grine, men det gør jeg ikke lige nu.

Luke trækker sig væk, kysser hurtigt mine læber og smiler. Smilet forsvinder hurtigt, da hoveddøren kan høres smækkes. Han kigger op mod døren med store øjne. Jeg skubber ham af mig, og han skynder sig op og ud ad rummet. Jeg rejser mig op, jeg løber rundt om sengen og hen til bogreolen. "Så naturligt.", jeg griber fat i en tilfældig, og kigger tilbage.

"Du ved, læser bare lige lidt.", siger jeg og kigger ned i bogen. "Jesse, den bog er tykkere end alle de tekstbøger du har tilsammen.", siger Liz og krydser hendes arme. "Forbereder mig bare til college.", jeg smiler. Hun nikker, "Så alt det trampen og bumbene jeg hørte nedenunder, har intet at gøre med den fakta at Luke faldt midt på gangen?", spørger hun. "Uden trøje, kan jeg tilføje."

Jeg taber bogen, og den lander næsten på min fod. Hun smiler, "Opdaget.", hun går ud og få sekunder efter stikker Luke hovedet ind. "Ups.", han smiler. Jeg griber fat i en pude på sengen og smider den på ham, "Dumme klumpet lort.", siger jeg uventet. Han blinker et par gange, "Jeg er uskyldig, indtil det er bevist.", han smiler og tager puden fra gulvet.

"Du er skyldig.", griner jeg. Luke kyler puden hen på mig, men jeg griber den, inden den rammer mit hoved. "Nej.", argumenterer han. "Jo!", jeg smider puden tilbage på ham og løber så ud ad rummet. "Så!", råber Luke. Jeg løber ned ad gangen og næsten ned ad trappen, inden Luke indhenter mig og tager fat om min talje, for at stoppe mig.

"Jeg er altid uskyldig.", griner Luke. Jeg holder hans håndled, for at prøve at slippe væk, "Luke, giv slip.", griner jeg. "Nej.", han smiler og læner sit hoved på min skulder. Luke begynder at nynne noget, så jeg kigger over på ham. "You are my getaway, you are my favorite place.", Luke smiler og kysser min kind, "Hvor kom det fra?", spørger jeg og rynker mine bryn.

Han sukker,

"Bare en sang."

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...