Disconnected (Luke Hemmings)

Mit navn er Jesse Smith og jeg går på en normal High School og lever et helt normalt liv. Men nogen gange kan tingene bare blive for meget eller ændre sig til noget helt forkert eller noget overraskende. For engang var Luke og jeg bedste venner, helt siden alderen fire. Men en nat troede Luke at han sluttede vores opkald.. det gjorde han bare ikke. Jeg hørte hvert et ord. Alt blev nærmest "afbrudt" (Disconnected). Det er svært at være omkring ham, for alt er anderledes. Ps. Man behøves ikke være fan, for at læse denne novelle. ;) - Det er rigtig en pige ved navn Amanda, som har skrevet denne novelle på engelsk. Jeg har fået tilladelse af hende til at skrive den på dansk, så stort tak til talentfulde Amanda.

120Likes
161Kommentarer
47589Visninger
AA

13. Kapitel 11

Jeg forstår det, du arbejder og alt det der. Men burde familien ikke komme først? Ikke at det rør mig, men syntes du ikke at ens mor, skal være der på ens datters fødselsdag? Ikke at det er noget specielt, jeg fylder kun sytten. Det er ikke så stort, men alligevel. Mor har en eller anden dum lang rejse, hun bliver nødt til at tage og komme til Amerika for tre uger. Og mellem de tre uger er det min fødselsdag. Hvilket er næste fredag.

Og det bedste ved denne lille ting, er at jeg skal blive over på den anden side af gaden. Hos Hemmings' familien. Fordi at det er så hårdt for Liz at ringe til mig eller at sende Luke over for at tjekke mig. Fordi at 20 meter er så fucking langt.

Pokker tage dig, mor.

Pokkers dig.

Jeg elsker hende, det gør jeg virkelig. Men hun kan ikke tage mig med, da det er arbejde, ikke familie. Bull fucking Shit.

Pågrund af det, bliver jeg nødt til at pakke en skide taske til at gå over på den anden side af vejen. Skønt mor, virkelig skønt.

Heldigt for mig, tager hun afsted en onsdag. Hvilket betyder at jeg normalt mister mine tre første timer, da jeg skal over til min far, så mister jeg i stedet de tre første timer i dag. Liz tog på arbejde, Ben og Jack tager tilbage til deres sted, efter at havde besøgt Liz i et stykke tid. Så det bliver bare Luke, som der er der.

"Hey, i det mindste slipper vi for Edan.", siger Luke glad. Han ligger nedad min seng, hans fødder læner op ad væggen bag ham. "Jeg gør, du har ham i fire timer. Vi mister kun tre timer.", jeg griner og griber fat i nogle trøjer fra bøjlerne. Jeg smider dem ned i tasken, til venstre for Luke. 

"Kan vi ikke slippe for fire?", siger han. Jeg sukker og ryster på hovedet, mens jeg går tilbage til tøjskabet. Hvordan fanden skal jeg pakke for tre uger? "Nej, Lukas. Vi har allerede sluppet for tre timer denne uge.", Luke stønner, "Men ka- Vent, kaldte du mig lige Lukas?", jeg smiler og ligger nogle flere trøjer ned i tasken, "Nej, selvfølgelig ikke." Luke bliver en smule mopset, "Jeg ved ikke hvorfor du kalder mig det, det er ingen gang mit navn."

"Jeg kalder Ben, Benjamin.", jeg kigger over skulderen, "Men jeg er ikke Ben.", Luke gnider sig lidt ved øjnene. "Seriøst?", gisper jeg. "Hold mund.", jeg vender mine øjne over mod kufferten. "Jeg troede du havde smidt den her ud.", jeg kigger over på Luke, der holder pingvinen. Jeg ryster hovedet og kigger ned på tøjet, som jeg er ved at folde sammen. "Har du smidt alt sammen ud?"

Jeg kigger hen på ham og tager noget hår om bag mit ene øre. Selvom Luke har et stærkt ansigtsudtryk på, er han såret. "Hvor er det alt sammen henne?", han kigger lidt sukkende hen på væggen. Det er rystende, som om at han er ved at græde. Men jeg kender Luke, det vil han ikke gøre. Han får altid hans følelser op indtil en af dem eksploderer og han bliver sur på alle ellers får han et panikanfald.

Jeg hader begge dele, igennem alle årene har jeg kun set ham eksploderer en gang og to panikanfald.  Heldigt for ham, var vi hjemme ved mig, og min mor vidste hvad hun skulle gøre. 

Siden hans sidste, da han var fjorten, har jeg prøvet at snakke med ham om følelser. Hvilket ikke rigtigt hjalp, da jeg var den der blev sur og irriteret.

Jeg ved ikke om han nogensinde har haft et efter, jeg kan spørge Liz.

Jeg kravler op på sengen, på hans højre side. Jeg sætter mig ned og læner mig op ad væggen. Jeg vender hovedet mod Luke, der fortsætter med at stirrer på væggen, mens han leger med pingvinens fødder med hans hænder. "Nej.", siger jeg og smiler, han kigger med det samme over på mig. "Hvorfor beholde den? Jeg fuck'd det op. Jeg ville ikke være i det samme rum som mig, hvis jeg var dig.", han dropper opgivende hænderne ved siden.

"Hvorfor tror du jeg ignorerede dig i nærmest to år? Jeg var rasende, men jeg fik det endelig ind i mit hoved at jeg ikke kan blive sur på dig for evigt. Jeg tror en del af mig fik den følelse, da jeg lagde alt væk. Jeg har beholdt en masse ting, og jeg ved at du også har beholdt noget af mit. Selvom at ja, du fuck'd op, så er det os. Jesse og Luke, Luke og Jesse. Vi skændes, vi bliver gode igen."

Han kigger over på mig og løfter hans øjenbryn, "Jeg kan godt lide Luke og Jesse.", hans læber former sig til et lille smil, inden de bliver til en stram linje igen. "Jeg kan godt lide Jesse og Luke.", jeg rynker panden. Han ryster på hovedet, "Luke og Jesse, ellers får du ikke mad.", han smiler og lukker øjnene. Jeg tager fat i pingvinen fra ham, før jeg hopper af sengen. "Hey.", piber han og falder ned på siden, mens han strækker sine arme ud og tager fat i enden af min trøje.

Det koster mig så at mine solbriller falder ned på gulvet. Luke trækker mig tilbage og prøver at tage pingvinen fra mig, men jeg holder den tættere ind mod mit bryst. Han giver slip fra mine arme, og jeg bukker mig ned for at tage mine solbriller, hvor jeg derefter tager dem på. Jeg justerer dem, og tager så hænderne fast om pingvinen igen.

"Må jeg få pingvinen tilbage?", hvisker Luke, da han når min skulder med hagen. "Det er min, du har din egen.", jeg kigger over på ham, og læner mit hoved frem mod ham, så jeg kan se ham noget bedre. "Men min dufter ikke af dig.", han klynker lidt og læner sig længere ind mod mig, for at nå pingvinen. Jeg klemmer mine hænder hårdere omkring den, "Lyder som et personligt problem.", griner jeg.

"Jeg hader dig.", mumler han og giver op med at tage pingvinen fra mig, men han beholder hans arme rundt om mit bryst og hage på min skulder. "Nej, du gør ikke.", han tager fat i mine solbriller og tager dem på. "Ja, men du gør mig svimmel og mit hoved følelsesløs.", mumler han. "Dybt.", griner jeg. "Du skal ikke grine af mig.", jeg smiler og ryster på hovedet. "Nok fjolleri, hjælp mig her.", han sukker, før han tager et skridt tilbage og går over til sengen og tæt på kufferten.

"Er det alt du har?", spørger han, en smule himmelhenrykt. Jeg griner, "Nej, Luke, det er for tre uger. Det der burde være for den første uge, jeg kan altid gå over vejen og hente noget mere." Jeg trækker på skuldrene, mens jeg samler min skoletaske op og svinger den over min skulder. Jeg går over til min seng og tager min pude.

"Humøret op, du kommer til at bo hos mig de næste tre uger.", siger han og skubber blidt hans albue til mig. Jeg ruller med øjnene, "Ja, skønt.", jeg går forbi Luke og ud ad døren. "Var det lige sarkastisk?", spørger han og følger efter mig med kufferten. "Nej, selvfølgelig ikke.", griner jeg. Jeg kigger tilbage og Luke ryster hovedet, jeg rækker tunge af ham, før jeg åbner hoveddøren. 

Jeg åbner døren og lader Luke gå ud først. Jeg tager nøglen fra bordet, går ud af døren, lukker den og låser den. Jeg ligger nøglen i side-lommen på min skoletaske. Luke er allerede halvvejs nede ad indkørslen, da jeg kigger tilbage. Jeg hopper ned ad trappetrinene og løber efter Luke for at indhente ham. Han kigger ned og smiler, "Er jeg for hurtigt?", driller han.

Jeg slår hans arm og går forbi ham op til huset. Denne gang er det mig der venter på ham, da han tager sin tid op ad indkørslen. Da han når døren, sætter han kufferten ned og finder hans nøgle frem fra lommen, låser den op og åbner. Han tager fat i den sorte hank på kufferten, og går ind. Da jeg er kommet ind, lukker han døren.

"Gæsteværelset, hvor Jack normalt bliver.", siger Luke, kigger tilbage, før at han går op ad trapperne. Jeg følger langsomt efter ham, mens jeg kigger mig rundt. Alt er det samme, farven på væggene, billedet hængende imod dem. Billeder af Luke og hans brødre, da de var yngre, familie billeder. 

Få billeder indholder hans far, som Luke knap nok snakker om. Det er et rørende emne, ingen har lyst til at snakke om. Inklusiv hans mor, Gud ved hvorfor.

Da vi når ind på værelset, ligger Luke kufferten på sengen. Det plejede at være Jack's værelse, indtil at han fik sit eget sted. Liz gjorde det rent og tomt, og så er det nu et gæsteværelse. Det er første dør til venstre, lige før Luke's værelse.

Lige da jeg kommer ind på min venstre er et natbord og på den anden side af den, en fuld størrelse seng. Til min højre er der et skrivebord i hjørnet. Direkte foran mig et vindue, hvor Luke sidder. I venstre hjørne af værelset er en af de der cirkelstole der hænger ned fra loftet. En smule til højre for det, er et klædeskab med et fjernsyn hængende på væggen.

Et stykke væk til venstre er der en hvid bogreol, kun et par hylder med mapper, de andre hylder fyldt med billeder. Jeg går hen til sengen, smider min pude og pingvin på den, inden jeg går tilbage til Luke. "Kom så, Luke. Vi kan gå langsomt, så du kan slippe for Edan.", han kigger over på mig smilende, "Elsker dig." Jeg ruller med øjnene, "Jaja, whatever."

Mig og Luke har altid sagt til hinanden at vi elsker hinanden, uden nogen mening bag det.

Lige så simpelt, som når du kommer op at skændes med en ven og de siger at de hader dig, så svarer du bare jeg elsker dig. Simpelt som det.

Men en ting jeg havde holdt inde i tre år, var at jeg begyndte at tøve. Jeg kunne lide Luke, mere end bare bedste venner. Det gjorde han ikke. Der var ingen måde at jeg kunne sige det til ham. Nogensinde. Hvilke chancer ville jeg havde? Han var lige kommet ud af et forhold med en pige, der var ham utro mange gange. Jeg har kendt ham siden jeg var fire, så et bror/søster forhold.

Luke er lækker. Han er populær. Alle giver ham opmærksomhed. I dag vil piger komme løbende op til ham, og spørger ham for en nat.

Hvilket jeg håber han siger nej til, holder hans løfte om at gøre det med en han elsker. Naturligvis elskede han ikke Kenzie. 

Jeg ligger på gennemsnittet. Jeg er kendt på skolen, men mindre end Luke. Spurgt ud et par gange, det er vidst det. Jeg er ikke populær, jeg er ikke et forbillede. Og jeg har det helt fint med det.

"Jesse, er du okay? Du ligner en i dybe tanker?"

Imens jeg er var inde i mine dybe tanker, har vi forladt huset, og er en eller 2 huse væk fra Luke's.

Jeg blinker et par gange, ryster på hovedet for at få de snoet tanker væk, "Eh, ja. Jeg har det fint.", "Ja, okay." Jeg løfter mine øjenbryn på ham, "Seriøst, hvad er der galt? Fortæl Doktor Luke.", han ligger sin arm over mine skuldre. "Tænker bare.", jeg sukker.

"Nårh, har dit, tænker bare, sind lyst til at jeg skal vide det?" Jeg griner, "Nej.", siger jeg simpelt. "Okay, wow.", Luke tager sin arm væk fra mig og går ind foran mig. "Jeg havde håbet på en historie. Måske en ex du stadig har følelser for, som dumpet dig hårdt. Eller specielle følelser. Nogen du elsker?", han vender rundt og laver sin dumme øjenbryns-dans.

Ja, dig.

"Nej.", griner jeg, "Seriøst? For jeg er ret sikker på at det var dit berømte, "Hold din fucking kæft Luke, jeg er desperat forelsket i dig. Gift dig med mig.", stemme.", siger han med et smørret smil. "Siden hvornår har jeg haft en stemme for det?", jeg ryster på hovedet. "Ha! Du elsker mig virkelig og vil gerne gifte dig med mig.", han smiler. Jeg nikker, "Totalt, Hemmings. Jeg ville elske at gifte mig med dig, vi kan leve i norden og få ti børn.", jeg smiler og tilter hovedet til siden. Luke gisper, "Ti! Aldrig. Måske to, en ældre bror og en mindre søster."

Jeg går en smule stærkere, for at indhente ham, "Du ville ikke være nødt til at komme igennem flere timers hård fødsel.", siger jeg og kigger på ham. Han sukker og går ind foran mig igen, "Nej, men jeg vil sidde ved siden af sengen og holde din hånd.", han smiler. Du vil sikkert brække din hånd. Kvinder har det med at blive ret scary, mens de føder."

"Sandt. Jeg og mor kom op at skændes.", siger han lavt. Det er en måde at ændre emnet, Lukas. "Om hvad?", han sukker og trækker på skuldrene. "Om mig opfører mig som en idiot, mit fuck'd up liv, fejlede forhold, nedskære venner og Kenzie.", jeg får et andet ansigtsudtryk, da han nævner Kenzie. Han smiler en smule, inden han går tilbage til ikke at smile, "Jeg vil gerne fortælle dig, hvorfor jeg sagde som jeg gjorde, men jeg føler at hvis jeg gør det.", han holder en lille pause, før at han går ind foran mig og stopper mig med at gå.

"Jeg føler at hvis jeg gør det, vil du hade mig endnu mere end du gør nu."

Jeg griber fat i hans hænder fra siden, han giver et blik ned på dem, inden han kigger op på mig igen. "Lyt til mig, jeg hader dig ikke. Selvfølgelig var jeg rasende og ked af, hvad du sagde, men det skete for to år siden. Jeg er kommet videre, flået det ud af mit hoved, okay? Lad som om det aldrig har været sket. Forstil dig at du havde hukommelsestab for to år og kan intet huske.", jeg griner lidt.

Han ryster hovedet, "Det føltes også sådan. Mit liv var frygteligt uden dig.", han kigger ned. "Jeg ved det, alle elsker mig. Jeg er fantastisk.", han smiler, tager mig tættere ind til ham og ligger armene om mine skuldre. Jeg putter armene ind under hans tynde jakke og rundt om hans mave. "Jesse.", siger Luke og begraver sit hoved ind til min hals. 

"Ja, Luke?"

"Du er mit tilflugtsted fra denne fuck'd op verden."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...