Den døde verden 2

Efter guvernøren ødelagde fængslet, er det som det var før. Intet er sikkert, ingen steder man kan kalde hjem. Teddy og Carls forhold bliver tættere, som gør at deres sikkerhed bliver sværere. De støder ind på Abraham Ford, Rosita og Eugene, som har en plan om at de tager til Washington. Eugene har en kur på sygdommen, men det er ikke det de andre tænker på. Vil de nogensinde se de andre igen?

4Likes
1Kommentarer
279Visninger
AA

1. Hospitalet

Det er et par dage siden at jeg fandt Carl. Det kom som et chok for mig at Rick's tilstand var så dårligt. 

"Vi bliver nød til at gøre et eller andet" sagde jeg, og kiggede over på Rick som stadig sov.

"Hvad kan vi gøre? der er ikke noget at gøre!" sagde Carl irriteret.

"Det mindste vi kan gøre er at finde noget medicin eller et eller andet" sagde jeg.

"Der ligger et hospital ikke langt herfra" sagde Glenn. 

"Det er omringet af vandrere" sagde Carl. 

"Måske, måske ikke. Det er værd at prøve" sagde jeg.

"Glenn og jeg tager der hen" sagde jeg og kiggede på Glenn.

"Så du vil bare have at jeg skal sidde her og håbe på at i kommer tilbage i live?" spurgte Carl.

"Vil du hellere have at din far måske dør?" spurgte Glenn.

"Der er ikke noget at diskutere" sagde jeg.

"Der er et par timer til det bliver mørkt, så vi må afsted" sagde Glenn, og gav mig en taske.

"Vi ses skat" sagde jeg, og vi kyssede farvel.

 

 

Vi satte os ind i en bil, som Glenn havde ordnet, og kørte til hospitalet.

"Er du okay?" spurgte jeg Glenn, imens han kørte.

"Ja jeg har det fint. Tak fordi du spurgte" sagde han og tænde for radioen, selvom vi begge ved der ikke er noget i. Pludselig kom der noget.

"Tag til Washington. Det er et sikkert sted" sagde en stemme, som forsvandt hurtigt. Vi kiggede begge på hinanden, og rettede vores blik imod vejen. Vi stoppede et par meter fra hospitalet, og gik resten af vejen. Gudskelov at der ikke var ret mange vandrere. Vi skyndte os op til hovedindgangen. *Bank Bank* bankede Glenn på døren, for at tiltrække dem. Der var ikke nogle. Vi åbnede døren, og skyndte os hen til Medicin rummet. 

"Har du din lommelygte?" hviskede Glenn til mig.

"Ja" sagde jeg og tænde den. 

"Vi har brug for alt vi kan finde" sagde han og tog den. Jeg gik ned bagerst i lokalet, og fyldte mig taske.

"Hey Glenn, tror du nogensinde vi får brug for numsemedicin?" spurgte jeg for sjovt. Da min taske var fuld skyndte jeg over til Glenn. Vi hørte nogle vandrere komme ind. 

"Bag dig!" råbte Glenn, jeg vendte mig om og dræbte vandreren. Der er omkring 10 om dem.

"Vi er omringet" sagde jeg og kiggede ud af et vindue.

"Vi kan kravle ud af det" sagde jeg. Jeg væltede en reol over dem, mens vi skyndte os hen til vinduet. Der er to etager ned, men Glenn hoppede først, og jeg hoppede sidst. Uheldigt landede jeg forkert på min fod. Shit det gør ondt! Vi skyndte os hen til bilen, og kørte væk.

"Hvad skete der?" spurgte Glenn forpustet.

"Jeg landede forkert på min fod" sagde jeg.

"Vi kigger på den når vi kommer i sikkerhed" sagde han.

"Sikkerhed? det findes squ ikke mere" sagde jeg, og lagde mit hoved op af vinduet.

 

"Ted!" sagde Carl glad da han så mig, og løb hen til mig.

"Hvad er der sket?" spurgte han.

"Det er min fod, jeg tror den er brækket" sagde jeg smertefuld. 

"Kom" sagde han og vi gik indenfor. Jeg satte mig på en stol, og fik Glenn til at se på den.

"Tog du noget bandage med?" spurgte han.

"Ja, i min rygsæk" sagde jeg, og han fandt noget frem, og bandt det om foden.

"Hvor er de smertestillende?" spurgte jeg.

"Carl, tag dem i min taske" sagde han.

"Her" sagde han, og gav mig dem. Jeg tog kun et par stykker.

"Skal jeg bære dig i seng?" spurgte Carl.

"Ja" svarede jeg, og han bar mig ind til sengen. Sengen er dejlig blød. Jeg falde i søvn som et lys.

 

*Drøm*

Det er vinter. Min ynglings tid på året! Mig og min eks - Stefan, gik en tur i skoven.

"Hvad ville du fortælle mig?" spurgte jeg. Han ville have at vi skulle gå af en eller anden grund.

"Vi kan ikke være sammen mere" sagde han. 

"Hvad? Hvorfor?" spurgte jeg.

"Jeg har været dig utro" sagde han, med et sørgeligt udtryk.

"Med hvem!?" spurgte jeg galt.

"Elena Gatsby" sagde han. Elena Gatsby, var dronningen på skolen, og min ærkefjende.  

"Hvor lang tid er det siden?" spurgte jeg, og rev min hånd løs fra hans.

"Tre uger...jeg vidste ikke hvordan jeg skulle sige det" sagde han.

"Din idiot" sagde jeg.

"Jeg håber vi stadig kan være venner" sagde han.

"Venner? Du er den klammeste person jeg kender. Du har kysset med min ærkefjende, og du vil ha at vi skal være venner?" spurgte jeg endnu mere sur.

"Hvor skal du hen?" spurgte han, da jeg gik væk fra ham.

"Langt væk fra dig!" svarede jeg, og kastede min troskabs ring som jeg fik af ham, på ham.

"Teddy! kom tilbage!" sagde han.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...