Den døde verden 2

Efter guvernøren ødelagde fængslet, er det som det var før. Intet er sikkert, ingen steder man kan kalde hjem. Teddy og Carls forhold bliver tættere, som gør at deres sikkerhed bliver sværere. De støder ind på Abraham Ford, Rosita og Eugene, som har en plan om at de tager til Washington. Eugene har en kur på sygdommen, men det er ikke det de andre tænker på. Vil de nogensinde se de andre igen?

4Likes
1Kommentarer
271Visninger
AA

3. Granat

"Du kan ikke bare gå sådan" sagde Carl. 

"Er du okay?" spurgte han.

"Nej, men jeg vil ikke tale om det" svarede jeg.

"Er det pga. det der skete i morges?" spurgte han.

"Nej. Jeg vil ikke snakke om det" sagde jeg.

"Hør her..vi har alle vores lorte tidspunkter, men vi må bare få det ud" sagde han.

"Du har heller aldrig ville snakke med mig, hvis du havde nogle ting" sagde jeg.

"Du har jo ikke været der. Var du der hvor fængslet blev ødelagt? Jeg har siddet med min far i dage.." sagde han.

"Jeg ønsker at jeg havde været der..." sagde jeg.

"For at se guvernøren i øjnene?" spurgte han.

"Nej...for at vide hvad der skete" svarede jeg.

"Jeg troede det ville være bedst hvis du ikke vidste det..." sagde han.

"Du tog fejl" sagde jeg, og tørrede tårene væk fra mit ansigt.

"Hvad vil du gøre?" spurgte han.

"Jeg tager ikke med til DC" svarede jeg.

"Vent...det skal du!" sagde han.

"Jeg vil starte på en frisk...undskyld. Jeg tager afsted imorgen tidligt" sagde jeg.

"Du elsker mig ikke på samme måde jeg elsker dig" sagde han.

"Jeg elsker dig, dem jeg elsker mest. Bliver ødelagt" sagde jeg og gik over imod de andre.

Jeg gik direkte ind i bilen, og lagde mig til at sove.

 

Jeg vågnede tidligt. Solen er på vej op, og de andre sover, selv Carl. Jeg tog en rygsæk, noget mad og vand, og et våben.

"Går du uden at sige farvel?" spurgte Carl.

"Hvorfor? det vil ikke være et farvel foraltid, men et vi ses" sagde jeg, og kyssede ham på munden, og gik. Jeg aner ikke hvor jeg skal gå hen. Hvordan jeg skal klare mig uden ham? Det er enormt hårdt at gå fra ham..selvom jeg ikke vil. Det eneste minde jeg har om ham, er et billede af ham.

Jeg kom hen til en by, som så ud som om den har været beboet.

"Susi!" var der en kvinde der råbte. Jeg løb i retningen af skudlydende, og så et barn, en mor og en dreng på min alder, omringet af vandrere. Jeg skød fem af dem, imens de klarede resten.

"Bag dig!" råbte kvinden til mig, jeg vendte mig om og nåede at dræbe vandreren, som skubbede mig hårdt ned i jorden, så jeg besvimede. 

 

Jeg vågnede ved at en våd klud ramte mit ansigt. Jeg befinder mig i et rum, med de samme personer. Jeg er lænket fast til en seng. 

"Hvem er det?" spurgte en bekendt persons stemme.

"Vi fandt hende, hun hjalp os" sagde kvinden. En høj, muskuløs mand kom ind. Det ligner en fra woodburry, men jeg er ikke sikker.

"Kan jeg snakke med hende alene?" spurgte han, og de gik ud. Han tog en stol og satte sig.

"Du kender mig, jeg kender dig" sagde han, jeg kiggede underligt på ham.

"Kom nu. Vær ikke så dum. Jeg ved at du var en af Rick Grimes tætteste, ligesom jeg var guvernørens" sagde han. 

"Har du brug for noget?" spurgte han, og løsnede mine håndjern.

"Vand" sagde jeg.

"Okay" sagde han, og gav mig noget.

"Er du klar til at tale nu?" spurgte han.

"Klart" sagde jeg.

"Hvorfor er du så alene, når du havde de andre til at beskytte dig?" spurgte han.

"Jeg ville ikke risikere dem at blive dræbt, begrund af mig" sagde jeg.

"Jeg var ikke med da guvernøren ville dræbe jer. Jeg er ikke din fjende" sagde han.

"Hvis du vil blive, så sig til" sagde han.

"Jeg vil blive" svarede jeg hurtigt.

"Godt, der lægger frisk tøj i skabet" sagde han, og strygede sin hånd over mit hår og gik.

"Du kan komme ud hvis du vil" sagde han og lukkede døren. Er det her overhovedet muligt? jeg troede Martinez var død! Jeg tog noget andet tøj på, og gik udenfor. Der er ikke særlig mange mennesker, dem jeg reddede, og omkring femten andre mere.

"Er du sulten? der lå ikke ret meget mad i din rygsæk?" spurgte kvinden, og gav mig noget mad.

"Mit navn er Becca" sagde hun.

"Tak" sagde jeg.

"Nej det er mig der takker for at du reddede vores liv" sagde hun.

"Det her er min søn Mike, og min datter Susi" sagde hun.

"Hvor kom du fra?" spurgte han.

"Atlanta, hvad med jer?" spurgte jeg.

"Fort Benning, det var fint indtil alt gik i helvede" sagde han.

"Vent..Fort Benning er væk?" spurgte jeg.

"Jep. Helt væk" sagde han.

"Jesus" svarede jeg, og spiste det der var på min talerken.

"Ey Ted her over!!" Råbte Martinez til mig.

"Det her er Fred, Michael og Robin" sagde han.

"Vil du drikke med os i aften? du ligner en der kunne have lyst" sagde han.

"Helt sikkert" sagde jeg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...