Love at first touch - Minhoon fanfic [PÅ PAUSE]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2014
  • Opdateret: 12 aug. 2014
  • Status: Igang
Englen Minhyuk bliver sendt til jorden som straf og ender med at blive fanget der. Uden nogen måde at komme tilbage til himlen eller kontakte hjælp bliver Minhyuk tvunget til, at finde noget at fordrive tiden med. Og han finder den perfekte måde, da han møder mennesket Ilhoon. Ilhoon har nok med problemer og skubber altid folk væk fra sig, men vil Minhyuk kunne slå hul på overfladen? Eller vil Ilhoon skubbe Minhyuk væk ligesom han gør med alle andre? Og har en engel virkelig lov til at være sammen med et menneske? Mit bidrag til Halo konkurrencen.

9Likes
15Kommentarer
560Visninger
AA

3. Mødet

  Det var omkring kl. 1 om natten, og Minhyuks fjerde dag i menneskeverdenen. Indtil videre gik det fint for ham og han nød at være i menneskeverdenen.

  Det gode ved at være engel var, at han ikke behøvede at sove og kunne gå rundt i gaderne om natten og nyde stilheden (og larmen der var indimellem). Ofte gik han rundt i sin engleform, så ingen andre kunne se ham, da dette var mere sikkert. Og på denne måde var der ikke nogen der forstyrrede hans tanker.

 Men om dagen, gik han dog rundt i sin menneske form og kun få gange havde han skiftet til sin engleform i dagslys.

  Lige nu gik han dog i sin menneskeform, da han ikke så nogen grund til at være i engleform. Han kom forbi en gyde, hvor han pludselig kunne høre en dør blive smækket åben.

  Minhyuk stoppede op og så en ung mand blive skubbet ud af døren.

  ”Det er femtenhundrede gang jeg bliver nødt til at smide dig ud, Ilhoon!” Råbte en mand, der stod i døren. ”Du kan ikke bare komme her, og tro at du ejer det hele! Jeg er fandeme træt at dit pladder! Gå nu hjem! OG LAD VÆRE MED AT KOMME IGEN!”

  Døren blev smækket i med et højt ’slam’ og Minhyuk kiggede nærmere på den unge mand, der sad på jorden.

  Hans hår var honningbrunt, kunne Minhyuk lige skimte, i det svage lys der kom ind i gyden. Mon det var farvet? Kunne Minhyuk ikke lade være med at tænke.

  Minhyuk kneb sine øjnene sammen for at kunne se skarpere. På den ene kind var der er et rød-lilla mærke, som lignede et stort blå mærke, Minhyuk kunne kun forestille sig hvor ondt det måtte have har gjort da han fik det.

  Den unge mand- som så vidt Minhyuk havde forstået hed Ilhoon- rejste sig op, men vaklede og faldt.

  Minhyuk spærrede forskrækket sine øjne op og gik hurtigt tættere på Ilhoon for at hjælpe ham.

  ”Er du okay?” spurgte Minhyuk bekymret, mens han knælede ved den andens side. Den anden kiggede forskrækket op og sprang hurtigt væk.

  ”J-j-ja…” stammede den anden. ”Jeg har det helt fint.” Han viftede Minhyuk væk. ”Du skal ikke tænke på mig, gå du bare videre.”

  Minhyuk kiggede på Ilhoon mistroisk og lagde mærke til blod der løb ned af hans nakke. Han kunne ikke lade være med at føle sig bekymret for mennesket, selvom han ikke kendte den anden person.

  ”Forventer du bare jeg efterlader en såret person, som knap nok kan gå, alene?” sagde Minhyuk.

  ”Hey! Jeg kan altså godt gå helt fint!” udbrød Ilhoon.

  ”Okay, så bevis det,” sagde Minhyuk og kunne ikke lade være med at smile af Ilhoon. Ilhoon fnøs.

  ”Fint!” sagde han. Langsomt rejste han sig, mens hans ben rystede svagt under ham. ”Se! Hvad sagde-” I samme øjeblik knækkede hans ben sammen under ham og han faldt ned på Minhyuk. Heldigvis nåede Minhyuk at gribe Ilhoon, men de endte begge med at ligge på jorden, Ilhoon liggende oven på Minhyuk, deres ansigter kun få centimeter fra hinanden.

  Minhyuk kiggede ind i Ilhoons opspærrede mørke øjne og Ilhoon kiggede, ligeså tilbage. Ilhoon havde smukke mørke øjne, og de så hel sorte ud i det svage lys. Minhyuk kunne ikke lade være med at stirre. Han mærkede sit hjerte banke hurtigere og han følte sig nærmest fortryllet af den andens øjne. Han så, hvordan Ilhoons kinder blev rødere og han smilte.

  ”Y-yah!” udbrød Ilhoon. ”Hvad kigger du på!?”

  Han prøvede at rejse sig, men Minhyuk holdt ham tilbage.

  ”Slip mig, din perverse stodder!” råbte Ilhoon og prøvede at skabe rum mellem ham og Minhyuk.

  ”Så du kan falde igen?” grinte Minhyuk. ”Nej tak, så kan vi lige så godt ligge her lidt.”

  ”Slip mig nu bare!” sagde Ilhoon, mens han forgæves blev ved med, at kæmpe så han kunne komme væk fra Minhyuk.

  ”Vil ikke,” sagde Minhyuk barnligt og strammede sit greb om Ilhoons liv.

  ”Ugrh…” mumlede Ilhoon. ”Lad mig nu bare gå, så jeg kan komme hjem!”

  ”Som om du kan komme alene hjem i denne her tilstand,” sagde Minhyuk.

  ”Jeg har det fint!” udbrød Ilhoon og fik et mistroisk blik fra Minhyuk. ”Hvad skal jeg gøre for at du vil lade mig tage hjem!?”

  ”Ringe til en som kan følge dig hjem,” sagde Minhyuk roligt, fordi han vidste det ville være den bedste ting. Ilhoon kiggede ned.

  ”…ikke nogen…” hørte Minhyuk ham mumle lavt.

  ”Hvad sagde du?” spurgte Minhyuk.

  ”Jeg sagde, jeg har ikke nogen! Okay?” Ilhoon kiggede væk, fordi han havde ikke lyst til at se Minhyuk i øjnene.

  ”Så lad mig følge dig hjem,” sagde Minhyuk blidt og vidste ikke, hvordan de ord var sluppet ud af hans mund. Ilhoon stirrede overrasket på ham

  ”Dig?” sagde han langsomt og fnøs så. ”Som om jeg ville lade en fremmed følge mig hjem.”

  Minhyuk kunne ikke lade være med at grine.

  ”Bare rolig, jeg lover ikke, at gøre noget mærkeligt.”

  ”Lover du det?” Ilhoon kneb sine øjne mistænksomt sammen. ”Sværger du på dit liv?”

  ”Selvfølgelig,” smilte Minhyuk.

  ”Okay… ” sagde Ilhoon endelig. ”Men ikke noget med, at gøre noget mærkeligt! Jeg er ikke bange  for, at slå igen, hvis du gør noget.”

  Minhyuk smilte og lod være med at sige noget om det faktum, at Ilhoon ikke engang var stærk nok til, at bryde fri fra Minhyuks favn.

  ”Og slip mig så!” sagde Ilhoon.

  Minhyuk slap ham og Ilhoon satte sig op. Minhyuk rejste sig og rakte en hånd frem mod Ilhoon for, at hjælpe ham op.

  ”Jeg hedder for resten Minhyuk,” sagde han og Ilhoon tog hans hånd.

  ”Ilhoon,” sagde den anden, mens han støttede sig til Minhyuk.

  ”Okay, Ilhoon, du fører vejen,” sagde Minhyuk og lagde en arm rundt om Ilhoons liv.

  ”Yah!” udbrød den anden. ”Jeg sagde, ingen mærkelige ting! Fjern så den arm!”

  Minhyuk grinte.

  ”Hvordan har du så tænkt dig, at du skal støtte dig til mig, mens du går?” sagde Minhyuk.

  ”Aish… fint,” sagde Ilhoon og lod sin ene arm lægge sig rundt om Minhyuks skulder. ”Lad os så gå…”

  ”Okay,” sagde Minhyuk, stadig smilende og de begyndte at gå.

  Hvad de ikke vidste var, at en usynlig skikkelse havde iagttaget den scene, der lige havde taget sted og personen nu stod og kiggede efter parret der langsomt bevægede sig væk.

  ”Hvad fanden, laver Minhyuk her?” tænkte skikkelsen højt.

 

_._._._._._._._._.

A/N: Dam dam daaaAAAAAMMMM!!!

Undskyld kapitlet endte med at blive så langt, men jeg kunne ikke se nogen andre steder at dele det op, så håber I ikke har noget mod at læse så meget xD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...