Når jeg bliver stor vil jeg være maler.

En historie om en dreng, et tv-program der ikke er for børn og lidt for beskyttende forældre. Jeg var usikker på genren, men nu er den sat som thriller/horror. Det er en mild grad og er en historie set fra et barns synsvinkel.

0Likes
2Kommentarer
204Visninger
AA

1. Når jeg bliver stor vil jeg være maler

Min far havde sagt at det ikke er værd at blive maler, giver slet ikke nok penge, og at jeg burde finde på noget andet. Så der lå jeg i sengen og prøvede at finde på noget. Mit dynebetræk var hvidt med grønne prikker, men gadelygterne skinnede ind ad mit vindue og gav alle farverne en blålig nuance. Der kom lyde ind under min dørsprække som en svag summen. Fars TV kørte ude i stuen.  Hvis jeg sad helt stille og holdt vejret kunne jeg høre folk der snakkede, men det var umuligt at høre om hvad. Jeg stod ud af sengen. Han ville ikke kunne høre mig hvis jeg råbte. Det ville mor også blive sur over. Hun syntes ikke vi skal råbe i huset, selvom far nogen gange kommer til at tale lidt højt. Mor gjorde det alligevel når hun talte i telefon i køkkenet, griner  højt, og hvis jeg beder hende om at være stille så vifter hun mig bare ud i stuen.

Mine fødder trippede hen til døren og ud i gangen. Lyset blændede mig et kort øjeblik så jeg var lige ved at gå ind kommoden med de store skuffer, men jeg nåede at styre udenom og i stedet slå min lilletå mod en stol. Jeg bed mig selv i læben. Der stod jeg lidt og lod smerten forsvinde mens jeg lyttede til lydene fra tv’et i stuen der nu var blevet højere. Nogen gange kom der høje lyde eller brag, som når man taber noget meget tungt på gulvet, eller kaster med knaldperler. Nogen gange var det hele der på en gang. Andre gange var der helt stille, og så kom der nogen der snakkede. Efter at smerten nogenlunde havde fortaget sig og jeg kunne gå igen, gik jeg ind i stuen. Lyset var slukket derinde, men tv’et skød mange forskellige farver ud i rummet. Ofte var de hvide eller blå, men nogle af ansigterne gjorde rummet helt orange.

”Far?” spurgte jeg stille. Jeg ville helst ikke forstyrre ham midt i et eller andet, men han sad meget afslappet i sofaen, med ryggen til mig. Mor lå og lænede sig op ad hans skulder. Det gav et lille sæt i ham da jeg spurgte, så mor fik den samme reaktion fra ham.

”Hva, ja?” spurgte han og vendte sig, for at se på mig. Lyset fra tv’et skinnede mod ham og malede halvdelen af hans ansigt sort med skygger.

Netop da gav tv’et en høj knaldperlelyd og jeg tog hænderne op til ørerne. På skærmen var en mand med en rød væske løbende ned ad trøjen. Hans mund var åben som om han grinede, men hans øjne så ikke glade ud. De var spærret op, og der var tårer i dem.

Far satte sig hurtigt op og begyndte at lede rundt omkring hans og mors ben, indtil han febrilsk fik fat i fjernbetjeningen og slukkede for tv’et. Jeg kiggede spørgende på dem. Billedet af manden med de grædende øjne og åben mund stod klart for mig.

”Det øh… bare rolig… øh…” fremstammede far, men mor tog hurtigt over og sagde: ”Det var dukker. Dukker med rød maling i. Du ved ligesom du maler med.”

”Øh… ja” sagde far og tog mors hånd. Mor smilede nervøst til ham, men jeg glemte hurtigt dukken med rød maling, da hun tog min hånd og gik med mig ud i køkkenbordet.

Hun varmede et glas mælk i mikrobølgeovnen, og strøg mig hår væk fra panden.

”I morgen skal far og jeg ud og køre. Jeg har aftalt med Victors far at I leger sammen i morgen”.

 

”Klokken er 10. Er du klar skat?”, råbte mor til far gennem huset.

Victor var naboens dreng. Han var lidt yngre end mig, men det gode ved ham var at han ikke gad slås ligesom de andre drenge fra skolen. Han kunne lide at tegne og male, eller samle sten og kviste i haven for at lave små skulpturer.

Far kyssede mor på munden mens han knappede sin skjorte. Jeg så væk. Det er ulækkert at se på folk der kysser, og der sad en fugl i haven som jeg kunne se på fra vinduet. I stedet for at gå, som mennesker gør, hoppede den med samlede ben rundt og hakkede i jorden. Jeg gik helt hen til vinduet for bedre at kunne se den. Den løftede sit hoved og så på mig med det ene øje. Derefter var den væk. Surmulende satte jeg mig i sofaen. Billedet af dukken med rød maling ned ad trøjen stod for mig igen, men det var jo bare en dukke.

”Ej hvor ville jeg ønske at vi kunne få malet nogle af de her stole”, sagde mor ude fra køkkenet. ”Er det ikke noget du lige kunne ordne en dag?”.

”Hvad farve skulle de så være?” sagde far og gik forbi stuen, ud til mor. Han fjumrede stadig med knapperne. Mor havde knappet min meget pæn. Den var helt blå, uden nogen mønstre eller nuance-skift. Bare helt blå. Det var meget fint, syntes jeg, men også lidt kedeligt.

”Tja, rød er da en dejlig farve. Så matcher den også dugen”. Mor kunne godt lide farver der passede til hinanden. Jeg ville hellere at vi blandede dem alle sammen, men det syntes hverken mor eller far var en god ide.

Mor stillede sig i døren til stuen og rakte hånden ud, som tegn til at jeg skulle tage den og følge med hende.

 

Det var solskin, så det var ikke noget problem at være udenfor. Victor sad allerede ude i en sandkasse og samlede sten da mor åbnede havelågen og jeg fulgte efter hende på de solbeskinnede havefliser. Jeg slap hendes hånd for at gå hen til ham. Han havde lavet et tårn af små runde sten. De kantede sten havde han lagt i en cirkel udenom.

”Se”, sagde han kort, imens jeg satte mig ned og greb ud efter de enkelte kviste der lå rundt omkring. Mor kom over og aede mig i håret hvorefter hun vinkede mod huset. Naboen stod sikkert i vinduet og så ud på os.

 

Jeg havde lagt de små kviste som broer mellem de skarpe sten og tårnet i midten. Nu og da trådte Victor tilbage for at se hvordan mønsteret så ud langt fra. Der var ikke mange farver. Mest det gulbrune sand med brune streger af kviste, og grå sten. Victor havde stillet sig op igen. ”hmm”. han førte hånden op til munden, som var han et af menneskene i fars tv.

”Har du flere sten?”, sagde han og så på mine hænder. Jeg foldede dem ud og viste ham at de var tomme. Vi havde brugt alle stenene i sandkassen.

Det slog mig at jeg havde en spand med sten fra stranden som vi måske kunne bruge. Den var i garagen hjemme hos mig. ”Kom”, sagde jeg, ”Jeg har vidst nok nogen derhjemme”.

Victors øjne lyste op igen.

 

Vi gik ind af fordøren. Jeg kunne ikke åbne garageporten alene. Kun når far var der. Det var  ham der var stærkest. ”Det handler om teknik”, havde han sagt, men det troede jeg ikke på.

Garagen lugtede af benzin. Far og mor var kørt i bilen, så der var masser af plads. Op af væggen var der stillet hylder til alt fars værktøj, et arbejdsbord, en helt masse mekanik-ting jeg ikke ved hvad er, samt mors, fars og min cykel. Jeg gik over til arbejdsbordet. Det var fyldt med metalting, skruer, møtrikker og papirer. Victor kiggede rundt i garagen og kom til at dreje rundt om sig selv flere gange. Det var nok ikke så tit han var derude, hjemme hos ham.

Jeg ryddede nogle af tegningerne og møtrikkerne væk fra bordet men jeg kunne ikke finde spanden med sten, så jeg flyttede blikket til hylderne. Tunge kasser, stænger og hvad far vidst nok kaldte ”skruebetvingere”, fyldte ud på hylderne. Alt var gråt eller træ-brunt. Jeg skulle til at kigge andre stedet i garagen, da et blåt glimt fangede mit øje og jeg førte min krop tilbage igen. Der, inde bagved en meget lang træ-stang lå en blå spand, sikkert fyldt med sten fra standen, og den ventede bare på jeg skulle få fat i den. Men jeg kunne ikke nå. Ikke uden af flytte noget af det der lå foran den først. Træ-stangen rakte ud over hylden så jeg tog fat ved siden af og begyndte at hive. Den sad godt fast, og selvom far drillede mig med at jeg kun har fugleklatter i armene, så må jeg alligevel have gjort noget for pludselig gav den sig. Men ikke mod mig. Langsomt havde jeg vippet hele hylden indtil den, og alt andet, lige havde stor nok vinkel til at få overbalance og vælte ud over det hele på garage-gulvet. Jeg tog hænderne op til ørene. Alligevel kom lydene ind, forvrængede, som i tv.  ”klang”, fra metal og ”bonk” fra trækasser, alle sammen på samme tid. Havde bilen været der var det hele landet på den.

Så blev der helt stille. Det støvede i rummet, men jeg kunne stadig godt ane døren ind til bryggerset. ”Victor?” hostede jeg, og så mig rundt med hånden for munden, men jeg fik intet svar. Jeg prøvede igen lidt højere, men der var ingen der svarede, og jeg kunne ikke se ham eller nogen anden skikkelse i støvet. Lige indtil jeg så ned. En hånd lå og rakte ud under de væltede hylder. Den var fyldt med rifter og en postkasse-rød væske banede sig vej ned ad armen, og dryppede ned på gulvet. ”Victor!”, udbrød jeg og gik tæt på. ”Victor du er en dukke!”. Dukken bevægede sig ikke. Jeg løftede armen med min hånd. Den var varm, og jeg kom til at sætte tommelfingeren i malingen. Jeg trak min egen hånd til mig igen, mens dukkens bare faldt slapt på gulvet. Jeg kunne sætte røde fingeraftryk på mine arme og mit tøj, ligesom man gør med fingermaling. En ide begyndte at forme sig i mit hoved, og jeg løb ind i køkkenet for at hente én af mors køkkenstole, en stor plastic skål og en af de skarpe knive, selvom jeg ikke måtte bruge dem. Jeg tænkte jeg ville sige undskyld til mor når hun kom hjem.

Ude i garagen lå dukken stadigvæk på gulvet. Den røde maling havde lavet en lille pyt ved siden af armen. Jeg satte mig i skrædderstilling ved siden af armen, og satte stolen og skålen ved siden af så jeg hele tiden kunne nå dem. Midt i alt rodet lå en pensel som jeg hurtigt børstede af for støv på kanten af hylden. Nu havde jeg stolen og en pensel, så manglede jeg bare den røde maling.

Hvis jeg tog armen op i hånden kunne jeg holde den om håndledet. Der lå den godt. Med kniven skar jeg et lille snit så mere af malingen kunne komme ud men det var ikke særlig meget. Det dryppede langsomt, og ville tage en evighed hvis jeg skulle vente på at skålen blev fyldt op. Mor ville nå at komme hjem inden jeg var færdig, så jeg tog bedre fat i kniven og skar dybere ned i armen. Så kom der gang i malingen. Det fossede ud, som havde jeg skruet helt op for en vandhane, og jeg blev så forskrækket lige da det startede at jeg ikke nåede at føre arme ind over skålen. Noget af gulvet blev malet rødt, i små dråbeformede mønstre. Jeg ville også sige undskyld til far når han kom hjem. Hvis jeg lagde dukkens hånd over skålen kunne den holde sig selv, og fylde skålen nok til at jeg kunne dyppe penslet og begynde, med lette strøg, at ændre den kedelige lysebrune træ-farve til en flot dybrød. Det tog mig lang tid, og selvom malingen lugtede mærkeligt og jeg fik sved på panden, så blev jeg til sidst helt færdig med stolen. Jeg stillede mig tilbage og beundrede mit værk. Der var ingen pletter på stolen uden maling, og ingen steder hvor jeg havde sjusket med strøgene.

Jeg tørrede sveden af panden, og opdagede at jeg havde maling på fingrene. Jeg havde det sikkert også overalt i ansigtet, så jeg gik ud på badeværelset for at vaske mig. Maling plejede ellers at være svært at få af, men det her forsvandt bare man gned lidt på det. Mens jeg stod og nød det kolde vand på mit ansigt og mine varme hænder kunne jeg høre bildæk komme kørende hen mod huset.

Det slog mig at de ikke måtte køre ind i garagen og se stolen og alt det rod jeg havde lavet, for far ville sikkert blive sur, og mor ville blive alt for bekymret for mig, så jeg løb ud foran garageporten for at stoppe dem.

”Hvad så, skat?” spurgte mor og steg ud af bilen. ”Har du haft det godt med Victor?”.

”Victor er en dukke.” sagde jeg. Hun måtte da vide at Victor ikke var et rigtigt menneske og kun var der for min og naboens skyld.

”Hva? Hvad er det nu for en leg i har leget?” sagde hun og grinede. Hun vidste det tydeligvis ikke.

”Du skal komme og se, mor. Far skal også”, sagde jeg og gjorde tegn til at de skulle følge med. Jeg førte dem gennem entreen og ud i bryggerset hvor jeg stoppede ved garagedøren.

”Du må undskylde far, men jeg kom til at  rode lidt ude i garagen, men jeg har lavet noget rigtig flot.” Far grinede bare og sagde, ”Nå, har du det?” som om han var spændt på at se hvad det var. ”Og du må også undskylde mor, men jeg er kommet til at bruge en af de skarpe knive. Det var vigtigt fordi de andre ikke kunne.” Det sidste var opdigtet men det fik undskyldningen til at virke bedre, og hun sukkede også bare og smilede.

Så tog jeg i dørhåndtaget og åbnede.

Mor skreg. Hun tog hænderne op til kinderne, og hendes mund var åben som dukken i fars tv. Far møvede sig forbi hende, og stod så bomstille midt i rummet. Støvet havde stadig ikke lagt sig og han hostede. Mor græd.

Rød var alligevel ikke en pæn farve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...