Remember me (Michael Clifford Fanfiction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 aug. 2014
  • Opdateret: 13 apr. 2015
  • Status: Færdig
Det er 2éren af "You are who you are" (hvis du ikke har læst den vil Jeg nok forslå at du læser den så den er lidt nemmere at forstå) Amnesia har mistet hukomelsen, Michael står alene med deres barn. Michael og Amnesia har ikke set hinanden i 7 år, men hvad sker der når de ser hinanden igen? Vil der ske noget eller vil de frastøde hinanden med det samme? Denne historie kommer ind på kærlighed, sorg, vrede og rygter

6Likes
5Kommentarer
2621Visninger
AA

20. Liv og død

Sometimes you have to give up yourself

To the people you love

-Amnesia Nielsen

 

Always remember to be strong

No matter what happens

-Michella Clifford

 

Michella’s synsvinkel

Vi havde kørt i omkring en time, for at være helt ærlig så ved jeg ikke hvad vi laver her, eller hvor vi skal hen. Molly har sat helt sammenklemt op af mig hele vejen og jeg gør alt jeg kan for opmuntre hende, men hvem kan det, når man selv er så bange som det er muligt at være?

Vent lidt, jeg har jo min mobil, hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før?

 

Michael’s synsvinkel

Jeg har ringet efter politiet, for nu går jeg altså mere i panik end jeg var før, først Amnesia, nu Michella… hvor kan de være henne? De ville da aldrig være væk så lang tid uden at sige noget, ville det?

Mine tanker blev stoppet af min mobil der ringede, jeg tog telefonen op, for at se hvem der ringede, det var Michella, jeg kunne næsten ikke tro det, så jeg skyndte mig at tage telefonen.

”Michella? ” ”Far, jeg er bange” ”Hvor er du henne, ved du hvor mor er henne? ” ”Jeg ved ikke hvor mor er, men… ” jeg kunne ikke høre resten af hvad hun sagde, da hun begyndte at græde rigtig meget ”Lille skat, tag det helt roligt, prøv at fortælle mig hvad der er sket skat” jeg kiggede over mod politiet for at se om de havde fundet ud af hvor hun var henne, men uden held ”Jeg var ude at lufte Molly, og så begyndte Molly at knurre af en mand, og da jeg bad hende om at stoppe, og hun havde stoppet, tog han fat i mig, og sparkede Molly, så smed han mig og Molly ind i en varevogn, og nu kører vi” ”det hele skal nok gå skat, vi skal nok finde jer” ”Er det, det samme der er sket med mor?” ”Hvad for noget skat? ” ”Det her, blevet kidnappet, er det derfor vi ikke måtte vide noget? ” ”Vi er ikke sikre skat, men politiet har en fornemmelse at det er det... Grunden til at jeg ikke ville fortælle dig noget, var fordi jeg ikke ville sige noget til jer, før jeg var helt sikker” hun sagde ikke noget, men man kunne lige pludselig høre et stort bank og nogle mænd der råbte ”Hvad, fanden? Har i ikke taget den fra hende” ”Kom her din lille møgunge” og man kunne høre Michella skrige højt og græde endnu mere, og det var det sidste jeg hørte før der blev lagt på.

Jeg var ved at gå totalt i panik, da en af politimændene sagde ”Vi har deres koordinater, kom med”

 

Amnesia’s synsvinkel

Mændene der har kidnappet mig har forladt bygningen omkring en 3-timers tid siden, og jeg har prøvet at finde en udvej herfra lige siden, men selvfølgelig er der ikke nogen udvej, og ja man kan høre når de forlader bygningen.

Det gav et stort bump i hele bygningen, hvilket vil sige at de er kommet tilbage, Jeg løb over i det hjørne jeg bruger det meste af min tid i.

Døren til det rum jeg sad i gik op og en af mændene kom ind, han gik med tunge skridt hen mod mig og sagde med sin meget mørke stemme ”Når, hvordan har man det så i dag? ” ”Det samme som jeg fortæller dig de andre dage, fucking dårligt, hvornår lader i mig gå? ” han grinede højt og satte sige ned på hug ”Når vi har fået de ønskede penge for dig, eller når du er død, du vælger selv” jeg kiggede bare på ham uden at sige noget, men lige pludselig rejste han sig og sagde ”Vi har for resten en overraskelse med til dig” Jeg kiggede stadig bare på ham. Han vendte hovedet og gjorde tegn af en art til de andre. En af de andre mænd kom ind med en person som jeg aldrig havde ønsket at se her ”HVAD LAVER HUN HER? LAD HENDE GÅ, HUN KAN IKKE GIVE JER NOGET” ”Eller måske kan hun, vil du beholde hende, eller skal vi tage hende med i det andet rum, du ved det rum du virkelig ikke kan lide, vil du virkelig udsætte dit eget barn for det? ” ”Lad hende være hos mig, hun skal ikke derind! ” ”Okay, skulle bare tjekke hvilken slags mor du er” Jeg kiggede på ham og så på Michella ”Når, vi skrider hyg nu, i ved aldrig hvem der bliver betalt for først, og måske er det ikke jeres familie der betaler, men nogle helt andre” Jeg kiggede stadig bare på ham, og endelig valgte han at gå og lade Michella være herinde hos mig”

Jeg løb over mod hende og satte mine hænder under hendes ansigt ”Lille skat, hvad har de dog gjort ved dig? ” ”Mor? ” ”Ja skat, det er mig” Vi krammede hinanden meget hårdt og sad bare og krammede på gulvet i jeg ved ikke hvor lang tid

Omkring 30 minutter senere

Mændene kom igen og kiggede meget overvejende på os, da den ene sagde ”Lille pige, kom med os” jeg rejste mig op ”Hey, det er ikke dig, det er hende den anden” ”Hvor skal hun hen? ” ”Rummet” ”Nej det skal hun ikke” ”Det er bare surt for dig, for det er os der bestemmer og ikke dig, og vi siger hun skal ind i rummet” ”NEJ, HUN SKAL IKKE, I SKAL IKKE RØRE MIT BARN! ” Manden fandt en pistol frem og sigtede mod mig og råbte meget højt ”HUN GØR SOM VI SIGER, SÅ NU LUKKER DU, ELLER JEG SKYDER KNUPPEN AF DIG! ” ”okay, bare skyd mig, for I tør alligevel ikke” han tog pistolen ned igen ”Ja, det har du ret i, det tør vi jo ikke… Hans hent pigen! ” en anden mand var på vej hen mod Michella da jeg gik ind foran hende ”Du rør hende ikke! ” der lød et skud og jeg faldt til jorden ”Er vi så indforstået med hvad vi tør? ” jeg kiggede på ham og kom op igen ved hjælp af en stol og gik ind foran Michella igen ”I kan få hende på en betingelse” Han gav mig elevator blikket ”Og hvad er det? ” ”Hun skal ikke ind i rummet, og er væk i højst 10 minutter” ”Okay, det lover jeg” jeg flyttede mig humpende væk fra Michella og Hans tog fat i hendes arm og tog hende ud af rummet, den sidste mand var lige ved at forlade rummet da han vendte sig om ”Du, Amnesia, stol aldrig på fjenden” der lød et skud og det hele blev mørkt

Michella’s synsvinkel

”Okay det lover jeg” sagde manden, mor flyttede sig lidt fra mig og en anden mand kom hen og tog fat i min arm, jeg kiggede ind i mors øjne, og hun nikkede som om at det hele nok skulle gå, han førte mig ud for døren, men så jeg stadig kunne se hvad der skete, jeg kiggede hen mod mor igen og det lignede at hun mimede ”Jeg elsker dig” manden som der havde lavet en aftale med mor sagde lige pludselig ”Du, Amnesia, stol aldrig på fjenden” der lød et skyd og mor faldt igen. Jeg skreg med det højeste mine lunger kunne ”MOR! ” der røg en masse blod fra hende og hun bevægede sig ikke, jeg prøvede at løbe over mod hende, men manden der holdte fast i mig holdt endnu bedre fast, så jeg prøvede at sætte mig ned på gulvet, men han begyndte at gå med mig, jeg kiggede tilbage og så på mors helt livløse krop bare ligge der. 

Jeg blev sat ind i et andet rum og satte mig ned på gulvet for at græde, hvad kunne jeg ellers gøre?

1 time senere

Der var lige blevet helt stille ud over de små hulk der kom fra mig, da et stort bump kom og der blev råbt ”POLITI” jeg skyndte mig op og løb hen til døren, jeg bankede, sparkede og skreg ”HJÆLP, JEG ER HERINDE!

Der lød en masse skud og der var nogle der prøvede at åbne døren til det rum jeg var i, så jeg løb over i hjørnet hvor at gemme mig hvis det nu var de mænd der havde kidnappet mig.

Døren gik op og en høj skikkelse kom til syne, ”Michella, er du herinde? ” jeg syntes at kende stemmen, men jeg var ikke helt sikker, så jeg blev sidende. Skikkelsen kom tættere på mig da den pludselig stoppede op foran mig ”Michella? ” jeg kiggede op og kiggede lige ind i min fars ansigt, ”Far, hvad laver du her? ” ”Jeg er kommet for at redde dig og mor” ”Mor! ” jeg rejste mig op og løb lige forbi ham og ind i rummet hvor mor var.

Michael’s synvinkel

Michella var løbet lige forbi mig og jeg begyndte at løbe efter hende, hun løb ind i et rum, hvor jeg fulgte efter hende ind. Hun sad på gulvet bag ved en krop der virkede så bekendt, men jeg ønskede ikke at det skulle være rigtigt. Jeg gik tættere på og satte mig foran dem ”Far, de skød hende, hun ville bare beskytte mig” græd Michella, jeg krammede hende og nussede hende i mens jeg kiggede ned på Amnesia’s livløse krop, jeg ønskede virkelig ikke at græde foran Michella, men kunne jeg ikke andet, jeg lod bare tårerne have fuldt ret over mig.

 

A/N Det var det sidste kapitel i den her movella.... Jeg tror at Jeg laver en movella mere hvor man følger med i hvad der sker med den lille familie efter Amnesias grusomme død

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...