The Shadow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 aug. 2014
  • Opdateret: 7 aug. 2014
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
85Visninger

1. The Shadow

Jeg var på vej i skole. I skole hvor jeg igen gik alene, fordi mig og min mor havde været oppe at toppes igen denne morgen. Min fars død har ramt os begge meget hårdt, efter han gik bort har vi næsten ikke gjort andet end at skændes…

 

Mens jeg gik der på fortovet i Frederikshavn, kunne jeg høre vinden blæse i de rød-orange blade. Det var snart ved at være efterår, så alle bladene ville falde af træer og buske. Jeg fik øje på en bænk og gik med det samme målrettet over mod den, satte mig ned og fik en lille puster. Vinden blæste i mit hår, og det føltes faktisk rart. Vinden var kold, og det får mig på andre tanker, end mig og min mors skænderiger alle de morgner. Jeg kunne lugte end sær upasende lugt, og der fik jeg øje på en stor skraldespand, hvor der stod en mand og ragede i den efter mad. Jeg tog min taske op til mit skød, og fandt min madpakke. ”Vil du ikke have min madpakke?” Han nikkede begejstret, og tog hurtigt fat i den.

 

Jeg rejste mig og besluttede at gå videre. Jeg var i god tid denne morgen. Skolen startede først om en halv time. Jeg begyndte at kunne mærke noget mærkeligt. Mærke noget på min krop som ikke føltes rigtigt. Min mavefornemmelse var heller ikke god? Jeg undrede mig meget over det, for hvis jeg ikke havde skændes med min mor, plejede jeg ikke at mærke noget anderledes på min krop?.. Denne morgen var anderledes end alle de andre. Jeg havde den fornemmelse af at der var en der fulgte efter mig. Nej en skygge af en person. En fremmede personen. Jeg begyndte at kunne høre en lyd. Lyden af sko som slår mod fliserne. Det var ikke en normal lyd af sko, jeg kunne høre denne gang. Den kom tættere og tættere på mig. Jeg havde det virkelig skidt nu. Skulle jeg løbe? Skulle jeg vende mig om, og se min frygt i øjnene? Nej nej, Forbliv rolig

Jeg begyndte at gå lidt hurtigere, men lyden forfulgte mig…

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg gik i panik, og stoppede op! I det jeg stoppede, gjorde lyden det samme? Jeg kunne stadig høre vinden blæse i bladene, og den mand der fik min madpakke smaske. Det var ikke en rar følelse. Slet ikke.

Jeg følte at alle bilerne der kørte ude på vejen, stirede på mig. Jeg følte at alle de folk der gik, holdte øje med mig. Jeg følte det hele var sat på pause. Jeg følte mig alene.

 

Jeg begyndte at gå igen. Jeg var nød til at gå. Skolen startede om 8 minutter, og jeg var allerede for sent på den. I det jeg igen begyndte at gå, kom lyden tilbage, og jeg var mere bange end jeg nogensinde havde været før! Jeg begyndte at løbe. Løbe væk fra denne lyd, men den fulgte  efter mig . Jeg kiggede rundt. Vendte mig om af panik. Og i et nu blev alt ting sort…

 

Jeg kunne intet se. Intet og ingen ting. Jeg blev forvirret. Jeg kunne kun føle. Føle at jeg havde noget på hovedet. Noget der spærrede for mit syn. Jeg kunne mærke en der skubbede mig på ryggen. Jeg begyndte at gå, men nåede ikke langt før der var noget hårdt jeg stødte ind i. ”Kravl ind i bilen! NU” Var der en mørk stemme der sagde. Jeg havde mange tanker kørende rundt inde i mit hoved. Hvem var det? Hvor skulle jeg hen? Hvad med min mor? Hvor var jeg?

Var det Oliver som jeg dumpede for leden? Han har nemlig ikke lavet andet end at plage mig om at komme tilbage til ham. Eller var det nu ham jeg gav min madpakke til, fordi han ville have mere mad? Men hvorfor skulle han da gøre det. Det gav ingen mening. Nej det kan ikke være den hjemløse mand. Var det min kusine, fordi jeg ikke giver hende nok opmærksomhed? Nej det ville være for dumt, eller var det en helt fremmede? Jeg forstår ingenting. Det eneste jeg ved er, at jeg er forvirret. Forvirret og tænker kun på min mor. Tænker på hvordan hun har det, og hvad der vil ske med mig. Jeg var bange. Rædselsslagen.

Jeg kunne ikke få mig selv til at sige et ord. Et ord til denne person.

 

Jeg mærkede noget varme mod min nakke. En ånde. En der trak været langsomt. Person trak noget væk, og alt var ikke sort længere. Men kunne kun se skygger. Skyggen af denne ukendte person. Jeg kunne se skyggen gå frem og tilbage. Frem og tilbage.

Var det nu jeg skulle sige noget? Jeg tænkte på hvad jeg skulle sige? Jeg vidste ikke hvor jeg var, måske jeg kunne spørger denne skygge? Ja. Ja jeg spørger. Jeg kan ikke bare sidde her. Jeg ved ikke engang hvor jeg befinder mig henne? Jeg gør det. Jeg spørger nu!

”eehm. Hvor er jeg henne?” Ingen svarede mig. Stilhed. Stilhed i tusindvis. stilheden blev støre og støre. Ingen skygge at se. Ingen anden lyd end mit spørgsmål der blev gentaget i rummet. ”Hvor er jeg henne?” ”Hvor er jeg henne?”

Jeg valgte at spørger igen. Og jeg gjorder det.

”Hallo? Hvem er du? Og hvor er jeg?” Stadig kom der ikke noget svar. Kun lyden af mit spørgsmål der blev gentaget igen og igen…

 

Jeg kunne høre en lyd. Lyden af en dør der åbnede og lukkede. Skulle jeg spørger igen. Var her nogen? Skyggen kom tilbage. Tilbage foran mig. Frem og tilbage. Frem og tilbage.

”Hvor er jeg?” Spurgte jeg for tredje gang. Skyggen stoppede op, og kom tættere på mig. Jeg kunne nu se at skyggen. Denne personen nu stod foran mig. ”Kan du ikke være ligeglad med det?” Svarede skyggen tilbage til mig. Jeg blev lidt sur. Sur over at skyggen her ikke bare kunne svare mig. Hvad skulle problemet være i at svare en, som er bange og ikke hvad man skal gøre. Hvorfor være så ubehøvlet? Jeg forstår ikke. Forstår ingen ting. Jeg græd. Jeg ville ikke være her mere. Jeg ville have nogen svar. Svar på alle mine spørgsmål, men ingen ville svare. Hvor er jeg dog dum.

 

Skyggen gik tilbage til sin position. Frem og tilbage.

Jeg var snart træt af at se på det. Jeg var træt af at sidde her og glo på en skygge. På en jeg ikke ved hvem er, og som ikke vil fortælle mig det. En som ikke fortæller mig hvad der skal ske. En som bare går frem og tilbage. Jeg græd igen. Nu var det nok! Jeg vil ikke mere. ”Hvem er du. Forklar mig dog hvad der sker. Hvorfor mig, og hvor er jeg?” jeg hørte en grine. En le.

”Årh min ven. Ikke alle de spørgsmål. Forstå nu, du er min nu!” sagde person vredt og grinte igen. Jeg prøvede at komme fri, men havde strips på mine håndled. Det gjorde ondt. Jeg gik i panik. Lukkede mine øjne, for at få lidt fred. Fred for mig selv. ”Rejs dig!” Jeg åbnede mine øjne, og der stod skyggen foran mig og beordrede mig igen. Jeg rejste mig op. Gjorde som han sagde. Havde jeg noget valg? Nej. Jeg kunne skimme at jeg fik en madras.

Jeg satte mig ned igen. og ingen skygge at se. Ingen ting. Jeg lagde mig langsomt ned.

Hvem var denne skygge. Denne person. Jeg sukkede. Jeg kunne se skyggen gå frem og tilbage igen, men kom så hen til mig. Hvad ville personen nu? Jeg kiggede med hovedet ned ad, selvom der intet var at kigge på. Skyggen tog denne sløring der var om mit hoved væk. Lyset blændede ind i mine øjne. Jeg kunne ikke forstå noget. Hvad skulle ske nu?

Jeg kiggede op og der stod en mand. En herre. En ungkarl. Jeg gik i chok og græd. ”OLIVER?”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...