Let's Be Real - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 nov. 2014
  • Opdateret: 30 jul. 2015
  • Status: Igang
Den nu 21 årige Evie er færdig med at lege rundt. Hun er blevet voksen, har fået en ny kæreste og er kommet over Niall. Hun er flyttet hjemme fra og prøver nu at leve livet nogenlunde normalt. Eller så normalt, som man nu kan, når ens kæreste er drug dealer. Men alt bliver anderledes, da Niall kommer tilbage i hendes liv. Kan hun stole på ham og hans form for venlighed, eller skjuler han noget, han ikke kan få sagt? En ting er sikkert. Altid har hun været vant til at lyve for flok, men hvad sker der, da det går den anden vej rundt, og hun finder ud af, at hun ikke engang er den, hun selv troede, at hun var. (To'eren til Let's Play With Your Heart) (Læsning på eget ansvar)

44Likes
23Kommentarer
3618Visninger
AA

3. I'll Never Let You Down

 

Klokken var halv ni om morgen, og her stod jeg i arbejdstøj igang med at stable varer.

Min chef var åbenbart sur over, at jeg kom 10 min forsent, takket være min klæbende kæreste aka. Chris.

 

Så han havde bestemt at idag skulle jeg lave det kedelige (rettelse: røvsyge) arbejde.

Tak chef!

Det var vidst ingen hemmelighed, at han ikke kunne lide mig.

Han har været efter mig siden første dag.

Se der er vidst en, der har brug for en ny hobby.

 

Jeg greb en kasse med flåede tomater og gik igang med at stille dem på plads.

En frygt jeg havde i starten ved et arbejde i et fødevarebutik, var om der var nogle, der ville kunne genkende mig.

 

Mit fjæs har jo (takket være Niall og co) være hele Twitter (rettelse: verden) rundt, og jeg var så angst for at blive genkendt som Niall kusine eller endnu være; som Amber aka. pigen der ødelagde alting.

 

Dog var det ikke sket endnu, men jeg har da været ude for at møde små teenage piger i tretten årsalderen, der har stirret på mig. De havde ikke sagt et ord, bare stirret. Og så havde jeg ligesom gennemskuret dem.

 

Da jeg gik tilbage for at hente den sidste kasse, stødte jeg ind i en mand, der var klædt i en fin brun frakke og mørke solbriller.

 

"Det må du undskylde Hr." Sagde jeg med et smil, før jeg fortsatte ned imod hylderne.

Oh god Evie! Lær lige at styre den spastiske bevægelser, for god sake! Sagde jeg til mig selv. For det var i hvertfald ikke første gang, det var sket.

 

"Evie?"

Jeg fik næsten et chok, da mandens stemme lød bag mig.

Hvor kendte han mit navn fra?

Jeg kiggede først ned på min arbejdsskjorte for at se, om jeg var kommet til at tage navneskilt på, men der var intet at se.

 

"Ehm ja, og du er?"

 

Manden lo over mit svar, men han grin var langt fra mandligt. Tværtimod lod det som en drengs.

 

"Så du kan ikke genkende mig. Det er nok håret. Jeg lod det gro langt og nu er der ingen der kan se, at det er mig mere" smilede han og tog sin sorte Raybans af, der pludselig afslørede hans grønne men meget genkendelige øjne.

 

Og så var jeg ikke i tvivl.

 

"Harry! Hvad fanden?"

 

Han lo kort igen, før han omfavnede mig. Duften af ham mindede mig om dengang, og jeg var mundlam.

 

Shit, han havde ændret sig meget! Han var langt fra den attenårige dreng, jeg mødte for to år siden. Han var blevet en nydelig ung mand.

 

"Så, hvordan går det Evie? Du har fået job var?"

 

"Ja, jeg jo flyttede hjemmefra" sagde jeg og fortalte ham om lejlighed, Chris og de andre.

 

"Fedt! Det er jeg glad for at høre. Jeg har været så bekymret for dig Evie, det har vi alle. Da jeg hørte, at du havde prøvet at.... Altså jeg kunne ikke lade vær med at føle, at det var min skyld." Hans øjne fangede mine og ligesom dengang, slugte de mig nærmest.

 

Og med et slog jeg armene om ham og lagde mit hoved på hans skulder.

 

"Undskyld Harry. Jeg var så langt ude. Du ved af det hele er min skyld. Jeg var så ivrig efter hævn, at jeg ødelagde alt" Sagde jeg og takkede for hans venlighed, som jeg slet ikke fortjente,

Han skulle ikke tro, at det var hans skyld, for det var det ikke.

Skylden var min og kun min.

 

"Det ved jeg. Og du er tilgivet. Alle har tilgivet dig. Louis fandt sammen med Eleanor igen og han har i den grad tilgivet dig. Zayn er kommet videre. Han er blevet forlovet og er lykkelig. Liam ved du har tilgivet dig. Han har prøvet at få folk til ikke at hate på dig og jeg.

Jeg har tilgivet dig. Jeg ved, at det vi gjorde også var forkert, og jeg forstår dig. Du er tilgivet."

Sagde han overbevistende og med det største smil på læben.

 

Men jeg kunne mærke på ham, at der var noget, han ikke fortalte mig.

Som han ikke turde at fortælle, fordi han nok var bange for, hvordan jeg ville reagere.

Noget som jeg har tænkt på i to år nu, og som jeg har prøvet at glemme flere gange.

Men jeg blev nødt til at vide det.

 

"Og hvad med Niall? Har Niall tilgivet mig?" Spurgte jeg svagt og hans smil falmede.

 

Havde han tilgivet mig? Noget sagde mig, at det havde han ikke, men jeg nægtede at tro det. Men hvorfor skulle han også tilgive mig? Jeg havde løjet så meget for ham.

Leget med hans hjerte for sjovt.

Selvfølgelig havde han ikke tilgivet mig.

 

"Det har han" sagde Harry kort efter en lang pause.

 

"Men.." Tilføjede jeg, da jeg var sikker på, at der var et "men".

Harry sukkede dybt, før han fortsatte.

 

"Men det tog lang tid og han har haft svært ved det."

 

Selvfølgelig!

Jeg mærkede, hvordan tårerne presset sig på, og hvordan jeg kæmpede for at holde dem tilbage.

Det ville da også være underligt, hvis han nu bare havde tilgivet mig fra den ene dag til den anden.

Hvad havde du egentlig regnet med Evie?

 

Harry lagde en arm om mig og jeg kunne mærke på ham, at han havde fortrudt det, han lige havde sagt.

 

"Han savner dig Evie og jeg er sikker på, at han tænker på dig. Du ved ikke, hvor mange timer han tilbragte på det hospital, da du var indlagt. Han spurgte lægerne tusind gange om du var okay, og om du ville klare den. Han holder meget af dig. Det ved du"

 

Og det vidste jeg. Han havde trods alt reddet mit liv. Han elskede mig og jeg svigtede ham. Alle hans følelser havde været ægte, hvor alle mine havde været en løgn, indtil jeg faldt for ham og alt var forsent.

 

Men der er sket så meget efterfølgende, og selvom jeg stadig gerne ville have svar på mine mange spørgsmål så som: Hvorfor kom han tilbage? Eller hvorfor gik han overhovedet? Var jeg tilgivet? Eller hadet han mig nu endnu mere, for hvad jeg havde gjort ved mig selv og ved ham?

 

Så havde jeg jo Chris nu, og jeg var lykkeligt. Mine forfærdelige teenage år var forbi, og Niall var fortid.

 

Han havde aldrig været godt for mig og Chris elskede mig overalt i verden. Han accepterede mig og den jeg var (selv når jeg var en bitch), og jeg skulle ikke leve op til noget, når jeg var med ham.

 

"Du synes jeg skal ringe til ham ikke?" Spurgte jeg Harry om, og han nikkede.

 

"Det burde du," smilede han "Altså det er jo 2 år siden og i begge er kommet videre. Mon ikke i bare kunne glemme det hele og blive venner?"

 

Så optimistisk Harry!

 

Han stod og vippede lidt frem og tilbage.

"Nå jeg må videre. Her har du Nialls nummer, så du kan ringe ham op, okay?" Smilede han og rakte mig en seddel.

 

"Okay nikkede jeg og sagde tak for alt, før jeg stirrede på seddelen.

Som om jeg nogensinde ville have mod nok til at ringe ham op.

 

**

Chris kom væltede ind af døren den aften.

Selv på lang afstand kunne jeg lugte, at han havde røget noget, der var stærkere end almindelige smøger.

 

"Evie skatter, har jeg nogensinde sagt, hvor lykkelig og liderlig du gør mig?" Mumlede han, da jeg prøvede at få ham i seng.

 

"Klap nu i Chris! Du er høj. Gå nu i seng" sukkede jeg, imens jeg skubbede ham over imod sengen.

 

"Gu' vil jeg ej!" Hvæsede han og skubbede til mig.

 

Jeg hadet når han havde taget stoffer. Han var så besværlig men alligevel kunne jeg ikke andet end at elske ham. Sur, kunne jeg i hvertfald ikke blive på ham.

 

Det mindede mig om dengang jeg mødte ham. Jeg var lige kommet udfra hospitalet og mit liv var noget lort og der sad han. På den eneste åbne pub i området, beruset og høj på stoffer.

 

"Du ser lidt ensom ud, unge dame. Kan jeg byde på en drink?" Spurgte fyren, der for et øjeblik siden havde skræmt mig.

 

Da jeg ikke svarede, gav han tegn til bartenderen og inden jeg havde set mig om, stod der en rødfarvet drink foran mig.

 

"Nå smukke. Navnet er Christian, men bare kald mig Chris. Kan man spørger, hvad du hedder?" Smilede han.

Det mørke hår og det lumske smil fortalte mig, at jeg skulle holde mig fra ham. Han var bare ude på at komme i trussen på mig, og det var det sidste jeg havde brug for.

 

"Nej det kan man sgu ikke! Fuck af med dig din perverse stodder!" Hvæsede jeg tilbage og den mørkhåret fyr Chris havde fået store øjne, men ikke tabt sit lumske grin.

 

"Sikke et sprog. Du er vidst ikke ligesom de andre piger, er du?"

 

Det kunne han have ret i.

"Næ ... Andre piger er vel ikke dumme nok til at prøve at begå selvmord og fuck hele sit eget liv op"

 

Da jeg havde sagt det, brød han sammen af grin og smilet var blevet større.

Hvad fuck var det, der var så fucking sjovt?

 

"Næ nej.. Men jeg er sgu heller ikke som andre fyre. Mit liv er også fucked op, men ved du hvad? Jeg overlever. Jeg giver sgu ikke bare op, og det burde du heller ikke!"

 

Det havde han sagt. Og nu var jeg her med ham.

Jeg havde fået ham lagt ned i sengen og han var endelig faldet til ro.

 

"Jeg passer på dig" hviskede jeg og han aede min kind, før hans øjne gled i.

Jeg ville ikke være lykkelig, hvis ikke det havde været for ham.

 

Vi var meant to be

Netop fordi vi ikke gav op på hinanden.

________________________________________________

 

Playlist

Rainy Zurich - The Fray

A Day To Be Alone - One Less Reason

High For This - Ellie Goulding

Grade 8 - Ed Sheeran

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...