Let's Be Real - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 nov. 2014
  • Opdateret: 30 jul. 2015
  • Status: Igang
Den nu 21 årige Evie er færdig med at lege rundt. Hun er blevet voksen, har fået en ny kæreste og er kommet over Niall. Hun er flyttet hjemme fra og prøver nu at leve livet nogenlunde normalt. Eller så normalt, som man nu kan, når ens kæreste er drug dealer. Men alt bliver anderledes, da Niall kommer tilbage i hendes liv. Kan hun stole på ham og hans form for venlighed, eller skjuler han noget, han ikke kan få sagt? En ting er sikkert. Altid har hun været vant til at lyve for flok, men hvad sker der, da det går den anden vej rundt, og hun finder ud af, at hun ikke engang er den, hun selv troede, at hun var. (To'eren til Let's Play With Your Heart) (Læsning på eget ansvar)

44Likes
23Kommentarer
3619Visninger
AA

4. Birthday Surprise!


Jeg har virkelig aldrig forstået meningen med at holde fødselsdag. 

Yay, lad os fejre, at du er et skridt tættere på døden og lad os lade som om, at vi holder af dig, og at du er midtpunktet for en dag. Hip hurra, hvor godt! 

Sådan var det i hvertfald, da jeg boede hjemme. Jeg følte altid at min fødselsdag var et årlig tradition, hvor mine såkaldte forældre prøvede at rette op det, at de var lorte forældre, fordi de havde ondt af dem selv.

Nu skal vores lille pige rigtig forkæles, så vi kan kalde os den perfekte familie.

Bullshit!

Jeg hadet fødselsdage inderst inde, men Amber elskede dem.
Og nu tænker du sikkert: Amber? Jeg troede, at den her historie havde taget en drejning og at det var slut med at være to personer, Evie?

Og ja jeg vidste godt, at Amber var en del af min ungdom og med i planen om at knuse drengene og selvom det hele faktisk er hendes skyld, så har jeg tilgivet hende.
Jeg havde endda snakket med min psykolog om hende og hun sagde at Amber ikke var farlig for mig, men at hun blot var min selvtillid, og at jeg ville lære at styre den/hende med tiden og måske helt vokse fra hende.

Jaja så siger vi det Mrs. Psykopat Psykolog aka. Mrs. I-know-everything-I'm-so-cleaver.
Den korte tid efter mit selvmordsforsøg var det lægernes idé, at jeg skulle til en psykiater.
De tænkte nok, at hvis hun er dum nok til at ville tage sit liv, så må hun sgu fejle noget deroppe.

De fik dog aldrig fortalt mig, om de fandt ud af noget, for så flyttede jeg hjemmefra.
Gad vide om der så lå et brev derhjemme med svaret. 
Whatever!
Det svar tror jeg godt, at jeg kan leve uden.


Chris, Ciara og Stefan vækkede mig den morgen. Klokken var kun lige slået 9:00 AM, da de kom ind af døren med flag og sang.

"Jaaahh, hvor er det skønt at blive vækket" mumlede jeg fuld af energi (rettelse: totalt ironisk)

"Evie kæreste. Kom nu op for fanden. Jeg har lavet morgenmad til dig." Smilede Chris lumsk og kysede mig på kinden, før han løb ud i køkkenet.

Et halv minut efter kom han balanceret med en bakke med varme fødselsdags boller, kakao og morgenmadstilbehør. "Når Evie fylder år, så skal hun fandme fejres" lød det fra ham, og jeg døde af grin over hans kikset juleforklæde af en lækker bar nisseoverkrop.

"Du er sindssyg!" Grinede jeg og han nikkede enig. "Jeg er bare en ordentlig gentleman!"


Da jeg havde spist, kom vi til det sjove.
Pakke pakker op.. Yay! (Mærk begejstringen i min stemme)

Ciara, Chris og Stefan stod rundt om mig og så nysgerrigt til.
"Come on guys! Så spænende er det heller ikke." Sagde jeg og tog den største gave, for hvorfor ikke?

"Den er fra mig" lød det fra Chris og han smilede tilfredst, imens hans øjne stadig lå på mig.
Pakken bestod af tre gaver: en lille, en lidt større og en stor. For ikke at virke for grådig tog jeg den mellemstore. Jeg flåede papiret af og en lille guldfarvet æske kom til syne. Inden i var der en enkel guldarmbånd med et enkle charm, der formede et hjerte. I hjerte var vores forbogstaver: C+E og på bagsiden stod der I Love You.

Jeg smilede bredt og rødmede. "Tak Chris. Hvor er den smuk!" Udbrød jeg og kysede ham inderligt.

"Kom nu turtelduer. Der er flere pakker der skal åbnes og jeg har sgu ikke hele dagen." Sagde Ciara utålmodig.

"Undskyld Ciara" sagde jeg blot og sendte Chris et blik, der sagde, at han skulle beherske sig og ikke flippe ud på hende. Ciara er Ciara.

I den lille pakke var en pakke smøger (mindre romantisk, men det er ok) og i den store var noget nyt undertøj. 
Rødt, hvilket vil sige sexet (hvilket vil sige godt!) En typisk kærestegave.

Af Ciara fik jeg en biograftur og et gavekort til et hotelophold for to (for mig og Chris gik jeg udfra) og af Stefan fik jeg et par løbesko, som nok var et hint til at jeg skulle blive mere sporty (Tak for lort Stefan! Ej okay, man må ikke være ond)

 

**


Da jeg kom hjem fra mit job i fødevarebutikken, besluttede jeg mig for at tage hyggetøj på og slappe af (rettelse: nyde min fødselsdag lidt)

Jeg tog mit arbejdstøj af og fandt ved et tilfælde seddelen, som Harry gav mig i lommen på min trøje. Jeg stirrede kort på den og overvejede, om jeg burde ringe. Altså det var det perfekte tidspunkt, da Chris ikke var hjemme og jeg faktisk var alene i lejligheden. Chris kendte ikke til Niall. Jeg fortalte ham aldrig om vores forhold. Han ved kun, at jeg prøvede at begå selvmord og at min ex's var grunden, men ikke til detaljerne.

Men turde jeg?
Hvad hvis han ikke gad at snakke mig? Hvad nu hvis han bare lagde på? Eller at han afviste mig totalt?
Jeg trykkede nummeret, men kunne ikke få mig selv til at ringe op. 
Hvad skulle jeg også sige til ham? 

Hey Niall, det er Evie eller Amber, hvad end du fortrækker.
Du ved hende, der fuckede alt op og prøvede at tage sit eget liv engang.
Ja, hende. 
Længe siden.
Jeg ved godt, at du nok ikke vil mindes om dengang. 
Men jeg vil bare høre om du havde tilgivet mig?
Forsat god dag og et godt liv.
Bye!

Måske ikke lige det, men noget i den stil. 
Jeg sukkede og tænkte fuck det, og så ringede jeg op.

Jeg fortrød det allerede ved først bib og troede et øjeblik, at jeg skulle dø.

"Bib...... This is the Vodafone voicemail. No one is available to take your call. Please leave a message after the tone"

"Hej Niall... Det er mig Amb...Evie. Jeg tænkte på om..." Sagde jeg, men stoppede brat.

Jeg smækkede røret på og mine øjne fyldes med tårer. Hvorfor, ved jeg ikke, men intet kan holde dem tilbage. Hvorfor fuck skulle jeg også lige ringe til ham? Var planen ikke bare at glemme ham? Og var det ikke også lykkes?"

Jeg følte et øjeblik de samme følelser, vælte ind over mig ligesom dengang. Som om intet havde ændret sig og det skræmte mig. Kun et øjeblik før jeg atter var tilbage og min underbevidsthed, fortalte mig, at jeg skulle holde fast i den, jeg var nu og ikke mindes fortiden.

 

Niall var min fortid, og det skulle han blive ved med at være.
Det var bedst for os begge.
For mig.
Især for mig.

 

**

 

Jeg huskede ikke, hvordan jeg var faldt i søvn, men da jeg mærkede Chris' varme hånd kærtegne mig, kom jeg langsomt til mig selv.

"Evie skat sidder du og sover? Er det virkelig så kedeligt at have fødselsdag?" Chris lagde armene om min talje og omfavnede mig bagfra. Hans hænder sneg sig langsomt op under min bluse og stoppede ved min BH. 

"Tja du var jo ikke hjemme såå.. Lidt kedeligt ja... Men det kan du måske ændre på" smilede jeg frækt og kyssede ham dybt.

Hans læber var en smule tørre, men det stoppede mig ikke. Jeg rejste mig op og lagde armene om ham, før jeg pressede min krop imod hans. 
Og med ét glemte jeg alt om Niall og hans latterlige voicemail. 
Der var kun Chris og mig.
Ingen andre.

Jeg fik med lidt besvær Chris' t-shirt af og betragtede hans solbrunehud og den muskuløs krop. Alt i min krop skreg på ham og jeg lod hans finger åbne min skjorte knap for knap, indtil han fangede synet af min sort-rød blonde bh. Han åbnede den som en Pro og fik mig lagt ned på sengen, før han trak min tynde nylonstrømper af + trusser.

Han lagde sig ned lod hånden vandre til mit sted og da jeg mærkede ham, klamrede jeg mig til ham.

Han vidste præcis, hvordan han skulle få mig til at føle mig elsket, når jeg var nede. Selv når han ikke vidste, at jeg var nede. Eller måske var han bare en af de få mennesker, der kunne læse mig som en åben bog? Han kendte mig bedre end jeg kendte mig selv og han vidste, hvordan han kunne får mig til at glemme alt. Til at glemme ham.

"Chris" stønnede jeg og lod ham gøre sit job til jeg nåede min egen nydelse.

Jeg lå lidt og kom mig over episoden, imens Chris greb sin t-shirt og sukkede.

"Vent var det det? Vil du slet ikke have noget?" Mumlede jeg, da jeg var klar igen.

"Evie, det er din fødselsdag. Betragt det som en gave." Smilede han lumsk (Rettelse: rigtig Chris' agtigt)

Okay så... Hvis han siger det.

Jeg tog mit tøj og klædte mig på. Chris var sommetider svær at forstå, men var alle fyre ikke det? Måske skulle man bare give op på at prøve at forstå noget.

"Forøvrigt så er der kommet et brev til dig" sagde han og smed noget hen til mig. 
Brev? Til mig? What the fuck?
Jeg fik aldrig breve som i aldrig nogensinde.
Skræmt og forvirret stirrede jeg på den hvide ting i min hånd, som andre nok ville kalde et helt almindeligt brev.

Til Mrs. Murray/Wilson.

Murray? Jeg hedder sgu da ikke Murray.

Måske var det en trykfejl, hvem ved? Eller måske er brevet slet ikke til mig og måske er det hele en fejl? 

Men nysgerrig var jeg, så jeg åbnede det forsigtig (rettelse ivrigt). Indeni står der en masse, men en bestemt sætning fangede mine øjne.

Vedrørende din 21 årige fødselsdag, kan vi nu meddele at angående din adoption, har vi nu ændre din navn som lovet. Evie (Marie) Elizabeth Murray.

Og med ét gik jeg ud som et lys.

**

 

"Sandheden 
Sidder og tænker, 
tænker på de ting bag hjemmets mure. 
Sandheden om min familie, 
sandheden som kom frem.

Ingen beskyttede mig, 
ingen tog sig af mig, 
var helt alene.

Er ikke alene mere, 
nu er der nogen der beskytter mig, 
nogen der tager sig af mig.

Jeg føler mig hel nu.
Føler en lykke du ikke kunne give mig.
Men nu kom sandheden frem."
(Digt)

 

Da jeg kiggede op, så jeg to meget bekendte mørke blå øjne. Mit hoved føles tungt og min krop larmet. Dog fór tankerne rundt i mit sind. Jeg var adopteret. Hele tiden har jeg været adopteret og ingen har sagt noget. 

"Evie for god sake! Det må du aldrig gøre igen. Du skræmmer jo livet af mig" udbrød Chris og kærtegede mine kinder med hans fingerspidser.

"Chris jeg..." Jeg kæmpede for at få ordene ud. "Jeg er... Jeg er adopteret" 


Chris fik mig lagt ned på sengen med et tæppe over min udmattede krop. Han kyssede mig på panden, og sagde at han ville gå ud og lave noget mad, og at jeg bare skulle blive liggende, til jeg var okay igen. Jeg følte mig behandlet som en prinsesse og taknemlig for at have en kæreste som Chris.
Når det kom til ham, var der intet jeg skulle leve op til.
Heller ikke nu når jeg ren faktisk er forældreløs og altid har været det.
Jeg følte mig mere forvirret end nogensinde. Vil den her oplysning ændre noget?

Da min mobil brummede på bordet, spang jeg forskrækket tilbage og det føltes som om hver en muskel i min krop vågnede.

På displayen anede jeg Niall's navn.

Fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck, fuck!

Hvad fuck gør jeg?

Pis altså!

Bad timing Nialler! (Som altid)

Jeg greb mobilen og stirrede på billede der dukkede op på spejlet. Billede var det selfie han havde taget, dengang vi var i Irland og han snuppede min mobil (no surprise).

Tag den nu for fanden Evie, tænker du nok.

Og ja jeg ville gerne gøre, tro mig, men jeg var virkelig den største kujon.

Måske skulle jeg bare lade som om, at jeg ikke havde hørt den.
Ej lad vær med at være så larm Evie, du er klogere end det.

"Ja det er Amb... Evie" 

Ja ja Evie! Lad os lege hvor mange gange kan du gøre dig selv til grin på en dag.
God leg! (Not)

"Evie? Det er Niall. Ehm.. Du har ringet?"
Hans stemme har ikke ændret sig siden sidst. Det irske let hæse tonefald blandet med det søde britiske, er der stadig og på en eller anden måde får den min mave til at vende sig et par gange og mine kinder til at rødme.

"Ja altså jeg mødte Harry her forleden og han gav mig dit nye nummer. Og tja.. Jeg tænkte vel bare, at jeg lige ville høre hvordan det går"

Stilhed (rettelse: akavet stilhed)

"Det går fint, vi er tilbage på banen. Ny Tour her snart. Det bliver sindssygt! Vores fans er fantastisk, og ja du ved" Jeg kan nærmest høre smilet i hans stemme. 
Han er glad. Han er virkelig glad.

"Det er jeg glad for at høre Niall. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige men..." Jeg går i stå midt i en sætning.

"Men hvad?" Lød det fra ham.

"Det ved jeg ikke. Ehm... hvad siger du til at ses? Altså jeg tænkte bare, hvis du har tid? Jeg er i London, du er i London, vi burde helt klart ses"

A hvad Evie? Hvor kom den lige fra?

Der gik lidt tid før Niall svarede, og jeg sværgede at mit hjerte døde lidt hvert sekund.

"Jo det kan vi da godt. Hvad med i morgen i mit hus? Jeg kan sende dig adressen." Sagde han lidt ligegyldigt.

"Okay det er en aftale så i morgen klokken halv fire? Okay? Okay vi ses" sagde jeg og prøvede at forholde min stemme rolig, hvilket var næsten umuligt. Jeg skulle lige til at lægge på, da han afbrød mig.

"Evie?"
"Ja"
Han sukkede dybt.

"Det var godt at høre din stemme. Jeg... Jeg har savnet det"
"Niall.. Jeg.."

Han lagde på.

 

Efter opkaldet smed jeg mig tilbage i sengen som var jeg let som en fjer. Alt inden i mig skreg og jeg følte mig som en teenage tøs igen. En latterlig Niall girl med sine emotions helt i top. 

Okay, det sagde du bare ikke lige Evie. Har du intet lært?

Anyway så glædet jeg mig til at se ham så ufattelig meget.

Men hvad fanden vil han ikke tro om mig efter alt det, vi har være igennem?

Vil han nogensinde kunne tilgive mig, ligesom jeg tilgav mig selv?

 

________________________________________________________

Playlist

Break Free - Ariana Grande (cover)

Superstar - AlunaGeorge (remix)

My Blood - Ellie Goulding

Faith - Calvin Harris

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...