Blue Eyes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2014
  • Opdateret: 6 aug. 2014
  • Status: Færdig
Dette er mit bud til What if konkurrencen. Den handler om det dejlige ved at være forelsket og kærlighed ved første blik, men også om at man kan stirre sig blind på grund af kærlighed.

0Likes
1Kommentarer
114Visninger
AA

2. Love at first sight

Sensommeren var ved at dø ud og det samme var det gode vejr. Der var ikke nær så mange mennesker og børn udenfor og sprede glæde over at kunne grille eller lege på vejen i det gode vejr. Jeg sad selv med et kedeligt blik rettet mod den grå hvide indbundne bog inde på den lille kaffebar. Jeg tog et par hurtige slurke af min cafe latte inden jeg dovent vendte mit blik mod bogen igen. Døren ind til kaffebaren blev åbnet og den lille klokke ringede kort efter, da en person trådte ind af døren. Jeg følte en underlig trang til at kigge op og der var du.

 

Dit smil og dine øjne var det første der fangede mit blik. Dine dybe hav blå øjne fangede mig i en dyb hypnotisk tilstand. Det var som at kigge ind i selve havet, som langsomt opslugte ind.

Jeg fjernede modvilligt blikket fra dig, da du nåede op til disken og bestilte din sorte kaffe. Du kiggede med fraværende øjne på omgivelserne omkring dig.

 

Jeg kiggede hurtigt ned i bogen, uden egentlig at læse hvad der stod. Jeg vidste ikke om du overhovedet havde lagt mærke til at jeg sad få meter fra dig, så jeg sneg mig til at kigge på dig når du havde travlt med at betale for kaffen. Dit mandel brune hår var uglet og du var i klædt en T-shirt, som viste dine muskuløse arme. Du var lidt mørkere i huden end mig, men der skulle heller ikke så meget til. Trods det at sommeren havde været varmere og mere solskins rig havde min blege hud kun lige gået fra bleg til svag gylden. Dine læber var en smule tørre, men det skæve smil, som du sendte ekspedienten var ikke til at stå for.

 

Jeg kunne ikke længere modstå fristelsen til at kigge på dig længere , så jeg løftede langsomt blikket fra bordet.. Jeg sugede alt til mig. Din udstråling, dit udseende, den måde du tog din kaffekop på. Alt. Du kiggede igen rundt og lige ind i mine øjne. Jeg holdte dit blik i et par sekunder, inden jeg flovt kiggede ned i bogen igen. Rødmen steg langsomt op i mine kinder, og for en kort stund håbede jeg ikke at du kom her hen. Men kun for en kort stund.

 

”Hej,” sagde du med en blød og hæs stemme, som kunne få mit og hvilken som helst anden piges hjerte til at smelte. Jeg mærkede en mærkelig og dejlig følelse i maven, som jeg ikke havde kendt til i flere år. Var jeg forelsket i en jeg lige havde kastet mit blik på? Sikke en kliché, tænkte jeg uden at tage øjnene fra dig.

 

”Hallo.” Du gjorde en bevægelse med dine hænder og det vækkede mig. En smule.

 

”Hej,” svarede jeg med en forsigtig stemme. Det brændte i kinderne. Jeg krydsede fingre under det lille café bord. Bare man ikke kunne se rødmen.

 

”Kommer du her tit?” spurgte du og brød den akavede tavshed og mine tanker. Jeg nikkede en smule for hurtigt og smilede forsigtigt. Det var et af de der smil der siger indirekte gud-hvor-er-du-lækker, men et smil som fyrene opfatter som et høfligt smil. Måske havde det også noget at gøre med at det mere var i mine tanker, end i det smil jeg sendte dig.

 

”Hele tiden,” svarede jeg, men jeg følte mig lidt som en nørd, der ikke havde andet at foretage sig end at læse på en hyggelig og til tider kedelig kaffebar.

 

”Jeg mener når jeg ikke er på arbejde eller sammen med vennerne.” tilføjede jeg hurtigt og kiggede genert i bordet. Du var en steg. Hvorfor kiggede jeg ned i det runde hvide bord med tonsvis af gamle pletter? Dine øjne. Jeg fjernede blikket fra bordet og op til dine safir blå øjne, som nærmest skinnede i det svage lys, der kom fra de store vinduer.

Du nikkede og sendte mig endnu et af dine berømte smil, som jeg kaldte dem, blot efter at have set dig smile to gange.

 

”Jeg hedder forresten Emma.” Jeg rakte min hånd frem. Emma. Et helt almindeligt og kedeligt navn, som alle og enhver hed nu til dags. Måske kunne jeg have imponeret dig lidt mere med et navn, som bare tog kegler. Et navn som ingen rigtig hed, men alligevel lå på læberne, og som man kunne sige sikke-et-usædvanligt-navn. Men nej det var bare kedelige Emma, som var faldet pladask for en fyr hun slet ikke kendte. Jep, det var mig.

 

”Vincent.” sagde du og allerede der imponerede du mig. Vincent, så fint og elegant. Hvorfor jeg i det hele taget havde en indre diskussion om navne, vidste jeg ikke på det tidspunkt, men måske var det bare for at have en undskyldning for ikke hele tiden at studere dig.

 

”Hvor gammel er du egentlig?” spurgte jeg og sendte ham et af mine mere flirtende smil. Håbede jeg i hvert fald. Det var ikke så tit at jeg sendte sådan et smil, så det kunne ende med at jeg lignede en blanding mellem en lalleglad idiot også en der lige havde fået elektrochok.

 

”27, og stadig ung.” Du udstødte en lille latter, som hurtigt smittede af på mig. Det var som at høre en svag eksplosion af murbrokker, da den akavede stilhed faldt til jorden og forsvandt, som støv fra en eksplosion.

 

Senere havde du inviteret mig ud på en fancy restaurant, og jeg havde prøvet at nyde så nonchalant som muligt da jeg sagde ja.

 

Så kom en anden, en tredje, en fjerde og en femte date. Jeg var som fortryllet allerede efter den første date. Anden date var der hvor vi kyssede hinanden for første gang. Det var en af de aftner hvor været havde klaret lidt op, mens vi gik en tur i parken. Du havde flyttet en hårtot fra min kind og strøget din hånd over min kind og havde sagt at du aldrig havde mødt en pige som mig før. Det havde været, som fyrværkeri da du kyssede mig. Sommerfuglene i min mave havde startet en hær og havde spredt sig til hele min krop.

 

Efter femte date stoppede jeg med at tælle, og jeg var ikke sikker på at det overhovedet var dates mere. I hvert fald ikke efter at vi havde været i seng sammen nogle gange. Det vat vel nærmere kærestekvalitet tid sammen. Men du skulle spørge først. Først der kunne jeg være sikker.

 

Og de ord kom. De sukkersøde ord, som syntes at redde mig fra hverdagen. Vil du være min kæreste? De ord. De ord ændrede mit liv. For en stund.

 

Jeg vidste ikke om jeg skulle græde eller grine, men en lalleglad idiot det lignede jeg med garanti. Jeg kastede mig ind i dine arme og du holdt mig fast, som om at du aldrig ville give slip. Det håbede jeg heller ikke at du nogensinde ville gøre.

 

Alt virkede godt. Så godt. Dine blå øjne, syntes hele tiden at have et strejf af noget godt. En lykkelig gnist, som først havde været en smule utydelig til at starte med, men der langsomt kravlede ud af sit skjul. Langsomt, men sikkert. Du var ikke andet, som jeg kunne tænke på. Dine løber, dit smil, dine øjne. Dine øjne, som havde kigget ind i mine i gentagne nætter. De blå øjne, som kunne få middelhavet til at blegne. De øjne. Dine øjne...

 

Men alt lykke kan ikke fortsætte for altid, i hvert fald ikke min lykke. Det var efter vores tre måneders dag. Jeg havde ikke lagt mærke til det. Mine venner havde ikke lagt mærke til det. Dine venner havde ikke... Jeg havde aldrig mødt dine venner, så dem kunne jeg ikke tale for. Først troede jeg at det var fordi du skammede dig over mig, men jeg blev klogere.

 

Jeg havde sagt de tre ord.

 

”Jeg elsker dig.” Tre ord, som ikke betød noget nu til dags. Men for mig betød de alverden. De betød alt. Du betød alt. Jeg havde sagt det til dig i sofaen, mens vi drak et glas vin. Jeg var ikke i tvivl. Jeg mente det. Jeg havde sikkert allerede kunnet have sagt det til dig, den første dag vi mødt. Jeg var som en Ted Mosby, fra How I met your mother. Han var klar til at sige det til Robin den første aften de havde mødt hinanden. Du var min Robin, men ligesom serien endte det i en fiasko.

 

”Jeg elsker dig.” Det fløj ud, ikke på den rigtige og hurtige måde, hvor man selv skulle nå at opfatte det. Stemningen havde ikke lagt op til det. Vi havde lige snakket om min uddannelse og om en eller anden dum person på dit arbejde. Dårlig timing var hvad det var.

 

De fik vinen galt i halsen og spruttede. Jeg klappede dig forsigtigt på ryggen og fortrød det med det samme. Eller gjorde jeg? Nej. Aldrig.

 

”Undskyld, for min reaktion, skat. Det er bare.. Det kom lidt som et chok nu og her.” Du smilede forsigtigt, men det nåede ikke op til dine øjne, som det plejede.

 

”Hvad mener du? Jeg synes at..” Du strøg mig over kinden og smilede igen.

 

Jeg tog mit hoved i mine hænder, da jeg kiggede ind i det grå stuebords kant.

 

”Elsker du mig ikke?” Min stemme lød som en hvisken. Jeg kunne næsten ikke få sætningen til at passe. Jeg elskede dig. Du burde da også elske mig, ikke?

 

”Em, det er ikke det der er problemet. Jeg er bare træt.” Du kiggede en smule usikkert på mig, som om at du skjulte et eller andet. Det var et blik, som jeg ikke havde set før eller lagt mærke, og jeg var ellers god til at lægge mærke til hvad du gjorde.

 

”Hvad er det så?” spurgte jeg en smule irriteret, men også med bange anelser. Var det mig? Hvad havde jeg gjort?

 

”Jeg kan ikke sige det. Du vil ikke kunne tilgive mig.” Du kiggede med sørgmodige øjne på mig.

 

”Jo, jeg kan. Du ved at det kan jeg.” Jeg tog hans hånd i min, men du rev den til dig, som at jeg var giftig. Tårerne pressede langsomt på i øjenkrogen. Jeg blinkede hurtigt.

 

”Nej, det kan du ikke.” råbte du vredt.

 

”Jeg har holdt dig for nar, okay? Hele det her. Os. Vi eksisterer ikke hvis du spørger dem jeg kender.”

”Det er jo klart for jeg har aldrig mødt dem. Vincent, kan vi ikke bare tage det roligt og finde ud af tingene. Det..

 

”Nej,” afbrød du, men de stemme var faldet lidt mere til ro.

 

”Ingen af mine venner ved at vi to eksisterer, fordi at jeg.. Jeg er gift.”

 

Jeg hørte ikke så meget andet. Jeg hørte ikke dine undskyldninger eller at du sagde hvor meget du holdte af mig. Jeg sad der bare, sagde ingenting. Du holdte for en stund om mig, men gik i seng til sidst, da jeg alligevel var helt stille. Du holdte af mig. Sådan havde du sagt det. Ikke at du elskede mig. Det var de ord, som havde overbevist enhver pige om at hun skulle blive. Men jeg. Jeg blev der stadigvæk, for i det øjeblik huskede jeg stadig dig, som det perfekte billede på en fyr. Dig og dine øjne.

 

Du havde givet dig tid til mig. Ikke din kone. Men alligevel nagede der en lille tvivl. Opkaldene hvor du var gået ud i køkkenet, havde før virket som dine kollegaer, der skulle snakke forretninger. Måske havde jeg ikke lagt mærke til det, fordi du altid var så struktureret og påpasselig med hvor vi gik hen og var. Jeg troede bare at det var sådan du var. En gentleman, som kun inviterede sin dame de bedste steder hen.

 

Vi snakkede i timer. Du bønfaldt mig og sagde at du ville forlade hende. At det var en fejl at blive gift i så ung en alder. Du sagde at de sidste to havde hun bestilt andet end at kræve penge af dig og at hun var kold overfor dig. Hun var min modsætning havde du sagt og jeg troede dig. Så jeg gjorde det, som enhver pige ville gøre, hvis de havde fundet en, som de stadig var forelsket i og følte at han var den rette.

Jeg vidste at jeg ikke kunne nøjes med kaffebaren mere.

 

Vi lod begge som om at vi var tilbage. At vi havde glemt. Glemt alt. Jeg prøvede at ignorere din stemme, når du gik ud i køkkenet for at snakke i telefon. Den første måned prøvede jeg at ignorere det hele. Dine øjne, dit smil, sommerfuglene i maven. Det hele. Men jeg gav efter. Jeg gjorde alt. Undskyldte for den mindste ting. Undskyldte for at have gjort det svært for dig. Sagde at jeg elskede dig og at jeg ikke forstod hvorfor du ikke havde gjort det forbi. Du tilgav mig det hele og sagde at det var kompliceret. Men du sagde aldrig de tre ord, der skulle til for at jeg ville vide det med sikkerhed.

 

Nu sidder jeg her i sofaen. I den samme sofa, som for to år siden. Min sofa og vel også din. Jeg hælder den mørkerøde væske ned i store slurke til glasset er tomt. Et øjeblik overveje at skænke noget mere vin, men din stemme kan høre svagt i baggrunden, og jeg ved at du hader at se mig drikke vin her for tiden.

 

”Skal jeg virkelig tage med til den scanning?” Din stemme lyder en smule irriteret og du sukker højt. Jeg piller lidt ved tæppet og ved ikke om jeg burde foretage mig noget. Tage hjem til en ven. Men jeg er ikke rigtig i humør til det for tiden.

 

Du står ude i gangen og snakker videre.

 

”Jamen, så skal jeg nok tage med. Okay. Så ses vi. Elsker også dig.” siger du og sukker en smule. Jeg prøver at lade være med at lægge mærke til den hårde klump, som sidder i min mave ved de tre ord. For det virker så nemt for dig at sige, problemet er bare at jeg har ventet to år på at høre dig sige dem til mig.

 

”Em, jeg løber lige et ærinde.” Jeg er tilbage om et par timer. Du kysser mig hurtigt på panden og vores blikke mødes kort. Dine safir blå øjne. Men alligevel er det bare som om du kigger tomt på ingenting og ikke mig.

 

Du skynder dig ud, så jeg ikke kan nå at spørge dig om hvor du skal hen.

 

Jeg mærker en tåre på min kind og hvisker:

 

”Jeg elsker også dig.”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...