Sorry! 2

Et år er gået. Et år siden Sebastian White, Leo Jackson, Oliver Twist, Mathias Cooper og Andreas Sunday, bedre kendt som One Way tog en pause. De er alle kommet videre med deres liv, eller er de? Nu mødes de igen til Frederikke og Andreas bryllup. Er tingene de samme som for et år siden? Vil alt blive som før? Vil One Way blive et band igen, eller vil alt gå op i hat og briller? Og hvad med Sarah og Sebastian, kan de holde sig ude af problemer? Eller vil de skabe endnu flere end sidste gang?... ___________________________________________________________________________________________________________________________ Dette er toeren til Sorry! Jeg anbefaler, at I læser etteren først:)

2Likes
4Kommentarer
561Visninger
AA

5. WHAT!

*Sebastians synsvinkel*

En uge var gået. En uge med problemer, skænderier og uvenskaber. Det havde ikke været let, og det var heller ikke blevet bedre. Vi havde skændtes som aldrig før. Mere end vi havde gjort før One Way splittede op. Måske havde Diana ret. Måske burde vi ikke have splittet op. Det var nok alligevel endt i uvenskaber, før eller senere.

Mathias og Simone havde vi stadig ikke hørt fra. Det var som om, at de undgik os. Som om de faktisk ikke ønskede at deltage i Frederikke og Andreas bryllup. Hvilket gjorde os alle en smule nedtrykte. Vi har kendt Simone og Mathias i mange år, og når folk så ikke dukker op, føler man sig virkelig forrådt. 

Nu sad Sarah og jeg i mit privatfly på vej til LA. Sarah skulle snakke med skolen, hun havde søgt ind på. Sarah havde stadig ikke fået svar. Det gik hende mere og mere på. Koncentrationen havde ikke rigtig været der hos Sarah de sidste par dage. Hun vat forsvundet ind ind i sine egne tanker. Hvis man spurgte hende om noget, svarede hun: "Hvad?". Og kiggede forvirret på os.

I går da Frederikke startede et emne om fremtiden, mumlede Sarah noget med, at hun havde mistet appetitten og forlod os andre ved bordet. Jeg tror ikke, Sarah kun mistede appetitten, hun blev nok også lidt deprimeret. Frederikke fik helt dårlig samvittighed og forsvandt op til Sarah. Pigerne kom dog ikke ned igen. Frederikke forlod nok Sarahs og Leos værelse omkring midnat. Nok da folk gik i seng. Hvad pigerne fik snakket om, ved jeg ikke, men det må vel have taget lang tid.

Jeg glemte Sarahs hånd. Det var tydeligt at se, at hun var nervøs. Samtidig tror jeg også, at Sarah var bange. Bange for at hun ikke ville komme ind. Den skolen betød virkelig meget for hende. Jeg ved ikke engang, om hun havde en plan B. Hvad snakker jeg dog om. Det er Sarah, selvfølgelig havde hun en plan B. Hun er jo ikke uansvarlig, som så mange andre her.

"Er du klar?", spurgte jeg spændt.

"Meget. Men samtidig er jeg virkelig nervøs. Hvad nu hvis de ikke ønsker mig på deres skole?".

"Sarah, du har nogle af de bedste karakterer, der kan fås. Du har gået på Haston. Verdens bedste skole. Udover du er klog, har du en helt fantastisk personlighed. Hvis de ikke ønsker dig på deres skole, er det deres tab. De får ikke en bedre studerende. Der findes andre skoler. Men slap af Sarah. Selvfølgelig ønsker de dig, på deres skole. Hvorfor skulle de sige nej?".

"Tak Seb. Du burde vinde prisen for bedste bror. Jeg opfinder den pris en dag", sagde Sarah og skubbede kærligt til mig.

"Jeg glæder mig allerede til den dag".

"Nu er det jo bare at flyve 12 timer, og så er vi fremme med den vildeste jetlag", sukkede Sarah. 

"Det skal nok gå. Jeg vil være her for dig. Hele vejen igennem", svarede jeg.

"Tak Seb", sagde Sarah og trak mig ind i et kram. "Jeg tror, jeg vil tage en lur. Så vil turen gå hurtigere", mumlede Sarah og gabte. Hun lænede sig tilbage i sædet og lukkede øjnene.
*Sarahs synsvinkel*

Jeg vågnede ved, at nogen ruskede i mig. Sandsynligvis Sebastian. Det ville overraske mig, hvis det ikke var ham, for så var der sket noget alvorligt. Hold op med at tænke den slagt tanker Sarah.

"Sarah, vi er fremme", hviskede Seb. Og min hypotese var sand. Det var Sebastian. "Vi skal bare ud af flyet, udenom de fans som er her, og videre ned til min lejlighed. Der er ikke så langt".

"Fans, er her fans?".

"Ja. Nogle fans vil gøre alt, for at se mig. Det kan være helt ekstremt".

"Dine fans er syge i hovedet Seb", mumlede jeg træt.

Tænk jeg havde sovet alle timerne i flyet væk. Det har jeg aldrig prøvet før. Jeg plejer nu heller ikke at flyve så langt. Normalt plejede jeg bare at flyve mellem Washington DC og Dublin. 

Vi kom forbi Sebs vilde fans og fotografer og videre ned mod en bil, som ville transportere os til Sebs lejlighed midt i Hollywood. Tæt på skolen.

***

Jeg vågnede af, at min alarm ringede. Klokken var 08.32, og vi skulle til et møde med skolen i dag. De havde sagt ja til at mødes med os. Hvilket var heldigt, ellers var det bare at tage hjem igen. Ej jeg laver bare sjov. Vi sikrede os, at skolen ville mødes med os, før vi tog afsted. 12 timers flyvetur for ingenting. Glem det. 

34 minutter senere stod Sebastian og jeg foran skolen. Den så ud, som jeg havde set på billederne. Seb så derimod virkelig overrasket ud.

"Du har sans for skoler Sarah", sagde Seb begejstret.

"Jamen tak".

Vi gik ind på skolen, hvor vi blev mødt at rektoren, som stod og ventede i forhallen. Hun viste os ind på sit kontor, hvor vi fik tilbudt te/kaffe og kage. Sikke en fornem skole. Hun smilede et falsk smil til os. Det var en smule uhyggeligt. Det så næsten ud som om, at det var perment. 

"Jeg er så glade for, at I er her. Det ville være en kæmpe ære, hvis de ville starte her hr. White". 

Undskyld mig, sagde kvinden lige hr. Betød det, at hun ville have Sebastian til at starte på skolen. Men han havde jo ikke engang søgt ind. Jeg skævede over til Seb, for at se hans reaktion, men han så blot begejstret ud.

"Det ville være en fantastisk ide. Det vil jeg gerne overveje", smilede Seb.

WHAT! Det var mig, der havde søgt ind. Ikke Seb.

###

Jeg tænker et kæmpe skænderi på vej. Hvad med jer? Andre overvejelser. Hvorfor tror I, at rektoren ønsker Sebastian skal starte på skolen og ikke Sarah?

- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...