Sorry! 2

Et år er gået. Et år siden Sebastian White, Leo Jackson, Oliver Twist, Mathias Cooper og Andreas Sunday, bedre kendt som One Way tog en pause. De er alle kommet videre med deres liv, eller er de? Nu mødes de igen til Frederikke og Andreas bryllup. Er tingene de samme som for et år siden? Vil alt blive som før? Vil One Way blive et band igen, eller vil alt gå op i hat og briller? Og hvad med Sarah og Sebastian, kan de holde sig ude af problemer? Eller vil de skabe endnu flere end sidste gang?... ___________________________________________________________________________________________________________________________ Dette er toeren til Sorry! Jeg anbefaler, at I læser etteren først:)

2Likes
4Kommentarer
562Visninger
AA

2. Afslutningen

*En uge senere*
*Leos synsvinkel*

Nu var tiden kommet til at sige farvel. Det var sidste aften her på Haston. Jeg syntes det var hårdt at sige farvel. Hvordan måtte pigerne så ikke have det? Forfærdeligt. De havde delt værelse de sidste 6 år. Det er jo ligesom os drenge. 6 år. Og derfor tror jeg, at Sarah er bange. Bange for at venskabet skal gå i stykker, som det gjorde for os drenge. 

Men hvad skal vi overhovedet efter det her. Jeg ved Amanda flytter til New York, for at bo sammen med Oliver. De er jo begge 20, men de elsker virkelig hinanden. Og med Sarah, så ved jeg virkelig ikke hvad vi gør. En ting er sikkert, hun flytter ikke hjem til sin far. Hun hader ham nu. 

Jeg står inde på mit værelse, sammen med min værelseskammerater Jamie og Scott. Jamie og Scott har været fantastiske værelseskammerater. Og jeg vil faktisk savne dem. Jamie er fra Norge, jeg kan ikke huske hvilken by og Scott er fra Skotland. Sjovt tilfælde ikke. Han er fra Edinburgh. De har sagt, vi en dag skal mødes igen, og hvis jeg nogensinde for brug for en tjeneste, er de klar til at hjælpe.

Vi er alle tre ved at tage vores kapper på. Vi skal alle mødes i den store sal om en halv time, for at få vores diplomer, høre taler og se vores forældre. Jeg glæder mig faktisk. Det bliver så fedt.

***

Folk har fået deres diplomer og den store tale skal holdes nu. Jeg har ikke set Mike forældre eller Sarahs familie endnu. Men her er også mange mennesker. Virkelig mange. Rektor byder velkommen til årets taler. Sarah White. Alle folk klapper, og Sarah træder op på scenen. Hun har små grønne noteskort i hånden, sikkert for at hjælpe hende med at huske talen. Sarah rømmer sig og begynder derefter sin tale:

"Fire år er gået. Fire år siden vi alle startede på Haston. Det har været fire år fyldt med lærdom, udfordringer, minder, eventyrer, hårdt arbejde og aller vigtigst venskaber. 

Vi har lært en masse forskellige mennesker at kende. Folk der i starten var fremmede, er nu blevet til venner og bekendte. Vi har samarbejdet, og været der for hinanden gennem de svære tider. Det er de ting vi aldrig glemmer. Vi vil altid huske de dejlige minder herfra, og gennem minderne vil vi huske hinanden. 

Det hele har ikke kun handlet om venskaber, men om det vi kom her for, lærdommen. Og det har vi til gengæld også fået. Vi har lært en masse, ikke kun hvordan man ganget med brækker, skriver en god stil, hvor mange forskellige sprog der findes eller hvornår 2. Verdenskrig fandt sted, nej vi har lært en masse om livet, og at hvis man kæmper for det man tror på, skal det nok gå i opfyldelse. Og at med succes kommer hårdt arbejde. 

Vi har haft fantastiske lærer, der vil bruge al deres tid på, at vi får en fantastisk uddannelse. De har troet på os hele vejen igennem. De har aldrig tvivlet, selv når vi har tvivlet på os selv. De har kæmpet for os, og holdt troen oppe.

Men tiden er ikke kun blevet brugt på lærdom og venskaber, vi har også oplevet en masse. Vi har rejst, vi har oplevet, vi har delt og vi har samarbejdet. 

Og selvom jeg har ønsket, at det her vil vare evigt, og vi aldrig skal forlade Haston, har jeg lært at intet varer evigt. Alt er nød til slutte, før man kan starte på noget nyt. Et kapitel afsluttes, men et nyt begyndes. Og alligevel behøver det her ikke at være farvel, for jeg ved, at en dag vil vi se hinanden igen. Måske går der år, men vi vil have minderne med os, og minde os om den gode tid vi havde sammen. 

Minderne ender aldrig. De vil altid være der, og minde os om vores fantastiske tid sammen. Det er fire år jeg aldrig vil glemme", afsluttede Sarah sin tale af.

Hele salen klappede, og jeg så flere fjerne deres tårer. Det var også en fantastisk tale, hun havde skrevet. Jeg tør ikke engang tænke på, hvor lang tid, hun må havde brugt på at skrive den. 

Sarah forlod scenen, og fandt mig med det samme. Hun krammede og kyssede mig, og bad mig love, at jeg aldrig ville forlade hende. Hvilket jeg gjorde.

"Jeg elsker dig", hviskede jeg i Sarahs øre.

"Jeg elsker også dig, mere end du kan forstille dig. Jeg ønsker ikke et liv uden dig", svarede Sarah og kyssede min næse.

Det her år på Haston har jeg slet ikke fortrudt. Ikke nok med alt det jeg har lært, har jeg også fået gode venner, og det har bragt mig og Sarah meget tættere sammen. Et liv uden hende, er ikke noget jeg drømmer om eller kan forestille mig længere. Sarah betyder alt for mig. Og jeg tror hun har det på samme måde med mig. Kærligheden er gengældt. Eller det håber virkelig den er. 

"Tvivl ikke på dig selv", mumlede Sarah.

Det var som om pigen kunne læse tanker. Hvilket jeg nogen gange tror hun kan, eller det virker i hvert fald sådan. Tænk hvis hun kunne? En smule creepy ikke? Men jeg ville elske hende alligevel.

"Sarah", kaldte en virkelig overgearet og lykkelig stemme. 

"Her", svarede Sarah, og jeg kyssede hende i panden.

"Når så det er her I to turtelduer gemmer jer, var?", spurgte Amanda.

"Ja, indtil du afbrød os", svarede Sarah.

"Jeg kom nu også bare for at fortælle jer, at Oliver er kommet. Oliver min skønne kæreste. Den dejligste dreng på jorden. Ham som...".

"Jeg tror, vi har forstået", grinede Sarah.

"Hvis du må fable om hvor skøn Leo er, må jeg også fable om hvor skøn Oliver er".

Talte hende og Amanda om hvor skøn jeg var? Sejt. Jeg kunne se, at Sarah rødmede, og det gjorde hende bare mere nuttet. Jeg elskede den pige.

###

Her er andet kapitel. Undskyld for den lange ventetid. Beklager.

Og jeg undskylder også for det lidt kedelige kapitel, men som sagt skal historien lige i gang. Men jeg ønsker gerne jeres feedback.

- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...