Devina

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
Devina er mit navn. Den dag jeg fyldte femten blev der vent op og ned på alting, en medfødt evne gjorde det klart for mig, at jeg ikke var som alle andre. Jeg levede nu op til mit navn, som betyder guddommelig og hellig. Igen da jeg fyldte 16 ændrede min tilstedeværelse sig. Jeg mødte fire fantastiske drenge, der skulle være mere end bare en passage på min vej. Vi havde hver vores vej at gå, men en enkelt drøm skulle ændre det hele og involvere os i en fælles kamp om at komme tilbage til virkeligheden.

3Likes
3Kommentarer
609Visninger
AA

1. Sweet dreams are made of turtles

Ikke alle skal leve med, at deres drømme kan forandre hele verdenen og den virkelighed vi lever i. Da jeg fandt ud af, at det var en realitet for mig, søgte jeg hjælp, men der var ingen hjælp at hente. De fleste mente jeg var sindssyg og skulle lukkes inde. Ingen voksne troede på mig, så jeg gjorde hvad jeg måtte, at leve livet som andre teenagere på min alder gør. Jeg var på det punkt, hvor musik var en stor del af mig, og som mange andre havde jeg bare ét band, der var mit ynglings. For et halvt år siden mødte jeg dem tilfældigt, 5 seconds of summer. Det endte med jeg blev gode venner med dem, men det er ikke hvad denne fortælling skal handle om. Den skal ikke handle om, hvordan jeg mødte dem, nej. Jeg vil fortælle jer om en begivenhed, der forandrede det hele. Ikke blot deres liv, men også mit.

Jeg kan kontrollere mig, så almindelige drømme ikke påvirker virkeligheden, men til tider er der stærke drømme, som kan passere mit skjold og komme til det punkt i hjernen, der gør alt til virkelighed. Chancen for at mine drømme bliver til virkelighed er 1 ud af 50, hvilket vil sige det er sjældent.

Jeg vågnede op med et sæt, sveden dryppede ned af mig, min vejtrækning var ustabil og jeg rystede. Min krop havde brugt kræfter på at holde en drøm tilbage, men det var en af de stærke, en af dem som jeg intet kunne gøre ved. Jeg kunne ikke huske min drøm, hvilket gjorde det hele værre. Det var nu jeg blev nødt til at stå op, bruge min tid på at huske drømmen eller bare dele af den. Mange gange har jeg drømt om dyr, der blev reddet, hvilket er uskyldigt og intet jeg har behøvet at gøre noget ved, men de stærke drømme plejer at være de mærkeligste. Jeg rejste mig fra sengen ved hjælp af det bord, der stod lige ved sengen. Først nu begyndte jeg at kigge rundt. Jeg stod ikke i mit værelse med lyserøde vægge og plakater over det hele, nej jeg var i et gråt rum med vægge, der synes at være lavet af cement. Det bord jeg støttede mig op af var lavet af gammelt brunt træ. Et skrivebord med ingenting på og kun en skammel til. Sengen jeg havde sovet på var også af det gamle træ, og den knirkede bare man satte sig på den. Jeg stillede mig foran spejlet og da mit blik begyndte at fokusere på det, der skulle ligne at være mig fik jeg et chok. Mit hår var langt med fine krøller og i stedet for at være en fin rødlig farve var det brunt. Mit ansigt lignede heller ikke mit eget. Det var nu det gik op for mig, jeg havde taget form som et andet menneske. Jeg måtte have været med i min egen drøm og det så ikke godt ud. Selvom rummet jeg var i nærmest råbte fængsel var der et ord, der blev ved med at trænge gennem til mig. Mit.  Selvom det ikke var meget det værelse jeg stod i, jeg var ikke engang sikker på, jeg kunne kalde det et værelse, så føltes det som mit hjem. Det var her jeg kunne være mig selv uden at nogen skulle forstyrre mig.

Jeg måtte udforske den verden jeg nu befandt mig i. Selvom jeg ikke havde lyst til det, så var det en ting jeg blev nødt til. Det var den eneste måde jeg kunne komme i tanke om min drøm. Det var det første skridt til at komme tilbage til min egen virkelighed og min egen krop.

Da jeg åbnede døren og trådte ud fra værelset, var det eneste jeg kunne se et stort rum, der ikke var meget bedre end værelset, men det var hyggeligt på sin egen måde. Rummet blev lyst op af noget, der skulle forstille et kæmpe tv, men det var lavet af små forskellige skærme. Foran var der en ødelagt sofa, hvor jeg kunne se toppen af et hoved, men i stedet for at være hudfarvet var det grønt. Det var ikke en ting jeg tænkte yderligere over, det kunne lige så godt være en hue, ikke? Jeg gik forbi sofaen og vente mig om. Et stort monster sad foran mig. Det var grønt og havde et orange bandana foran øjnene. Jeg havde lyst til at skrige, men kunne ikke. Noget inde i mig sagde ven, men hvordan kunne sådan en skabning findes? Hvordan kunne sådan en skabning ikke være farlig? Min vejtrækning begyndte at blive anspændt igen, hvilket den grønne skabning foran mig tydeligt bemærkede. ”April!” Jeg vente mig om for at se bag mig, efter en anden pige, men så ingen. Mit navn var ikke April, og på det punkt tænkte jeg ikke på, at kvinden, hvis krop jeg var i, nok hed April. Skabningen foran mig så ud til at forstå mig, selvom jeg lignede et stort spørgsmålstegn.  ”Devina?” Skabningens - som jeg for resten vil mene er en han, stemme var skrøbelig -men så snart jeg nikkede lyste han op. Han rejste sig op, smed sin pizza bakke ned i sofaen og krammede mig ind til sig. Det var mærkeligt, for jeg vidste endnu ikke hvem han var. Jeg var dog sikker på, at jeg kendte stemmen. Den virkede kærlig og rar. Hans smil virkede bekendt, det gav mig sommerfugle i maven og hans arme gav mig lyst til at smelte sammen med ham. Først nu bemærkede jeg skjoldet på ryggen af ham. Ved hjælp af det og hans hudfarve kunne jeg hurtigt drage til konklusion, at han ikke var et monster, men en kæmpe mutant skildpadde. Det gjorde mig ikke mere rolig, men det var bedre end et monster.

”Vi har ventet dig.” Ord jeg kun havde regnet med at skulle høre i en film, men det her var virkelighed. Det var ikke skildpadden med det orange bandana, der snakkede. Endnu en skildpadde kom frem, dog med lilla bandana.  Han så bekendt ud, men jeg valgte at blive i armene hos orange. Jeg kendte ikke deres navne, så jeg gik efter deres bandanas farve. Orange og Lilla. ”Michael, sæt hende ned. Vi har en del at snakke om.” Det var stadig Lilla, der snakkede. Så Orange var Michael?

Michael lå i sin seng, da dag og nat blev vendt om og ned. Han lå trygt og tungt, som om han var en lille dreng, der havde været oppe at køre hele dagen. Det var der han blev forvandlet til en skildpadde med det orange bandana.

Et flashback og et mærkeligt et af slagsen. Jeg vidste nu hvem skildpadderne var, hvilket hjalp en del. Jeg vidste, at den orange var Michael. Jeg stod klemt mod Michael og jeg havde savnet det. Hans arme kunne altid berolige mig som nu, så det kom ikke som et chok, at det var ham af de fire jeg krammede.

Jeg havde dog et spørgsmål, jeg ikke kunne finde svar på selv, for jeg havde jo kun set Michael i drømmen, ikke de andre. ”Hvem af jer er hvem? Og hvor er de to andre?” Jeg regnede i hvert fald med, at der måtte være to andre mutant skildpadder et sted, jeg havde det på fornemmelsen, selvom jeg ikke var sikker. Michael fjernede sig fra mig, så jeg kunne se over på Lilla, der endnu ikke havde afsløret hvem han var. Det var tydeligt at se, at han ventede på Michael sagde det. ”Det er Michael.” Michael pegede over på Lilla og jeg kunne ikke lade være med at fnise. ”Uh, undskyld.” Han rystede på hovedet og begyndte igen. ”Jeg er Michael, det er Calum.” Han holdt en kort pause og ventede hovedet mod mig. Jeg havde det bedre end før, jeg havde et smil på læberne efter Michaels bommert. Han kunne altid få mig til at smile, lige meget om det var fordi han fejlede, eller om det var meningen. Det var ikke fordi Michael kunne de sjoveste jokes, men de kunne alligevel få mig til at grine. ”Ashton er – uh – rød, bandana.” Hans stemme var lavere nu, som om han virkelig koncentrerede sig. ”Luke er blå.” Jeg nikkede stille og vente min opmærksomhed mod Calum.

”De er ude, kommer snart. Vi har ventet dig i en uge nu.” Jeg forstod ikke, hvordan de kunne have ventet en uge. ”Vi vidste, at du ville ende i Aprils krop, så vi har haft hende tæt på os hele ugen...” Det var derfor jeg sov i det rum og ikke bare i min egen lejlighed. Calum forklarede mig det hele, hvordan de vågnede op alle fire og var helt ude af den. Jeg var der ikke til at hjælpe, men jeg plejer altid at komme lidt tid efter, som om jeg sover så længe som drømmen varer. Det var i hvert fald det eneste fornuftige svar Calum han kunne give mig.

April var væk og jeg havde taget hendes krop, det fik mig til at føle mig som en idiot, en kæmpe nar. Kvinden lød til at være meget sød, det virkede i hvert fald til at Calum kunne lide hende. Han blev også mundlam, da Michael sagde, at hun havde en kæreste. En der altid ødelægger ting, som altid skal virke større end han er og aldrig siger de rigtige ting. Han gjorde mig nervøs, hvad hvis han ikke kunne forstå, at April ikke var her mere? Jeg havde ikke lyst til at ligge med en anden fyr. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...