Devina

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
Devina er mit navn. Den dag jeg fyldte femten blev der vent op og ned på alting, en medfødt evne gjorde det klart for mig, at jeg ikke var som alle andre. Jeg levede nu op til mit navn, som betyder guddommelig og hellig. Igen da jeg fyldte 16 ændrede min tilstedeværelse sig. Jeg mødte fire fantastiske drenge, der skulle være mere end bare en passage på min vej. Vi havde hver vores vej at gå, men en enkelt drøm skulle ændre det hele og involvere os i en fælles kamp om at komme tilbage til virkeligheden.

3Likes
3Kommentarer
612Visninger
AA

2. Remember my dream

Et par dage var gået og jeg havde fået tid til at slappe af og falde til. Det var ikke let, for det meste af tiden havde jeg Aprils kæreste, Casey, rendende i hælende på mig som en lille hunde hvalp. Det fik det hele til at gå langsommere end normalt. Dagene var lange, for hvert tiende minut blev jeg mindet om hans eksistens, en person jeg ikke brød mig om. Michael var heller ikke glad for det, men Luke havde sagt han intet skulle gøre. Naturen ville gå sin gang.

Jeg sad med Calum og endelig fik jeg fred fra ham. Jeg kunne ikke have for mange omkring mig, for så ville det ikke være muligt at koncentrere mig. Han fortalte mig hele historien endnu en gang, i håb om at jeg ville få et flashback, men det hjalp ikke. Det gør det normalt ikke. Det er billeder, begivenheder eller stemmer, der skal til før jeg kan huske drømme. Der havde intet været endnu, hvilket fik mig til at tvivle på mig selv. Var jeg nu så stærk, at jeg ville kunne få os tilbage til vores normale tilstedeværelse?

”Devina” Sagde Calum, men jeg reagerede ikke. Jeg var langt væk i mine egne tanker om det hele, hvilket mareridt det var. Michael undgik mig og det gjorde blot det hele være, jeg fik det svære med mig selv. ”Devina!” Hans stemme var hævet og det fik mig tilbage til den virkelige verden, eller den vi nu levede i. For mig var det ikke den virkelige verden, det føltes stadig som en ond drøm. Noget inde i mig håbede jeg kunne vågne op i stedet for at være en del af dette mareridt. ”Undskyld, ja.” Svarede jeg og så over på ham. ”Du bliver nødt til at udforske stedet. Tag Michael med, hvis du ikke bryder dig om at gå alene.” For at være ærlig, så gad jeg ikke være ved Michael. Jeg havde ikke lyst til at se på et ansigt, hvis mund ikke kunne smile og hvis øjne ikke kunne beskrives med andet end ren sørgmodighed.

Det endte med at jeg rejste mig op og gik ud fra rummet, hen mod den del af kloakkerne, som jeg endnu ikke havde udforsket. Jeg havde ikke lyst, en del af mig ville bare lukke sig inde på værelset og ikke komme ud, men noget måtte jeg foretage mig og hvis det kunne holde Casey væk, så var det et plus. Jeg kunne i hvert fald ikke koncentrere mig, hvis han rendte rundt omkring mig. Bare hans eksistens irriterede mig, ikke noget jeg normalt ville sige om en person jeg ikke kendte, men jeg havde allerede været for meget sammen med fyren.

Jeg stod i en garage, der førte ned til kloakkerne, hvor de fire skildpadder boede. Jeg havde brug for luft og havde endnu ikke været heroppe, det var egentlig det eneste sted jeg ikke havde været. Jeg lod mine fingrespidser røre ved de røde mursten i garagen og med et sæt stod jeg helt stille. Mit fysiske jeg var til stede i garagen, men mit mentale befandt sig et andet sted.

Jeg forsvandt fra min egen krop, forsvandt ind i drømmeverdenen, hvor jeg så Ashton for mig. Jeg var en flue på væggen og kunne intet gøre. Det var som om, at jeg aldrig havde eksisteret før. Ashton kastede med den ene af sine to sai og den landede ved siden af Michaels hoved. Den sad fast i hans orange bandana, så han lige nu var fanget. ”Skrid med dig!” Råbte Ashton, men det var som om lyden forsvandt for mig og hurtigt var jeg tilbage i min egen krop igen. En af de medfølgende virkninger, der var kommet var at Ashton blev let vred.

Det her var stedet, hvor jeg kunne få svar på mine spørgsmål, selvom det ikke havde nogen relevans for de ting jeg vidste. De mærkeligste ting kan få en til at tænke tilbage, og det var jeg et levende bevis på. Jeg tog min hånd til mig og så rundt i rummet. I midten stod noget, der mindede om en grøn camouflage truck og bagerst i lokalet stod et rodet bor med værktøjer, sikkert brugt til at lave give trucken det rigtige udstyr. Jeg lod nu mine fingre glide over trucken og endnu en gang forsvandt jeg fra min egen krop.

Michael forvandlede sig i søvne sammen med de tre andre drenge, de havde ingen anelse om hvad der skete og de synes ikke at være påvirket over det. Det næste jeg så var deres færdigheder samt personligheder. Calum var IT-nørden, den der lavede alt deres udstyr. En ting jeg fandt sjovt, for han var ikke typen, der gjorde det. Ashton var den vrede, der tit forlod gruppen for at rende rundt for sig selv. Michael var den glade, fjollede type, som jeg altid har synes han var. Han var den elskelige pizza glade fyr, der brugte dagen på at spille. Til sidst var Luke. Han gjorde hvad han blev fortalt, var gruppens leder, hvilket passede meget godt til, at han var deres forsanger før hen.

Jeg følte mig svedig, da jeg kom tilbage i min egen krop. Det var som om jeg havde været ude og løbe et kæmpe maraton uden rigtig at få noget at drikke. Jeg var udmattet og havde brug for at ligge ned. Jeg stod lænet op ad trucken og dens kolde overflade hjalp mig til at falde ned til jorden igen. Der var ikke meget at komme efter i min drøm, jeg kunne huske den hele nu. Nu var det bare at vende dem om, så vi alle kunne komme tilbage til vores virkelighed. Det ville tage tid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...