Devina

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
Devina er mit navn. Den dag jeg fyldte femten blev der vent op og ned på alting, en medfødt evne gjorde det klart for mig, at jeg ikke var som alle andre. Jeg levede nu op til mit navn, som betyder guddommelig og hellig. Igen da jeg fyldte 16 ændrede min tilstedeværelse sig. Jeg mødte fire fantastiske drenge, der skulle være mere end bare en passage på min vej. Vi havde hver vores vej at gå, men en enkelt drøm skulle ændre det hele og involvere os i en fælles kamp om at komme tilbage til virkeligheden.

3Likes
3Kommentarer
609Visninger
AA

5. Døden kommer aldrig belejligt

Alt der virkede så fredeligt blev hurtigt til kaos. Siden jeg var kommet til denne verden havde jeg ikke haft megen tid til at slappe af. Det var hårdt, for jeg skulle ikke være stresset for længe inden det gik ud over mit immunforsvar og jeg ville blive syg. Jeg kunne allerede mærke det efter jeg vågnede uden Michael og nu da Ashton, Luke og Michael kom ind med Splinter kunne jeg mærke, hvor træt jeg var. Alle styrtede rundt og min hjerne kunne ikke følge med. Jeg valgte dog at blive, det var en seriøs situation og de havde brug for al den hjælp de kunne få. 
De lagde Splinter på sofaen og begyndte at fjerne noget af hans tøj. Han havde et stort stykke træ siddende i siden. Jeg var usikker på om han ville overleve, for ingen af os havde erfaringer inden for lægevidenskaben og vi kunne ikke tage ham til hospitalet. En mutant rotte var ikke noget menneskeheden skulle se. Jeg gik ud på det lille toilet, de havde fået lavet, hvor jeg med klumsede bevægelser fik åbnet et skab. Jeg blev nødt til at finde noget bandage og andre lægemidler, hvis Splinter skulle overleve. Mine hænder rystede så meget, at det hele var svært for mig. Mine ben føltes som gele og jeg kunne falde hvert øjeblik. Alligevel fik jeg formået at tage førstehjælpskassen og løbet ind til de fem andre. De havde løftet Splinter over på spisebordet, så de bedre kunne se og det var lettere at komme til. Jeg satte tasken på bordet og så ned på rotten. Blodet der gled fra det åbne sår, hvor træet stadig sad fast gav mig kvalme. Jeg kunne mærke, hvordan det begyndte at sortne for mine øjne og jeg blev svimmel. Jeg kunne ikke være der og hjælpe. Blod havde næsten aldrig nogen effekt på mig, når jeg så det. Det var fint, men når det kom til åbne så fik jeg næsten altid kvalme og blev utilpas. Jeg trådte et skridt tilbage og vendte mig om, gik mod drengenes værelse. Mit eget var tættere på, men jeg ville stadig ikke derind, så hellere besvime på vejen til det længere væk.
Jeg ville ikke være i vejen og jeg vidste, at hvis jeg ikke kom væk, så ville opmærksomheden være rettet mod mig om min krop, der ville ligge på jorden. 
Jeg formåede at komme ind på deres værelse, hvor jeg satte mig ned i Michaels seng med hovedet i mellem benene. Det hjalp på min svimmelhed, men jeg havde det stadig skidt med mig selv. Jeg var der ikke til at hjælpe. De havde gjort så meget for mig, så hvorfor var jeg der ikke til at hjælpe den de elskede? Jeg havde været her i noget tid nu og det var tydeligt, at deres kærlighed for Splinter var stor. Men måske var det det, der skulle til? Måske var det kærligheden til Splinter, der skulle få os tilbage? Hvis rotten døde, ville de være synderknust. De ville måske ønske at komme tilbage til virkeligheden? Jeg vidste at tankerne ikke var rare. Jeg ønskede ikke splinter død, nej. Det eneste jeg ønskede var at komme tilbage... 

Det stoppede med at svimle for mig og jeg fik sat mig ordentligt op. Jeg valgte at blive inde på værelset, også selvom mit mentale jeg skreg efter at hjælpe. Gik jeg nogensteder var jeg bare til besvær, det vidste jeg. Jeg havde fået det fortalt mange gange. Det føltes som flere timer, inden døren til værelset gik op. Det var Calum. Selvfølgelig var det Calum. Fyren havde rester af blod på sig, selvom han havde prøvet at fjerne det. Han så knust ud. Hvad var der sket? Jeg ledte efter svar, men jeg turde ikke spørge. Calum satte sig ved siden af mig og så ned i jorden. Mon de andre stadig var derude? ”Splinter klarede den ikke...” Ordene var jeg bange for at høre, men nu kom de. Det var sandheden. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Hvad kan man sige, når en dør? Skal man bare sidde og trøste, eller komme med søde ord, som at det nok skal gå? Det var ikke mig. Jeg kunne ikke sige ting som det. Det var ikke mig. Jeg lagde armen om ham, så godt som jeg nu kunne. Fyren var bredskuldret og han havde et skjold, som fyldte en del. ”hvad gør vi?” min stemme var hæsere end jeg havde regnet med. Jeg ville ønske, at Splinter ikke var død, men jeg håbede også at vi kunne komme tilbage nu. Måske var Splinter den, der holdte os fanget til dette sted. ”Sørger.” Jeg burde have set den kommentar komme. Jeg burde tænke mere på de andre. De havde trods alt været her længere end jeg. ”og lever som før.  Vi kan ikke skippe din træning.” Jeg nikkede. Jeg vidste at på et eller andet tidspunkt ville Calum græde, jeg ventede bare på, at han ikke kunne holde det inde mere. Der gik heller ikke længe, inden han lænede sig ind mod mit greb og lukkede øjnene. Han græd. 

Jeg vågnede op i min egen seng, på det værelse, hvor Casey havde prøvet at forføre mig. Jeg måtte have været faldet i søvn med Calum, men det var ikke hvad jeg tænkte over lige nu. Det føles som om, at mine luftveje lukkede sig sammen. Jeg kunne ikke få luft. Jeg blev kvalt. Jeg kunne ikke være i dette lokale. Havde jeg ikke gjort det klart for de andre? Min krop begyndte at ryste. Jeg måtte ud. Ud fra dette helvede. Ud fra dette rum. Jeg fik rejst mig op, trådte et par skridt frem. Jeg kunne ikke gå længere. Jeg var for svag. Fik jeg ikke snart luft, så ville jeg besvime. Det var logisk. Jeg forsøgte at skrige, men lige lidt hjalp det. Jeg mistede bare mere luft end før. Jeg lænede mig op ad væggen og med langsomme skridt trådte jeg fremad, tættere på døren. Det gik langsomt, men hellere langsommere end intet. Rummet opslugte mig. Det føltes i hvert fald sådan. Det var ubehageligt. ”michael..” min stemme var svag. Svagere end en hvisken. Hvad kunne jeg gøre? Jeg tog fat i dør håndtaget og hev ned ad, men jeg kunne ikke få døren åbnet. Døren gik indad, hvilket betød at jeg ikke kunne læne mig op ad noget, når den skule åbnes. Jeg havde brug for at læne mig op ad noget, for ellers ville jeg vælte. Jeg lukkede øjnene og prøvede at trække vejret så godt som jeg nu kunne. Det hjalp. Jeg trådte et skridt bagud og selvom det hele svimlede, så fik jeg åbnet døren. Jeg styrtede ud. Ligeglad med om jeg ville vælte på vejen. Jeg måtte bare ud. Så snart jeg kom ud fra værelset blev mine luftveje frie igen. Jeg kunne trække vejret normalt, men min vejrtrækning var stadig hurtig. Da jeg var kommet til mig selv lagde jeg mærke til, at her var helt dødt. Der var mørkt over det hele og der var ingen at se. Måske var det nat? I så fald forstod jeg. Der var ikke plads til fem mennesker inde på drengenes værelse. Det var for lille og det ville hurtigt blive klamt. 

Med langsomme skridt gik jeg mod sofaen. Hvis det var nat, så blev jeg nødt til at sove. Jeg havde brug for al den søvn jeg kunne få, for min træning drænede mig for energi.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...