Devina

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
Devina er mit navn. Den dag jeg fyldte femten blev der vent op og ned på alting, en medfødt evne gjorde det klart for mig, at jeg ikke var som alle andre. Jeg levede nu op til mit navn, som betyder guddommelig og hellig. Igen da jeg fyldte 16 ændrede min tilstedeværelse sig. Jeg mødte fire fantastiske drenge, der skulle være mere end bare en passage på min vej. Vi havde hver vores vej at gå, men en enkelt drøm skulle ændre det hele og involvere os i en fælles kamp om at komme tilbage til virkeligheden.

3Likes
3Kommentarer
607Visninger
AA

4. 2

Jeg vågnede op en time efter, helt kold og med ingen varme arme omkring mig. Da jeg åbnede øjnene kunne jeg ikke få øje på Michael, og jeg fandt hurtig ud af, at Michael havde forladt mig, da jeg lå og sov. Det gjorde ikke dagen bedre og jeg kunne hurtigt mærke tårerne presse sig på. Jeg har altid haft let til tåre, det har aldrig været noget jeg bare kunne gemme væk. Det var en af de ting, jeg virkelig ikke kunne lide ved mig selv. Jeg kunne ikke vise mig som stærk og lade som om intet var hent.

Jeg satte mig op og kunne mærke det sortnede for mine øjne. Jeg havde bevæget mig alt for hurtigt og det slog bagslag. Jeg måtte finde Michael. For mig lød det som om, han ikke var ovre hvad der var sket den forrige aften. En ting jeg ikke kunne gøre noget ved. Selvom jeg ønskede det aldrig var sket, så var det ikke noget jeg var herre over. Jeg fik rejst mig op og gik ud i det, der skulle siges at være stuen. Jeg havde stadig ikke ord for, hvad jeg skulle kald de forskellige rum, for det var i bund og grund bare en kæmpe kloak. Jeg kunne ingen se, ingen andre en Calum, der sad ved et bord med en lampe, der lyste bordet op og de elektroniske dimser, der lå på bordet. Jeg havde ikke tåre i øjnene mere, jeg havde formået at tørre dem væk, men jeg vidste at jeg ville græde, hvis Calum spurgte ind til mig. Jeg satte mig ned på en stol ved siden af Calum og så ned på elektronikken på bordet. Det lignede et skjold han var i gang med at samle, men det havde taster og en skærm ligesom på en gammeldags telefon. ”Er det svært?” Kom det fra mig, bare for at have noget at snakke om. Jeg sad med hænderne i skødet og lænet lidt forover for at kunne se ordentligt. Lyset irriterede mine øjne, der stadig var følsomme over at sove. ”Ikke rigtig.” Calum så ud til at være meget koncentreret omkring det. ”Lige siden vi endte i disse kroppe har jeg kunne lave elektronik lige så let som at spille på bas.” Jeg nikkede stille og forholdte mig tavs, men ikke længe efter snakkede han igen. ”De andre er ude. Redde verdenen, du ved.” Jeg kunne ikke lade være med at grine lavt. Det gjorde mig i bedre humør at høre sandheden, for det betød, at Michael ikke skred fra mig, fordi han ikke kunne holde mig ud, men fordi der var noget andet vigtigt han skulle.

Jeg var usikker på om jeg skulle fortælle Calum, hvordan jeg havde det med det hele. Han var den bedste ven jeg havde og lige nu manglede jeg nogen at snakke med, hvor Michael havde sine egne problemer at kæmpe med. Calum var den jeg trænede med. Han var den jeg var tættest på i disse tider og det havde sat sine spor. Han var vokset fra at være en god ven til at være en jeg ikke kunne forstille mig en hverdag uden. Han kunne få mig til at grine og jeg morede mig altid i hans nærvær. Han var den ven jeg aldrig havde haft.

”Michael har det ikke godt med mig.” Det var ikke hvad jeg ville sige, men det var en af de ting, der gik mig på. Selvom jeg burde tænke på, hvordan vi kom hjem, så kræsede mine tanker kun om Michael og om, hvornår han havde det fint nok med hvad der var hent, til at kunne se på mig igen. Det virkede ikke som om vi havde været på samme niveau, selvom vi havde ligget sammenkrøllet i hans seng.

”Det er svært for ham. Selvom han gerne vil være der for dig, så går han selv igennem en masse for tiden. At Casey har rørt ved dig minder ham om sin ekskæreste, der var ham utro.” Det gjorde ondt at høre Calum sige det. Jeg kunne mærke en klump i halsen, men jeg havde ikke lyst til at græde. Calum havde ret og jeg vidste det. Jeg blev bare nødt til at give Michael den plads han havde brug for. Da Michaels ekskæreste var ham utro var han et nervevrag, jeg var venner med ham på det tidspunk. Det er noget jeg aldrig vil glemme.

”Ja…” Selvom jeg havde så meget at sige, så kunne jeg ikke få ordene ud. Det var ikke i min ret at klage over Michaels opførsel, selvom jeg havde lyst til det. ”Hvis du vil snakke, så kan du komme til mig.” Calum så over på mig med et kærligt smil på læberne og jeg nikkede stille. Jeg havde lyst til at snakke, men hvordan skulle jeg komme ud med alle mine følelser samtidig med at det ville give mening?

”Jeg føler mig beskidt. Jeg går i bad flere gange om dagen og følelsen går ikke væk. Jeg føler mig misbrugt, selvom jeg ved hvorfor Casey gjorde det.” Jeg foldede mine hænder på bordet og slog blikket ned. Jeg havde ikke lyst til at sidde med øjenkontakt med Calum, mens jeg fortalte om mine følelser. Calum havde det på samme måde. Han stoppede ikke med at rode ved det IT, der lå på bordet. ”At Michael ignorere mig og har det svært hjælper ikke. Jeg har lyst til at gå op til ham, ligge mine arme om ham også bare græde. Jeg kunne gøre det, men hvis han står stiv som en sten, så hjælper det ikke og jeg vil bare få det dårligere med mig selv.” Jeg lagde ikke skjul på, at jeg havde brug for medlidenhed. Det var vel også ok at søge det en gang i mellem? Calum afbrød mig ikke, han lod mig fortælle og komme ud med det jeg havde brug for. En sand ven. ”Jeg har ikke lyst til at være på mit værelse mere, jeg vil bare hjem til den virkelig verden og lukke mig inde. Der er ingen privathed her. Den lille privathed jeg havde, er væk. Jeg tør ikke gå ind til mig selv mere.” Calum lagde en skruetrækker på bordet og så op på mig. ”Jeg kan intet sige for at få dig til at føle bedre tilpas med dig selv. Du har brug for den tid det tager at komme sig over det skrækscenarie. Jeg ved ikke, hvordan du kan få Michael til at høre på dig, men jeg er her for dig, hvis du har brug for at komme ud med dine tanker og følelser. Jeg er her hvis du har brug for en skulder at græde til.” Det gav mig et smil på læberne, for selvom Calums ord ikke hjalp på at få det bedre, så var det dejligt at få fortalt, at jeg altid havde en skulder at græde ud hos.

Jeg nåede ikke at sige mere, inden jeg hørte råb et sted fra kloakken. Jeg kunne kende Lukes stemme. Calum rejste sig hurtigt op og gik mod udgangen, ud mod lydende. Der gik lidt inden jeg kunne se alle fire komme bærende på Splinter. Mutantrotten var skadet og ud fra deres hævede stemmer var det usikkert på om han ville klare den… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...