Mon amour

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2014
  • Opdateret: 6 aug. 2014
  • Status: Færdig
Mød, føl, oplev og elsk Constance i hendes rejse igennem Paris, også kendt som Kærlighedens by. Mød kvinden, der forelskede sig og oplevede kærligheden. Ikke til et andet menneske, men til en by. Verden byder på mange forskellige slags kærligheder, og det er nogen gange de kærligheder, vi ikke tror er mulige, der er de skønneste og smukkeste af dem alle...

10Likes
4Kommentarer
533Visninger

1. Mon amour

Paris, Frankrig

 

Små snefnug falder fra det åbne, hvide skydække og efterlader den normalt så befærdede hovedstad klædt i sne, og smukke, forskellige nuancer af hvid.

Constance kommer gående langs Champ des Mars med sin bordeauxrøde frakke flagrende efter sig som et langt brudeslør. Hendes støvler knirker imod den nyfaldne sne på grusstien.

De knirkende støvler fører hende videre op af den berømte park og direkte imod l’Ecole Militaire. Træerne står nøgne og kolde og får Constance til at standse midt i et skridt.

l’Ecole Militaire var en gammel militærskole opført i 1750’ernes Paris og selv på trods af de nyrenoverede sider og den nye tagkonstruktion, kan Constance se stedet for sig, som det så ud, da Louis XV genopførte skolen og Napoleon blev uddannet nogle årtier senere.

Fascinationen vælder op i kvinden og hendes brune øjne sluger råt alle detaljerne til sig. Indtil det er, at hun ser det. Det flere hundrede meter høje tårn i baggrunden.

Hun falder næsten over sine egne ben i beundring og hun kan ikke forhindre munden i at åbne sig på klem. Øjnene kører op og ned af det 324 meter høje Eiffeltårn og et stik af ærefrygt samler sig i maven på hende. Hun har aldrig set noget så smukt i hele sit liv.

Med ryggen mod l’Ecole Militaire, træder hun rask i støvlerne og sætter kursen imod tårnet. Det mørkeblonde hår blæser i vinden og pisker frem og tilbage i hendes ansigt.

For hvert skridt hun tager og kommer tættere på Gustave Eiffels verdensberømte bygningsværk, må hun minde sig selv om, at huske og trække vejret regelmæssigt.

Før hun end kunne gå, havde hun fået fortalt store og prægtige historier om det, hun netop stod og så på. Hendes bedsteforældre havde talt om det i begejstring og fået hende til at love, at hun en dag ville opleve det. Nu forstår hun, hvorfor de havde været så desperate.

Hele atmosfæren omkring tårnet rummer storhed, fred, og så noget, hun ikke kan sætte ord på. Noget anderledes, noget vidunderligt, noget smukt.

Hun tager et sidste skridt, før hun står i midten af de fire pæle, der udgør tårnet, og sætter hælene mod jorden og standser. Hun bøjer nakken og kigger op på den hvide himmel, som hun ikke kan se, roterer, men som hun ved, den gør.

Snefnuggene søger hendes røde kinder og smelter i det samme, som de lander. Hendes brune øjne har aldrig været mere livlige, end det er tilfældet nu.

Sneen ligger som en tæt kåbe over landskabet, samtidig med at lysene fra de omkringstående lygtepæle lyser op, får det hele til at se magisk ud.

De fugle, der ikke er søgt sydpå for vinteren, synger en let melodi i en af de øverste trækroner, og Constance søger hen mod en af bænkene. Turistattraktionen er lukket for offentligheden og der er ikke et øje at se i flere hundrede meters afstand.

Hun er alene i en magisk by.

 

***

 

Hun ved ikke, hvor længe hun sidder der. Men da hun rejser sig fra bænken, har mørket lagt sig over byen. Hun trækker frakken tættere omkring sig og begynder at gå.

Da hun begiver sig samme vej tilbage op af Champ des Mars, undgår hun at kigge tilbage på tårnet. Det er hårdt at give slip på noget så smukt og unikt.

Et vindpust stryger forbi hende og leger med de løse hårlokker, der er smuttet ud af elastikken. Vinden er blevet køligere og fuglene er stoppet med at synge, men byen giver sig stadig lige så magisk og tryllebundet ud, som den gjorde, da der endnu var lyst.

Hun går igennem de høje dynger af sne og hører gennem vinden, lyden af rindende vand. Et smil dannes automatisk på hendes læber, da hun ser Seinen løbe uhindret lige under hende.

Hun skynder sig over på den anden side af broen og ned af trapperne, så hun kan gå side om side med den berømte, franske flod. Snefnuggene falder og lander i vandet, og smelter med det samme. Den stille lyd af rindende vind er beroligende og tryggende.

Et øjeblik lukker hun de brune øjne i og føler den stille atmosfære helt ud i fingerspidserne. Og så er det, hun hører det. En lyd smukkere end den, der løber lige under hende.

De brune øjne åbner sig straks og Constance fortsætter i retningen af lyden. Hun hører den igen, og igen, og igen. Som om, byen taler til hende på sin egen måde.

Hun skøjter sig igennem landskabet og lyden kommer tættere og tættere på. Inden længe genkender hun den smukke lyd af kirkeklokker, der bimler imod hinanden og efterlader et aftryk af varme i brystet på hende, hun kun alt for sjældent genkender.

Så er det, hun ser det. De to tårne, der tilsammen udgør kirken Notre Dame, stråler frem imod hende, og på ny vælder følelsen af ærefrygt rundt i hele kroppen på hende.

I nogle minutter står hun bare og kigger på det over 800 år gamle, prægtige bygningsværk, hvor minder fra hendes barndom og filmen ’Klokkeren fra Notre Dame’ tager form i hendes erindring. Klokkeren Quasimodo havde altid været hendes favorit som barn.

Hun ryster på hovedet, så håret danser om hendes runde kinder, og er så endelig i stand til at bevæge benene igen. For hvert skridt hun tager, kommer hun tættere på kirken, og hun mærker samme rus i blodet, som hun gjorde tidligere, ved synet af Eiffeltårnet.

Kirkeklokkerne fylder på ny stilheden og det giver et gib i Constance, da kirkedøren går op og det skarpe lys fra lysekronerne i entréen, rammer hendes sarte øjne.

Hun finder en bænk og sætter sig, mens hun nyder omgivelserne og synet af de mange mennesker, der myldrer ud af kirken og væk fra den netop overståede gudstjeneste.

Børnene er hurtige til at rulle sig i sneen og kaste den efter hinanden, grin og lykke fylder stedet og selv forældrene kan ikke lade være at grine med.

En ny omgang af varme erstatter de forhenværende i Constance, og så hører hun lige pludselig en stemme ovenover hende, så hun hæver blikket.

Foran hende står en ældre, mørk gadesælger med overtøj, vanter, huer, halstørklæder og selv nogle små figurer af Eiffeltårnet, hængende til salg over armene.

”Godaften, madame.” Han sender hende et smil og afslører et skævt, gult tandsæt. ”En smuk kvinde som Dem skal da ikke mærkes af kulden på sådan en kølig december aften.”

Constance gengælder genert hans smil og svarer, på det bedste fransk hun har lært.

”Jeg har det fint,” siger hun venligt og trækker sin frakke tættere omkring skuldrene.

”Nej, nu skal De høre,” fortsætter manden, og begynder at vikle et blodrødt halstørklæde ud fra sin arm. Constance følger hans bevægelser og ved hurtigt, hvad han vil.

”Nej, det er alt for meget, monsieur,” begynder hun, da han vikler halstørklædet rundt om hendes blottede hals. ”Det kan jeg slet ikke tage imod.”

”Selvfølgelig kan De det.” Han smiler stort og nikker på hovedet. ”Betragt det som en gave. Desuden klæder det Dem bedre, end det vil klæde nogen anden i hele Paris.”

”Jamen så, merci beaucoup, monsieur,” takker hun genert og kigger ned på det røde halstørklæde om hendes hals, der står i perfekt kontrast med hendes bordeauxrøde jakke.

Manden nikker på hovedet og smiler igen. Han bliver stående, men siger ikke mere. Samtidig dør lyden af knirkende fodtrin ud og stilheden omslutter dem igen.

”Paris er smuk i aften,” siger manden endelig, og Constance nikker enigt på hovedet.

”Det går jeg ud fra, her er hver aften,” svarer hun og fjerner ikke blikket fra kirken foran hende.

”Bestemt.” Han nikker på hovedet og kigger ned på hende. ”De er måske ikke herfra?”

Constance smiler svagt og ryster så på hovedet, så hendes hår igen danser om hendes ansigt.

”Nej, men det kunne jeg lige så godt være,” smiler hun og mærker hvordan ordene føles rigtige i hende, da de giver genlyd i hendes hoved og fylder hende op med lykke.

Stilheden falder over dem igen, og gadesælgeren rører stadig ikke på sig. Vinden har lagt sig og de omkringstående træer og buske svajer kun sjældent. Seinen høres i det fjerne.

 

***

 

Først da manden rykker på sig, går det op for Constance, hvor mange timer hun må have brugt på at sidde der og betragte vestfacaden af den smukke kirke.

Hun rejser sig op og børster sne og andre rester af sin jakke, inden hun vender sig om imod manden, smiler og siger: ”Jeg må hellere vide. Det var rart at møde dig, monsieur.”

”Ville det gøre noget, hvis jeg fulgte Dem lidt på vej?” Hans øjne stråler i skæret fra lamperne og den hvide sne. ”Det ville være rart med noget selskab. Især lige i aften.”

Ikke den mindste lille celle i Constance, får hende til at overveje, at afslå. Denne mand er en del af Paris, og Paris er en del af ham, og Paris har ikke fået hende til at opleve andet end mirakler.

”Selvfølgelig ikke,” svarer hun, og så begynder de at gå. De følger Seinen og trasker i stilhed igennem de mørklagte parisiske gader, den ene mere magisk end den anden.

Sneen falder stadig over dem, og da de når foden af Avenue des Champs-Élysées, ligner den 1910 meter lange gade ikke det sted, der hver sommer danner rammen om Tour de France afslutningen. For enden af den lange gade, får hun øje på Triumfbuen.

”Nej, De er virkelig ikke fra Paris.” Manden opløser stilheden med et hæst grin, og da Constance kigger op og møder hans blik, ser hun en snert af genkendelse i hans strålende øjne.

”Hvorfor siger du det?” vil hun vide, og hans svar gør hende en smule nervøs.

”Deres øjne livede helt op, som om der gik brand i dem, ligesom med ’The Flame of Remembrance’, da De så Triumfbuen,” forklarer han og nikker imod monumentet for enden af gaden. ”Folk, der bor i Paris og ser de samme ting hver dag, vil aldrig have reageret, som De lige gjorde.”

”Hvordan kan det være?” Undringen står malet i hendes ansigt.

”Folk har en bemærkelsesværdig evne til at glemme at værdsætte de ting, de ser hver dag,” siger han, idet de begynder at gå igen. ”Det er ligesådan med kærlighed.”

Constance nikker på hovedet og viser hun har forstået, men i virkeligheden er det noget helt andet, der fanger hendes opmærksomhed. Triumfbuen, der er et 50 meter højt bygningsværk, som kejser Napoleon igangsatte i 1806, kommer tættere og tættere på, og som hun har oplevet flere gange i løbet af den aften, mærker hun hvordan hendes mund bliver tør og hvordan alle følelserne hamrer og banker under hendes mange lag af tøj.

”Det er fantastisk,” hvisker hun, da de når helt hen til monumentet. Hun ved, hvilke ting der er foregået lige netop dette sted, for mange årtier tilbage.

Hun ved, hvordan de tyske soldater i 1940 marcherede igennem Triumfbuen for at markere sejren over Frankrig, og hun ved, hvordan den franske general Charles de Gaulle i 1944 gjorde det samme, for at markere befrielsen fra den tyske besættelse.

Hun følte, det var hendes pligt at komme her, og nu er hun her.

”Gør det noget, hvis vi bliver her lidt?” spørger Constance og manden ryster på hovedet.

Så sætter de sig ned med fronten imod den evigt tændte flamme, der ærer alle døde under 1. verdenskrig, og kigger ud over den store rundkørsel rundt om Triumfbuen, hvor kun ganske få biler kører forbi, i al den tid de sidder der.

 

***

 

Efterhånden som tiden er gået, har Constance glemt enhver fornemmelse af tiden, men det gør hende ingenting. Hun har aldrig følt sig mere levende, end det har været tilfældet i aften.

De går videre og ser både Le Grand Palais og Louvre. Alting føles som et eventyr, en drøm, hun aldrig vil vågne op fra igen, og en del af hende siger, at hun aldrig vil.

Mandens små Eiffeltårne rasler imod hans arme og hans støvler tramper igennem sneen, men ud over det, er der ikke en eneste lyd at opfange.

De fortsætter op af den øde hovedvej og da de går forbi et stort vinduesparti, hvor lyset bader sig i hinanden på fortovet foran dem, kan Constance ikke gøre andet end at hæve blikket og kigge indenfor. Røde vægge, røde stole, lysekroner og hvert et bord er optaget.

På et stort skilt står der skrevet ’Le Procope’ og nedenunder menukortet. Et øjeblik mærker hun hvordan hendes mave spinder af sult, og som om manden kunne læse hendes tanker, rækker han hende en macaron og hun tager taknemmeligt imod den.

”De her er min definition på Paris,” siger han, og fortsætter: ”For mig har de det hele i sig, ligesom Paris. De opsummerer hele essensen af byen i den lette konsistens, den fyldige smag og med dens delikate, elegante udseende. Og dem med chokoladesmag er ikke værst.”

Constance griner let og tager en bid af sin macaron med chokoladesmag, og må straks give ham ret: Dem med chokoladesmag er virkelig ikke værst.

”Men fortæl mig så, hvor De kommer fra, når De ikke er fra Paris, madame.”

Constance tænker sig om et kort øjeblik, og beslutter sig så for at sige: ”Det er ikke vigtigt, hvor jeg kommer fra, monsieur. Skæbnen har besluttet, at jeg er i Paris med dig, lige nu.”

Manden forstår hende og gør et nik på hovedet. Derfra fortsætter de i en behagelig stilhed, der kun opstår, når omgivelserne er så fantastiske, at ord bliver unødvendige.

Da de når endnu en bro, opdager Constance hurtigt, at denne skiller sig ud fra de andre, de har passeret. De hundredtusind af små hængelåse, hængt op på begge sider af broen, udgør et ekstraordinært syn, og forsigtigt træder hun nærmere de små låse.

”Rejsende over hele verden kommer her til Pont des Arts og sætter deres hængelås på broen, for at bevise deres kærlighed til hinanden,” begynder manden og nikker imod de mange låse. ”Det siges, at hvis man smider nøglerne langt, langt væk, skal de først findes, og først når de er blevet fundet, vil denne kærlighed dø imellem de elskende.”

”Det er en smuk tanke,” hvisker hun og lader fingrene køre over de mange forskellige låse.

”Men du er ikke nødvendigvis enig.” Det lyder mere som en hentydning, end et spørgsmål.

Alligevel kigger hun tilbage på manden og svarer: ”Jo, det er jeg vel. Men ingen har nogensinde sagt, at det behøver at være kærlighed mellem to mennesker.”

”Verden byder på mange forskellige slags kærligheder, madame, du vil slet ikke kunne forstå hvor mange,” siger han stille og træder et skridt tættere på hende. ”Hvordan kan det være, at du vandrer rundt i Paris med en fremmed juleaften? Skal du ikke hjem?”

Hun smiler lidt og vender ryggen imod ham, mens hun læner sig ud over kanten på broen.

”Jeg er allerede hjemme, monsieur,” svarer hun og kigger på ham over skulderen.

Han har en arm strakt frem imod hende og leger med noget imellem fingrene.

”Så synes jeg, du skal sætte denne på broen.” Han smiler og ligger den lille hængelås af stål i hendes små hænder, og hendes fingre ligger sig omkring den.

”Jeg er bange for, at nogen en dag vil finde nøglen,” siger hun stille og kigger ned på sine støvler og sneen, der ligger omkring dem. ”Ægte kærlighed burde ikke blive ødelagt på grund af en nøgle, der er det ene eller det andet sted.”

”Ingen siger, at du behøver at smide nøglen væk.” Manden træder et skridt baglæns og ligger hovedet lidt på skrå. ”Gem den. Gem den et sted, ingen nogensinde vil finde den, og pas på den. På den måde vil kærligheden vare evigt.”

”Og du tror virkelig på det her, gør du ikke?” Hun fniser gennem næsen.

”Jo, det gør jeg.” Han smiler. ”Men det behøver ikke gøre det mindre virkeligt.”

Hun nikker på hovedet og vender hængelåsen i sine fingre. Hendes brune øjne borer sig ind i den ru flade af hængelåsen, hvorefter hun finder en tusch frem fra sin skuldertaske og skriver på bagsiden af låsen: - Paris, mon amour - med store, røde bogstaver.

Smilet spiller om hendes læber og hun er ikke et øjeblik i tvivl, da hun sætter sig på hug på broen og piller ved låsen, så hun kan få den sat på.

”Glædelig jul, Constance,” hører hun manden sige bag hende og hængelåsen giver et klik fra sig, da den er blevet låst fast. Undrende rejser hun sig op og vender sig rundt.

”Jeg sagde aldrig, hvad jeg he-” Hun standser sig selv midt i sin sætning og træder automatisk et skridt tilbage, så hendes ryg rammer kanten af broen.

Han er væk.

Hun kigger til højre og venstre og venstre og højre, men han er ingen steder at se. Hendes øjne søger bredden og hun tager oven i købet sig selv i at kigge ned i vandet under hende, men han er der ikke. En underlig fornemmelse tager over hos hende.

Så ryster hun på hovedet og vinden leger med hendes mørkeblonde hårtotter. Hun trækker det blodrøde halstørklæde tættere omkring sig og læner sig ud over broen, hvor hun vil blive stående til solen står op og kysser hendes hængelås og kærlighed velkommen, indtil hun igen beslutter sig for det er tid til at trave videre, med hendes kærlighed, der føles, og altid har føltes, som et ekstra hjerteslag i hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...