Illusion - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Igang
-1D ER IKKE KENDTE- Allie Tomlinsons verden falder sammen om ørerne på hende, da hendes far omkommer i en ulykke. Med selvmords tanker og mærkelige stemmer i hovedet går hun rundt som er hun bare en krop uden hjernefunktion. Louis og hans venner prøver at hjælpe hende, men der opstår hurtigt problemer og forbudte følelser. For når man rammer bunden, så er det ikke nemt at komme op igen.

25Likes
16Kommentarer
1264Visninger
AA

3. Lige nu

 

3

Allies synsvinkel

X

Med besvær fik jeg åbnet mine øjne og set mig rundt omkring. Hvor var jeg? Jeg så rundt og kiggede på de hvide vægge, hvor der var små billeder af sommerfugle. De var flotte. Jeg gned mig selv træt i øjnene, mens jeg lod et højt gab slippe ud. Med ét kom alt tilbage til mig. Jeg var i Louis og Harrys lejlighed. Billeder af Harry og jeg siddende på asfalten kørte inde i mit hovedet.

Hvad lavede jeg?

Jeg sukkede. Egentlig forstod jeg godt, at Louis var bekymret, men jeg ville gerne være alene. Jeg fik rejst mig op og gik hen til døren. Jeg åbnede og kiggede ud i gangen. Der var stille. Burde de ikke sidde og spise morgenmad? Hvad var klokken overhovedet. Jeg gik ned af gangen og ind i køkkenet, hvor jeg kiggede på klokken. Den var 13:57.

Hvordan kunne den allerede være så meget? Jeg kunne da umuligt have sovet så længe? En lille gul seddel liggende på bordet, fangede mit blik.

Hey…

Vi er taget på arbejde.

Vi nænnede ikke at vække dig.

Tag alt det mad du vil have!

Ses xx

Jeg fnøs. Som om jeg havde brug for mad. Jeg kunne simpelthen ikke spise lige nu. Han skulle da ikke bestemme hvad jeg skulle gøre. Jeg kiggede lidt rundt om mig selv. Hvad skulle jeg lave? Jeg kedede mig allerede.  Stilheden var kvælende. Ubehagelig. Ildevarslende. Jeg gik ind i stuen og kiggede ud af det store vindue. Det irriterede mig, at der ikke var langt ned. Jeg kunne ikke få adrenalin kicket. Jeg havde brug for det lige nu. Derfor gik jeg ud på badeværelset og fandt barberbladet frem. Det fascinerede mig, at de tynde blade kunne være så skarpe. Jeg blottede igen min hofte og så, at der allerede var kommet en let skorpe over de andre snit.

Bare ærgerligt.

Jeg trak vejret dybt ind og lavede et snit. Det var lige oven i det andet og det gjorde ondt. Smerten fik mig ind i mit eget lille univers. Det røde blod piplede frem og løb roligt ned af den glatte hud. Jeg sad i noget tid og så på det, indtil der ikke kom mere blod. Så lavede jeg et nyt snit. Det var smukt. Den måde blodet kom op i en lille boble og derefter bare løb ned som en vandråbe, der løb ned af et vindue. Det gjorde mig på sin vis rolig. Blodet løb stille ned og fadede ud i huden. Jeg vaskede barberbladet og lagde det på plads igen.

Det sveg i hoften, hver gang jeg tog et skridt. Min mave rumlede højt, men jeg var ligeglad. Jeg behøvede det ikke. Jeg satte mig i sofaen og tændte for fjernsynet. Der skulle være noget lyd i den her lejlighed. Stilheden gjorde mig skør.

Men det var jeg i forvejen.

Jeg lagde ikke mærke til, hvad kanal det var på. Det var nu også ligegyldigt, for jeg fulgte ikke med alligevel. Koncentrationen manglede. Jeg havde brug for noget. Jeg ville gerne væk her fra. Mine hænder begyndte at ryste. Jeg skulle have det nu.

Hurtigt løb jeg ind på gæsteværelset og hev noget ligegyldigt tøj frem. Det var derhjemme, så jeg blev nødt til at tage derhen. Jeg fik hurtigt både tøj og sko på og løb ud af døren.

Jeg løb. Jeg løb så hurtigt mine ben tillod det og jeg var ligeglad om jeg skubbede og maste folk. Det skulle være nu. Jeg skulle bare have det nu. Allerede efter nogle få blokke kunne jeg mærke, at det gjorde ondt at trække vejret. Da jeg nåede min destination stod jeg i nogle få sekunder og hev voldsomt efter vejret. Folk så underligt på mig, men det var vel forståeligt. Jeg havde også kigget underligt, hvis der havde stået en person og lignede en sindssyg med abstinenser. Trappe trinende sprang jeg op af. Da jeg nåede min dør låste jeg mig selv ind og duften af mit eget hjem kom mig hurtig i møde. Jeg følte mig allerede bedre tilpas og tryg. Langsomt gik jeg ind og betragtede, hver en ting. Selvom jeg ikke havde været væk i særlig lang tid, så havde jeg stadig været væk. Jeg savnede mit hjem. Alle mine ting.

Kassen under sengen.

Jeg gik med faste skridt ind og hev den lille kasse frem. Der var ikke så meget tilbage mere, da jeg havde brugt det meste, de sidste to måneder. Jeg gik ind i køkkenet og lavede hurtigt 3 rækker med det hvide stof. Jeg indsnusede det og tog så en dyb indånding. Det var rart. Trygt. Godt. Jeg kurede ned af væggen og sad bare og smilede som en idiot. Livet var jo herligt.

Nej det var ej.

Livet var en bitch, som kun gav problemer. Jeg hadede det. Jeg hadede det så voldsomt. For mig var livet ingenting. Jeg kravlede hen til vinduet. Det ville gå så hurtigt. Jeg skulle bare gøre det. Det var jo egentlig så nemt. Nede på vejen kørte bilerne normalt. Folk var på vej hen til, hvor end de nu skulle hen. Normalt.

Hvad var jeg?

Jeg var ikke normal. Jeg var bare en lille pige som havde mistet sin klippe, sin far.

X

Jeg havde siddet der længe. Bare siddet og været skide høj og have ondt af mig selv. Det var dog slut nu. Jeg trykkede ned i dørhåndtaget og slæbte mig selv ind. Jeg havde det ærligtalt pisse dårligt. ”Allie er det dig? ” Jeg gav et højt mhmm som svar. Harry kom gående ud i gangen mens han tørrede sine hænder i et viskestykke. ”Hvor har du været? ” spurgte han. ”Du er rigtig nysgerrig var? ” svarede jeg flabet. Han så irriteret på mig. ”Hjemme, ” sukkede jeg. Han nikkede stille, men om det var til mig eller til ham selv, aner jeg ikke. ”Er Louis hjemme? ” spurgte jeg og gik samtidig ind på værelset. Harry fulgte efter og svarede mig først da jeg kastede mig i sengen. ”Nej. Han er sammen med Eleanor i aften. ” Jeg sukkede. Så skulle jeg være alene. Eller ikke helt alene, men med Harry. ”Er du okay? Du ser ikke helt rask ud? ” Normalt var jeg nok kommet med en flabet kommentar, men lige der havde jeg ikke lyst. I stedet rystede jeg på hovedet. ”Jeg har det skide dårligt, ” svarede jeg ærligt. Harry satte sig på sengen og lagde en hånd op for min pande. ”Du har ikke feber, ” sagde han, ”har du spist? ”

Hvorfor spurgte han om det?

”Ja, ” løj jeg. Han nikkede. ”Jeg kommer med en hovedpinepille til dig. ” Harry gik og jeg lukkede mine øjne og lyttede til hans skridt. ”Fuck… ” mumlede jeg. Jeg rejste mig op og løb ud på badeværelset. Jeg løb lige forbi Harry som bare stod og så helt forvirret ud. Jeg knækkede sammen over toilettet. Smagen var klam og det hele var ubehageligt. Nogen tog mit hår op og jeg kunne hurtig regne ud, at det var Harry. Da jeg var færdig rejste jeg mig op og skyllede ud. Jeg tog toiletbrættet ned og satte mig. Det var så ydmygende. Jeg kunne ikke se ham i øjnene. ”Her. ” Harry holdt noget toiletpapir frem mod mig. Jeg tog gladelig imod det og tørrede mig om munden. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på ham. Han satte sig på hug foran mig og så indgående på mig. Jeg så ned i hjørnet, for jeg var bange for at møde hans øjne. Han tog en finger under min hage og tvang mig. Mine øjne mødte hans. Hvordan kunne hans øjne være så grønne? Så betryggende? Ærlige. ”Det er okay, ” hviskede han. Han hjalp mig ind stuen og hentede min dyne som han puttede mig i. Det var faktisk rart. Det var en tryghed som jeg ikke havde følt længe. ”Harry? ” sagde jeg stille. Jeg lød svag.

Jeg var svag.

Han så hen på mig. ”Tak… igen. ”

Han sendte mig bare et smil og lagde en arm rundt om mig. ”Altid, ” smilede han.

X

Harry lå og snorkede lavt ved siden af mig. Han så sød ud. Meget endda. Jeg havde mest lyst til bare at ligge og betragte ham, men noget sagde mig, at det andet var vigtigere. Min hofte smertede og jeg havde brug for at kigge på det. Jeg så mig en gang tilbage inden jeg humpede videre til badeværelset.

Det er okay…

Jeg tændte lyset og så meget selv i spejlet. Mine øjne var trætte. Jeg var træt. Et langt suk forlod min mund og jeg trak forsigtig min trøje og bukser ned. Jeg kørte let min finger over såret. Det begyndte at svig. ”Av, ” stønnede jeg. Jeg løftede mit ansigt og mødte et par grønne øjne, der stirrede på mig, i spejlet. 

X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...