Illusion - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Igang
-1D ER IKKE KENDTE- Allie Tomlinsons verden falder sammen om ørerne på hende, da hendes far omkommer i en ulykke. Med selvmords tanker og mærkelige stemmer i hovedet går hun rundt som er hun bare en krop uden hjernefunktion. Louis og hans venner prøver at hjælpe hende, men der opstår hurtigt problemer og forbudte følelser. For når man rammer bunden, så er det ikke nemt at komme op igen.

25Likes
16Kommentarer
1129Visninger
AA

2. Jeg har brug for smerten

 

2

Allies synsvinkel

X

”Allie åben nu den fucking dør! ” Jeg lå på badeværelses gulvet i Louis og Harrys lejlighed. Her var rart. ”Allie kom nu ud! ” De stod begge to og skreg af mig derude. Det var egentlig meget morsomt. Jeg rejste mig op og kiggede mig selv i spejlet. Mit hår hang vådt ned og jeg havde sorte rander unde øjnene.

Mildest talt, så lignede jeg lort.

”ALLIE! ” Hvorfor gav han ikke bare op. Jeg sukkede irriteret og låste døren op. ”Kan man ikke gå i bad i fucking fred, ” hvæsede jeg koldt. Louis så måbende på mig og Harry så lidt flovt væk. Jeg så hurtig ned af mig selv. Jeg havde kun et håndklæde på, men det var ikke så stort. Et smil prydede mine læber. ”Ryk dig lige, ” sagde jeg og skubbede til Louis. Han rykkede sig kejtet væk og lod mig komme forbi. Jeg gik ind på deres lille gæsteværelse, som jeg skulle sove i, og tog noget tøj frem.

Jeg havde hurtigt fået undersøgt hvad Harry havde pakket. Det var lidt imponerende, at han havde fået det hele med. Eller ikke det hele, men de vigtigste ting. Jeg fik hurtigt rent undertøj og nattøj på. Håndklædet brugte jeg til at pakke mit hår ind i. Jeg traskede ind til drengene som sad og snakkede ude i køkkenet. De tav med det samme som jeg trådte ind.

Snakkede de om mig?

”Snak endelig videre, ” mumlede jeg og vendte mig om for at gå. ”Allie vent! ” Harrys stemme lød bedende. Jeg vente mig rundt igen og så spørgende på ham. Han havde åben mund, men forholdt sig tavs. Ingen af dem sagde noget, så jeg gik. Jeg kunne mærke, at en vrede blussede op i mig. Hvorfor skulle jeg være her? Hvorfor havde jeg ikke stået i mod, så jeg kunne have været hjemme hos mig selv. Jeg satte mig i sofaen og kiggede ud af vinduet. Det regnede. Regndråberne løb om kap ned ad ruden. Det gjorde mig mærkelig nok rolig. Jeg rejste mig op og gik hen til vinduet. Der var ikke så langt ned som hos mig selv.

Ærgerligt.

En tung følelse satte sig fast i min krop. Jeg skulle have et eller andet. Noget at drikke, men Harry og Louis var ude i køkkenet. Stille listede jeg ud på badeværelset. De måtte da have noget. Bare et eller andet som jeg kunne bruge. Jeg fandt hurtigt et barberblad. Jeg satte mig på toilettet og kiggede på det. Det var skarpt. Meget endda. Jeg løftede op i min bluse og ned i mine bukser. Mine hofte var helt blottet. Huden var fejlfri og blød. Jeg tog mig sammen og satte et hurtigt snit lige i midten. En svigende smerte satte sig fast og jeg gav mig et lille støn fra mig.

Det var rart.

Blodet piplede frem og løb lidt ud af såret. Blodet havde en frisk rød farve. Det var smuk. Jeg satte endnu et lille snit ved siden af det andet. Det gjorde mere ondt.  ”Allie? ” Jeg farede sammen. De skulle ikke opdage det. Jeg rejste mig hurtigt op og lukkede døren. Jeg tændte for vandet og skyllede barberbladet. ”Allie er du her ude? Skal vi virkelig til det samme igen? ” Louis’ stemme lød indtrængende. ”Jeg kommer om lidt, ” svarede jeg. Jeg lagde bladet tilbage, hvor jeg tog det og tørrede blodet af fra hoften. Det gjorde ondt når jeg bevægede mig og bukserne gik imod såret.

Håndklædet smed jeg på gulvet henne i hjørnet og lod mit hår hænge løst. Jeg åbnede døren og gik ned til køkkenet, hvor jeg vidste drengene var.

Hvorfor var de så paranoide omkring mig?

”Jamen vi kan da bare spørg… ” Harry tav midt i sin sætning og plantede sin grønne øjne på mig. Jeg så lidt rundt på dem, men satte mig så på en stol. Louis rømmede sig. ”Er du sulten? For vi tænkte vi ville bestille en pizza eller to? ” Jeg trak let på skuldrende.

Behøvede jeg at spise?

X

Jeg lå i mørket og lyttede. De kunne umuligt være vågne nu. De var nok gået i seng. Jeg rejste mig op og listede ud i gangen. Jeg fik hurtig fat i mine sko og fik dem på. Jeg stod et øjeblik stille og lyttede. Ingenting. Jeg tog i håndtaget og åbnede. ”Hvor tror du, du skal hen? ” Jeg vendte mig forskrækket rundt og så Harry stå med korslagte arme. ”Øh... ” begyndte jeg, ”jeg har brug for noget luft, ” svarede jeg stille. ”Jeg går med. ” Harry gik hen til sine sko og begyndte at tage dem på. ”Harry jeg har ikke brug for en babysitter, ” vrissede jeg. ”Det er ikke til diskussion, ” vrissede han tilbage. Jeg begyndte bare at gå. Så måtte han komme. Jeg gik hurtigt ned af trapperne i håb om at være hurtigere end Harry. Men nej. Jeg hørte hans skridt lige bag mig.

Jeg havde ikke brug for ham.

Han tog mig i albuen. ”Hvorfor så travlt? ” spurgte han. ”Hvorfor så belastende? ” svarede jeg igen. Han slap mig og gik roligt ved siden af mig. Luften var frisk. Meget frisk, men det var okay. Det var dejligt.

Vi gik længe i tavshed. Jeg frøs, men jeg ville ikke sige noget til ham. Det var jo lige meget. ”Hvordan har du det? ” spurgte han. Det var et så simpelt spørgsmål, at jeg blev helt forvirret.

Hvad prøvede han på?

”Skal du lege min psykolog nu Harry? ” svarede jeg koldt. Igen gik vi i tavshed. ”Altså Allie hør nu her… ” ”Jeg har det fint! ” afbrød jeg ham.

Han så underligt på mig. Jeg tog en dyb indånding og åndede skælvende ud. ”Fryser du? ” spurgte han. Inden jeg kunne nå at svare havde han allerede lagt sin jakke om mine skuldre. På en eller anden måde gjorde det mig tilpas, at han var på den måde han var. ”Tak, ” hviskede jeg. Harry sendte mig et lille smil.

Tavsheden var ikke akavet, langt fra. Den var… normal. Almindelig. Helt okay.

”Husk at vi er her for dig ikke Allie? ” Harrys stemme var som søbet til i medfølelse. Jeg skulle brække mig. Jeg stoppede op og var helt svimmel. ”Allie? ” sagde han usikkert. Han tog mig hurtigt ved skuldrende og fik mig sat ned. ”Træk vejret… ” hviskede han. Jeg fik røde og sorte pletter for øjnene. Jeg hev efter vejret.

Hvad skete der?

Mit hjerte pumpede afsted. Jeg var ved at få et panikanfald. Harry tog mit ansigt i hans hænder. Han tyssede stille af mig og så mig hele tiden i øjnene. Det var som om mine hænder havde deres eget liv, for de rystede ukontrollabelt. Jeg tog fat om hans T-shirt, for at få dem til at holde op. ”Fokus Allie… ” Harry fik mig til at trække vejret roligt og til sidst sad vi bare med mit ansigt i hans hænder og hans T-shirt låst fast i mine hænder. Vi sad sådan et stykke tid, mens vi så hinanden i øjnene. Hans øjne var virkelig grønne. ”Vi må hellere se at komme hjem ikke? ” mumlede han. Jeg nikkede forsigtigt og Harry fik mig op at stå.

”Tak, ” hviskede jeg stille. Jeg var usikker på om han havde hørt det, men et smil på hans læber forsikrede mig, at det havde han.

X

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...