Illusion - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Igang
-1D ER IKKE KENDTE- Allie Tomlinsons verden falder sammen om ørerne på hende, da hendes far omkommer i en ulykke. Med selvmords tanker og mærkelige stemmer i hovedet går hun rundt som er hun bare en krop uden hjernefunktion. Louis og hans venner prøver at hjælpe hende, men der opstår hurtigt problemer og forbudte følelser. For når man rammer bunden, så er det ikke nemt at komme op igen.

25Likes
16Kommentarer
1129Visninger
AA

1. Første forsøg

 

1

Allies synsvinkel

X

Jeg tror de færreste mennesker ved, hvordan det føles at miste. Det er som man siger: ”Man ved først, hvad man har haft, når man har mistet det.

Det værste ved det er, at det er rigtigt. Man kan ikke bryde ind og sige det er løgn. Man kan ikke sige, at man godt ved hvad kærlighed er. Det kan man bare ikke. For det er den dybeste sandhed, der ligger i de ord.

Jeg mistede min far. Jeg mistede en af de personer, som jeg elskede mest i verdenen, hvis ikke mest. Nu var han væk. Den person jeg kunne snakke med om alt, var væk. Han havde hjulpet mig igennem så mange ting, men nu var det som om, at han aldrig havde eksisteret. Jeg havde ikke længere en familie. Følelsen af aldrig at skulle se ham igen var forfærdelig. Jeg havde ikke et solidt sted at stå mere. Jeg havde grædt mig selv i søvn hver nat siden den forfærdelige dag. Jeg havde ikke kontakt til nogen. Det længste jeg gik til var badeværelset og køleskabet. Men jeg spiste ikke. Jeg havde nået bunden.

Det var for meget for mig. Jeg ville bare have min far. Jeg ville have hans nærvær. Føle ham, men det kunne jeg ikke. Det var for sent. Man ved virkelig først, hvad man har haft, når man har mistet det.

Jeg hadede det ordsprog.

X

Jeg stod og kiggede ud af vinduet. Solen var så småt ved at stå op. Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde stået og betragtet vejen og de små biler her oppe fra, men det var længe. Nogle enkelte var allerede på vej til arbejde som de gik rundt der på Londons gader. De så sjove ud. Det hele lignede bare en lille myretue, hvor det hele vrimlede med små insekter. Mine ben var følelsesløse. Hele min krop var følelsesløs. Det hele var bare noget rod. Mit hoved var fucked up. Jeg gik et skridt tættere på vinduet og kunne hurtig mærke, hvor stive mine ben var. Der var langt ned, men det ville ikke betyde noget. Det ville hurtig være overstået.

Jeg turde bare ikke. Kunne bare ikke, men ville godt. Bare være væk. 

Hurtigt fik jeg åbnet vinduet. Den friske vind ramte mig i ansigtet og sendte mit krøllede hår bag om ryggen på mig. Luften var så kold, at det skar i næsen. Det føltes godt. Jeg så ned igen og tænkte på, hvordan folk mon ville reagere. Jeg satte begge mine hænder på vindueskarmen og lænede mig frem. Det var da ikke så slemt? Jeg lænede mig længere ud, men nogle hårde bank fik mig til at skubbe mig selv ind igen. Jeg hev efter vejret.  Hvad fanden var det jeg lavede?

Jeg gik med langsomme skridt hen mod min hovedør, hvor de hårde bank igen lød. ”Allie, åben nu! Jeg ved du er derinde! ” råbte en lys mandlig stemme. Jeg genkendte den hurtig som Louis’. Hvad ville han? Det var første gang efter det, at han havde kontaktet mig.  Jeg tog de sidste skridt og låste døren op. Louis stod lænet op af dørkarmen. Jeg sagde ikke noget. Så bare på ham. Han rykkede på sig efter et minuts tid og gik så indenfor. Jeg lukkede forsigtigt døren og gik så efter ham.

Han burde ikke være her.

Louis så sig lidt rundt omkring og vendte så til sidst sit blik mod mig. Han åbnede munden, men lukkede den igen. Han tog hurtigt et nyt initiativ til at snakke igen, men jeg kom ham i forkøbet. ”Hvad vil du? ”. Min stemme var kold. Jeg havde ingen idé om, hvor styrken i min stemme kom fra, men den var der. Louis så et øjeblik såret ud, men svarede så. ”Jeg ville bare tjekke op på dig. Du har jo lukket dig fuldstændig af. Jeg kan jo ikke vide hvad du går rundt og laver når jeg ikke kan få fat på dig! ” Jeg så ned i gulvet. Han skulle bare vide.

”Var der andet? ” mumlede jeg kort. Mit blik var stadig på gulvet, så det gav et lille gib i mig da jeg så op og Louis havde rykket sig. Han stod tæt på mig. En armslængde væk. Jeg havde lyst til at række ud efter ham, men jeg lod vær. Kunne han ikke bare gå?

”Jeg har savnet dig Booboo, ” sagde han stille. Det gav et stik i hjertet på mig, at han brugte det kælenavn. Min far havde kaldt mig det siden jeg var helt lille. Han havde skræmt mig for sjov og jeg havde altid bare skreget booboo af ham. Siden da brugte hele familien det. ”Vi savner dig alle sammen, ” mumlede han og trådte et skridt tættere på. Jeg sendte ham et trodsigt blik. ”Gå! ”.

Louis fik et forvirret udtryk i øjnene. ”Forstår du ikke engelsk? Gå! Skrid! Forsvind, ” hvislede jeg. Louis trådte et skridt baglæns af bar overraskelse. Det var vel også første gang, at han havde set mig sådan her. Vi havde altid været meget tætte. Han havde været som en bror for mig, men her på det seneste havde jeg været alene og lige nu passede han ikke ind. Jeg trådte et skridt til siden så han kunne komme forbi, men han rykkede sig ikke. ”Louis… ” udbrød jeg advarende. Han så bare olmt på mig. ”Jeg går ingen steder, ” sagde han roligt.

Han gik mig virkelig på nerverne nu. Hvordan skulle jeg få ham til at gå?

”Skrid nu for helvede, ” skreg jeg. Louis så forskrækket på mig. Han tog tøvende et skridt frem mod mig. ”Allie, ” sagde han forsigtigt. ”Kan du ikke bare lade mig være i fred? ” hviskede jeg. Jeg havde lukket min øjne hårdt i og stod lænet op af væggen.

Jeg havde ikke brug for ham. Jeg havde brug for min far.

Han sukkede tungt og jeg kunne høre døren åbne. Forsigtigt åbnede jeg mine øjne og rigtig nok stod han i døren og betragtede mig. ”Jeg er her for dig Booboo… det er vi alle, ” sagde han stille og lukkede døren efter sig.

Jeg åndede lettet op, men fik det pludseligt dårligt. Min hånd fløj op til munden og jeg løb ud på badeværelset. Jeg knækkede sammen over toilettet og lod alt indhold komme op. Der var bare det, at der intet var. Jeg havde ikke spist noget den seneste tid. Det eneste, som røg op var mavesyre. Da jeg var færdig skyllede jeg ud og tog vand i ansigtet. Jeg havde det elendigt.  Jeg var usikker på mine ben så jeg kravlede ind i stuen. Vinduet var stadig åbent. Luft. Jeg havde brug for luft. Langsomt begyndte jeg at kravle hen til vinduet. Mine knæ gjorde allerede ondt, men jeg var ligeglad. Smerten var god. Den fik mig til at tænke på andre ting. Et højt skrig flænsede luften da nogen tog mig om siderne.

De slap mig hurtigt igen.

Jeg lagde mig i fosterstilling og skreg. Nogle enkelte tåre fandt vej til øjenkrogen, men de blev ikke til mere. Hvorfor græd jeg? ”Hey… hey rolig, ” hviskede en hæs stemme i øret på mig. Jeg blev løftet op. Jeg så op og mødte et par bekymrede grønne øjne. ”Hvad laver du her? ” min stemme var hæs. ”Er du klar over, hvor bange Louis bliver når du skriger af ham? Han er bekymret for dig, ” sagde han roligt.

Han svarede ikke på spørgsmålet.

”Jeg har ikke brug for ham, ” svarede jeg stille. Harry sukkede bare af mig og bar mig ind i mit soveværelse. Han placerede mig på sengen og fandt så en sports taske frem. Vi sagde ingenting til hinanden. Han lagde mit tøj ned i tasken og så nogle gange hen mod mig. Jeg sad bare stille og prøvede ikke at bevæge mig. Han kastede et par bukser hen til mig. ”Tag det på, ” sagde han. Jeg turde ikke sige ham imod. Jeg var for træt.

Harry gik ud af soveværelset, mens jeg tog buskerne på. Jeg kom langsomt på benene og gik ind i stuen. ”Harry? ” spurgte jeg stille. Han var i færd med at lukke vinduet. Han vendte sig om mod mig. ”Hvad laver du her? ”. Jeg lød træt, men jeg var også træt, selvom det kun var morgen. Harry så varsomt på mig. ”Du skal med hjem til Louis og jeg, ” svarede han.

Jeg nikkede bare.

Jeg skulle nok finde en måde alligevel.

X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...