Illusion - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 aug. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Igang
-1D ER IKKE KENDTE- Allie Tomlinsons verden falder sammen om ørerne på hende, da hendes far omkommer i en ulykke. Med selvmords tanker og mærkelige stemmer i hovedet går hun rundt som er hun bare en krop uden hjernefunktion. Louis og hans venner prøver at hjælpe hende, men der opstår hurtigt problemer og forbudte følelser. For når man rammer bunden, så er det ikke nemt at komme op igen.

25Likes
16Kommentarer
1122Visninger
AA

6. Et overraskende halstørklæde...

 

6

Allies synsvinkel

X

Min næse var rød, så jeg lignede nok Rudolf. Mine fødder var kolde og mine fingre var som istapper som sikkert – uden tvivl -  snart ville knække af. Jeg havde ikke rigtig noget i mod af at gå ture, men når det var pisse koldt, og jeg fik snefnug i øjnene, så orkede jeg bare ikke. Men på en eller anden måde, havde Harry fået mig overtalt. Jeg forstod bare ikke, hvorfor det ikke kunne vente til i morgen, når det a) sikket var lyst og det b) sikkert ikke sneede. Hvorfor skulle det være lige nu? ”Er vi der snart? ” brokkede jeg mig. Jeg vidste ikke, hvor mange gange, at jeg havde spurgt om det, men alle gangene havde Harry bare svaret med et: lige om lidt. Denne gang var ikke en undtagelse. ”Harry, det er ottende gang du siger det- ”

”-og det er ottende gang du spørger, ” afbrød han mig. Han havde et kækt smil plantet på læberne. Hvor var han dog irriterende.

Det siger du ikke?

Jeg skulede ondt til ham og blev mere og mere irriteret over, at han havde fået mig lokket ud i det her vejr. Jeg savnede allerede Louis.

Sikker?

Det havde taget en krig at få ham ud af døren. Han blev ved, og ved, og ved, og ved, med at spørge om han havde glemt noget. Jeg forstod ikke, at han kunne være nervøs for at være sammen med Eleanor. Det var så gået op for mig, at han var nervøs for at efterlade mig. Til sidst havde jeg nær kastet ham ud af lejligheden. Dog ikke, men tæt på. Hele tiden havde jeg følt Harrys øjne på mig. Hans grønne øjne. Efter Harry og hans fantastiske grønne øjne…

Hvad?

… havde hjulpet mig, da jeg fik mit lille anfald, så havde jeg faktisk været rimelig rolig og forholdsvis normal hele aftenen. Jeg havde fået de der blikke fra drengene, men jeg havde ignoreret dem. Jeg var rimelig stolt af mig selv. De var blevet lukket helt ude. Til sidst havde det været meget hyggeligt. Jeg havde ikke sagt noget, men det var fint nok. Det var fint nok bare at kigge på drengene. Lytte til deres småsnak. Louis og Niall havde besluttet, at der skulle hygges ekstra meget, så de havde slæbt alle madrasserne ind i stuen. Også min. Jeg havde været nervøs for det i starten, men det var okay. Det hele var bare… okay. Jeg havde ligget mellem Louis og Harry. Jeg havde følt mig tryg. Mareridtene havde stadig været der. De gik aldrig væk og det var altid den samme. Jeg vågnede altid med et sæt. Jeg havde ikke sagt noget, men bare ligget der i mørket. Med ansigtet vendt mod Harry. Han havde set på mig med de der, alt for grønne øjne. Jeg havde først opdaget det da en varm tåre løb ned af min kind og videre på næsen. Han havde tørret den væk. Han havde taget min hånd. Han havde været der for mig. Det fik mig til at stole på ham. Alligevel var der en side af mig som ikke ville stole på ham.

Jeg besluttede at ignorere Harry, så godt som muligt, og kigge lidt på Londons mennesker. Jeg kunne godt lide at se på mennesker. Ja, det var muligvis underligt, men det var sjovt. I den ene side gik der en tyk dame i lilla frakke og hat med fjer. Hun havde en meget lille hund gående ved siden af sig i en – gæt engang – lilla snor. Hun kunne vidst godt lide lilla. Det kunne jeg egentlig også selv, men ikke lige dén lilla.

I den anden side gik der er ung mor med en lille dreng på slæb. Moren havde rander under øjnene og trak drengen i armen. Drengen havde en rød næse, ligesom jeg selv, og meget blå øjne. Ikke bare lidt, men rigtig blå. Han var egentlig meget nuttet, men noget sagde mig at han sikker var røv irriterende. Jeg så på andre mennesker og hyggede mig egentlig fint med det, indtil det begyndte at kede mig og jeg begyndte at fryse endnu mere.

Så begyndte jeg at studere Harry i stedet. Han havde en lang sort frakke, halstørklæde og hue på. ”Hey, vent lige et øjeblik! ” sagde jeg, før jeg kunne nå at stoppe mig selv. Han så irriteret på mig. Jeg gik hen til ham og tog om halstørklædet. Det var dejlig blødt og var gråt med et lille hint af grøn.  Jeg havde givet ham det sidste jul. ”Går du faktisk med det? ” overraskelsen lyste ud af øjnene på mig. Han lagde hoved på skrå og så underligt tilbage på mig. ”Selvfølgelig, ” svarede han let. Et lille smil kom frem på mine læber. Jeg gav slip på halstørklædet og vi begyndte at gå igen. ”Er vi der snart? ” spurgte jeg kækt og så ned i jorden. ”Ja, vi er der nu. ” Jeg bemærkede ikke, at han var stoppet op så jeg ramlede lige ind i ham. Jeg så flovt ned og kunne mærke, at jeg fik røde kinder. Harry gav et fnis fra sig og trak mig hen til et indhegnet område.  Det tog mig ikke lang tid at opdage hvad det var.

En skøjtebane.

X

 

Glædelig juuuuul!!!!!

Prøv lige at tænk... prøv lige at overvej...

AT DET ER JULEAFTEN IMORGEN!!

Jeg glæder mig siiiindssygt meget :D

.. Skriv gerne nede i kommentarfeltet hvad i synes om historien

og glem da ikke at give et like så jeg kan se i kan lide den ;) 

og endnu engang...

...

GLÆDELIG JUL!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...